Jeg spørger damen bag skranken, hvor jeg skal gå hen.
   Hun siger: "Det ved jeg virkelig ikke. Hvad hedder du?"
   "Helene," siger jeg og ser hendes ansigt fortrække sig i noget, der ligner irritation. "Lund. Vil du også have mit mellemnavn?"
   Hun trykker mit navn ind på sin computer. "Du er indkaldt som vidne," siger hun.
   "Ja."
   "Retssal H. Det er den vej nede ad gangen," siger hun og rejser sig for at pege. "Du er i god tid, så du skal nok vente lidt."
   "Tak skal du have."
   Jeg går ned til den lukkede dør til retssal H og sætter mig ned. To pladser ved siden af mig sidder en fyr, som også var med den aften. Det må være en pårørende til anmelderen. Jeg tænker, han har det meget lettere. Vi hilser på hinanden og kigger væk.
   En mand i grå jakke kommer ud fra retssalen og siger et drengenavn. Det er fyren ved siden af mig, som skal ind nu. Han nærmest trasker derind. Det virker ikke særlig passende.
   Døren lukker. Jeg kigger ned langs gangen og på de andre, som sidder og venter. Jeg er ikke kriminel, men har været her for ofte. På trods af egne løfter om bedre dage og oprigtige forsøg på at holde disse. Hvorfor går jeg altid de forkerte veje? Jeg søger jo bare det ukomplicerede.
   Jeg mindes lyden af den smadrede flaske. Skårene landede på jorden og knasede, da han uden fornuft vendte sig i dem. Så lød der skrig og råb og gråd. Nu føltes det ellers lige så godt.

Han ligger sin hånd på mit lår. Den føles varm mod min bare hud, men der er også kommet så mange mennesker den sidste times tid. Lejligheden er ikke særlig stor, det er nærmest uudholdeligt at sidde herinde, og det får bare folk til at drikke endnu mere.
   Jeg lægger den pænt tilbage i hans skød. "Rolig nu, ven," siger jeg og smiler til ham. Jeg tilgiver ham, fordi han er fuld. Jeg tilgiver ham også, fordi jeg godt kan lide ham. Jeg fornemmer stabilitet, og jeg tror på ham, når han sagde, jeg virker intelligent.
   Han tager afvisningen pænt, fordi den ikke er afgørende. Jeg forsøger med mit smil at fortælle ham, det nok skal lykkes, hvis han bare er tålmodig nok. Det tror jeg, han fornemmer. Andetårsstuderende på gymnasiet og i ternet skjorte. Han drikker også vin og er mere eller mindre ranglet at se på. Jeg har fået en af hans øl, og vi skåler.
   "Vil du med ud og ryge?" spørger han efter lidt tid.
   Jeg nikker til ham, og vi rejser os. "Jeg skal lige tisse først. Gå bare i forvejen."
   Han griner lidt af mig. "Okay."
   Der er optaget på toilettet, og jeg må vente på, det bliver ledigt. Mens jeg står og kigger, kommer Patrick hen til mig. Jeg smiler til ham.
   "Vi har jo næsten ikke fået snakket sammen i aften," siger jeg.
   "Det er svært at komme til, der er så mange mennesker."
   "Mon ikke."
   "Du virker også til at have rigeligt med selskab," siger han. Jeg fornemmer bitterheden. Den har karakteriseret ham i al den tid, jeg har kendt ham.
   "Hold nu op," siger jeg og smiler. Det gør ondt i kæben.
   Der bliver grinet ude fra toilettet. Pigelatter.
   "Jeg siger bare, du er blevet såret for tit." Han gør sit ansigt alvorligt og lægger en hånd på min skulder.
   "Ja, af hvem?"
   Han fjerner sin hånd. "Vi var lige gode om det, Helene."
   Jeg lægger armene over kors og kigger ned i parketgulvet. "Okay."
   Døren åbner. Pigerne taler meget højt og griner, da de kommer ud.
   "Undskyld," siger de.
   Jeg går ind og låser døren.

Han står sammen med nogle af sine venner. Han giver mig en cigaret og tænder den. Jeg forsøger at indlede samtaler med hans kammerater. Det fungerer. Jeg tænker, de måske er mere udadvendte, fordi de kommer fra en større by. Folk hjemmefra virker nærmest bange for at snakke med folk, de ikke kender.
   Patrick kommer ud med to andre piger, jeg er godt bekendt med. Jeg slår blikket hen på ham flere gange, fordi jeg ikke kan lade være. Han snakker højlydt og lader ikke til at bemærke mig. Jeg forsøger at overgive mig til det skønne scenarie, at det var faktisk er så vel.

Natten går stærkt, og jeg begynder at gabe. Folk begiver sig ind mod byen, og jeg lover Patrick at tage med. Jeg kommer kort tid efter til at stå meget tæt op ad mit nye bekendtskab udenfor, og han siger, jeg ser træt ud.
   "Jeg er helt færdig," siger jeg og tørrer forsigtigt øjnene.
   "Hvor skal du overnatte?"
   "Jeg regner bare med at tage det første morgentog hjem."
   Det er meget koldt. Jeg hviler mit hoved mod hans skulder. Han forsøger at varme mig med sine iskolde hænder.
   "Du kan sove hjemme ved mig, hvis du har lyst," siger han efter noget tid. For første gang virker han lidt genert. Det kan jeg godt lide.
   "Må jeg det?"
   "Ja da."
   "Jeg er ret træt."
   "Men jeg bor altså hjemme."
   "Det gør ikke noget."
   Jeg kigger op på ham. Vi smiler til hinanden. Hans næse er blevet lidt rød.
   "Jeg skal lige ind og sige farvel til nogle mennesker," siger jeg.
   "Okay."
   Jeg kysser ham.
   Det gjorde nok ikke nogen forskel.

Musikken bliver slukket, mens jeg krammer farvel og forsøger at sige så lidt som muligt. Der ligger nogle stykker og sover i de møbler, der kun for en time siden udgjorde dobbelt så mange siddepladser, som de er skabt til. Jeg prøver halvhjertet at vække de vigtigste af dem, men det lykkes ikke.
   Inde i soveværelset må jeg fjerne en halvsyg pige for at få min taske. Hun skælder ud og kalder mig en brugt tampon på grund af min hårfarve. Det sårer mig lidt. Jeg har lyst til at tabe min taske på hende; måske sige kælling, luder, so eller noget andet grimt. Alkoholen plejer kun at gøre mig mere irritabel, men jeg præsterer at forlade soveværelset uden at svare hende.
   Jeg når ud af soveværelset og hører råb og hævede stemmer. I stuen står fire eller fem stykker med hænderne for ansigtet og lytter ængsteligt til. Det kommer udefra.
   "Hvad sker der?" spørger jeg.
   "Det er udenfor," siger en af dem.
   Der bliver skreget. En drengestemme beder desperat om forsoning.
   "Du skal holde dig væk!"
   Det er Patrick.
   Jeg smider tasken og løber gennem stuen og køkkenet på mine høje hæle, inden jeg i entréen snubler og lander på knæene. Det smerter voldsomt. På det hårde parketgulv kan jeg høre diskussion tage til, og der lyder tumult. Jeg kommer på benene og får bakset min krop hen til hoveddøren, hvor jeg støtter mig til dørkarmen.
   "Patrick!" skriger jeg, lige inden han løfter en tom vinflaske og slår den ned i hovedet på den ene af de to, som står over for ham. Personen falder øjeblikket sammen, men er ikke bevidstløs. Jeg kan høre hans krops modstand mod det splintrede glas. Jeg løber ud og begynder at græde.
   Han vender sig mod mig, og jeg slår ham ukontrolleret i ansigtet to eller tre gange, inden han får skubbet mig væk, og jeg lander på jorden. Min gråd tager til, for bagved ham kan jeg se det, som skulle forvandle min hverdag, lide voldsom overlast. Tanken om det, som kunne have været, flår i mit bryst, dernæst min mave. Jeg kaster op og får noget af det galt i halsen, hvilket får mig til at hoste kraftigt. Mavesyren svier i min næse og hals.
   Patrick trækker mig op. Han støtter mig, mens jeg kaster det sidste op. Da jeg er færdig, giver jeg ham en ynkelig lussing, der nærmere rammer hans hals.
   "Hvad laver du?" prøver jeg at råbe gennem min hulken. Mit ansigt svier, det gør ondt at trække vejret.
   "Kom her," siger han og trækker mig væk. Jeg ved ikke, hvor han fører mig hen. Mit udsyn er sløret af tårer, og jeg hyler som et lille barn, der ikke kan forholde sig til en stærk fysisk smerte. Et kulsort sted slipper han mig, og jeg falder ned i noget drivvådt, koldt græs.
   "Rolig nu," siger han og tager mig ind til sig.
   Jeg lader ham trøste mig. Min verden er alligevel på ny faldet sammen.

Hans duft minder mig om komplicerede tider, og jeg har svært ved at falde til ro. Han rokker mig forsigtigt og siger trøstende lyde. Det hjælper efter noget tid, og jeg løfter mit hoved fra hans bryst for at tørre mine øjne. Jeg kigger mod ham. Der er helt mørkt, jeg synes at se et omrids af hans ansigt.
   "Helene?" siger han.
   Jeg gnubber mine øjne. Hvad betyder det, om jeg bliver grim, når jeg alligevel er usynlig?
   "Du behøver ikke," siger jeg.
   "Vi er nødt til at gå tilbage," siger han. "Andet vil virke underligt."
   "Ja."
   "Politiet er nok allerede kommet."
   "Ja."
   Han rejser sig og trækker mig forsigtigt med op.
   "Du ved jo, jeg ikke er ude på at skade nogen."
   Jeg prøver at børste græs og jord af mine ben og kjole, men jeg er alt for våd. Det sidder for godt fast.
   "For helvede, nogen gange bliver jeg bare så underlig."
   Underlig. Jeg tænker over hans ordvalg. Det får mig til at løfte øjenbrynene og ryste på hovedet.
   "Helene?"
   "Ja."
   Han siger ikke noget. Der bliver en lang pause af stilhed, mens jeg i blinde prøver at børste mig ren.
   "Jeg skal nok gøre det," siger jeg.
   "Gøre hvad?"
   "Du lovede mig, det ville blive bedre."
   "Ja." Han sukker.
   "Men det blev det ikke, og nu står vi her."
   "Igen."
   "Ja, igen."
   "Jeg er ked af det, Helene."
   Han prøver at tage mine hænder. Jeg skubber dem væk.
   "Aldrig mere, Patrick," siger jeg.
   "Aldrig mere."
   "Nej, ikke sådan," siger jeg og knytter mine hænder. "Aldrig mere os to. Du trækker mig ned."
   "Må jeg spørge dig om noget?" siger han. "Mener du, han ville trække dig op?"
   "Hvor er det et latterligt spørgsmål."
   "Men det er det, du tror ikke?"
   Jeg slår mig selv hårdt på hoften, i et forsøg på at børste mere skidt af.
   "Nu gør jeg det her for dig, og så slipper du mig."
   Han siger ikke noget.
   "Patrick?"
   "Jeg kan ikke slippe dig," siger han.
   Jeg lukker øjnene, bruger et halvt minut på at få ro på mig selv.
   "Jeg elsker dig jo," siger han.
   "Kom, nu går vi tilbage." Jeg tager hans hånd.

Jeg er ikke kommet særlig meget i skole siden den nat. Når jeg vågner tidligt om morgenen, er jeg så deprimeret, at jeg ikke kan overkomme at stå op. Så ligger jeg og kigger ind i væggen, fortæller mig selv, jeg burde tage mig sammen.
   "Om en måned er der juleferie," siger jeg til mig selv, "så kan du slappe af."
   Jeg slapper ikke af, når jeg ligger i min seng opad af formiddagen og prøver at falde i søvn igen. Nogle gange lykkes det mig at falde lidt hen, men så vågner jeg næsten altid op med det samme igen. En nabo borer i væggen, eller en billist skælder ud på en anden billist. Sommetider kan det få mig til at stå op og kigge ud ad vinduet. Så overvejer jeg at tage tøj på og gå i skole. Tit lægger jeg mig ned i sengen igen, til tider går jeg ud i køkkenet og rister brød.
   Jeg bliver indkaldt til samtale hos studievejlederen en dag før, jeg skal vidne i retten. Hun fortæller mig, mit fravær er for højt og har været det i flere måneder. Jeg siger til hende, jeg nok skal tage mig sammen. Hun spørger mig, om jeg er sikker på, HF er det rigtige for mig.
   "Jeg har jo kun et halvt år tilbage," siger jeg.
   "Hvad vil du gerne bagefter?"
   "Det ved jeg ikke."
   "Vil du gerne have en videregående uddannelse?"
   "Ja."
   "En kort eller lang en?"
   Jeg trækker på skuldrene. "Måske en lang."
   Hun nikker til mig. Mit svar ligner ikke noget, hun har lyst til at kommentere på.
   "Jeg skal bare lige gennem det her," siger jeg. Følelserne overvælder mig, og jeg begynder at græde. Jeg får en serviet, fortæller hende om det, der skete sidste måned.
   "Jeg skal i retten i morgen," siger jeg. "Som vidne.
   Hun nikker igen.
   En pige fra en anden klasse kommer brasende ind og ser helt skræmt ud i ansigtet, da hun møder mit ansigt. "Undskyld," siger hun og går ud igen.
   Jeg bliver ved med at tørre mine øjne og kigger på servietten, der både er sort og lysebrun.
   "Nu ser jeg garanteret helt frygtelig ud."
   Hun smiler til mig. Jeg tror, det er medlidenhed.

Jeg går ud og lukker døren. Pigen rejser sig fra en siddeplads træder lidt tæt på mig.
   "Er du okay?" spørger hun. Hendes hud er meget bleg. Jeg har sommetider set hende i køen i kantinen. Hun køber smoothies og poser med nødder. Hun er den type, som forsvinder i mængden.
   "Jeg har det godt," siger jeg.
   "Det skal nok gå."
   "Tak."
   Hun bevæger sig forbi mig og ind på kontoret, mens hun smiler. Hendes læber er tynde og går nærmest i et med hendes ansigt. Det virker lidt akavet til sidst, nok fordi jeg ikke smiler tilbage.
   "Hej, hej," siger hun til mig og griner lidt, inden hun forsvinder bag døren.
   Jeg bliver stående lidt tid. Sukker ud og tvinger mig tilbage til klassen.

Ti minutter senere kommer den samme mand ud og siger mit navn. Jeg træder ind i retssalen, der til min kedelige overraskelse er besøgt af en skoleklasse. Jeg bliver henvist til pladsen i midten af lokalet. Jeg kigger hurtigt hen på Patrick, der sidder i venstre side af lokalet med sin forsvarsadvokat. Han smiler til mig. Jeg kigger væk.
   Dommeren er en kvinde. Hun har domsmænd placeret ved siden af sig.
   Hun taler til mig. Siger mit navn og min fødselsdato. Jeg bekræfter begge. Bagefter gør hun mig opmærksom på, at det som vidne er strafbart at lyve i retten.
   Jeg nikker til hende, hører en hoste bag mig. Det giver et sæt i mig, og jeg løfter skuldrene.
   Forsvareren siger mit fulde navn i forbindelse med sit første spørgsmål. Var jeg til fest hos en Signe Katrine Nicolaisen i midten af november?
   Ja, det var jeg.
   "Der opstod tidligt om morgenen tumult mellem tiltalte Patrick Bauslev og Lasse Thisgaard. Var du vidne til dele af det?" siger han.
   "Ja, jeg kom ud i tids nok til at se noget af det," siger jeg.
   "Vil du prøve at beskrive, hvad du så?" siger han.
   "Jeg hørte Patrick råbe og skyndte mig udenfor. Da jeg trådte ud, så jeg ham slå en flaske ned i hovedet på ham."
   "Og når du siger ham, mener du Lasse Thisgaard?"
   "Ja." Jeg kan ikke mindes, det er hans navn, men jeg formoder det må være rigtigt.
   "Hvad er din tilknytning til henholdsvis Patrick Bauslev og Lasse Thisgaard?"
   "Jeg har været kæreste med Patrick før, men det er snart et halvt år siden det stoppede. Lasse mødte jeg på aftenen. Vi snakkede sammen, og inden han blev slået ned, blev vi enige om at tage hjem til ham og overnatte."
   Jeg kan forestille mig, hvordan et par af gymnasieeleverne sidder og småsmiler bag mig. Jeg lukker øjnene tungt i og åbner dem hurtigt igen.
   "Kom du tæt på Lasse Thisgaard den aften, sådan fysisk?"
   "Ja."
   "Hvordan?"
   "Vi krammede lidt, og vi kyssede en enkelt gang."
   "Tror du, det gjorde Patrick jaloux?"
   Jeg kigger på Patrick. Hans ansigt er blevet nervøst.
   "Han er blevet misundelig, det er helt sikkert."
   "Misundelig som i jaloux på dig og Lasse Thisgaard?"
   "Ja."
   "Vidste du, det ville gøre Patrick jaloux at se dig med en anden?"
   "Ja."
   "Var du sammen med Lasse Thisgaard for at gøre ham jaloux?"
   "Nej."
   "Jeg vil gerne vende tilbage til slagsmålet. Kan du prøve at beskrive, hvordan det gik for sig?"
   "Det var ikke noget slagsmål," siger jeg og mærker hårene på mine arme rejse sig.
   Forsvarsadvokaten rynker panden. "Var der ikke noget slagsmål?"
   "Når to personer står over for hinanden og skændes, og den ene pludselig slår en flaske ned i hovedet på den anden, vil jeg ikke kalde det et slagsmål. Efter min mening er det et overfald."
   Jeg kan se Patrick slå sig tilbage i stolen, men jeg kigger ikke på ham. Han bander et eller andet sagte. I de sekunder er det nok svært for ham at huske vores gode dage.
   Forsvarsadvokaten finder et stykke papir fra sin mappe og løfter det op. "Til politiet udtaler du ellers umiddelbart efter episoden: Der opstod et slagsmål, det var ved at tage overhånd, og Patrick handlede i selvforsvar med at slå ham, Lasse Thisgaard, i hovedet med flasken."
   "Det ved jeg godt, men det passer ikke," siger jeg.
   "Det var altså løgn det, du fortalte til politiet efter episoden?"
   "Ja."
   Han kommer med et par spørgsmål, som skal forsøge at så tvivl ved min troværdighed, og det lykkes ham til dels. Da han spørger ind til mit ugentlige alkoholforbrug, beder dommeren ham om at holde sig til den pågældende sag, og derefter har han ikke flere spørgsmål.
   Jeg puster ud og tørrer forsigtigt mine øjne med fingerspidserne.
   Anklageren, som også var ham, der hentede mig på gangen, får nu ordet. Han siger, jeg skal drikke noget vand og tage det roligt. Han kan godt forstå, det er hårdt for mig.
   Min hånd ryster, mens jeg hælder et glas op fra kanden, der står på mit bord. Det får alt for meget opmærksomhed, og jeg oplever ingen nydelse ved at drikke.
   Jeg forklarer ham, hvordan jeg oplevede Patrick og Lasses adfærd i situationen, og jeg får også fortalt, at han umiddelbart efter overfaldet skubbede mig så hårdt, at jeg kastede op.
   "Har du får oplevet Patrick være voldelig?" siger han.
   "Jeg har været vidne i to tidligere sager, hvor han er blevet dømt for vold," siger jeg. Jeg kan høre Patrick bande igen. Han bliver tysset på af dommeren.
   "Fortsæt," siger hun til mig.
   "Jeg ved, der også har været andre sager før det. Han har et problem med sit temperament, og så er han som sagt voldsomt jaloux."
   "Har han nogensinde været voldelig mod dig?"
   "Nej."
   "Ifølge det, som du så, var det, som hændte den nat, altså ikke et nødværge i selvforsvar, som du tidligere har sagt, men et decideret overfald grundet jalousi?"
   Jeg nikker. "Ja, grundet jalousi og alkohol."
   "Jeg har ikke flere spørgsmål."
   Dommeren takker for min tid og siger, jeg har ret til vidnegodtgørelse. Det kan de hjælpe mig med ude i receptionen. Hun siger, jeg kan blive og overvære resten af retsmødet, men samtidig er jeg også velkommen til at gå.
   Jeg siger tak, mens jeg rejser mig. Jeg slår hurtigt blikket forbi Patrick og holder det mod døren. En fra gymnasieklassen rømmer sig, og jeg snøfter. Da jeg endelig lukker døren bag mig, får jeg kvalme. Jeg går ud på toilettet og kaster op.

Jeg havde overvejet at blive lidt i byen efter retsmødet og købe julegaver, men nu er det bare koldt, og jeg vil hjem. I toget hjemad lægger jeg mærke til alle de blik, jeg modtager. Jeg tænker på, at ingen af dem er særlig venlige. Det virker næsten til, de alle ved, jeg løj for politiet den morgen i november.
   Jeg kigger ud ad vinduet. Jeg kan se lidt af min genspejling i ruden; mit røde hår, de nervøse sammentrækninger i min pande. Hvis ruden bare kunne vise det blå i mine øjne, det modermærke på min kind jeg med vilje ikke har skjult. Jeg bestemmer mig for en ny stil og en anden måde at tænke på. Når jeg kommer hjem kan jeg rede min seng og bage noget brød. Gå på biblioteket og låne en bog med Ditlevsen; skrive digte og besøge min mormor. Tage i byen en fredag og gå hjem klokken to.
   Jeg ser en station og sander, der er to tilbage, inden jeg er hjemme. Så lukker jeg øjnene og tænker på pigen fra i går, som er så tynd og altid køber nødder i kantinen. Da jeg åbner øjnene igen er jeg kørt en station for langt. Jeg sætter mig på en bænk og venter.