Mens spyt-klattet fryser kigger jeg tilbage på tiden der er gået. De gode stunder og de dårlige. Jeg forsøger at glemme de dårlige selvom det er dem der hænger bedst fast. Jeg husker bedst dengang da konen døde, jeg var ødelagt for evigt, var jeg sikker på, men tiden ville noget andet. Tiden efter hende har været noget af de lykkeligste jeg nogensinde har oplevet. Jeg gav mig selv frie tøjler for ikke at blive sindsyg, ligesom efter min fars død.

De grå striber i hans ansigt afspejlede smerten, han forgæves havde prøvet at skjule. På bænken havde han været så længe, at de forbipassende ikke bemærkede ham. Med tæpper sad han og prøvede at holde varmen i det kolde vejr, gang på gang talte han sine småpenge for at se om der var nok til noget mere kaffe.
   Han havde valgt denne bænk, fordi der var en "7elleven" lige bag ved ham. Han følte på en underlig måde at personalet holdt ham med selskab, samtidigt med at de passede deres arbejde.

Jeg forestillede mig altid mens jeg voksede op, at når jeg blev gammel, skulle jeg sidde i en gyngestol og fortælle historier ligesom min bedstefar havde gjørt det. Men tiden indhentede mig, og min alder bliver ikke længere værdsat, som en værdi - et aktiv, men er blevet til en last - et passiv. Jeg har været revisor i over 20 år, men jeg sprang fra ved computer-evolutionen, jeg kunne ikke magte at skulle være på skolebænken igen. Jeg havde ellers fået tilbud om eneundervisning af en handelsskoleelev. Men han talte kun i en retning, skråt nedad, og det kunne jeg ikke klare, han havde tjek på det hele. Det hedder kontrol, sådan et skjarn, har jeg aldrig været.

Regnen falder som snefug, og der sænker sig stilhed over gaden, jeg får lukket øjnene.

Ude i natten
   Hvor kattene reagere
   Ligger han og hviler
   Tankerne svæver
   Stemmen rustes af kulden
   Hvorfor reagere ingen
   Hvad gør man, når intet kan gøres

   Solen kommer til landet. Han vågner langsomt og mærker suset fra fugles vinger. Han døde ikke denne vinter.
   Som en normade pakker han sine ting og drager mod centrum, han fyldes med forventning, sommeren står for døren og turisterne kommer. Turisterne har penge og mange af dem, de kan ikke tåle at se deres idyliske Danmark med en fattig hjemløs, derfor er mange gavmilde.

På en underlig hverdag midt på strøgen blandt gøgler og gadesælger, er der kommet en ekstra serværdighed... En olding. Hans skæg og hår er hvidt, hans rynker er dybe, det fortæller om årene ligesom et træ, der er blevet skåret tværs igennem. Børnene mindes bedsteforældre og julemænd, hvilket skaber gode smile-muligheder, og oldingens rynker bliver endnu mere markante. Forældrene mærker deres samvittighed brænde huller i pengeposerne, så guldstøvet lægger sig over isbutikker, gøgler, tiggere og lommetyve. Mens børnene smasker is eller smiler til fremmede, får forældrene noget af deres forudbetalte kærlighed.

Jeg tror det er varmen der gør det, denne sommer skal jeg spare op til en varm sovepose. Jeg kan slappe af og jeg løber imellem de glade givere. Jeg tjener penge, jeg få penge, jeg får dårlig samvittighed over at tigge om mere end det der er nødvendigt, jeg kan godt overleve uden en sovepose, der kan klare minus grader.
   Jeg er i byen, jeg prøver en svømmehal hvilket var en utrolig fornemmelse. Indenfor var der sådan en varme, at jeg svedte som om jeg var i Sahara, eller som jeg tror de sveder i Sahara. Sveden perlede af mig og jeg fik mig indtil flere bade. Dagene efter var underlige. Min næse fangede underlige dufte både fra mig selv og steder i byen, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Langsomt begyndte jeg at stinke, og jeg blev utrolig deprimeret, men det gav mig bare flere penge. Efterhånden viste jeg ikke hvad jeg skulle bruge pengene til. Jeg var mæt, og jeg havde fået nyt tøj. Jeg fik underlige drømme om natten. Jeg sad i en lejlighed, med møbler og ansatte hjælpere, men det var ikke en god drøm, fordi jeg mødte aldrig smilende børn, jeg var isoleret fra verden samt regn og sol.

Inde i stilheden
   Hvor P1 reagerer
   Sidder han og dvaler
   Tankerne standser
   Varmen dulmer stemmen
   Hvorfor reagerer hjemmehjælpen ikke
   Hvad gør man, når intet kan gøres

   Bladene dækker fliserne som et brunt blødt tæppe.