De to kammerater havde fulgt hinanden gennem flere år på kortere eller længere afstand. De havde en parallel uddannelse indenfor landbruget på forskellige sjællandske landbrug, men havde aldrig arbejdet sammen. De havde mødt hinanden på et kursus for landvæsenselever men ikke set eller hørt noget til hinanden under den efterfølgende værnepligt. Hvis sandheden skal frem, skænkede de ikke hinanden mange tanker i den periode. Da tiden i kongens klæder var slut i henholdsvis Høveltelejren og på Vordingborg Kaserne, blev de respektive uddannelser ved landet genoptaget. Nu på Sjælland og Fyn og atter blev der inviteret til kursus, denne gang på Lundby Landbrugsskole i Sydsjælland. De faldt hurtigt i snak med hinanden om tiden der var gået og inden kurset var slut, havde de aftalt at tage på et fælles højskoleophold i det jyske året efter. Det var i vinteren 1965 - 66. Atter skiltes deres veje, hvor den ene, Gert, kom i mekanikerlære og den anden, Ole, fortsatte sin uddannelse med et ophold på en landbrugsskole på kanten af Mols Bjerge. De to sås, når lejlighed bød sig, men desværre alt for sjældent.
   Efter landbrugsskolen kvittede Ole også landbruget og kørte de næste år som chauffør for forskellige firmaer i København. Nu sås de to ofte.
   Af uransalige veje, som fører alt for vidt at fortælle i denne lille historie, var de begyndt at komme sammen med to søstre, som residerede i nærheden af Smilets By, Århus. Det gjorde det en smule vanskeligt at at være sammen med det modsatte køn, når lysten kom og det gjorde den tit i den alder.
   De to kammerater var ivrige motorcyklister og når vejret var godt, foregik turene til Jylland på det foretrukne befordringsmiddel. Gert havde en toptunet BSA på 650 hæsblæsende kubik og Ole rådede over en ældre NSU på bare 200 kubik, men de sørgede for at følges pænt ad på de lange landeveje, selv om NSU'en virkede en anelse forpustet, når farten blev for høj. Nogle gange, når vejret var dårligt, blev der lejet eller lånt en bil. Næsten intet kunne stå i vejen når drifterne kaldte. Turene kunne gå over Halsskov- Knudshoved mens der stadig sejlede færger og videre over Fyn eller Sjællands Odde - Æbeltoft, alt efter lyst og økonomisk formåen.
   En vidunderlig lørdag eftermiddag i midten af september dukkede Gert op på Oles bopæl med en bedaget Ford Taunus, der er lejet hos Beyers Auto ved Triangelen på Østerbro.
   - Nå, gamle våbefælle, skal vi til Århus? spurgte Gert med sit sædvanlige brede grin, da Ole lukkede døren op.
   - Hva' fa'n er det dig? svarede kammeraten glædeligt overrasket, - kom ind, kom ind!
   De satte sig i den hængemavede seng, som ejeren havde fået med fra barndomshjemmet, da han flyttede tilbage til København på et lejet værelse hos en ældre, stramtandet dame i Sydhavnen. Desværre havde hun overordentlig svært ved at følge med i, hvornår hendes unge lejer kom og gik, nysgerrigheden fejlede intet og hun elskede at fange ham, så han kunne underholde hende over en kop kaffe og nogle hårde, hjemmebagte småkager. Ole elskede det ikke helt så meget som værtinden.
   - Jeg har ikke engang en bajer, fortsætter Ole,- var det ikke meningen at vi først skulle til Århus om en uge?
   - Jo, men der har jeg lovet at deltage i noget familiehalløj sammen med mine gamle, skal vi ikke bare rulle med det samme?
   - Hvad kører vi i, du ligner ikke én, der skal op på en kværn?
   - Nix, jeg har lejet en Taunus 12, ingen smalle steder.
   Typisk Gert, tænkte Ole veloplagt og hælte sin slunkne tegnebog ned i baglommen på de slidte Wrangelerbukser. Der var et stort hul i baglommen, men ikke så stort at tegnebogen kunne falde ud. Slidte cowboybukser med synlige huller var et must i de kredse.
   - Véd pigerne at vi kommer?
   - Nej, det skal være en overraskelsen svarer Gert optimistisk mens de er på vej ned af trappen.
   - Vi kan jo ringe til dem fra en telefonboks undevejs, så vi sikrer os de er hejemme når vi arriverer, fortsatte Ole prakrisk,- det er dumt at køre den lange vej til ingen verdens nytte.
   - Til ingen verdens nytte? grinede Gert, - er de ikke hjemme, går vi bare en tur i byen og ser, hvad nattelivet i Århus har at byde på.
   Gert kørte formidabelt bil og hurtigt var de ude på Roskildevej mens de snakkede om, hvilken vej de skal tage til hovedlandet.
   - Prøv lige at lukke handskerummet op, foreslog føreren.
   Ole parerede ordre og kiggede forbavset, rummet var propfyldt med ubanderolerede cigaretter af mærket Cecil.
   - Du kan bare ryge løs, inviterede Gert,- jeg har skaffet dem gennem en lærling i firmaet.
   Ole skulle ikke nødes to gange og så blev der nærmest kæderøget på resten af turen.
   Efter Roskilde foreslog Gert at de prøver Kalundborg - Århusruten til en forandring.
   - Jamen der er da kortere over Sjællands Odde, svarede Ole og tændte endnu en smuglercigaret, mens han spekulerede på om han kommer til at løbe ind i en nikotinfiorgiftning inden de når frem til bestemmelsesstedet. Gert afbrød tankerækken.
   - Min morbror er overstyrmand på Kalundborgoverfarten, så vi kan måske komme gratis med.
   - Jamen véd du om han er på vagt i dag? spurgte Ole skeptisk.
   - Næh, men der er en chance og den prøver vi.
   De snakkede om pigerne, der altså ikke anede at de var på vej og Gert gad ikke stoppe ved en telefonboks, så derved blev det. Efter en lille times kørsel uden de store begivenheder holder de ved færgelejet og hvis man påstår at heldet følger de tossede, slår det til i dette tilfælde. Gerts morbror står ved opkørslen til bildækket for at kontrollere biilletterne.
   - Hvor heldig kan man være? griner Ole optimistisk.
   - Man har vel en smule sans for timing, konstaterer kammeraten selvsikkert.
   - Hva' søren, er det dig? siger morbroderen overrasket.
   - I egen høje person og jeg medbringer Ole fra de sjællandske plovfurer, vi har tænkt os at tage på pigesjov i Århus.
   - Davs Ole, jeg har hørt en masse om dig, kør bare lige ombord, jeg regner ikke med I har købt billetter og når vi er ude i rum sø kan I komme op på broen for at få kaffe og se, hvordan vi styrer skuden sikkert i havn.
   - Vi kommer, vær sikker på det, kvitterer Gert og slipper koblingen inden køen bagved bliver for lang.
   - Jeg er overbevist om, at du kan pisse i bukserne uden at blive våd.
   - Simpel timing, griner Gert over hele det ungdommelige hoved.
   Et kvarter efter afgangen fra Kalundborg er det på tide at entre kommandobroen med lommerne fulde af cigaretter til at byde af til styrmand, kaptajn og navigatør og hvem der ellers måtte være tilstede på øverste dæk, hvor der var ved at falde ro over det hele. De to blev vist rundt og sat ind i radarens funktion, de kiggede på søkort og fulgte intenst med i alle gøremålene. Da de havde sejlet en halv times tid får Ole en god idé, syntes han selv.
   - Kan jeg ikke ringe til Ruth for at sige at vi er på vej?
   - Det behøver du da ikke, de finder nok ud af det, når vi ringer på døren, svarer Gert meget logisk.
   Et af besætningsmedlemmerne hårte ordvekslingen og står parat med løsningen.
   - Du kan da kalde op over Lyngby Radio, kom her!
   Ole griber chancen og følger med hen til telefonen, der hænger på skottet bagest i styrehuset.
   Sømanden beder om nummeret og kalder op, der går nogle sekunder før der lyder en lidt metallisk stemme i den tunge skibstelefon.
   - Lyngby Radio, De har kaldt et nummer i Århus, jeg er ved at få forbindelse, vent venligst et øjeblik.
   Ole ventede spændt et par minutter, så gik forbindelsen klart igennem.
   - Hallo, det er Ruth.
   - Ole her, jeg kalder op over Lyngby Radio, så vi skal gøre det kort, Gert og jeg er på vej over til jer, vi er fremme først på aftenen.
   - Det er dejligt, jeg troede ikke I kom før om en uge, jeg ringer til Birthe og fortæller det, hun bliver helt vild, jeg elsker dig Ole og glæder mig til at se dig.
   - Jeg elsker dig så det plasker, specielt ved sengetid, vi ses om et par timer, ha' det godt, er nødt til at slutte nu.
   - Elsker dig mere end nogensinde, se så at komme til Århus.
   - Det gør vi, det er jo Gert der kører, farvel, Ole hænger røret på plads i holderen, - tak for lån, siger han til morbroderen og går tilbage til kaffen og de toldfrie mens han undrer sig over mordskaben, der breder sig med lynets hast på kommandobroen. Alle bryder ud i latter mens Ole er den eneste, der ikke forstår en rygende fis af det hele, han er mildest talt desorienteret.
   - Har jeg sagt noget mrosomt? spørger han rundt i kredsen.
   - Om du har sagt noget morsomt? griner telegrafisten, eller Gnisten som han hedder på et skib, - næææ, det du sagde var ikke særligt morsomt i sig selv, men vi sendte hele samtalen ud over skibets højtaleranlæg, så alle passagererne havde en fin mulighed for at følge med i, hvordan unge mennesker snakker til hinanden, når de er forelskede og nu er der ikke et øje ombord, der er den mindste smule i tvivl om, hvor meget Ruth betyder for dig. Gnisten grinede igen.
   Ole kiggede rundt på ansigterne, de så småt var ved at komme sig. Han tilgav lige på stedet og måtte overgive sig til latteren, en stor del klogere.
   - I tog fusen på mig, måske får jeg mulighed for at gøre gengæld engang ved lejlighed, forøvrigt er det ikke enhver forundt at fortælle en hel færge, at man elsker en dejlig pige, sagde Ole mens han kom til sig selv, fandens til søfolk.
   Det skal retfærdigvis nævnes at de to fik en uforglemmelig weekend i Smilets By og hvis man gætter på at historien blev bedre og bedre for hver gang den blev fortalt, har man ikke gættet helt ved siden af.