Skal JEG være general - det- der? tænker drengen og tankerne fortsætter: Det er jo at være soldat, og det er ikke noget for mig. Men alt det andet? Bedste sagde jo engang, at jeg skulle forene kongen, de underjordiske og alle de andre. Ja, for det var da mig hun mente - var det ikke?
   Han ser træt ud, knægten. Og i modsætning til de mange forrige er han åbenbart ikke kommet for at lage sig til mærket, men er blevet sendt af Slikoran. Jeg MÅ altså tale med min søn og få opklaret sagen, men er der et sted, knægten kan sove? Han interesserer mig.
   Der er ikke meget gang i ingefærteen, så jeg vil slutte samtalen for nu, ved at lokke lidt:
   "Som general-løjtnant vinder du hæder og ære. Man vil strø blomster for dine fødder eller din prægtige gangers klove, hvor du kommer frem."
   Er der mon Klinky, han mener, tænker knægten, Klinky er vist ikke en prægtig ganger. Eller jo . han er et muldyr, men han går fint nok og kan slæbe meget, men han æder nok bare blomsterne, og måske får han så ondt i maven? Men jo, hvis jeg kan være med til at redde verden, vil jeg altså gerne. Bare det ikke ender som i dag, for det var Slickoran, der reddede situationen - så godt han kunne. Tror jeg. jeg besvimede jo.
   Noget falder mig ind: jeg ved ikke, hvad knægten hedder. Hvis jeg har vidst det, har jeg glemt det.
   ""Hvad er det nu, du hedder?" spørger jeg.
   "Freddy," oplyser han og gaber. Straks efter gnider han sig i øjnene.
   Der er jo faktisk en soveplads i rummet mellem mit sovekammer og det Inkalina bruger, når hun ikke kan nå hjem. Og se lige - nu gaber hun også.
   "I to må hellere få noget søvn," bestemmer jeg, mens det allersidste te fordamper.
   Det knager i mine gamle knogler, da jeg rejser mig fra stolen. Jeg undertrykker et smerteshyl og kommanderer. "Vis Freddy ind på mellemkammeret. - og kom så selv til ro. Jeg skal besøge min søn."
   Inkalina mumler et eller andet og knægten, der åbenbart hedder Freddy, ser forbavset ud. Jeg griber en fakkel fra en af nicherne i væggen og går mod døren. Med hastige skridt - de første af dem. Av for den da, hvor det værker. Jeg håber de har travlt med at komme til ro, så de ikke ser mine små alfetrin. Hurtigt åbner jeg døren og smækker den i med et brag. Bare fordi...!


"Hvorfor larmer du sådan, gamling?" lyder en stemme. Den kommer fra et sted nede ad gangen, og jeg genkender den med det samme.
   "Står du og lurer, sønikke?" brummer jeg.
   "Nej, jeg sidder ned og lurer" kommer svaret prompte. Min søn har sjældent løjet for mig. Men ikke sjældent undladt at fortælle mig om dette eller hint.
   "Hvorfor?" spørger jeg og går mod den store, flade stenbænk, som min flabede søn har placeret sig på.
   "Hvad synes du, om ham jeg mener er den rette udvalgte?" spørger mit eneste levende afkom og ser afventende på mig.
   Ja, hvad synes jeg? Jeg tror såmænd, der er krummer i knægten - som et menneske muligvis ville have sagt. De har så mange ordsprog eller hvad de nu kalder det.
   "Tjoh," svarer jeg, "du har måske ret, men hvorfor fik du dog lille Brazil til at komme og introducere ham. Knægten er jo træt - og det er din gamle far også."
   Ved mine første ord lyste hans kønne, orange øjne op, som den sol, jeg sjældent ser, og gløden holder sig stadig, mens han forklarer:
   "Du havde jo gang i tankelæser- teen, så jeg tænkte, det var smart at han kom her i aften. I morgen tager Inkalina jo hjem, og du vil nok gerne sove snart. Så jeg sagde altså, at du gerne ville møde ham - og så spurtede Brazil i forvejen.."
   Nå ja, det lyder fornuftigt nok, men inden jeg træffer min beslutning, er der mere, jeg geren vil vide.
   "Hvorfor er han her egentlig? Og hvad er det for noget med, at han har hugget hånden af et menneske? Har du fulgt efter ham nu igen?"
   Min voksne søns kinder bliver lysende grønne og han mimrer lidt. Det er svar nok.
   Jeg ryster lidt på hovedet og et jag farer gennem min nakke.
   "Det er en lang historie," mumler Slickoran.
   "Jeg prøverat holde mig vågen," lover jeg, "for du har ret, Om senest et par menneskedage, vil jeg sove, og når jeg vågner, er han lidt ældre. Ja, hvor gammel, er sådan egentlig i menneskeår?"
   "Han er fjorten," oplyser Slickoran og tilføjer: Men lad mig nu begynde forfra."
   "Gerne," siger jeg og så begynder han at fortælle.
   Han siger:

"Ja, du ved jo godt, jeg har brugt en del tid på, at holde øje med Freddy. Jeg har vist fortalt dig, at han er søn af en kvinde, der hedder Rosita og en adelig gut, der hedder John. "
   (Jeg spiler to fingre ud, for at vise, at det har han. Flere gange. Så bøjer jeg tre fingerled som tegn på, at han gerne må komme videre og gerne snart frem til hvorfor, drengen er hr nu)
   "Nå, men du ved også at onkel Zentarius gav Freddys stedfar, nogle perler - og der i blandt var der nogle talebobler. ja ja, jeg ser dine utålmodige fingerbøjerier.
   Jo, men altså, hans stedfar satte Freddy i pleje hos hans bedstemor. Der voksede han op sammen med en kusine og en fætter, men da han var ti år, ville nogle af de ækleste mennesker brænde den gamle bedste som heks. Æh, den historie kender du vist også, men altså mens kusinen - hun hedder Raja - var hos en fætter til bedstemoderen, blev hun bortført af en skamløs, kvinde, der er medlem af en såkaldt Kajtankult. Den Øverste leder af den kult brugte hende som orakel.
   Rolig, far, jeg nærmer mig, hvad der skete i går. Ser du, hende Rosita, der er hans mor, mente at han var udvalgt af Sapko, Ja, ham der for længst er død), og da hun også er medlem af Kajtankulten hev hun ham med til et stormøde i Kralia-grottem. Og ja, jeg havde opsnappet hvad dag det var, så jeg tog derhen. Faktisk måtte jeg spørge mig for, om hvor den hulans grotte lå og jeg mødte en ..."
   "Det kan du berette en anden gang," småsnerrer jeg. (jeg har jo læst Freddys tanker om det møde. Nu vil jeg gerne snart have mere styr på det)
   "Nå ja. de kommer altså frem, sammen med nogle andre mennesker og går ind. Jeg finder et hul, jeg kan krybe ind i gennem og det viser sig hullet fører til en baggang, hvor jeg kan se ind i salen. Freddy bliver ført hen til oraklet, der bare er hans blinde kusine. Pigebarnet mumler noget vrøvl, og pludselig tror de vist alle sammen, han er DIN udvalgte. Det styrker dem i deres tro, at der dukker nogle orker op. ja, det burde jeg måske have sagt noget før, far, men du ved, de der orker, der forsvandt - de blev holdt indespærret under jorden i den grotte. og på en eller anden måde, slap de altså fri i det der øjeblik. Jeg tror, det er et kultmedlem, der har sluppet dem fri.
   Men så kom det til kampe. En mand, som en af de der kult-kvinder troede var Sapkos udvalgte, angreb Freddy. Den kamp endte med, at Freddy huggede hånden af ham. I mens fangede kvinderne en ork-unge og pinte den grusomt, mens nogle andre holdt de voksne orker beskæftiget med forsvar og angreb. Mens atter andre hjalp fyren med nu kun en hånd, hjalp Freddy så orkungen. Det er vist for resten Inkalinas søn, men han er i sikkerhed nu.
   Jeg ved ikke om jeg fortæller det godt nok, far."
   (Behøver han lyde som et barn? Han er snart halvtreds sekler. men han er nok også lidt træt. Jeg giver tegn til at han bare skal fortsætte, og det gør han så. Eventuelle opklarende spørgsmål, må jeg stille senere. jeg kvæler et suk og lytter så intenst, jeg kan)
   Det var så der, jeg valgte at træde frem. og der gik et gisp gennem forsamlingen. Ha-ha, det gør indtryk, når jeg viser mig."
   "Klart nok, men hvad skete der så? Ham Freddy tænkte noget med, at en eller anden fik lov, men at han så besvimede."
   Hov! Nu bliver Slickorans kinder grønne igen. Han mumler:
   "Jo æh. jeg var ikke alene. Du ved, det er den her sumult, jeg har Jaroz - og..."
   "Tog du Jaroz med? Han er ved din hedengangne farfar da kun sølle fem sekler. Hvor kunne du finde på det?"
   "Jeg er ikke et barn længere," knurrer han og hans barnlige knurren slår over i en lavmælt oplysning: "Vanka var med som barnepige, men pludselig blev Jaroz dårlig, og så kom hun rendende med ham."