Umiddelbart efter lussingen er jeg tom i hovedet. Jeg havde så mange tanker, men hendes flade hånd slog dem alle sammen ud, og nu sidder jeg her og kan ikke sige noget. Det er på en måde komisk, hvordan tanker bare sådan kan forsvinde. Jeg kan nærmest høre dem ramme parketgulvet og trille væk. De lyder som marmorkugler.
   Jeg rejser mig og går ud af stuen. Siger kun ganske lidt til hende. Tavsheden hører hun nemlig bedst. Imens jeg knapper min frakke, kommer hidsigheden tilbage til mig. Chokket er allerede ved at lægge sig. Jeg får lyst til at gå tilbage; enten for at slå igen eller skælde hende mere ud.
   Alligevel samler jeg nok fornuft til at åbne hoveddøren og gå min vej. Jeg smækker døren hårdt og tørrer min hage. Der er blod på mine fingre, det kommer fra min læbe. Jeg berører forsigtigt riften med min tunge, mens jeg småløber ned ad trappeopgangen.
   Jeg træder ud på fortovet og begynder at gå hjem. Jeg forestiller mig Karla komme løbende efter mig. Indhente mig, tage om min skulder, sige: "Undskyld, Freja. Det var ikke min mening at slå dig i hovedet."
   Det ville betyde en tilgivelse og forlængelse af vores relation. Så kan det her fortsætte, og om seks måneder modtager jeg højest sandsynligt endnu et slag i ansigtet.
   Det er godt, det er slut. Jeg har brug for fred. Fra nu af må Karla klare sig selv.

Jeg får juleferie tre dage før juleaftensdag. Selvom der faldt sne i morges, er det vådt og sjasket overalt. Sneen er nemlig stort set smeltet. Kulden føles så streng, at det burde være anderledes, men det er det ikke. Alligevel har noget, der ligner gråt sne, overlevet ude på vejene - det ser meget pløret ud. Jeg overvejer, hvor nemt det sikkert er at skvatte i det.
   Andreas kommer cyklende ved siden af mig, mens jeg krydser et fodgængerfelt. Han ser mig og springer af cyklen, så vi følges det sidste stykke over vejen.
   "Du skal passe på, det er glat," siger jeg.
   "Jeg har haft mit store fald i år," siger han, og det får mig til at grine.
   "Okay," siger jeg.
   Andreas og jeg har valgt de samme specialefag. Når han er færdig til sommer, vil han gerne vest på og læse videre. Han er meget målrettet. Desuden spiller han fodbold ved siden af skolen. Han er vist nok indskiftningsspiller hos en klub i den fjerde eller femte bedste række.
   "Har I flere fodboldkampe i år?" siger jeg.
   "Nej, det er slut."
   "Hvornår begynder I igen?"
   "Vist nok i slutningen af januar," siger han.
   "Okay."
   "Altså med træningen, ikke?"
   "Jo, jo," siger jeg.
   Han har en sort uldfrakke på og et stort gråt halstørklæde. Det er hans farmor, som har strikket det til ham. Sommetider er det for varmt for ham at have på. Måske er det mest, når han cykler.
   "Har du fået købt alle dine julegaver?" siger han.
   "Ja, det har jeg - langt om længe." Jeg griner lidt.
   Han smiler og nikker på samme tid.
   "Hvad med dig?" siger jeg.
   "Jeg mangler en til min kæreste," siger han. "Hun tror, jeg har købt til hende. Det er nok bedst på den måde."
   Ofte glemmer jeg, Andreas har en kæreste. Hun er en lille, buttet pige, og han er almindelig af højde og ganske slank. Jeg har kun set hende en gang, det var til en fest. Hun havde taget for stramt tøj på. Jeg talte kun lidt med hende.
   "Det er ellers smigrende at være den sidste. Så betyder det bare, du har overvejet gaven ekstra grundigt," siger jeg og venter på, vi får øjenkontakt. "Sådan ville jeg i hvert fald tage det."
   Han griner. "Jeg tror, hun har en lidt anden forestilling."
   "Men nu behøver hun jo heller ikke vide noget."
   Jeg stopper op. Min lejlighedsblok ligger til højre, og jeg skal dreje væk fra fortovet nu.
   "Nå ja, du bor jo her," siger han.
   "Ja, det gør jeg," siger jeg og kaster hurtigt et blik mod blokken, som blot er en ud af et dusin af samme slags. "Har du nogensinde været oppe ved mig?"
   "Nej, det tror jeg ikke." siger han.
   "Det skulle du tage at prøve. Jeg bor ret hyggeligt."
   "Så skal du jo invitere mig."
   "Jeg kan invitere dig lige nu."
   "Det er nok et lidt uheldigt tidspunkt."
   "Jeg har gløgg," siger jeg og får solen i øjnene, da den titter frem bag en sky.
   "Hvor fristende det end lyder ..." siger han, men lægger ikke an til at gøre sætningen færdig.
   "Gaven til kæresten," siger jeg og smiler til ham. Begge mine øjne er knebet sammen på grund af den skarpe sol. "Du har jo travlt."
   Jeg tror, det gør ham utilpas, at jeg nævner hans kæreste. Han kigger væk et øjeblik og retter på sin hue. Bagefter trækker han på skuldrene. "Ja, det ville nok være en god idé."
   "Så må det blive en anden gang," siger jeg og finder mine nøgler fra jakkelommen.
   "Ja, det må det."
   Vi ønsker hinanden en god jul. Jeg giver ham et klap på skulderen og begynder at gå væk. Ved døren til opgangen vender jeg rundt og ser ham trække af sted med sin cykel. Vi møder hinandens blikke, og jeg kan forestille mig, det gør ham forlegen. Af en person, som har travlt med at komme hjem til sin kæreste, skynder han sig mærkbart lidt.
   Jeg overvejer lidt, hvad han går og tænker på. Måske spekulerer han ligeledes over mine tanker. Pludselig synes han meget malplaceret på det fodboldhold. Han er sikkert forsvarsspiller.
   Hvad tror du, jeg tror? tænker jeg og vinker til ham.

Jeg holder juleaften hjemme hos min mor og lillebror. Min storesøster er der også. Der er lavet juleand og flæskesteg, og til risalamanden får vi et glas portvin. Mandelgaven er en miniatureorkidé med hundred kroner bundet om stilken. Den vinder min lillebror. Han bliver overraskende begejstret for selve blomsten; måske er han bare en god skuespiller.
   Lidt senere på aftenen skiftes vi til at pakke en gave op ad gangen. Det gør det hele mere intimt og hyggeligt, siger min mor. Jeg giver hende ret, det frembringer gode følelser at se andre pakke gaver op. I baggrunden spiller noget dæmpet julemusik. Det er jazz - et af mine mors forsøg på at gøre sit liv mere sofistikeret.
   Min tredje gave henter min lillebror til mig. Den er kvadratisk og pakket umage ind i sølvfarvet papir med et tykt, rødt silkebånd omkring. På til-og-fra kortet ser jeg først mit eget navn skrevet med Karlas håndskrift, og jeg drikker en tår rødvin.
   "Hun kom med den i formiddags," siger min mor.
   "Ja," siger jeg og vender den i mine hænder. "Hvordan havde hun det?"
   "Vi snakkede kun ganske kort," siger hun.
   Jeg nikker uden at fjerne blikket. Nu ryster jeg også lidt.
   "Pak den nu op," siger min søster.
   Jeg reagerer med et smil og mærker mine læber dirre. Jeg holder blikket på gaven, mens jeg pakker den op. Stilheden bliver trykkende, og jeg får det meget varmt. Cd'en dør ud. Jeg flænser det flotte papir af og lukker øjnene et øjeblik.
   "Freja?" siger min mor.
   "Bare fortsæt." Jeg går ud af stuen og lukker døren efter mig.
   Ude i køkkenet sætter jeg mig ved spisebordet. Jeg fjerner det sidste af papiret og sidder med en stak kvadratiske papirlapper i en gennemsigtig plastkube. På den øverste papirlap står en besked med Karlas håndskrift. Jeg læser uden at løfte sedlen:

Kære Freja. Der er 499 stykker papir. Hypotetisk bliver det 350 indkøbssedler, 50 telefonnumre, 25 e-mailadresser, 25 opskrifter og 49 kruseduller. Er du flittig, har du brugt dem i løbet af 6 år. Du fortjener flere undskyldninger, end jeg vil kunne give dig, men her har du en begyndelse. Jeg håber at kunne give dig mange flere fremover. Det bliver nok nødvendigt - jeg er jo lidt af en idiot. Glædelig jul, Karla.

Sedlen er så tætskrevet, at jeg tager den op for at se, om der står mere bag på. Det gør der ikke, men da jeg skal til at lægge den tilbage, opdager jeg noget andet på den næste seddel i stakken. På denne står der skrevet undskyld i øverste, venstre hjørne. Det fylder ikke særlig meget og er tilmed indrammet i et snorlige rektangel. På sedlen nedenunder står det samme. Faktisk står det på alle firehundred og nioghalvfems sedler. Jeg opdager dette ved at tage hele stakken op af kuben og bladre gennem dem.
   Jeg smiler en smule. Det er ikke et smil, jeg kan forhindre; det arbejder sig op fra mit bryst og tager kontrol over musklerne i mit ansigt. Smilet fylder mit hoved med gode og dårlige minder. Sammen har Karla og jeg haft en god del af hver.
   Jeg tager min gave og går tilbage til stuen.

Juledag skriver jeg til Karla og siger tak for gaven. Hun ringer til mig, og vi snakker en times tid. Jeg fortæller hende, at jeg har brug for at være alene et stykke tid. Det er tydeligt, det gør hende ked af det, for hun bliver underlig tavs i minutterne efter, jeg har sagt det.
   "Vi skal jo fortsat se hinanden," siger jeg. Det føles lidt, som om vi er kærester, og jeg beder om en pause. "Jeg er bare stadig ret vred."
   Da jeg lægger på, er jeg stolt af mig selv, men dagen forbliver meget mørk. Det er overskyet udenfor; himlen er helt mørkegrå. Det er også koldt. Jeg må skrue højere op for radiatoren, end jeg plejer.
   Sidst på eftermiddagen går jeg hjem til min mor for at spise rester. På vejen ser jeg Andreas komme cyklende på modsatte side. Jeg synes, han kigger på mig, men han vinker ikke tilbage, da jeg hilser på ham. Jeg overvejer at råbe efter ham, men der er for mange mennesker. Jeg minder mig selv om, han til tider kan være ganske uopmærksom.

Om aftenen spiller vi min lillebrors nye Scrabble. Han udnytter ens til at skrive hortensia. Jeg bliver målløs, og min mor ugler hans efterhånden halvlange hår i begejstring. Det virker vanvittigt, at en tiårig dreng kan sammensætte det ord ud fra de givne bogstaver. Jeg spørger ham, hvad en hortensia er, men det ved han ikke. Det gør mig lidt mere rolig, og jeg tager et nyt glas rødvin.
   Lidt i elleve ringer min far til mig. Han er fuld, og jeg går ud i køkkenet for at snakke med ham. Det bliver hurtigt trættende, og jeg siger til ham, jeg har travlt. Skuffelsen bliver tydelig i hans stemme. Han skynder sig at ønske mig en glædelig jul.
   "Du burde skamme dig," siger jeg og lægger på.
   Jeg hilser fra min far og spiser en asiet risalamande, inden jeg tager hjemad. Det blæser, og jeg dækker mit underansigt med halstørklædet. Da jeg kommer hjem, kan jeg mærke, jeg har drukket for meget rødvin. Dagen efter gør mit hoved også lidt ondt. Jeg overvejer at ringe til nogen, men har ikke rigtig lyst til at snakke.

Min juleferie føles triviel. Jeg spiser meget slik og drikker flere kartoner gløgg. Det kan umuligt være sundt. Når jeg kommer ud af badet, kigger jeg godt og grundigt på min krop i spejlet; leder efter den større bagdel, de federe overarme eller det overskydende mavefedt, jeg frygter og forventer at få. Min vægt forbliver imidlertid den samme. Jeg ved, Karla svinger fra et sted mellem tres og treogtres kilo, men hun er også syv centimeter højere end mig. Faktisk er Karla ret høj. Det er jeg ikke, jeg er gennemgående middelmådig. Derfor bør jeg ikke spise alt det slik.
   Tre dage inden nytårsaften får jeg SU. Jeg beslutter mig for at gå i H&M og bytte en kedelig, hvid top til en strikket cardigan, som er en smule dyrere. Toppen har jeg fået i julegave af min moster. Hun bor på Fyn og sendte sine gaver med posten.
   Der er mange kunder i butikken. Jeg tror mange af dem leder efter en kjole til nytårsaften. De vader nærmest rundt og kan ikke beslutte sig. Imens jeg står i kø med min cardigan, prøver jeg at sætte mig ind i, hvordan det må være at lede efter en kjole til nytårsaften, men ikke være i stand til at finde den rigtige. Det tager ikke lang tid, og pludselig sveder jeg meget. Min hals klør, og jeg kradser med mine negle. Ekspedienten ser de røde mærker og smiler høfligt; overvejer sikkert om hun skal gøre mig opmærksom på den tydelige hudirritation.
   Jeg køber ind i Netto og tager bussen hjem. Ved det næste stop stiger en pige på og sætter sig ved siden af mig. Jeg genkender hende med det samme, men hun lader ikke til at huske mig. Jeg kigger på hende og overvejer, om hun har tabt sig. Måske er det bare jakken og det flerfarvede halstørklæde, som gør hende godt. Det vælger jeg at tro på.
   To stop inden jeg skal af, stiger hun af. Jeg ser først hendes mobil på sædet, da bussen begynder at køre igen. Jeg undlader at gøre en scene ud af det og tager den i lommen.
   Hjemme læser jeg de fleste af hendes samtaler. Det kommer der intet specielt morsomt ud af. Min skyldfølelse bliver kun mere ærgerlig.
   Lidt i syv tager jeg overtøj på og går udenfor.

Andreas holdt en fødselsdagsfest for et års tid siden, og jeg kan stadig huske, hvor han bor. Det var i øvrigt til den fest, jeg mødte hans kæreste.
   Han er forbavset over at se mig. Faktisk virker han nærmest urolig.
   "Freja," siger han.
   "Andreas."
   Der er stille i for lang tid.
   "Undskyld jeg kommer brasende, men jeg har et formål," siger jeg.
   "Nåh, det var nu ikke fordi ..."
   Jeg forstår hurtigt, han heller ikke har tænkt sig at slutte den sætning.
   "Det er pænt pissekoldt, så tillad mig at have lidt travlt," siger jeg og tager hans kærestes telefon op af lommen og rækker den til ham. "Hun glemte den her i bussen. Jeg kunne kende hende."
   "Er det rigtigt?" siger han og smiler; først ned mod mobilen og derefter til mig. "Det bliver hun glad for."
   Han vender telefonen et par gange i sine hænder.
   "Skal du ikke kalde på hende?"
   "Jo," siger han og kigger sig lidt bagud. "Eller hun er faktisk i bad lige nu."
   "Er det rigtigt?" siger jeg og smiler.
   Han nikker; nikker mange gange efter hinanden. "Ja, det er hun."
   "Andreas!" lyder det inde fra lejligheden. Hendes stemme minder mig om en xylofon.
   "Så er hun vist færdig," siger jeg.
   En trappe giver sig og en dør til entréen åbnes.
   "Hej," siger hun forsigtigt og stiller sig hen ved siden af Andreas. Hendes hår er tørt.
   "Godaften," siger jeg og løfter øjenbrynene mod Andreas. "Så fik jeg alligevel æren."
   "Hvad?" siger hun.
   "Undskyld," siger jeg og fremtvinger en latter. "Jeg kom bare med din telefon. Du tabte den i bussen." Jeg peger på mobilen i Andreas' hænder.
   "Jamen altså," siger hun og smiler bredt. "Tusind mange tak." Hun tager den op i sine hænder og knuger den lidt.
   "Tænk ikke på det," siger jeg. "Mig og Andreas går i skole sammen, og jeg mente nok at kunne kende dig."
   "Det var da sjovt," siger hun og kigger hen på Andreas, hvis utilpashed er åbenlys. "Er der noget?"
   "Nej, nej," siger han og forsøger at smile.
   "Ja, okay." Hun fortsætter med at kigge på ham.
   Jeg står lidt og overvejer, hvad der mon går gennem hovedet på hende. Hun ser underlig mistænksom ud. Et sekund efter falder det samme blik hen på mig. Jeg mærker et sus i min mave; kan ikke beslutte mig for, om det er frygt eller spænding.
   "Vil du ikke med ind og sidde?" siger hun og bliver mere mild i ansigtet.
   "Nej, det er okay," siger jeg og kigger på Andreas, der har et tomt blik rettet mod noget bag mig. Jeg slår blikket over skulderen for at se. Vejen er tom.
   "Hvad er det?" siger hun og kigger selv.
   Jeg ryster på hovedet til hendes blandede følelser. "Aner det ikke."
   Andreas, som nu leder efter spændende ting i fliserne, siger ikke noget.
   Jeg træder frem og omfavner ham. "Vi ses, Andreas." Jeg klemmer min overkrop tæt ind til hans og lukker øjnene. "Hav det godt." Det sidste hvisker jeg, mens jeg åbner øjnene og deler et par blikke med hans kæreste. Vi siger meget til hinanden i det sekund, og jeg mærker min krop blive varm. Jeg er udmærket klar over, at hun er vinderen, for spillet gik aldrig rigtig i gang. Men jeg kan se, hun føler sig som en taber, og det samme gør Andreas, og i realiteten har jeg intet vundet. Det gør os til tre tabere på det her trappetrin, og selvom det ikke burde bringe mig glæde, får den tanke et sidste smil frem på mine læber.
   "Godaften," siger jeg og udveksler et sidste blik. Så vender jeg om og går hjemad.
   Jeg hører aldrig hoveddøren. De bør komme ind i en fart, for det er bidende koldt, og de er slet ikke klædt ordentligt på. Men fryser man ihjel ved åbningen til et varmt hjem, er man altså selv uden om det. Så vil jeg mene, det bare skal overstås, og i det tilfælde har jeg gjort dem en tjeneste.
   Det ville Karla også give mig ret i.