Bibliotekaren smiler til mig. Hun er i gang med at sætte returnerede romaner på hylderne. Vi har talt sammen før og kender hinanden.
   Ved lyrikken ser jeg pigen med det røde hår. Jeg stopper op et sekund, iagttager hende i profil. Hun ser malplaceret ud foran den smalle reol. Det lader ikke til, hun kan finde det, hun søger. Jeg går hen ved siden af hende, og lige inden hun opdager mig, trækker hun en tynd, bordeauxfarvet bog ud.
   "Hej," siger jeg.
   Hun ser forundret ud.
   "Hej."
   Jeg smiler, vist lidt for bredt, og lader blikket falde på bogen i hendes hænder. Kvindesind. Jeg nikker til hende, og hun ved tydeligvis ikke, hvad hun skal gøre af sig selv. Jeg har ikke engang lyst til at snakke med hende. Lidt klodset vender jeg mig mod reolen og bogstavet R, der skal lede mig i retning af Klaus Rifbjerg.
   Hun bladrer lidt i bogen; tænker helt sikkert over, hvornår det ser bedst ud at flygte sin vej. For et par dage siden virkede min omsorg til at irritere hende, da hun kom ud fra studievejlederens kontor med røde kinder. Jeg udtalte mig om noget, jeg ikke ved det fjerneste om, og jeg tænkte: Vi kan nok aldrig blive veninder. Hun virker som typen, der hader personer som mig, men nu står vi trods alt her, foran en af de mest urørte reoler på biblioteket, og måske er der netop en mening med det.
   Jeg finder den bog, jeg håbede at finde. Mens jeg tager den ned fra hylden, går den rødhårede pige sin vej. Vi udveksler et uheldigt blik, inden hun forsvinder helt, og det spænder i min mave. Jeg fortryder at have kigget efter hende, og hun tænker sikkert ligeledes.
   Jeg venter et par minutter med at gå ned og låne bogen. Jeg tænker på aftensmad. Det virker som en dårlig idé, for jeg bliver kun endnu mere sulten. Lyst fungerer lige så fint for samvittigheden, som pottemuld gør for orkidéen - og det er altså ret dårligt. Den rødhårede pige har måske et andet perspektiv på det spørgsmål, men nu skal vi jo heller ikke være veninder.

Jeg cykler hjemad. Det er meget koldt og sner en smule. Om fire dage er der juleferie, jeg glæder mig meget. Har allerede fået købt mine julegaver og pakket de fleste af dem ind. Det har Victor derimod ikke, han venter altid til de sidste par dage, siger han. Det synes jeg er lidt dumt, men det må han jo om. Vi har været kærester i et år til januar. Folk syntes, det var for tidligt, da vi flyttede sammen i november. De sagde det ikke til os, men man kunne se det i deres øjne, høre det i deres "okay" og "ja" og "nå" og "jamen altså". Personligt var jeg ligeglad, det virkede som det rigtige at gøre.
   Victor går på handelsgymnasiet. Sommetider giver det, de laver, ingen mening. Måske er det, fordi jeg er mere til humanistiske fag. Jeg forbereder mig grundigt til dansk og engelsktimerne. Når vi skal læse en novelle eller et digt, læser jeg flere af samme forfatter. Også i spansk er jeg velforberedt. Folk siger jeg er klog og bør tage på universitetet, men jeg vil hellere være socialrådgiver. Skal jeg ikke være socialrådgiver, vil jeg læse ernæring og sundhed - måske passer det bedre til mig, når man tænker over det.
   På vej hjem køber jeg ind til en gratin. Jeg er i gang med at lave den, da Victor kommer hjem.
   "Hvad laver du?" spørger han, mens han går forbi køkkenet.
   "Gratin," siger jeg.
   "Det lyder godt."
   "Hvad ved du om det?"
   Så griner vi begge to, og bagefter kysser vi lidt.

Imens gratinen er i ovnen, sidder jeg på køkkenbordet og læser nogle af Rifbjergs digte. De er gennemsyret af 60'er-modernisme. Jeg bliver helt misundelig på den rødhårede pige, der måske i dette øjeblik sidder og læser i sin lånte bog.
   Jeg råber til Victor.
   Han kommer ud i køkkenet.
   "Forklar mig det her," siger jeg og peger på bogen.
   Han tager den op og læser fire eller fem digte på stedet. Jeg kigger på ham imens. Sommetider rynker han panden, og en enkelt gang ryster han på hovedet. Det gør mig glad - så er det altså ikke kun mig, som er idiot. Alligevel har han en masse klogt at sige, inden han lægger bogen på bordet og går tilbage i stuen.
   Jeg sidder lidt og tænker over, hvordan man frivilligt kan have matematik og international økonomi på højt niveau og samtidig forholde sig til et digt, hvor jeg-fortælleren er en sæbe. Det er altså ikke normalt.

Dagen efter tager jeg til spinning efter skole. Jeg følges med Sabine. Det gør jeg altid, når jeg skal til spinning. En dag spurgte jeg, om hun havde lyst til at tage med mig, og det havde hun. Vi går i klasse sammen; jeg tror, hun er min bedste ven.
   Jeg kunne ikke sove om natten og er meget træt, da vi er færdige.
   "Du ser lidt udkørt ud," siger Sabine, mens hun kniber det ene øje sammen og smiler.
   "Ha ha."
   "Fik du den?"
   Vi er i omklædningsrummet. Hun er i gang med at tage sokker på.
   "Ja, den var sjov."
   Jeg leder efter min bh og finder den på gulvet under bænken.
   "Jeg synes, du bliver tyndere og tyndere for hver gang, du smider tøjet," siger hun.
   "Jeg er bestemt ikke tynd."
   "Hvis det er rigtigt, så er jeg fysisk overvægtig!" siger hun og understreger sin pointe ved at tage fat i noget mavefedt. Der er ikke meget af det.
   "Siger du, man kan være psykisk overvægtig?"
   Hun trækker på skuldrene. "Hvis man nu tror, man er fed, men ikke er det?"
   "Så er det din lidelse," siger jeg.
   "Du skal have noget piskefløde, Karoline."
   Hun vender ryggen til mig og bøjer sig ned for at samle sin striktrøje op. Jeg tænker på at slå hende med mit håndklæde, men orker ikke. Det kunne ellers være sjovt.
   "Jeg slår dig med mit håndklæde," siger jeg.
   "Nej, du gør ikke."
   Jeg kaster mit håndklæde og rammer hendes ryg. Hun tager sin trøje på og vender sig om.
   "Det var ynkeligt."
   "Ja, det var det," siger jeg og griner. Så griner Sabine også og ryster på hovedet ad mig.

På vej over parkeringspladsen spørger jeg Sabine, om hun kender den rødhårede pige, jeg er stødt ind i to gange i træk.
   "Hun hedder Helene," siger hun. "Hun går i N."
   "Musikklassen?"
   Hun nikker. "Hvad er der med hende?"
   "Ikke noget. Jeg er bare rendt ind i hende et par gange. Jeg tror ikke, hun kan lide mig."
   "Nogen siger, hun har fået lavet silikonebryster."
   "Virkelig? Jeg synes nu ikke, de så specielt store ud."
   "Hun har ret store bryster," siger Sabine.
   "Hvem har du hørt det fra?"
   "Ingen bestemt. Det siger rygtet bare."
   "Tror du ikke, folk ville være lidt mere sikre, hvis det var rigtigt?"
   "Hun måtte ikke drikke i en uge eller sådan noget efter, hun havde fået dem lavet. Det havde hun det vist svært med."
   "Folk siger så meget for at få det bedre med sig selv," siger jeg og sukker.
   "Kan du ikke være ligeglad?"
   "Jo," siger jeg. Vi er nået hen til vores cykler. Jeg tager mine nøgler frem. "Jeg er bare træt, og det er pissekoldt."
   "Ja, jeg fryser også."
   Vi låser vores cykler op og siger farvel til hinanden. Vi skal nemlig ikke samme vej hjemad.

Victor er næsten færdig med aftensmaden, da jeg kommer hjem. Jeg åbner hoveddøren og kan høre panden stege. Selvom jeg ved, det næppe er den mest helbredsdygtige kost, han er i gang med at forberede, er lyden alligevel en velsignelse, for jeg er simpelthen så træt og orker ikke noget.
   Vi sidder ved spisebordet i stuen og snakker hovedsageligt om skole, mens vi spiser. Han har lavet bøf, ovnbagte kartofler og bearnaisesauce. Det smager godt, og jeg spiser meget. Måske er det en kombination af søvn og sult, der gør mig ligeglad. Det er i hvert fald først, da jeg står over opvasken, jeg kan mærke min mave og føler mig ulækker. Ved siden af står Victor og tørrer af og taler om alt muligt. Jeg svarer ham ind imellem for ikke at virke fraværende, men jeg tænker kun på den tomme bradepande ved siden af mig, og hvordan jeg tømte halvdelen af den - sammen med halvdelen af saucen og halvdelen af kødet. Jeg får et surt opstød og holder mig for brystet, lukker øjnene.
   "Er du okay?" spørger Victor.
   "Det er fint nok."
   Jeg skynder mig at blive færdig med opvasken og tørrer mine hænder i et viskestykke.
   "Jeg går i bad," siger jeg og går ud på badeværelset.

Efter badet er jeg kun mere udmattet. Det svier også lidt i min hals, men den ulækre følelse er væk. Jeg har mest lyst til at gå i seng, men jeg bliver nødt til at forberede mig til dansk i morgen. Ved spisebordet sidder Victor og skriver en engelskaflevering. Jeg spørger ham, hvordan det går. Fint, siger han. Det går altid fint for ham.
   Jeg sætter mig i sofaen med kopien af Rifbjerg digtet, vi har fået for, og digtsamlingen jeg har lånt på biblioteket. Jeg får taget nogle noter, men er ikke tilfreds, da jeg beslutter mig for at falde i søvn på sofaen. Lyden af Victor, der skriver opgave, gør det dog umuligt for mig at falde til ro. Jeg prøver at se fjernsyn, indtil han bliver færdig og kommer hen til mig. Han rører ved mine ben, specielt mine lår - aer mig, mens han følger med i dokumentaren i tv. Jeg kan ikke bede ham om at stoppe, det ville ikke være pænt gjort. Han gør det svært for mig at falde i søvn. Jeg føler behov for et nyt bad.

Næste skoledag klarer jeg mig på seksogtres centiliter vand og halvtreds gram nødder. Efter sidste time går jeg med Sabine ned i byen, hvor jeg finder en cardigan, jeg vil ønske mig af Victor. Den skal være lidt stor i det, så det gør ikke noget, hvis han kommer til at købe den et nummer over min størrelse. Da jeg siger det til Sabine, griner hun.
   "Det er ikke muligt at finde noget i din størrelse," siger hun. "Du går under skalaen."
   Jeg slår hende på skulderen og smiler lidt anstrengt. Jeg har brug for en ferie fra hendes tåbelige kommentarer om, hvor tynd jeg er. Hun siger det kun, fordi jeg er en smule slankere end hende. Det klæder hende med den krop, hun har; hvis hun tabte sig, ville det være en skam. Jeg er tit misundelig på hende. Tænk at være skabt med sådan en krop. Jeg må konstant arbejde på at se godt ud - og lige lidt synes det hver dag at hjælpe.

På vej hjemad ser jeg en kvinde blive kørt ned af en sølvgrå personbil. Jeg holder i lyskrydset og venter på grønt, da hun forsøger at krydse vejen til højre for mig. Hun småløber, men lige lidt hjælper det. En bil svinger ud på vejen fra en parkeringsplads og rammer hende med en nærmest komisk lav fart. Hun tipper bagover og falder ned på bagdelen. Så sidder hun der og kigger forvirret rundt omkring, svinger sit mørke pagehår fra side til side.
   Jeg stiger af cyklen og begynder at trække hen mod hende. En mand stiger imidlertid ud af den sølvgrå bil og hjælper hende op. Jeg kan høre, han skælder hende ud, men det foregår meget lavmælt og tålmodigt.
   Hun nikker til ham og siger et eller andet. "Jeg er helt sikker," lyder det som om. Så modtager hun et klap på skulderen og begynder at gå ind mod fortovet, hvor jeg støder ind i hende.
   "Er du okay?" spørger jeg, lige inden hun skal til at gå forbi mig.
   Hun løfter blikket fra sine bukser, hun er i gang med at børste af. De er blevet pletvis våde af snesjap. "Det går," siger hun og stopper op, smiler til mig. "Det var for dumt."
   "Sådan er det jo."
   "Jeg er blevet helt våd på røven," siger hun og laver en grimasse. "Hvor er det pinligt."
   "Slog du dig noget sted?"
   "Det ved jeg ikke. Måske mærker jeg det først i morgen."
   "Skal jeg følge dig?" spørger jeg og ser noget skidt i hendes pandehår. "Stå lige stille," siger jeg og børster det væk. Jeg tænker over, at det klæder hende med det hår. Det ville aldrig fungere for mig, mit ansigt er for langt.
   "Tak. Nej, ellers tak. Jeg skal bare op til bussen."
   Jeg nikker, og det gør hun også. Så står vi og kigger lidt på hinanden, og det bliver hurtigt akavet, for vi kender jo slet ikke hinanden, og nu ville jeg ønske, jeg aldrig havde taget kontakt til hende. Hun synes uden tvivl, jeg er underlig, for nu flakker hendes blik, og jeg kommer til at blinke for meget. Jeg forsøger at smile, og det virker tydeligvis, for pludselig smiler hun selv meget bredt.
   "Men tak for din hjælp," siger hun og nikker igen.
   "Det var så lidt," siger jeg. "Pas nu på dig selv - og glædelig jul."
   "I lige måde," siger hun og træder forbi mig.
   Jeg springer på cyklen og kører hjemad. På vejen spekulerer jeg over, hvilken af delene hun sagde i lige måde til. Jeg håber virkelig, det var det sidste.

Juleaften tager jeg i kirke med min mor og søster, fordi det er tradition. Min far bliver hjemme ved min lillebror, fordi min lillebror er meget snottet og ikke har lyst til at sidde i kirken og pudse næse. Jeg formoder, min far er godt tilfreds med at blive hjemme. Jeg tror faktisk heller ikke på den slags, men det gør min søster og mor, og salmerne er jo dejlige at synge.
   Under julemiddagen spiser jeg rigtig meget. Det smager så godt, og mine forældre er begejstrede over, at jeg spiser så meget.
   "Tag noget mere," siger min mor og rækker mig fadet med juleand, da jeg næsten er færdig med min anden portion. Overvældet af den gode stemning og lysten til maden, hvis smag for en times tid er i stand til at blokere min sunde fornuft fuldstændig, tager jeg uden store overvejelser et nyt stykke. Derefter kommer de hvide og brunede kartofler og sovsen og rødkålen og flere franske kartofler og et nyt glas rødvin. Og jeg tænker ikke, spiser og drikker bare, griner ind imellem ad en vittighed og deltager i samtalen med den overbevisning, at det jeg foretager mig er mere naturligt end noget andet.
   Men så bliver jeg mæt, og bordet ryddes. Jeg sidder og kigger på min søster, der taler til mig, mens vores forældre bærer resterne og opvasken ud i køkkenet. Jeg ser hendes mund bevæge sig, men det eneste jeg hører, er lyden af min mave, som ikke kan høres, og det eneste jeg tænker på, er matematikken i min krop, der flyder af multiplikationer og additioner; potenser over høje tal og ingen divisioner til at udligne regnskabet.
   Jeg rejser mig, måske lidt for brat, og går ud på badeværelset. Jeg hører min søster sige noget i stil med: "nå, okay", men det kan jeg virkelig ikke tage mig af, og jeg bliver ude på badeværelset længe. Mine tårer løber i vand, mens jeg tvinger min krop til at reagere voldsomt, og det hele synes en smule latterligt, for mens jeg sidder der på mine knæ, kan jeg samtidig høre tallerknerne og bestikket slå mod hinanden ude fra køkkenet, og sammensat lyder det som en psykotisk symfoni af mit liv.
   Min mor sætter en stor skål ris a la mande på spisebordet, da jeg kommer ind i stuen igen. Hun smiler til mig og siger, min lillebror er ved at være utålmodig. Det kan jeg godt forstå, siger jeg, og få minutter efter sidder vi alle rundt om bordet igen.
   "Tag du først, Karoline," siger min far og skubber skålen hen mod mig.
   "Ja," siger jeg og kommer til at sukke.
   "Har du det godt?" siger min mor. "Du ser lidt bleg ud."
   Jeg nikker, mens jeg øser en skefuld op i min asiet.
   "Tag nu rigeligt," siger hun, da jeg skal til at sende skålen videre.
   Jeg tager en skefuld mere. Jeg kigger hen på min mor og ser, hun smiler.
   "Du kan jo tåle det," siger hun.
   Det er ikke en påstand, jeg gider svare på. Jeg holder fokus på min portion og koncentrerer mig om følelsen i min mave, og den fortæller mig, at en smule dessert kan retfærdiggøres. Jeg vinder nok ikke mandlen, skal man have den, må man enten være heldig eller gøre en større indsats. I stedet holder jeg mig til smerten i min hals og finder trøst i den.