Et par sekunder for vækkeuret stå morgensolen ind af mit vindue. Den totalt oplyser rummet og bader det triste værelse. Det føles som om den smelter snavset af mig fra en lang sommerferie, og lover mig hvordan tingene vil blive bedre. Jeg drejer benene over sengekanten og solen varmer straks dem. I den seneste tid har jeg haft smerter i knæ ledene, men solen varme massage får smerten til at lindre. Jeg klapper vækkeuret én over hatten og slipper for den pinsomme lyd. Det kan kun være et godt tegn. Jeg stiger ud og lader morgensolen genoplive mit legeme, det som har været dødt og dvask i alt for lang tid. Hver gang sommeren regner væk bliver humøret beskadiget, det er et svigt som tærer på kroppens tro på en bedre verden. Sådan kunne man tænke. Men hver gang solen viser sig fra sin bedste side i det senest mulige øjeblik af sommersæsonen så kommer tilgivelsen. Her på denne morgen tilgav jeg den danske sommer, og jeg blev kysset af morgensolen. Jeg grinte for mig selv, guddommelighed er ikke andet end troen på godt vejr, og det er vigtig når man er landmand. Det forklare en del, fik jeg vist sagt højt til mit klædeskab. Det var rart at tankerne var startet op igen. Det var rart at hovedet kunne forbinde blide og milde erindringer og erfaringer sammen via neuronbaner. Det var tidligt om morgen. Jeg er ikke morgenmenneske. Min far sagde, hvis du vil have lange sommerferier og sove længe skal du læse på universitet, og det råd skulle jeg nu følge. Min far er doktor i nordisk litteratur. Det var i hvert fald tidligere end kl. 10:00 om morgen. Nørrebro var allerede fyldt af liv, og solen var også fremme. Det var en dejlig sen sommerdag der stod for døren. Jeg var spændt. Jeg cyklede. Trafikken var mindre aggressiv end normalt og byen var tiltagende på alle måder. Pigerne havde sommertøj på samt Deres dejligste smil. Jeg skulle ud og mødes med min nye klasse for første gang. Da jeg fandt adressen fik jeg en kølig fornemmelse ned af ryggen, jeg var anspændt mere end den seneste eksamen, som jeg tog for at få huen. Det var for tidlig, jeg havde været hurtig og jeg kun en smule svedende, men jeg valgte at parkerer cyklen, og gå en runde i kvarteret kun en kort én. Jeg kiggede detalje orienteret på forbipasserende, jeg ville se om de afslørede, at de også var på udebane og måske også skulle det samme sted hen. Minutterne gik i et roligt og adstadigt tempo, men jeg havde dem også tilovers. Klokken var kun cirka 8:46 og vi skulle først mødes til morgenmad hos vores tutor klokken 9. Min tutor som var en ældre studerende ved Københavns Universitet bar navnet Thomas… Thomas Tutor havde han skrevet i mit modtaget brev. Gad vide om også Peter Pedal og Ole Olé også ville være dér. 8:47 - en glad cykle ung pige stoppede ved nr. 12 også krydsede gaden til nr. 5 og vendte så cyklen mod nr. 9 - jeg selv skulle også til nr. 9. Hun stoppede hun havde en rød bluse med lange flagrende ærmer på, og et par stram siddende jeans på. Hun var almindelig af brygning, men hendes hår var kastanie brunt og havde lange slange krøller. Hun bar en rygsæk, det var en eastpack og hun var vist lidt yngre end jeg selv. Hun gennem tjekkede sin rygsæk og fandt en lap papir og nikkede for sig selv. Derefter parkerede hun cyklen. Skulle man gå derover. Jeg drejede mig og kiggede på et kiosk vindue, det var skørt der er ingen der kigger på sådanne vinduer. Jeg gik i stedet for ind i kiosken. Der var ingen kunder og en nydansker kom frem for baglokalet, jeg kunne høre et fjernsyn, som kørte en tyrkisk sproget kanal. Han kiggede min direkte i øjnene: "Hvad skulle det være?" på klinende københavnsk. "Smøger" svarede jeg og kigger forbi ham, som om jeg ledte efter et bestemt mærke. Han ventede utoldmodigt. Så lang en pause og det eneste jeg kunne fremstamme var: "Prince… Light". "Ønsker de en hardbox eller almindelig?" Hvilken satans service, tænkte jeg, jeg skulle have været gået derover med min invitation i hånden, hun så yderst tiltalende ud. Jeg nikkede kun, da han allerede havde grebet en hardbox. Ud af kiosken hen over gaden og i rask tempo gik jeg bestemt mod opgangen. Jeg fedtede min lille krøllede invitation op. Måske boede hun dér, eller skulle hun måske bare hente noget. Klokken var kun 8:49 - det er næsten for tidligt at komme anmassende, tænkte jeg. 8:50 jeg kigger på dørtelefonen til nr. 9. Jeg ved hvad jeg skal trykke men skuespillet forsætter, jeg leder som jeg ikke ved dét. "Skal du også til morgenmad hos Thomas Tutor?" lyder det lige ved siden af mig. Næsten for tæt til at min intime zone ikke kan være aftrådt. Jeg drejer mig mod lyden og bliver blændet af morgensolen. Der er kun omridset af et stort og meget tæt ansigt. "Ja".

- Det er 3. TH.
   - Tak, jeg skulle bare lige finde det
   - Jeg var her i går for at være sikker på at jeg kunne finde det
   - Jeg er også nervøs
   - Nervøs er ikke ordet, jeg har ikke kunnet sove de sidste nætter
   - Der er skal mere til at ødelægge min nattesøvn
   - Jeg hedder Kastberg, Jacob Kastberg
   - Hvis du har James Bond kvaliteter så hedder jeg Lindtner, Frode Lindtner
   - Ja ja, men kan du trykke på dørtelefonen, eller skal du have dit kredit kort frem

Sokrates, som var Platon talerør, han troede på dialogen kræft. Men ikke kun som middel mod nerver, men som den dialektiske kræft som er enerådig til at skabe erkendelse. Da Sokrates præsenterer slaven for den retvinklet trekant, så er det ikke Sokrates evner der bliver udstillet, men det faktum at slaven kan skue ideernes rige og indse via dialektikken hvordan logikken og i dette tilfælde geometrien er regelmæssig. Sokrates gengiver sol lignelsen, som en forklaringsmodel til forståelsen selve ideerne. At se ind i ideernes rige er som at se ind i solen, hvis man stirre for længe bliver man blind, derfor er det kun muligt at forstå brudstykker af ideernes rige - for at forstå det hele skal der bruges et helt liv, og dog er det ikke alle mennesker, der har evnen til at opnår den erkendelse/ indsigt. Han blive en vis gammel mand er ikke et gode for alle og ikke et gode i sig selv, siger Platon gennem Sokrates. Sokrates skæbne og mission eller positive projekt om man vil, det var vores introduktions uges tema. Den uge braste i fråde og kulminerede, da skarntyde saften blev drukket, herefter begyndte det rigtige studie, og vi var kun genfærd på de tomme universitets gange, men udenfor murerne levede vi og skabte vores albue rum. Vi bevægede os fra lokale til lokale fra dag til dag og afsluttede i vores sikre havn - fredagscafeen. Herfra opbyggede og planlægge vi vores nære fremtid og grundlæge et fælles fundament af fortid. Sten for sten arbejdede vi for at oprette vores instutition, og sten for sten pillede vi ved den stabile som var København Universitet. Det var som at ridse i lakken på en bil men ikke med neglene, men med den bløde side af en lillefinger, der blev højest fedtet i krogene, men vi lagde vores fingeraftryk. Arbejdet er ikke forbi. Vi smelter snavset væk.