"De bad os meget direkte om ikke at skrige op, hvis vi blev bestjålet på gaden. Det bliver ellers ren selvtægt, og ikke bare sådan, du ved, en civil anholdelse. De slår dem simpelthen sønder og sammen, i værste fald dræber de dem. Så jeg tænkte ... meget over, at jeg virkelig skulle passe på, hvis det skete, og der er meget kriminalitet dernede, så det var ikke usandsynligt."
   Hun rører rundt i sin chai latte og ryster på hovedet. De bevægelser er en bindestreg, et sofistikeret bindeled, som både passer og gavner hendes fremtræden ubeskrivelig fint.
   "Og hvis der skete noget ... at man fik stjålet sin taske eller en af drengene fik stjålet en pung, hvordan ville man så reagere? Naturligvis, ja, jeg vidste godt, hvordan jeg gerne ville reagere og skulle reagere, men man får også et chok, ikke, når sådan noget sker - det tror jeg da i hvert fald. Hold kæft, hvor ville det bare være hårdt bagefter. At man i princippet var skyld i, at et andet menneske blev tæsket eller måske dræbt. Så det tænkte jeg fandeme godt nok meget over, kan jeg godt sige dig."
   "Det kan jeg godt forstå," siger jeg.
   "Men det var altså bare en pisse fed tur," siger hun og nipper til koppen.
   "Det så også sådan ud på Instagram."
   "Nogen tog videre op til Namibia og skulle fortsætte helt til Cameroun. Det kunne jeg fucking godt have tænkt mig, men nu havde jeg både været i Cape Town og Johannesburg."
   "Hvorfor gjorde du det ikke? Du starter da først om en måned."
   "Vi levede ret godt i de tre uger," siger hun og smiler. "Jo, hvis jeg turde bruge mere af min opsparing, men det gør jeg ikke. Jeg mangler stadig at finde det elendige sted og bo, og derovre hedder det stensikkert tre gange forudbetalt leje og depositum. Forbandede københavnere."
   "Hvorfor bliver du ikke bare her?"
   Hun trækker på skuldrene med et nedslået blik. Det er en bedrøvet mine. Ud af de tretusinde bekendte hun har, befinder ingen sig i København. Det er nok det, hun spekulerer over.
   "Jeg vil bare gerne væk," siger hun og kigger op på mig. "Og helt ærligt, jeg havde snittet til at komme ind i København, så hvorfor skulle jeg ikke prøve det?" Hun sukker og rører i sin te. "Det er nok derfor, jeg tager af sted."
   "Aarhus er rangeret højere end København," siger jeg.
   "Hvad?"
   "AU er på det målbare niveau bedre end KU."
   "Det siger du sgu da kun, fordi du går der," siger hun og griner. "Idiot."
   "Det har du ret i."
   "Pauline, Pauline ..."
   "Ja, hvad er der?"
   "Ikke noget," siger hun og trykker på sin telefon. "Det er bare dit navn. Jeg er sulten."
   "Det er rigtigt," siger jeg og drikker for første gang af min iskaffe. "Astrid, Astrid. Så lad os bestille noget at spise."
   "Ikke her," siger hun og scroller ned på sin telefon. "Se lige her." Hun viser mig en video af en måge, der stjæler en pose chips fra en butik.
   "Den har jeg set," siger jeg.
   "Nå, nå." Hun lægger telefonen fra sig. "Den er stadig sjov."
   "Hvor vil du hen og spise?"
   "Hjem til mig. Mine forældre er ikke hjemme. Vi køber noget at lave på vejen hjem."
   "Godt," siger jeg.
   "Men nu tager vi den med ro."

"Hvordan har din far det?"
   Hun spørger, som vi netop har sat os ved spisebordet i stuen.
   "Min far?" siger jeg. "Jamen, han har det vel fint nok, tror jeg."
   "Godt. Drikker han stadig?"
   Vi har lavet Tom Kha suppe. Det er lettere, end man skulle tro.
   "Hvad tror du?"
   "Det ved jeg ikke," siger hun. "Så, ja."
   "Det er nok korrekt."
   Vi spiser begge lidt nudler.
   "Du taler måske ikke så meget med ham mere?"
   "Jeg besøger ham nok en gang om måneden eller sådan noget. Så drikker vi nogle øl. Det er hyggeligt nok."
   "Gode gamle," siger hun og slubrer lidt suppe.
   "Ja. Det er fint nok. I små doser, altså."
   Hun nikker.

Astrid siger, jeg skal hjælpe hende med at sortere ud i sit tøj. Det, hun ikke vil beholde, kan jeg få, hvis jeg vil.
   "Den her købte jeg i 2.g," siger hun og holder en plisseret nederdel op. "Efter jeg havde fået 7 i old. Det var ligesom et plaster på såret."
   "Vil du ikke beholde den?"
   Hun rynker på næsen. "Jeg er ikke så meget til pastil mere. Du kan få den, hvis du vil."
   "Tak."
   Hun kaster den hen i skødet af mig og roder videre i tøjbunken.
   "Jeg fik 02," siger jeg og holder en lyserød sweatshirt op. "Hvad med den her?"
   "Fuck nej," siger hun og tager den ud af hænderne på mig. "Den fik jeg i ottende. Gik endda flittigt med den. Jeg putter den i genbrugsposen, så kan en enlig mor fra Randers måske få glæde af den."
   "En lille, enlig mor fra Randers."
   "Så, så," siger hun og ligger den i en affaldssæk bag sig.
   "Undskyld."
   Hun begynder at grine. "Ej, okay, nu forstår jeg den."
   "Troede du, jeg generede dig?"
   "Ja da."
   "Heller ikke usandsynligt."
   Hun forærer mig en gråmeleret cardigan og siger, hun har for mange af dem.
   "Når du nu ikke finder et sted at bo i København, skal du så bo i telt?" siger jeg.
   "Jeg har et telt," siger hun og smider en sort kjole hen ved siden af mig. "Men jeg skal ikke bo i det, det kan jeg godt love dig for."
   Jeg holder kjolen op og løfter øjenbrynene. "Din galla-kjole fra 3.g?"
   "Ja," siger hun og puster noget pandehår væk. "Du sagde, du elskede den."
   "Hvad helvede skal jeg bruge den til?"
   "Nå, nå," siger hun og tager imod den. "Så ryger den til genbrug."
   "Om jeg vil gå med den."
   "Ja, ja. Undskyld. Jeg forstår, hvad du siger."
   "Men jeg syntes, den var pæn til dig," siger jeg lidt senere.
   "Med t?"
   "Hvad?"
   "Du syntes eller du synes."
   "Er der nogen forskel?"
   "Åh, gud. Humaniora."
   "I så fald syntes jeg, den var pæn til dig, og det synes jeg stadig. Men det er en 34'er, og den kommer jeg aldrig ned i."
   "God pointe."
   "Årh, fuck dig," siger jeg og kaster et par sammenrullede strømper i ansigtet af hende; smiler lidt imens for at tage toppen af situationen.
   "Hold da op, jeg mente det slet ikke sådan."
   Hun puster igen.
   "Det ved jeg godt," siger jeg.

"Hvad gør det, om jeg ikke har noget af det endnu, hvem siger, jeg overhovedet for brug for et helt inventar, som hun påstår. Min mormor har sagt, jeg kan få lov til at kigge i hendes genbrug, inden den åbner på lørdag. Så kan jeg nok finde det meste. Har man nogle tallerkner, et par krus og glas, en gryde og en pande, så kan man vil klare sig udmærket? I hvert fald til at starte med, resten kommer hen ad vejen. Jeg får nok alligevel kun et skab og en skuffe til at opbevare det i, så der er intet ved at komme med en hel flyttekasse køkkengrej."
   Vi har sat os ind i dagligstuen med en kop te. Jeg fik to poser tøj med fra sorteringen, de står ved siden af mig på sofaen.
   "Hun har virkelig været efter mig, siden jeg kom hjem. Det er ikke til at holde ud, hun stresser mig helt unødvendigt."
   "Hun er bare bekymret for, at det dér scenarie med teltet bliver virkelighed," siger jeg.
   "Hold nu kæft med det telt. Er det overhovedet sket for nogen?"
   Hun rækker ud efter en småkage på bordet. De ligger på en underkop.
   "Det ved jeg ikke. Det var vist i nyhederne på et tidspunkt."
   "Jeg ender sgu nok i Roskilde," siger hun og bider i småkagen. "Hold da op, de er bløde."
   "Så kan du få en bachelor i arbejdslivsstudier og skrive eksamensopgaver med otte andre på RUC."
   "Ej, så kan jeg lige så godt blive her."
   "Hov, hov."
   Hun kaster resten af småkagen mod mig.
   "Hvad er der med dig, du er så nærtagende i dag," siger hun.
   "Det er bare for sjov," siger jeg og putter den i munden. "Ja, den er godt nok blød."
   Hun tager sit krus og sætter sig i skrædderstilling. Det gør hun, lige inden hun sukker og ryster på hovedet med et tomt blik.
   "Jeg kan godt forstå, hvorfor du gør det," siger jeg. "Havde jeg haft snittet til det, var jeg også flyttet."
   "Nej, du havde ikke. Du har altid sagt, du hader København."
   "Det er sandt. Jeg synes, det er en bøsset hovedstad."
   Hun kigger på mig og overgiver sig kort tid efter til et grin, hun tydeligvis forsøgte at holde tilbage.
   "For helvede, Pauline."
   "Men måske er det bare en påtaget præference. Du ved, ligesom ræven og rønnebærerne."
   "Igennem de sidste to år er det blevet så almindeligt at stræbe mod København. Hvis det ikke er størst, er det ikke stort nok. Høje gennemsnit, lange uddannelser og store byer. Jeg går ind for det hele og støtter det, synes det er fedt, også selvom jeg ved, det er ikke kunne være mere ligegyldigt. Det er ligesom en sygdom."
   "Det tror jeg ikke er rigtigt. København er København, fordi København skal være København, og selv jeg kunne nok lære at holde af den. Det er dog vigtigt at huske, at den udseendemæssige forskel på en hipster og en hjemløs er ufattelig hårfin."
   "Den skal jeg huske," siger hun og tager en småkage til.
   "Godt."

Jeg må gå klokken halv tolv for at nå den sidste bus ind til byen. Det har været en lang dag, og jeg er glad for den er slut, også selvom der kommer til at gå længe, før jeg ser Astrid igen.
   "Hav det nu godt i mit gamle tøj," siger hun og omfavner mig.
   "Det kan du tro. Hav det nu godt i København. I dit telt."
   "Jeg snapper dig fra mit værelse et eller andet sted i Lyngby, så du kan sove trygt om natten."
   "Du ved, det ville gøre mig glad."
   Jeg åbner hoveddøren og går ud på trappetrinnet og videre ned på gangstien, som skiller forhaven midtover. Den er belagt med røde og sorte sten, de er ikke lagt i mønster.
   "Men jeg kommer hjem i efterårsferien, hvis jeg får sådan en," siger hun.
   Jeg vender mig om. Hun står og smiler fra døråbningen.
   "Jeg er sikker på, vi snart ses igen."
   "Det er jeg også."
   Hun løfter hånden, og jeg løfter hånden.
   Farvel.
   Nej, det hedder ikke farvel, det hedder på gensyn eller vi ses.
   "Farvel," siger jeg og fortsætter ned ad gangstien.
   Jeg kigger ikke tilbage, men det burde jeg måske have gjort, for døren lukker for sent. Men havde jeg kigget tilbage, var jeg blevet nødt til at sige noget eller vinke igen, og det havde været for meget. Der er en grænse for, hvornår noget bliver akavet - også imellem bedste veninder.
   Bussen kommer for tidligt, og jeg må løbe lidt efter den for at signalere, jeg skal med. Jeg stiller poserne med tøj på et sæde, inden jeg går ned til billetautomaten. Det tager lang tid, fordi den over flere omgange ikke vil acceptere en sort og slidt femkrone. Jeg er den eneste i bussen og insisterer, indtil den tager imod den.
   Jeg modtager en besked fra Astrid, lige inden jeg stiger af. Der står lidt om, hvor god en dag, hun har haft. På vej hjem formulerer jeg et meget typisk svar, men sender det ikke. Jeg vil vente med at svare hende til i morgen.
   Det er med nøglen i døren til trappeopgangen, at det går op for mig, jeg har glemt poserne i bussen. Jeg fatter ikke, hvordan jeg kan have undgået at bemærke dem på vej ud; de fyldte trods alt mere af sædet, end jeg gjorde. Samtidig modtager jeg en ny besked fra Astrid. Jeg læser de første fem ord i præsentationen, men åbner den ikke.
   Døren er ikke låst til lejligheden, og begge mine bofæller er hjemme. Jeg møder den ene i køkkenet med en tallerken skrællede gulerødder, inden jeg gør ind og lægger mig på min uredte seng.
   Astrid er bange, og det er forståeligt. Af alle mine fremtidige overvejelser i løbet af de sidste fire år, har København været den mest skræmmende. Årsagen til vores mindreværdskomplekser og lindringen på samme. Den eneste by i landet, hvis eksistens er grund nok i sig selv. Elitens tilholdssted, vores kulturelle puls. Boede jeg der, ville jeg bære snobberiet som en fakkel, og forstå at navnet lever op til byen og ikke omvendt. Folk ville undre sig, når jeg kom hjem efter første semester og snakkede som Zenia Stampe; jeg ville slet ikke lægge mærke til det - alting er bare gået så stærkt.
   Jeg ville være en fremragende københavner.