Mens spejlet ikke reflekterer hvad ønsker.
Så driver tankerne.
De døde øre.
Tusmørket er sunket ind under huden.
Mens nøgenheden lyser.
Den dybe tavshed rumsterer og lader mig ikke sove.
Vinteren slipper mig ikke fra sit kvælertag.
Den blege hud blænder, mens neglene gennem trænger huden.

Den røde kulør laver drypstens malerier.
Jeg svimler, tankerne stopper ved smerten.
Neglene drages over maveskindet.

Regnen bryder gennem skyerne igen.
En udryknings sirene trænger ind til mig.

Med foragt og nedtryk hovedet skåner jeg maven denne ene gang.

Smerten forsvinder og tankerne flyver igen.
Kærligheden er sunket i jorden.
Benene skælver ved morgendagens lys.
Skuespillet starter igen, men sidste akt er nær.

Anerkendelsen vil udeblive og jeg takker mig selv.
Stille vender sjælen sig og justerer.
Spejlene lægges tilbage dybt i skabet og forklædningen genskabes.

"Godmorgen"