"Det her er ikke Slagelse.." sagde Felix, mens han drejede rundt og rundt.
   Hvor han havde forventet, en nat togets dansebar ville stå, stod der nu et hus lavet af mørnet træ, der knirkede hver gang et vindstød ramte. Huset havde et stråtag med dødt græs.
   Skråt ud fra taget stod der en masse rafter som enten støttede taget på en eller anden måde, eller var noget ubegribeligt grimt pynt.
   Der hvor der før havde været en gammeltorvets klippestue, lå der nu en gigantisk bunke gødning med ting, der bevægede sig inde i den.
   De tørre kviste på den stampede jord gav under for hans 35 kg.
   Der var ikke længere nogen flot blå himmel, men nogle vrede skyer der truede med lyn og torden, hvert øjeblik det skulle være.
   "Nej det kan jeg sgu godt se," sagde Katja. Felix's storesøster. Hun var præcis 3 år og 4,5 måned ældre end ham, men selvom hun kun var 17, opførte hun sig stadig som et orakel.
   "Hold nu op med at dreje sådan rundt!" sagde hun og hev fat i hans skjorte. Hun kneb ham i armen og Felix var overbevist om, at det var med vilje.
   Karlsmart Agtig Træls og Jammerlig Arrogant. K.A.T.J.A. Det var hvad han tænkte på, hver gang han sagde hendes navn højt.
   Rundt omkring de to søskende var der begyndt at danne sig en ring af mennesker. Enten sænkede de farten, kiggede ud af øjenkrogen eller stoppede helt op.
   De var klædt underligt. Kvinderne i forklæder med børn på armene og mænd i laset brunt tøj, der ligeså vel kunne være en sæk, som de havde taget over hovedet.
   Felix and Katja stod helt stille og stirrede skiftevis tilbage på ansigterne og på hinanden.
   Efter evigheder stillede Felix det spørgsmål, som lå i luften: "hvor er vi?"

Det begyndte at småregne og det tog til for hvert et åndedrag.
   Det var først nu at stanken fra gødningen og andre ubehagelige lugte ramte deres alt for fintfølende næsebor.
   "Fy for..." udbrød Felix og holdt sit ærme op foran sit ansigt. Han så ned af sig selv. Hans Levi bukser var gennemblødte og hans knap så hvide kasket var praktisk talt en våd klud efterhånden. Han gemte den hurtigt under trøjen og lod regnen maskere hans tårer. Han havde fået kasketten en uge før hans far tog en enkeltbilet til himlen.
   Han havde købt den til ham til en fodboldkamp. En uge efter kampen var hans far begyndt at hoste rimelig kraftigt og han var blevet indlagt på det lokale hospital og så et længere væk og et endnu længere væk. Tilsidst blev han sendt til et nyt hospital, hvis navn blev stavet forkert.

Regnen tog stadig til og tordenbragene begyndte at kunne høres fjernt. Fjernt blev til tættere og tættere blev til foruroligende tæt på. Til sidst var det som om lyn og torden var ét.
   De fandt ly i noget, der godt kunne ligne en stald. Der var en masse hø, der var befængt med lopper og Katja sværgede, at hun så en enkelt rotte
   "Hvor??" udbrød Felix, "vi må samle mad ind, hvis vi skal overleve!"
   "Så hellere dø!" svarede Katja. Felix trak på skuldrene og ledte fortsat efter rotten.
   Over dem var der et simpelt træskelet. Det dryppede ned fra taget og gjorde høet fugtigt.
   Der gik ikke mange sekunder før de to søskende lagde sig til at sove, men uanset hvor meget de vendte og drejede sig, kunne de ikke finde ro.
   Felix vågnede brat, da en mand prikkede til ham med en pind.
   ---
   Manden sad på hug foran dem. Han havde hvidlige tænder. Hans tøj bestod af lapper i forskellige brune nuancer. Han havde en høtyv i hånden - metallet glimtede i den morgentrætte sol.
   "I er ventet," sagde han da begge var ved bevidstheden - så gik han.
   "Hvad i alv.." begyndte Felix, men Katja var allerede på vej efter den mystiske mand.

Solen stegte for fuld hammer og fuglene sang så smukt, at man næsten helt glemte stanken af afføring.
   Der var folk på gaden i tøj, der primært bestod af lapper og folk i så fint tøj, at de ikke vidste hvad en lap var.
   De trådte ind over dørkarmen, dukkede hovedet og så ind i et varmt og mørkt rum.
   Inde i rummet sad der 3 personer:
   I midten en stor mand, med hagen skudt frem af og med en krone på hovedet. Det var den eneste ting i rummet som lyste op på trods af manglen på lys. På hver side af ham stod der to mænd, der stirrede ud i luften med en hånd på sværdet i bæltet.
   "Er du min mand fra Ribe?" spurgte manden. Stemmen var dyb og hvert ord lød som en syngende snerren. Ingen svarede.
   "Svar mig dreng!" råbte manden i stolen og rejste sig op.
   Mandens ansigt var arret og hans næse lang og spids.
   Hans blik borede sig igennem hjerneskallen på Felix og han var sekunder fra at se sin Skaber - da han lagde mærke til skægget.
   "Ja Svend" svarede han og bøjede nakken. Hans øjne stirrede ned i det plettede trægulv og kneb øjnene i - håbede på at historieundervisningen i skolen havde været noget værd. Noget ramte Felix, som var det sidste i verden han tænkte på.
   Latter.
   Den store mand lo og lidt efter lidt begyndte de andre i rummet også at le, mens de så på Svend for at finde ud af hvornår der ikke skulle grines mere.
   "Et øjeblik troede jeg, at du var en forræder, men her er du altså!"
   De to søskende vekslede et blik.
   Svend rejste sig,
   "kom," sagde han.

Da de nåede frem til et kæmpe hus så de det røde lys smyge sig om det gamle træskelet på en nærmest guddommelig vis.
   Indenfor var der et stort rum med et langbord med plads til måske 20-30 mennesker. For enden af bordet var der en stor trone, hvorpå Svend satte sig.
   De to søskende slog sig ned på hver side af ham.
   De havde ikke andet end sat sig, før Svend hamrede en næve ned i bordet og straks efter kom en ung kvinde gående ind med 3 krus fyldt af en eller anden substans.
   "Så hvad er vores plan?" spurgte Svend, mens han løftede sit krus på til munden.
   "Vores.. plan?" gentog Katja.
   Svend ænsede hende ikke, han havde kun øje for Felix.
   "Du har ikke lært din kvinde at tie, når mændene snakker?" spurgte han. Hans øjne var brune og han ansigt dødt. Felix sank en klump og vendte sig mod Katja.
   "Jeg sværger hvis du.." begyndte hun, men Felix rakte en strakt hånd hen mod hende.
   "Hold mund! Tal når der bliver talt til dig! Forlad os!" råbte han og pegede ud mod døren. Katja rørte sig ikke - så Felix rejste sig op, gik hen til hende og tog hende i armen. Han skubbede til hendes knæ, som han vidste hun havde problemer med og hun skreg af smerte. Derefter trak han hende på benene.
   "Hvad fanden har du gang i?!" hvæsede hun; han slog hende.
   "Spurgte jeg dig om noget??" sagde han og skubbede hende videre. Da de var kommet et stykke væk tilføjede han i en hvisken: "prøv at finde ud af hvor vi er henne," derefter skubbede han hende hårdt og hun vaklede hen imod døren, alt imens Felix gik tilbage til Svend, der sad smilende og nikkede.
   Da dagen var omme gik Felix ud fra rummet lige efter Svend. De lo og slog håndslag på noget - derefter begav Felix sig ovenpå mens han råbte:
   "Kvinde! Opvart mig." Katja kom løbende efter ham. Ikke fordi hun havde lyst, men hun frygtede Svend mere end sin egen lillebror.
   Da de kom op på værelset, smilede Felix stort.
   "Nu skal du bare høre.." sagde han, men nåede ikke længere før Katja havde gjort hans kind rød og varm.
   "Hvad bilder du dig ind?!" rasede hun, "hvem tror du du er?!"
   "Shh," Felix så sig omkring og tjekkede at døren var lukket, "husk nu hvor vi er."
   Katja svarede ikke. Felix tog en mønt op af lommen.
   "Han sagde, det var et symbol på hans taknemmelighed over, at vi vil ødelægge hans fars borge," sagde Felix og drejede mønten. Den havde et underligt skær og føltes tung. De to stirrede på mønten i lang - draget til den. Af en eller anden grund som de ikke helt kunne forklare, føltes den så bekendt og dog så fremmed og ildevarslende på samme tid.
   "Smid den væk," sagde Katja og Felix nikkede, men i virkeligheden gemte han den i foret på indersiden af kasketten, da Katja ikke kiggede.
   "Hvad laver du?" spurgte hun ham, da han sad med kasketten i hånden. Han skulle til at give hende en søforklaring, men pludselig begyndte verden at snurre for hans øjne.
   Han løb hen til vinduet og brækkede sig.
   Katja kunne ikke lade være med at grine.
   "Det er ikke sjovt," sagde Felix med en hæs stemme inden han brækkede sig igen,
   "åh karma - velkommen tilbage," sagde hun og ventede på, at hendes bror var færdig med at tømme sin mavesæk.
   ---
   Aftenen faldt på. De to red ud mod kong Haralds tætteste borg. I alt var han ved at opføre 5 ens borge.
   De havde smidt de loppebefængte klæder ud og havde fået noget meget finere af Svend's tjenere. Silke og et tørklæde til Katja's hår, samt noget der lignede et jakkesæt med manchet knapper af guld til Felix. Skoene var pudset - Felix havde enddog fået lov at beholde kasketten på, da han havde forklaret, at det var et statussymbol, der hvor han kom fra.
   "I skal ligne nogle, der er noget," havde Svend sagt, "ikke enhver kan snyde min far - det tog mig årevis at mestre."

Som Felix og Katja kom tættere på, kom en hel bunke af høje mænd med langt skæg ud af nogle små huse. De havde allesammen ens tøj på og de havde et sværd og et skjold hver. Deres kroppe var spændte, ansigterne arrede og vejrbidte. Øjnene var.. ikke just velkomne.
   "Hvad vil I her," spurgte den ene og trådte et skridt frem. Felix gik også et skridt frem, men standsede ved lyden af metal mod læder.
   Han rakte hænderne op foran sig,
   "vi ønsker at se kong Harald," sagde han og bukkede let for mændene. Katja nejede og bukkede let hovedet, så hendes tørklæde ikke skulle falde af.
   Mændene kiggede på hinanden og begyndte at grine og give hinanden hårde dask.
   "I vil se kong Harald?" fremstammede den ene, mens han prøvede at få vejret igen.
   Felix og Katja rettede sig op og blussede op i kinderne.
   "Ja" sagde hun. "Jeg er prinsesse Katana fra det østlige rige og dette er min træl Karl. Jeg er rejst langt og længe. Jeg er træt og kræver at se kongen, så jeg kan diskutere det anliggende, jeg har med ham."
   Mændene stivnede i et grin og så skiftevis på hinanden, hende og jorden. Til sidst så de kun på jorden.
   "Er det et problem?" tilføjede Katja.
   Den mand der var trådt frem før så op og mødte hendes kolde blik. Katja havde løftet hagen et hak, snerpet munden og ranket ryggen.
   "Nej frue," sagde han, "nu skal jeg vise Dem og deres træl til kongens hus."

De gik forbi rækken af huse og nærmede sig en bro. På hver side af broen bredte sig en mur. Under broen var der en voldgrav og for enden af broen var der en tunnel.
   Katja var sadlet op på en hest og Felix trak den.
   Under dem hørtes vandet smælde mod stenene. Hvis man faldt ned der kom man ikke op igen. Det var stensikkert.
   Endelig kom de over og Katja rakte sin hånd ned til Felix, som hjalp hende af hesten.
   De gik igennem den mørke tunnel lavet af sten. Felix lod sin hånd glide hen over den ujævne flade og mærkede på fugten. På en sær måde var det det mest genkendelige, han var stødt på længe. Ja lige udover den mønt der.
   Det var ikke en forfærdelig lang tunnel - måske 5-7 m.
   For enden af tunnelen var der lys.
   De stod på en snorlige sti belagt med træ. Stien delte i et kryds på midten. De kunne se helt ned i den anden ende, hvor der var en tunnel der lignede den, de lige var kommet ud af.
   Rundt om dem var der klynger af huse. 4 klynger med 4 huse i hver. 2 klynger på den ene side af stien og 2 klynger på den anden side. Det var så symmetrisk, at det gjorde ondt.
   Bortset fra husene i sig selv altså. De var så forskellige fra hinanden som yin og yang. Nogle var små og faldeparate, andre var robuste og store. Så vidt de to kunne se, var der ikke to ens huse.

De bevægede sig ned ad stien og hørte hvordan træet knagede for hvert skridt.
   Soldaterne stoppede foran døren til det største hus af dem alle og gjorde tegn til, at de to skulle træde ind. Katja gik forrest stadig med næsen i sky og Felix kom bagefter, mens han studerede jorden grundigt.
   Indenfor var der lysere end de andre huse de havde været i. Der stank stadigvæk, men det havde de efterhånden vænnet sig til.
   En mand sad i midten af rummet på en stol.
   "Som far så søn," hviskede Felix - manden rejste sig op.
   "Hvad vi l mig?" råbte han. Han var høj, en smule buttet og mærkeligt nok, så havde han ingen blå tænder. De var kridhvide. Hans øjne var dog blå.
   "Mit navn er prinsesse Katana fra..."
   "Jeg ved, hvem du er," afbrød Harald. "Jeg har hørt om dig langvejs fra prinsesse." Han rakte sin hånd ud og Katja tog den.
   "Kom" sagde han, "De må være træt. Deres træl kan bruge stalden."
   Natten var lang og søvnløs for dem begge. Katja drak tæt med kong Harald og snakkede, mens Felix faldt halvt i søvn op af en hest og halvt vågnede, fordi den var ved at sparke til ham.
   .
   Dagene gik på borgen.
   .
   Felix arbejdede med alskens ting. Han hjalp soldaterne, som åbenbart havde været bønder engang, med at pudse våben og delte vand rundt. Han vaskede tøj med tjenestepigerne og spiste mad med dyrene.
   Katja fulgte Harald alle vegne. Når han skulle udrede konflikter, når han skulle godkende ting eller når han hjalp folk uden et hjem med at få et nyt.
   Alt i alt kunne Katja bedre og bedre lide Harald. De havde mange lange snakke - tit og ofte om Svend. Far og søn havde aldrig kunnet komme overens. Harald ville lære Svend hvordan man regerer et folk med magt og respekt, men Svend havde altid ignoreret respekt delen.
   Han havde påstået, at med frygt gik det hele hurtigere og resultatet var det samme i sidste ende.
   Gang på gang havde han bedt sin far om at trække sig tilbage og gang på gang havde Harald nægtet, med frygt for hvad Svend ville gøre, hvis han en dag fik for meget magt.
   Svend var blevet vred og havde isoleret sig selv i et stort hus ikke langt fra borgen.
   ---
   Da der var gået en måned, var det tid til at vende tilbage til Svend for at rapportere. Turen tilbage foregik stort set i stilhed bortset fra de sidste kilometre.
   "Det var meningen, at vi skulle finde fejlen og så ødelægge borgen. End of story! Og du sidder og bliver perlevenner med fjenden!" rasede Felix.
   "Fjenden? - Harald er fantastisk! Han er ikke så magtsyg som din perleven. Du glemmer vist, hvem der er fjenden her. "
   "For helved Katja!" rasede Felix, "Du glemmer vist, at vi ikke hører til her. Find borgens svage punkt og kom hjem. Det var planen. Vil du ikke gerne hjem?"
   "Helt præcist hvordan vil ødelægning af borgen hjælpe til med at komme hjem?"
   Felix svarede ikke og da de nåede Svend's hjem var de begge ved at skvulpe over af vrede.

Ved daggry samlede de to søskende op på, hvad de vidste.
   "Svend godtog forklaringen, men det havde været nemmere hvis du havde ladet mig bestemme for en gangs skyld og lod være med at ødelægge alting.." mumlede Felix, mens han forsigtigt åbnede sine knapper og lagde tøjet i en bunke på en stol.
   Katja flåede sit af og smed det på gulvet.
   "Vi bliver her og planlægger angrebet."

Katja var redet tilbage til Harald.
   Der skulle gå en del år, før de to ville se hinanden igen.
   I årenes løb - der snart rundede de 10 - havde hun tjent sig op til at være en af Harald's mest trofaste og elskede rådgivere. Hun var blevet ret så anerkendt og gik ved navnet "Katana den avsomme."
   Navnet kom af, at hun havde prøvet at indfører ordet 'awesome' i folkemunde. Til sidst havde hun opgivet og affundet sig med sit kaldenavn.
   Hun klædte sig som den almindelige borger og hjalp til, hvor hun kunne. Både med praktisk arbejde og rådgivning i store planer.
   "En dag skal du tage over for mig," havde Harald betroet hende.

Felix. Ja Felix var en lidt anden historie.
   Han havde i alle 10 år tjent under Svend. Eller tjent var måske så meget sagt.
   Han var - hvis man kan sige det - blevet Svend's bedste ven. De indkrævede skatter nogle dage og planlagde togter andre. Efterhånden havde Felix været ude på en del togter selv og han var blevet ret ferm med et sværd og et skjold. Han var ligeså frygtet som Svend selv - i nogen egne endda endnu mere frygtet.
   Ud på de lange nætter, når de havde snakket om deres sejre sammen og gamle oplevelser, så snakkede Svend om sin barndom. Om hvordan hans far altid havde haft for travlt til at lege med ham og om hvordan han blev straffet for fejltrin med slag.
   Hele hans liv var han blevet trænet til at blive konge mod sin vilje. Nu sværgede hans far, at det aldrig ville komme til at ske.
   De to søskende havde glemt alt om hinanden for mange år siden og levede med den hverdag, de nu engang havde. Kun en sjælden gang tænkte de på den tid de reelt kom fra, men som dagene gik, forsvandt mindet om fremtiden mere og mere og blev til en fjern drøm.
   En dag kom Svend brasende ind i tronsalen, med et vildt udtryk i øjnene

"Hvad så der homeboy?" spurgte Felix og rakte en hånd op i vejret, Svend gav ham en high-five.
   "Gjorde jeg det rigtigt?" spurgte han bagefter og Felix nikkede,
   "fuldstændig rigtigt. Har du nyheder. Du ligner en, der har nyheder."
   "Jeg har endelig fundet fejlen," sagde Svend og satte sig på tronstolen. Felix havde fået sin egen trone ved siden af Svend's
   Felix så op og mødte hans øjne.
   "Hvis du lyver for mig..."
   "Ville jeg lyve for dig?"
   Stilhed. Stilhed før stormen.
   "Hvad er fejlen," hviskede Felix.
   "Det hele er lavet af træ," sagde Svend.
   Felix sukkede
   "Ja Svend," sagde han, "det er jeg udemærket klar over. Har du en pointe?"
   Svend grinte højt, "Den er lavet af træ - bro!"
   Felix lukkede øjnene og prøvede på ikke at grine. Slang skulle virkelig ikke indføres før tid.
   Svend fortsatte, mens han stadig lo så højt, at mjøden rystede i dets krus, "det har været en tør sæson i år. Borgen er lavet af træ. Er du med mig?"
   Felix lyste op.
   "Svend! Du er genial!" udbrød han og sprang på benene, "lad os straks få sat det i værks!"
   ---
   Det var en stille dag på borgen. Katja og Harald havde skiftet nogle brædder på stien ud og delt mad rundt på borgen. Derefter havde de hørt på klager og besluttet, hvem de havde tid til at hjælpe. Katja var lykkelig. Hun smilte og grinte så meget hver dag, at hun havde kronisk ondt i kæberne.
   Da dagen var omme og solen gik ned i de rødlige nuancer, satte Harald og Katja sig inde i deres hytte.
   Katja og Harald snakkede om vind og vejr - de grinte og drak te og mjød.
   Pludselig brasede en mand ind gennem døren. Han var lille, spinkel og sveden dannede en voksende pøl på gulvet.
   "Tilgiv mig kong Harald og Katana den avsomme, men jeg bringer dårligt nyt. En af vagterne har set en gruppe mennesker med fakler på vej imod os."
   Harald og Katja vekslede et blik, tog deres sko på og gik side om side mod udkigsposten. Trægulvet knirkede hele vejen og inde i de små huse kiggede folk ud. Soldater, bønder, bagere, smede, slagtere. Alskens folk kiggede på deres to ledere for støtte og hjælp.
   Nogle af blikkene blev gengældt med et nik og et smil.
   Da de kom op til udkigsposten kunne de se langt og desværre havde bonden ret. En hær var på vej. Der var måske en 50-60 mennesker. Ikke noget de ikke havde kunnet stå imod før, men det havde aldrig været danerne selv, der havde været et problem.
   Efter et par minutter stoppede gruppen og et flag blev hejst. Blå baggrund med guden Tyr i skinnende rødt i centrum.
   "Svend" mumlede Katja og Harald samtidig.
   Ud fra flokken skilte to mænd sig ud. De kom gående hen imod borgen. Den ene mindre end den anden. Begge i rustninger med et sværd og skjold ved deres side.
   Flokken bag dem gik på knæ.
   "Hvad vil du her Svend?" råbte Harald oppe fra borgen, men det var ikke Svend der svarede.
   "Vi vil søge retfærdighed for dem der har bragt os uret!" råbte den lille mand.
   Harald så på Katja og hun nikkede.
   "Lad os snakke og ingen af jeres mænd vil lade livet," råbte Katja som svar.
   Der gik et par sekunder hvor ingen af parterne talte, indtil det gik op for Katja og Harald at Svend og Felix grinede.
   "Det er beklageligvis for jer... ikke en mulighed," råbte Svend så højt han kunne. Han rakte en hånd bagud og en lang tone fra et horn lød. Ikke mange sekunder efter begyndte de første folk at skrige.
   Det regnede med ild fra himlen. En kaskade af ildpile ramte ned i de tørre stråtage og slikkede sig umætteligt op af væggene.
   "Danere!" Harald prøvede forgæves at få ørenlyd, men det var som at gå imod flokken på en black friday. Umuligt.
   Hans stemme gled i et med skrig, gråd og lyden af fødder, der hamrede mod jorden. Lyden af pilene når de susede gennem luften. Swuissh.
   Den knitrende lyd, der for mange var forbundet med et hyggeligt bål, blev en lyd der kunne få dem til at vågne om natten badet i sved. Spejdende efter deres nærmeste og grædende, da virkeligheden ramte dem. De var alene.
   Mange blev fanget inde i husene. En mor og en datter. En enlig bedstefar der ikke gik så godt. Børn hvis alder stadig blev talt i måneder. Ilden fortærede dem allesammen, uden barmhjertighed eller undtagelser. Som en sandt monster.
   Der var mange, der nåede ud gennem tunnellerne i tide, inden de også bras,t.
   Andre kravlede over muren, så godt som de kunne.
   Alt var rødt og varmt. Hvis du faldt blev du trampet ihjel.
   Både Katja og Harald løb rundt.
   I starten havde de prøvet at hente nok vand til at slukke angrebet, men der var for mange pile fra for mange retninger og alt, alt for lidt tid. Himlen blev mørk og solen dækket af sorte giftgasser.
   Da alle levende var kommet ud kunne der ikke stilles andet op end at se borgen langsomt gå til grunde.
   Kort efter Harald's død kunne forandringerne mærkes. Freden blev brudt og der var mange tyve og voldtægtsmænd. Kvinderne færdes i flokke som byttedyr.
   Katja var den eneste, der gik alene - ingen turde tilnærme sig hende. Hun groede i styrke og folk sluttede sig til hende i højere og højere grad. Når hun ikke var ude og se til folks velbefindende, øvede hun sig med sin bue og pil.

En dag havde Svend fået nok. Han red ud til, hvor hun holdt til.
   "Katana!" råbte han, da han nåede de første par huse: "vis dig for mig!"
   Katja kom ud og trak sin bue, men han var kun en meter fra hende. Felix kom ud af det blå og kastede sig ind foran hende, "vent!"
   Svend standsede med sværdet få centimetere fra hans bryst.

Svend svarede ikke. Han drev sit sværd tilbage og jog det imod dem. Felix vendte sig om og skubbede Katja så hårdt han kunne. Hun faldt og han blev hængende i luften. Spiddet af sværdet og med blod løbende ned af sit tøj.
   Han så ned. Kasketten faldt og det samme gjorde han.
   Katja vendte ham om - prøvede febrilsk at stoppe blødningen med hvad som helst. Tøj, jord, sten, metal - alt hvad hun kunne få sine hænder på.
   Hun rejste sig, tog sin bue og pil og fyrede den ene pil efter den anden afsted mod Svend. Uden at tænke eller tage mål.
   Hun blev ved, indtil der ikke var flere pile tilbage og derefter tog hun Felix's sværd og gik mod Svend, velvidende at hun aldrig havde holdt et sværd i sit liv før.
   Svend parerede let og legede med hende. Lod hende falde et par gange og så hende komme på benene igen og igen, indtil han var blevet træt - han jog sværdet igennem hendes mave på samme måde som med Felix. Lyden da det blev trukket ud var den samme, bortset fra at den lød mere fjern fra Katja nu, end det havde gjort før.
   Hun trak sig de få meter der var hen til sin bror og klamrede sig til ham. Mønten trillede ud af kasketten - Katja rakte ud og knugede den i sin hånd.
   Den gav et underligt glimt fra sig, men hun havde ingen kræfter til at tænke over det.
   4 liter blod havde allerede farvet jorden rød.


Katja vågnede med et sæt, satte sig op i sin lille seng og tog sig til maven. Lampen brændte i det lille rum. Hendes og Felix's blik mødte hinanden henover deres sovende far. Han sad på stolen med opslået bog i skødet:
   Vikingerne sætter spor
   Hans briller hang ned over hans krogede næse og tyngdekraften var sekunder fra at have sit greb om det dyre brillestel.
   Begge søskende rejste sig op og omfavnede deres far og hinanden fra hver deres side. Han vågnede brat, tog brillerne af så forvirret på sine børn.
   "I sover ikke," konstaterede han - da han så tårerne på begge deres kinder tilføjede han, "Jamen børn dog! Jeres mor havde ret, den her bog var måske en tand for meget."
   Far gik ud for at hente noget varm the og en nye bog.
   De to vekslede et blik og vendte kasketten, som Felix havde fået for bare to dage siden. De ødelagde foret - mønten faldt til jorden og funklede, selvom der ikke var noget lys.
   De stirrede på mønten. Ingen sagde noget. Den eneste lyd, var deres fars voldsomme hosteanfald ude i gangen.