Jeg kan mærke at strålerne varmer mine sorte bukser og min mørke jakke.
   Solens stråler reflekteres i vejen.
   Mens jeg går mod busstop stedet, vågner jeg mere op og gnider mine øjne for søvn.
   Bilernes lak blænder.
   Bilosen bliver fanget i mit tøj og det ligger sig i et beskyttende lag over mit ansigt.
   Så jeg trækker mine solbriller på, det danner et komplet skjold mod omverden.
   Bussen ruller til tiden.
   Det er ikke normalt, det føles underligt.
   Mit ansigt falder i nye riller, og jeg smiler mens bussen starter.
   Min nabos walkmand giver rytme, afbrudt af stop signalets lyd, bussen dirren og brummen mens den holder for rødt.
   Musikken forsvinder ud af døren.
   Så jeg sidder afslappet og kigger på de andre passage.
   Jeg synes kvinder er smukkere, når de ikke er klædt på til fest.
   Det kan også være fordi, de ikke har nået at lægge den tykke krigsmaling på.
   Bag skjoldet kan jeg studere i fred.
   Med små drejninger på hovedet kan jeg se alle menneskerne, fordi jeg sidder bagest.
   Jeg kan bedst lide at kigge på andre, jeg bryder mig ikke om at blive kigget på.
   Der er flere passager, der sidder med en avis.
   Jeg regner med at avisen er deres skjold mod de nye passager, der leder efter sidde pladser.
   Hvem vil sidder ved siden af en der enten har en taske på sædet ved sin side, eller kæmper med at blandre i en stor avis.
   Så hellere vælge sædet hvor en gammel spinkel dame har mast sig ind mod vinduet, fordi hun er flov over, at hun dækker lidt mere end et sæde.
   Hvor skulle hun vide det fra at HT har skråret tre cm af sæderne indefor de sidste 10 travle år.
   Urban siger grib dagen.
   Den taler til mig, og jeg tænker, intet kan gå galt i dag.
   Hvorfor skulle der også det, det er bare en helt almindelig arbejdsdag.
   Bussens døre åbnes og lukkes.
   Hvergang mærkes et frisk pust udefra.
   Det trækker i mig for at stå af. Så jeg kan se hvad der gemmer sig bagved bygninger lige ved vejen.
   Jeg bliver holdt tilbage af en pligt følelse, overfor min bank og mit privat forbrug.
   Mine behov er steget med årene og en lørdag shoppe tur er blevet højeste prioritet.
   Jeg er bevidst om at produkter ikke kan give mig alt, som samvær, familie, omsogn og kærlighed, men på en besynderlig måde er min ynglings drik gået for en faxekondi til en coca-cola. Mit cigaret mærke er gået fra Prince til Marlbro. Og mit dansk er gået over til danlish, men det skyldes at det danske ordforråd er så småt.
   Phillips, we make things better.
   Folk kommer og går.
   Mens jeg venter.
   Jeg kender alle stoppene og mellemtiderne, dem fanger fra de forskellige forretningers reklame ure.
   Det løber som planlagt. Og chaufføren forstår at tilpasse sin kørsel, så vi hverken kommer for tidligt eller for sent.
   Der er kun få ting der er værre, end når bus chaufføren holder ekstra lang tid ved et stop, fordi han har kørt for hurtigt eller ramt en grøn bølge.
   Han husker at påminde os om zone skift på grænserne. Dem jeg ikke kan se men jeg ved eksistere. De er lige så kendte som lande grænserne.
   På den måde er jeg blevet bragt mange gang, men denne gang er det lidt anderledes.
   Det var den sidste bustur fordi i dag får jeg firma bil.
   Jeg går fredeligt mod min arbejdsplads, fordi jeg skal også tilpasse min gang så jeg hverken kommer for sent eller for tidligt.