Jeg har drømt. Det kan jeg mærke, for alt har været kaos, siden jeg lagde mig ind til ham og faldt til ro. Jeg kan ikke huske noget af drømmen, det er alt sammen meget sløret. Ligesom mit syn; det føles næsten som om, jeg har øjenbetændelse. Jeg sætter mig op i sengen og gnider øjnene. Mit søvn er sort af mascara, jeg må se frygtelig ud.
   Jeg kigger ned på ham. Han ligger med ryggen til mig.
   Han er meget korthåret og har en tatovering på sin overarm. Tatoveringen forestiller et kors.
   Jeg lister ud af sengen og bliver meget svimmel. Mit hoved begynder også at gøre ondt. Jeg finder mit undertøj og tager det på. Der er små pletter på min kjole, mest omkring brystet. Det er heller ikke til at have noget ordentligt på, når man kommer de steder.
   Måske skulle jeg til at stoppe med at komme de steder.
   Jeg tænker over det, imens jeg tager mine sko i hænderne og lister ud af soveværelset. Inde i stuen finder jeg min jakke på gulvet, på sofaen ligger min clutch. Jeg tjekker efter min pung, mobil og nøgler. Så lister jeg ud i entréen og åbner den ulåste hoveddør.
   Jeg kommer ned gennem opgangen og ud på gaden. Jeg står og kigger mig omkring. Jeg har ingen anelse om, hvor jeg er. Intet synes bekendt. Bygningerne er for høje, gaden er for smal. Jeg sukker dybt og går i en vilkårlig retning.
   Jeg må se frygtelig ud.

Kulden bider i mine ben. Jeg kommer i tanke om mine strømpebukser. Dem har jeg glemt oppe ved ham. Heldigvis har jeg mine handsker. De er godt nok tynde, men de varmer alligevel.
   Efter noget tid kommer jeg forbi en lille café. Jeg går indenfor og bestiller en kop kakao. Servitricen kigger nysgerrigt på mig. Jeg går ud på toilettet og forsøger at få fjernet mit udtørrede øjenmakeup. Det hjælper lidt, men jeg ser stadigvæk meget træt ud.
   Jeg placerer mig så langt væk fra vinduet som muligt og drikker min kakao. Imidlertid tjekker jeg mine beskeder fra natten og finder ud af, hvor jeg er. Jeg har haft en lang samtale med Freja. Hun fraråder mig at tage med ham hjem. Jeg lytter ikke til hende. Mig og Freja gik i gymnasiet sammen. Hun har aldrig været den spontane type.
   Jeg tager min kop med op til disken og betaler for kakaoen.
   "Ved du, hvor jeg kan finde togstationen?" spørger jeg og putter mit dankort tilbage i pungen.
   Hun fortæller mig, hvilken retning jeg skal gå. Så smiler hun til mig og siger: "Det var ikke helt planlagt?" Det er et skævt smil, og det sidder på hendes læber i lang tid.
   Jeg kan ikke beslutte mig for, om der er foragt eller forståelse i hendes øjne. De er mahognibrune, og hendes hår er gyldent. Jeg tænker på, om hun er et mælkebøttebarn. Hun udlever måske sin drøm, og i denne del af byen vil hun blive, til den dag hun dør.
   "Undskyld, jeg er meget træt." siger jeg.
   "Det er i orden."
   "Går du på universitetet her?"
   Hun nikker. Det er et overlegent nik. Hun rækker mig kvitteringen.
   Jeg tager imod den, mine hænder ryster.
   "Undskyld. Jeg ved ikke, hvorfor jeg spurgte," siger jeg og stopper den i jakkelommen.
   "Kom godt hjem."
   "Tak."
   Jeg går ud ad caféen. En time senere sidder jeg i toget og prøver at undgå øjenkontakt.

Min lejlighed er opryddet. Jeg kan bedst lide at efterlade den sådan. Specielt når jeg tager i byen; det er så pinligt at tage nogen med hjem til en uredt seng. Det giver altså bare ikke det bedste indtryk. Freja siger, jeg har OCD, men Freja er også et rodehoved. Hjemme hos hende ligger tøjet og flyder. Alle hendes skolebøger står stablet på hendes skrivebord, der også fungerer som spisebord, når hun trækker det væk fra vinduet. Hun læser til finansøkonom i byen, det er en kort videregående uddannelse, og hun er færdig til sommer.
   Freja er ivrig efter at få fat i mig. Hun skriver mange beskeder, mens jeg ligger på min seng og stirrer op i loftet. Det føles som om, jeg har slået nogen i ansigtet eller sagt noget rigtig grimt til en, jeg holder af. Freja er min moralske politibetjent. Hun minder mig om, hvad jeg må og ikke må. Det kan hun gøre, fordi hun aldrig selv har lavet en eneste fejl i sit liv.
   Freja ringer til mig. Jeg kigger på displayet i lang tid. Jeg ved ikke, hvorfor jeg tager den, men det er for sent at fortryde, og jeg siger
   "Hejsa."
   "Endelig!" siger Freja.
   "Undskyld," siger jeg.
   "Jeg er altså blevet helt urolig for dig, Karla."
   Det er underligt, hun slutter sætningen af med mit navn.
   "Det er jeg ked af."
   "Tænk ikke på det," siger hun. "Er du okay?"
   "Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?"
   "Det ved jeg ikke. Jeg blev bare bekymret, når du ikke svarede."
   "Jeg fik for meget at drikke i går," siger jeg. "Heldigvis vågnede jeg op, før han gjorde."
   "Ja?"
   "Mm," siger jeg og sætter mig på kanten af sengen. "Jeg ved godt, det var dumt af mig."
   "Gik du i seng med ham?" Hun lyder meget højtidelig.
   "Kan det ikke være lige meget?"
   "Du skal altså passe på dig selv, Karla."
   "Der sker ikke noget med mig, Freja."
   "Det er nu mere dit navn, jeg er bekymret for," siger hun. "Byen er altså ikke større og folk snakker jo."
   "Jeg kunne ærligtalt ikke være mere ligeglad," siger jeg.
   "Det tror jeg ikke på er sandt."
   Jeg sukker. Det kommer til at lyde meget højt.
   "Lad os mødes i løbet af næste uge," siger hun. "Hvornår skal du arbejde?"
   "Jeg gider altså ikke have skældud."
   "Jeg skælder dig ikke ud."
   "Du skælder mig ud lige nu."
   "Hold nu op," siger hun. "Hvornår passer det dig bedst?"
   "Jeg har fri hele onsdag."
   "Lad os spise frokost sammen klokken to," siger hun.
   Jeg har også fri i morgen, men lige nu kan jeg ikke magte at mødes med hende så tidligt.
   "Det lyder godt. Jeg er altså meget træt."
   "Få noget søvn," siger hun.
   Jeg lægger mig ned igen og prøver at lukke øjnene. Nede fra vejen lyder en blød summen; det er bilerne, jeg kan høre. Det virker beroligende for mit sind, men mørket bag mine øjenlåg fungerer ligesom et sort lærred for mine tanker. Jeg kan ikke se det, jeg maler. Alligevel er der alt for meget at begribe, og jeg kan ikke falde i søvn.

Jeg vågner tidligt næste dag og får meget ud af morgenen. Lidt over ti tager jeg til frisør og bliver klippet. Det er egentlig træls at skulle gå til frisør så tit, men når mit pandehår bliver for langt, ser jeg altså åndssvag ud. Det er en yngre kvinde, som klipper mig. Vi kan sagtens være jævnaldrende. Vandet, hun bruger til at vaske mit hår med, er for varmt.
   "En dag fri fra skole?" siger hun nogle minutter efter, jeg har taget plads og nøje forklaret hende, hvad jeg ønsker.
   "Jeg burde læse," siger jeg.
   "Ja, ja, man skal jo også have ordnet alt det andet," siger hun og retter på mit hoved, inden hun fortsætter med at klippe. Hun ser meget koncentreret ud. "Hvad skole går du på?"
   "Journalisthøjskolen."
   "Spændende nok."
   "Det er okay," siger jeg og mærker den efterfølgende stilhed træde på min troværdighed. Det begynder hurtigt at gøre ondt på den, og jeg siger: "Jeg arbejder også lidt ved siden af."
   "Jamen dog," siger hun. "Hvordan kan du holde til det?"
   "Jeg ved heller ikke, hvor længe jeg kan holde til det."
   "Nej, det kan jeg godt forstå," siger hun og retter på mit hoved igen. "Skolen er jo det vigtigste." Hun siger det meget langsomt.
   Jeg vil helst bare nikke, men det kan jeg ikke. Jeg bliver nødt til at svare hende. Jeg gør jeg så lavmælt, at hun ikke kan høre det.
   "Hvad?" siger hun.
   "Det er rigtigt," siger jeg.
   "Hvilket?"
   "Det med skolen."
   "Nå, ja."
   Hun føntørrer noget af mit hår og reder det med en kam, inden hun fortsætter klipningen. To eller tre gange yderligere retter hun på mit hoved.
   "Undskyld, jeg ikke kan sidde ordentligt," siger jeg.
   Hun smiler til mig i spejlet. "Jeg ved godt, det ikke er så let, som det lyder."
   "Nej, det er det ikke. Men i det mindste klarer du det godt."
   Hun smiler til mig igen. Denne gang er det hende, som siger noget, jeg ikke kan høre. Jeg svarer hende ikke, vil faktisk gerne have samtalen til at slutte. I stedet nikker jeg lidt.
   Jeg hører hende sukke.
   "Vil du ikke gerne hente en kop te til mig?" siger jeg.
   Hun klipper lidt videre, lægger saks og kam på bordet og går sin vej.
   Jeg vender og drejer mit hoved flere gange, mens hun er væk, og kigger mig i spejlet. Uden blondinen bag mig, ser mit hår nærmest nøddebrunt ud - ikke nær så mørkt som før. Jeg løfter op i det, og ser det falde ned. Hvis jeg er i stand til at fange sollyst, har det sikkert også noget skær.
   Nærmest ligesom mahogni.

På vej ned ad gågaden får jeg øje på min mor. Hun står udenfor Sinnerup og kigger på tilbudsvarer. Måske overvejer hun at give mig en af dem i julegave; jeg har nemlig ønsket mig en vandkaraffel.
   Jeg skynder mig om bag et tøjstativ, inden hun får øje på mig. Jeg foregiver at være interesseret i gammelkonetøj, mens jeg holder øje med hende. Efter kort tid træder hun væk fra tilbudsvarerne og begiver sig forbi mig. Jeg ser hende træde ind i en skotøjsbutik, inden jeg går videre.
   Jeg tror, hun har for meget tid. Sådan har det nok været i lang tid.
   Nede i Føtex køber jeg en karton smoothie. I køen står jeg og tænker på alle de julegaver, jeg mangler at købe. Jeg overvejer situationen. Det ser ikke specielt godt ud - faktisk har jeg ikke fået købt en eneste. Heldigvis har jeg seks dage endnu - det burde jeg kunne nå.
   Imens jeg står og tænker, springer en kvinde foran mig i køen. Hun går efter den frie selvbetjeningskasse. Jeg skynder mig hen til hende.
   "Rolig, søster," siger jeg og tager hende på skulderen. Hun har en kurv fyldt med dagligvarer slæbende efter sig. Jeg tænker, hun er i starten af de tredive. Måske har hun allerede to eller tre børn.
   "Undskyld?" siger hun og vender ansigtet mod mig. Hun ser nærmest stødt ud.
   "Jeg kom altså først," siger jeg.
   "Du var jo så langsom, så det halve kunne være nok," siger hun.
   Så det halve kunne være nok. Tænk sig at bruge det udtryk offentligt.
   "Du behøver ikke blive arrogant," siger jeg.
   "Du kaldte mig for søster."
   "Det er du formentligt også," siger jeg og går hen og køber min smoothie.
   På vej ud kigger jeg på hende. Hun scanner en pose økologiske kartofler ind og ryster på hovedet af mig. Det er hun ikke den første, som har gjort.

Jeg spiser frokost med Freja. Bagefter går vi ud og køber julegaver, og det bliver en rigtig god eftermiddag. Hun hjælper mig op i lejligheden med et stort spejl, som jeg vil give mine forældre - det vil nemlig passe godt ind til deres entré.
   Jeg spørger, om hun vil have en kop kaffe og laver en kande. Det er stempelkaffe, jeg er ikke så vild med instant. Vi sætter os ved sofabordet, og jeg tænder kalenderlyset.
   Freja begynder at spørge ind til sidste weekend. Jeg kommer med nogle modvillige svar, som ikke gør hende tilfreds.
   Hun graver dybere, jeg ryster mere på hovedet. Til sidst bliver jeg irriteret.
   "Kan det ikke være lige meget?" siger jeg.
   Hun lader sine betænksomme øjne falde på sit krus og lægger hænderne på det.
   "Du bliver nødt til at blive voksen," siger hun.
   "Voksen?" siger jeg.
   Hun kigger på mig, studerer nøje min reaktion.
   "Gør det dig vred?" siger hun.
   "Ærligtalt," siger jeg.
   "Jeg synes, du opfører dig som et lille barn nogle gange," siger hun.
   "Det er jo til grin." Jeg læner mig tilbage, men kommer hurtigt frem igen. "Bare fordi vi er forskellige, betyder det ikke, du har ret til at sige sådan noget til mig. Hvad nu hvis jeg sagde, at jeg synes, du er pissekedelig?"
   "Så ville jeg nok blive ked af det," siger hun og flytter hænderne væk fra kroppen og tilrette i sit skød.
   "Jamen så siger jeg det til dig, Freja," siger jeg.
   "At jeg er kedelig?" Hun løfter øjenbrynene.
   Jeg nikker. Det er ikke første gang, vi har siddet sådan her. Det sker med et halvt års mellemrum - som regel efter en weekend som den foregående.
   "Du har aldrig taget ansvar for noget selv. Du tog på gymnasiet, fordi dine forældre ville have dig til det. Den eneste grund til, du kom ud med et gennemsnit over seks, er fordi jeg hjalp dig med halvdelen af dine afleveringer og læste op med dig til alle dine eksaminer. Din lejlighed tilhører dine forældre, du betaler ikke husleje, og det eneste tidspunkt du besøger dem på, er når du mangler penge."
   Hun har hidset sig selv godt og grundigt op nu. Selv har jeg svært ved at synke, og det begynder også at gøre ondt i mit bryst. Jeg knuger mine hænder sammen.
   "Du arbejder under tyve timer om ugen, vil ikke uddanne sig, knalder alt, der vil have dig, og alt imens det står på, tillader du at kalde mig kedelig, fordi jeg ikke vågner op i en fremmed seng hver weekend og ikke er klar over, hvilken vej jeg skal gå for at finde hjem."
   Hun når kun lige at færdiggøre hjem, inden min håndflade rammer hendes højre kind. Det efterlader et smæld, som giver genlyd i stuen tre eller fire gange, inden flammen på kalenderlyset endelig bliver stabilt igen, og Freja løfter ansigtet mod mig.
   Hun bløder fra mundvigen.
   Jeg mærker tårer bag mine øjenlåg.
   "Undskyld ..."
   Hun ryster på hovedet. "Du er så langt ude."
   Jeg kigger ud i luften, mens hun rejser sig og går ud i entréen. Kort tid efter hører jeg døren smække. Jeg lukker øjnene ved lyden og presser en tåre ud.

Jeg tænker meget på Freja de efterfølgende dage. Hun har ikke kontaktet mig, og jeg tør ikke skrive til hende. På en måde føles det, som om vores fælles sti endelig har splittet sig i to. Måske er vi vokset fra hinanden. Det vil hun nok påstå - ser man sagen fra hendes synsvinkel lyder det også godt. Hun er den lyse del af skoven, og jeg er den mørke. Det er altså til grin.
   Jeg bliver helt sikker på, at vi er færdige med hinanden, da jeg på vej hjem fra min sidste vagt inden jul bliver kørt ned. Det er ikke særlig alvorligt, og jeg kommer hurtigt op igen. En pige med meget tydelige kindben spørger ind til mit helbred. Jeg forsikrer hende om, at jeg har det godt. Hun er svær at komme af med, og jeg lyver om, at jeg skal nå en bus.
   Udseendemæssigt lader det også til, hun har sine egne problemer at slås med.
   Mine bukser bliver meget beskidte, og ved en fodgængerovergang får jeg opmærksomhed af en niendeklasser, der af samme grund føler sig berettiget til at kigge på min røv.
   Jeg ignorerer ham, selvom det gør mig vred.
   Imens jeg går over fodgængerovergangen, finder jeg ud af, at jeg faktisk er ved at være godt træt af mænd. Verden er ikke, som Freja gerne vil have den til at være, men der er for mit vedkommende intet godt kommet ud af at være sammen med en mand.
   Måske har jeg brug for en pause. Måske har jeg brug for en datingprofil.
   Jeg ved, hvad Freja ville sige, men Freja er her ikke længere. Freja er dog lidt ligesom min mor - eller min mor er lidt ligesom Freja - og hun er her trods alt stadigvæk. Hun ved, hvordan man får pletter af bukser, og hun smutter i hvert fald ingen steder. Hvis hun ikke bager noget hjemme i køkkenet, går hun op og ned ad gågaden og kigger på udsalgsvarer. Hun kom heller aldrig længere end gymnasiet; der var ligesom ikke nogen grund til det, efter hun mødte min far.
   Jeg fryser rigtig meget, da jeg når til min opgang og den lange tur op ad trapperne er hård. I køkkenet lægger jeg mine bukser i blød, og så render jeg rundt i undertøj. Det virker ikke særligt voksent - hvis Freja var her nu, ville jeg give hende ret i det. Men nu laver jeg en kop espresso og så kan jeg øve mig på optagelsesprøven til journalisthøjskolen et par timer.
   Og bliver bukserne ikke rene, kan jeg bare smide dem ud eller gå med dem hjemme. Så er det vel heller ikke værre. Det er jo bare et par bukser.