Vi snakker om hende. Mens vi går ned ad trappeopgangen, snakker vi lavmælt om, hvor sød og fornuftig hun var at snakke med. Hun er en af den slags, som er svære at nå ind til, men fordi hun har hjertet placeret rigtigt, er der håb. Når tiden nu er knap, er det befriende at møde et menneske som hende.
   Jeg siger det til Birgitte. "Hvor er det befriende at møde sådan et menneske."
   Vi er nået udenfor. Vinden er iskold, himlen lysegrå - den har fængslet lyset ude. "Der kommer mindst en på hver tur," siger hun og tager sine handsker på. "Skriften bør være nok i sig selv, men de mennesker giver os lidt ekstra mod i disse sidste tider."
   Det siger hun ofte. Disse sidste tider.
   Hun smøger jakkeærmet op og ser på sit armbåndsur. "Skal du hjem og læse?" spørger hun.
   Jeg trækker på skuldrene. "Jeg skal hele tiden hjem og læse," svarer jeg og smiler. Jeg ikke vil virke beklagende. "Vi kan godt gå lidt endnu."
   Hun nikker til mig og kigger ned ad boligblokken. "Lad os tage de tre sidste opgange."
   Jeg trækker to nye blade op af min skuldertaske. Der ligger en hel stak dernede sammen med min bibel og en flaske vand. Selvom det føles som minusgrader, kan det let blive en alt for varm fornøjelse at informere folk om det, som er nært.

I den sidste opgang møder vi på stueetagen en langhåret, ung mand, som siger, han er ateist. Det er efterhånden et ord, jeg har hørt mange gange i løbet af de sidste to år. Selvom lyden af det stadig stikker mig i hjertet, er det blevet lettere at vedligeholde et forstående smil.
   "Jeg har også bedt jer om at blive væk," siger han.
   "Har du det?" spørger jeg. "Jeg kan ellers ikke huske at have set dig før."
   "Men det har jeg altså."
   Jeg ved, han lyver. Han har et meget specielt ansigt - for at sige det på en pæn måde - og jeg ville uden tvivl kunne huske ham. Jeg nikker til ham og træder et halvt skridt tilbage.
   "Har du altid været ikketroende?" spørger Birgitte.
   Det er et spørgsmål, jeg har hørt fra hende utallige af gange. Hun forventer kun et svar.
   "Ja - eller nej ..." Han kigger undersøgende på os, ser mistænksom ud. Det er tydeligt, han er bange for at havne i en akavet situation, hvor han kommer til at fremstå dum. "Ikke da jeg var barn selvfølgelig, men det var jo dengang."
   "Hvorfor stoppede du med at tro?" spørger hun.
   Imens tager jeg min bibel op og åbner den omtrent midtpå. Jeg bladrer frem.
   "Det gik op for mig, at det var løgn," siger han, imens hans blik skråner ængsteligt hen på mig. "Du kan godt droppe det der. Jeg gider simpelthen ikke høre på det ævl."
   Jeg stopper med at bladre og lukker bogen. "I Markusevangeliet er der en beretning, hvor Jesus tager mod nogle børn og bruger dem som eksempel på, hvad det netop vil sige at være frelst."
   "Jeg skal ikke frelses af nogen som helst," siger han og slår hårdt blikket ned på min bibel. "Du er slave af en bog, der har pint og plaget generationer i over tusind år." Han kigger op på mig. "Det er, hvad du er: slave af en bunke indbundne papirer."
   Jeg blinker mange gange, men kan ikke få synet væk fra ham. I de øjeblikke er mit hjerte langt fra rent.
   "Jeg tror, vi vil sige mange tak for din tid," siger Birgitte.
   Han holder fokus på mig et stykke tid, men træder så tilbage. "Og denne gang må I gerne blive væk."
   Døren bliver lukket.

Vi tager resten af opgangen, men uden den store succes. De fleste er ikke hjemme, og dem, som er tilstede, har travlt med et eller andet vigtigt. På det tidspunkt har vi været ude i to og en halv time. Ingen har været interesserede, få har været venlige, og en masse ligeglade eller fjendtlige. Da vi går hjem mod Birgittes hus, et kvarters gang fra lejlighedsblokkene, husker hun mig på Jesu ord i udsendelsestalen til sine disciple.
   "Det er blevet givet, at alle vil hade os på grund af hans navn," siger hun. "Du kan jo se, folk bliver først rigtig vrede, når vi refererer til skriften."
   Jeg tænker mit. Måske er det ikke måden at nå ind til dem på, når det gør dem så ophidsede. Det er ikke noget, jeg vil nævne. Hvad giver mig ret til at betvivle metoden, når vi har benyttet den i over hundred år?
   Hjemme ved Birgitte drikker vi te og snakker. Da hun var lige så ung som mig, troede hun ikke på noget, men så blev hun gift ind i troen. Det er det underligste, jeg nogensinde har hørt om. Sommetider tænker jeg på, om det er derfor, hun er så sympatisk med hensyn til mit liv.
   "Vi ses på torsdag, Helle," siger hun til mig, da jeg skal til at gå.
   Jeg nikker til hende og putter min mobiltelefon i lommen efter at have set klokken.
   "Hav det godt, Birgitte."
   Jeg går hjem. Det er faktisk en lang tur, når det er så koldt.

En gang om ugen besøger jeg min mor. Jeg tager toget. Her fordriver jeg oftest tiden med at læse. Mest fag- og skønlitteratur. Folk bliver så utrygge, når jeg sidder med min bibel, også selvom det altid er den gode, gamle version. I dens løfter er de fleste blevet døbt, alligevel er deres distance umådelig. Jeg har set det i deres øjne - de gange jeg er kommet til at kigge over bogkanten og mødt deres fordømmelse.
   Min mor bor i en mindre by i hjertet af Midtjylland. Her er jeg født. Hver gang jeg stiger af toget og ser banegården, bliver jeg altid overvældet af en følelse af hjem. Sådan tror jeg alle har det med et eller andet sted. Heldigvis ligger mit ikke så langt væk.
   Jeg kan gå hjem til min mor fra banegården. Jeg ringer altid på døren, før jeg træder indenfor. Så siger jeg:
   "Hej, mor!"
   Hvorefter jeg hører sofaen i stuen klage sig, efterfulgt af min mors skridt henover parketgulvet. Hun står og smiler til mig i døråbningen til stuen, mens jeg tager mit overtøj og mine sko af. Da jeg er færdig, krammer vi, og først her siger hun:
   "Hej, Helle."
   Som regel laver hun et krus kaffe til os. Vi drikker inde i stuen, mens fjernsynet stille støjer i baggrunden. Det lyder tit som en summen. For mig er den lyd indbegrebet af hjem.
   Her i starten af december tager jeg hjem til hende på en onsdag. Hun har allerede pyntet op til jul. Det er så hyggeligt, selvom det er forkert. Jeg har selv købt en adventskrans til mit kollegieværelse. Jeg kunne ikke lade være. Måske hænger jeg også nogle appelsiner op i vinduet. Det kan der vel ikke ske noget ved.
   Efter noget tid bliver der tavshed. Jeg drikker af min kaffe med små, tålmodige slurke og ser fjernsyn.
   "Kommer du juleaften?" spørger hun så.
   Jeg trækker på skuldrene. For to år siden var december hvid, nu er den blot våd og kold. Det var den også sidste år. Den bliver ikke behagelig at komme igennem.
   "Det ved du ikke?"
   "Du ved jo godt, jeg ikke kan."
   "Det kunne jo være, du havde skiftet mening."
   "Sommetider er det altså bedst, hvis du bare går ud fra det modsatte," siger jeg og fortryder min tone. Jeg kan mærke mit hjerte. Nogen klemmer om det. Jeg ved ikke, om det er det gode eller onde.
   "Undskyld, Helle," siger hun og drikker. Jeg ser, hun brænder tungen. Det virker næsten som om, hun straffer sig selv. Hun plejer aldrig være så uforsigtig.

Vi spiser aftensmad sammen foran fjernsynet. Da klokken pludselig bliver ti, spørger min mor, om jeg gerne vil overnatte. Jeg skal til undervisning klokken elleve næste morgen, og jeg skal helst hjem og forberede mig inden, men jeg takker alligevel ja.
   På den måde sidder vi længe oppe og ser mere fjernsyn og snakker. Vi kommer ikke ind på ubehagelige emner, og da hun spørger, om jeg har set min far for nylig, afsluttes den samtale med mit simple nej. Der er ingen grund til at grave dybere heri, og min mor svarer med et par forstående nik. Måske har hun det i virkeligheden bedst med, at det har udviklet sig således.
   Lidt i tolv reder hun en gæsteseng op på mit gamle værelse, og jeg børster tænder med fingrene. Vi siger godnat på gangen, og jeg hører hendes soveværelsesdør lukke, inden jeg lader min egen stå på klem og går under dynen.
   Jeg ligger i sengen med foldede hænder i lang tid. Der er noget, jeg bør bede om, men jeg er ikke sikker på, hvad det præcist er. Jeg tænker på, jeg måske ikke har noget at bede om, siden jeg ikke kan finde på noget. Den tanke slår jeg hurtigt væk, mest fordi den skræmmer mig. Jeg ryster på hovedet og siger undskyld. Herefter beder jeg Fader vor. Det giver luft, og jeg kan endelig lukke øjnene.

Jeg vågner omkring klokken syv til lyden af min mors fodtrin op og ned ad gangen. Efter en hurtig beslutning om ikke at gå i bad, tager jeg tøj på og bevæger mig ud af gæsteværelset og ned i køkkenet. Her står min mor foran vinduet over køkkenvasken og sætter øreringe i. Hun ser meget koncentreret ud og har åben mund.
   Hun vender sig om og siger godmorgen til mig.
   Jeg sætter mig ved køkkenbordet og tager en portion cornflakes. Det står fremme.
   Hun tager overtøj på og kommer tilbage til køkkenet.
   "Jeg tager af sted nu," siger hun. "Ses vi i næste uge?"
   Jeg nikker til hende og synker. "Jeg ringer."

En time senere tager jeg med et tog. Jeg er lige ved at komme for sent og må løbe op ad trapperne til perronen for at nå det. Folk inden i toget kigger ud på mig. Jeg prøver på ikke at få øjenkontakt.
   Der er ikke nogen helt frie sæder, og jeg må sætte mig ned ved siden af en pige på min egen alder. Jeg smiler til hende, da jeg sætter mig. Hun smiler igen. Så brydes kontakten.
   Jeg tager en bog op af min skuldertaske for at have noget at lave. Jeg kommer til at tage en folder med op. Ud af øjenkrogen kan jeg se, pigen bemærker det. Jeg folder den tværs over og lægger den ned igen. Åbner min bog, begynder at læse.
   "Du var tilmed søde ved dem."
   Det er pigen ved siden af mig, som taler. Jeg vender blikket mod hende.
   "Undskyld?"
   Hendes øjne er meget blå. Det ser underligt ud i kontrast til hendes falske, røde hår.
   "De hellige," siger hun og henviser til skuldertasken i mit skød. "Du tog i det mindste mod deres blad. Det er selvfølgelig også en måde at slippe af med dem på."
   Toget begynder at køre. Havde der været tid, var jeg stået af. Glemt min forberedelse og taget det næste tog. Jeg forsøger at smile. Måske virker det.
   "De er jo også bare mennesker," siger jeg og kigger ned i min bog igen.
   "Tjo." Hun kigger ud ad vinduet. Byen forsvinder for hendes øjne.
   Jeg er glad for, hun ikke siger mere. Samtidig er jeg lettet over, hun ikke regnede mig ud - det ville være blevet meget akavet for os begge. På trods af dette kan jeg ikke koncentrere mig om at forstå det, jeg læser. Intet siver ind og efter to stationer kan jeg ikke holde det ud længere. Jeg putter bogen tilbage i tasken og finder i stedet min vandflaske.
   "Læser du?" spørger hun, mens jeg drikker. Jeg kan se, hun samtidig kigger på mig.
   Jeg nikker, mens jeg koncentrerer mig om at synke vandet. "Ja."
   "Hvad læser du?"
   "Litteraturhistorie," siger jeg og putter flasken tilbage igen.
   "Uha," siger hun og kigger kort ud ad vinduet igen. "Det lyder tørt. Er det ikke tørt?"
   Jeg trækker på skuldrene. "Nogen gange kan det godt være lidt tørt."
   Hun smiler til mig. Sollys skinner hende i ansigtet, hun kniber øjnene sammen.
   "Hvad med dig?" siger jeg og tænker, hun har alt for meget makeup på. Sammen med den falske hårfarve gør hun det svært for mig ikke at være fordomsfuld.
   "Bare HF."
   Jeg nikker. "Hvad vil du så bagefter?"
   "Det ved jeg ikke rigtigt." Hun griner lidt. Det lyder som en undskyldning.
   Måske hun skulle søge et job som Cult-pige og bruge det som et springbræt til at blive bartender i Bulgarien. Ellers kan den slags altid blive frisører.
   "Måske universitetet. Jeg ved bare ikke, hvilket fag jeg skal vælge."
   "Nej," siger jeg og ser ned langs midtergangen og på de andre passagerer. Bagerst kan jeg se en mand med gråt skæg og kasket drikke en guldøl. Det får mig et øjeblik til at mindes min far. "Det skal man jo ellers helst have en fornemmelse om." Jeg får øjenkontakt med ham og slår hurtigt blikket ned.
   "Ja," siger hun og sukker. "Det må jeg håbe kommer."
   Jeg tager min bog op og foregiver at læse. Det eneste jeg koncentrerer mig om er hendes sjældne, små bevægelser, som jeg forsøger at holde øje med ud ad øjenkrogen.
   "Åh, nej," siger hun efter tre yderligere stationer.
   Hun kigger ud ad vinduet. Det er begyndt at regne og i løbet af få sekunder tager det til. Regndråberne slår voldsomt mod ruden. Det synes næsten som om, de er vrede på toget.
   "Ej, altså," siger hun. "Jeg håber virkelig det stopper, inden vi skal af."
   Det stoppede ikke.

Den aften føles det som om, jeg mister forstanden.
   Først skriver jeg til Birgitte og melder afbud til bibelstudiet. Få minutter efter modtager jeg en besked, som jeg ikke læser. Derefter går jeg rundt i mit kollegieværelse med en hånd for munden og tænker ængstelige tanker. Overvejer at falde ned på knæ og bede om en grund til at fortsætte ad den sti, jeg har betrådt de sidste par år, men det er svært at få sig selv til bede, når man frygter et svar.
   "Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for dig." Jeg siger det højt. Det gør mig hverken mere rolig eller ængstelig. Jeg har tænkt på det vers adskillige gange, siden jeg steg af toget i morges. Det er så tvetydigt, og hvordan kan jeg regne med mit hjerte, når det er så urent?
   Jeg finder min bibel og sætter mig på sengen; prøver at finde ro, rokker uroligt frem og tilbage.
   Lyden af fjernsynet. Jeg slukker det.
   Stilheden. Folk griner ude på gangen. Jeg holder vejret, mens de går forbi.
   "Smal er den vej, som fører til livet ..."
   Det betyder intet, hvor vidt det føles rigtigt eller forkert - jeg er kun et menneske af kød og en sjæl af synd. Det eneste vigtige er sandheden: om der også er lys forenden ad andre veje, end den jeg har gået de seneste par år.
   "... og der er kun få, som finder den."
   Jeg rejser mig og går hen til mit vindue. Det er umuligt at få øje på andet end mørke, og byens lys har gjort stjernerne usynlige. En bevidsthed om deres virkelighed er min trøst. Jeg tænker på det, som står skrevet, og håber det også gælder for mig. For vejen er snæver, porten er trang.
   "Han leder mig ad rette stier."
   Jeg tænder min adventskrans.

Der er alt for mange mennesker i toget. Jeg må stå op tæt ved indgangen hele vejen. Mine store poser gør det ikke lettere. Ved tredje station taber en mand en pose brændte mandler. Jeg smiler til ham. Han ryster på hovedet og samler den op.
   "Hvor langt skal du?" spørger jeg.
   "For langt," siger han og kigger på de to store poser ved mine ben. "Hjem til jul?"
   "Ja," siger jeg og kigger et øjeblik ned på gaverne i mine poser. Toget begynder at køre. "Hjem til jul."