Jeg befandt mig pludselig på den anden side af strøget, det var der ikke noget galt i, men jeg var begyndt at blive træt i fødderne, jeg havde gået rundt i byen 2 eller 3 timer og ladet tankerne flyde. Men jeg nu er træt i fødderne og mine finger spidser fryser, jeg kigger ned ad gaden og øjnene rammer menneske mylderet, de spejles og jeg genser mig selv. De følelses som en stor person, som en samlet enhed rettet mod mig. Jeg bliver urolig og utryk og ordet angst ramler ind i min bevidsthed. Jeg er har angst, hvad kan de gøre mod mig, hvor anderledes vil de acceptere at jeg kan være. Hvorfor vil jeg ikke tilpasse mig, en heksejagt burde være lavet på mig. Men angsten kommer ikke fra den manglende realisation, den kommer fra tanken om, måske har jeg taget fejl. Er det ikke dem der er de lykkeligt, mens jeg selv vandre fortvivlet rundt i cirkler. Deres månedskredsløb er blevet idealiseret den velstands super maskine, kapitalisme styrer verden i højere grad end nogen anden faktor. Maskinen er skabt så den almindelige ikke behøver at presse mening af sin ringe eksistens. Det er sammen om at skabe velstandsmaskinen og jeg selv er vel kun en snylter. Mennesker er ikke dumme, men kontrollen, som skabes i produkt mennesket er stærkere end passioner og drifter. Nydelsen er en kold øl, eller to ferier om året, ikke at tænke sig til fiktiv solidarisk, kommunistisk utopi af et samfund, der kun kan indfanges på papir. Stedet er varmen eller hvor barmen fører os, vi føler bare vores første spor, kvindens bryst og tænke sig andre steder er kriminelt. Jeg elsker reklamer for Pepsi og dame parfumer.

Jeg kan skabe mig selv den stimuli, som kræves for at glemme trængslen og den dårlige luft, jeg ser dem heller ikke, alle dem udenfor "mit" marked. Told mure og landegrænser kan stoppe alt den tolerance, der måtte være. Jeg kan styre tallene og vægten og selv den styrke mine ben skaber og have kontrol er vigtigere end at være i besiddelse af spørgsmålets indre skabende effekt hvis ønsket drives væk som heksen og røgen fra et lejrer bål. Jeg kan genskabe mig selv gang på gang uden at nogen behøver at vide noget om det, jeg kan polymorfe mig til skabninger som du genkender, som du passerer på gaden. Jeg kan leve i skyggen af den objektive drift med dovne øjne og knappet ører. Jeg kan finde ro fra de indre spørgsmål, jeg kan lade mig blive valgt, jeg kan undslippe angsten, der kommer når man skælver ved den stejle afgrund mellem de næste væsentlige skridt, der skal strække sig over flere armlængder, der hvor svimmelheden er stærkeste og man siger ja eller nej til sig selv og sin eksistens. Vi kan lade samfundet bestemme eller gøre som vi plejer, du kan afrette dig efter konventionerne eller jeg kan bryde med konventionerne. Moralen, forankringspunkterne og fortolkningen svigter perceptionen og erfaringen stå hjælpe på side linien, min krop reagerer voldsomt, kvalmen fanger hele mit syn og en stemme forsvinder - sløret - mur - stål - fliser - blåt - sort/ hvid - skygger... Barnegråd og et skrapt lys, jeg bliver løftet over til mors varme arme, men mit første bekendtskab forsvinder hurtigt.

Angsten blev slynget omkring min smalle krop, og selvstændigheden blev umulig, jeg er blevet blind og ofte hører jeg kun halve sætninger, jeg ligger stramt i en hospital seng og det eneste jeg har tilbage er mine drømme. Jeg kan styre dem næsten totalt.

Jeg bliver mindet om minder som jeg har glemt for længe siden, jeg husker mine udviklingstrin som om de var en trappe mod et mål. Wittgensteins trappe kunne det være, den trappe man kravler sig op ad velvidende at projekt er umuligt, på toppen smides stien og den højere indsigt kan nydes, som et drug der strømmer igennem blodårerne og får ofte morfin, det er smerte lindrende og fantasi fremmende.