Hun flyttede rundt på den lille potteplante med de søde blomster. Den skulle stå køligt, indtil hun skulle pakke den ind og tage den med som de få andre gaver der lå på sofaen. Det var snart jul, og hun havde for engang skyld fundet ud af, at hun ville fejre den hos sin familie, fordi der var flere der havde meldt deres ankomst til hendes onkels hjem.
   Potteplanten havde hun købt til sin mor, fordi hun vidste, hun altid var god til stueplanter og i det hele taget til blomster. Hun skubbede forsigtigt bladene til side igen, så hun kunne føle efter, om jorden var våd. Det var den, syntes hun, men blev alligevel hele tiden i tvivl.
   "Bare et lille pift", sagde en dames stemme i hendes øre, venligt, men bestemt.
   Hun flyttede blomsten igen, ud i gangen hvor der var koldt og mørkt. Så blev hun i tvivl igen, og flyttede den tilbage til køkkenet og videre ind i det bagerste hjørne af vindueskarmen i soveværelset som var i nord øst. Hun fyldte vand i en kop og vandede den igen.
   Høgen, som hun var begyndt at kalde damen, blev stram, men hun sagde ingenting fra væggen, hvor hun fulgte med. Hendes øjne var fulde af rettelser til alt, hvad hun gjorde hele tiden. Men hun ventede mest.
   Hun havde købt glimmer ranker og kugler til det gamle vindue og fodret fugle. Nu havde hun tændt stearinlys, og fjernsynet lod hun gå lavt, med en udsendelse hun var ligeglad med. Hun tænkte kun på gaverne som skulle pakkes ind i det fine julepapir, hun havde købt i en rulle. Saks og tape lå klar.
   Hun vidste, høgen fulgte hendes bevægelser og ventede spændt. Men hun forsøgte modigt at ignorere hende og satte sig på sofaen. Så rejste hun sig op igen og rullede gardinerne for, før hun tændte det elektriske lys. Det værste ville være, hvis nogen så hende.
   Den skarpe pære ramte hende, da alt i stuen pludselig blev oplyst. Høgen fulgte hendes hænder og blev sur igen, fordi hun ikke havde et armbåndsur på. Men det ville være i vejen, når hun skulle vaske tøj og tage brænde ind, og desuden havde hun ikke et. Hun vidste også, at hvis hun først fandt et armbåndsur og tog det på, og gik rundt med slappe hænder, som høgen og de andre ville have, ville deres ønsker om hende ingen ende få.
   Hun tog den første gave og prøvede at måle papiret i den rigtige størrelse ved at lægge det ud under de brugte skjorter, som hun havde fundet til sin bror og vasket først og strøget med det gamle strygejern uden bræt. Hun vidste allerede, at det hele ville gå i kludder. Hun kunne ikke. Pludselig var høgene over hende fra alle hjørner på een gang. Nogle talte i munden på hinanden, mens nogle få overvågede hende og hentydede til, hvor dum hun var.
   Det lykkedes alligevel at pakke gaverne ind, selvom det tog lang tid med rystende hænder. Men papiret slog folder de forkerte steder på dem alle, og hun kunne ikke finde ud af, at det få dem til at se fine ud. Jo mere hun vidste det og tænkte over det, jo grimmere blev gaverne at se på. Hun tog alligevel tapen og klistrede papiret til til sidst, så de til sidst blev kluntede og bumsede at se på. De fem gaver hun havde købt blev alle en fiasko, og blomsten var begyndt at visne af for meget vand dagen før juleaften, hvor hun skulle hentes af sin tante.
   Hun lagde dem alle i gangen på den gamle fryser i en stor pose, så hunden ikke kunne nå dem.
   Høgene forfulgte hende, sammen med de andre fra før i tiden. Spidsbuen over græsset, og den giftiggrønne lampe over døren. Hvor var hun selv ?
   For hun forsvandt.