Den dag i midten af oktober sad jeg på kanten af vores dobbeltseng og lyttede til forandringen, som vandrede rundt i lejligheden og samlede de sidste brikker til vores endeligt. Sommetider kom han ind i soveværelset efter tøj, og et par af gangene talte han til mig. Jeg hørte ordene, men lyttede ikke til dem. Personligt havde jeg ikke noget at sige, selvom der var meget, jeg gerne ville fortælle ham.
   Han sagde ikke farvel, inden han gik. Jeg hørte bare døren. Så blev lejligheden helt stille. Det gav mig tid til at tænke. Jeg havde så mange tanker. Om efteråret og bladene for eksempel. Hvordan kan det være den smukkeste tid på året, når folk ved, vi går en mørkere tid i møde? Jeg vidste, jeg havde taget forskud på den mørke tid, for nu var forandringen blevet tavs. Hvis jeg var et træ, ville jeg være en bøg i gang med at tabe sine visne blade. Hvis jeg var forfatter, ville jeg finde på en bedre sammenligning. Desuden ved et bøgetræ, hvornår den får blade igen.
   Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad på kanten af vores dobbeltseng. Det var stadig lyst, da jeg rejste mig og gik ud til kosteskabet. Så støvede jeg af og støvsugede og vaskede gulv og pudsede vinduer og rensede ovn og vaskede op. Alt sammen i den rækkefølge.
   Jeg blev meget træt af al den rengøring og tvang mig selv til at lægge mig ned på sofaen og lytte. Det var ikke særlig behageligt, men jeg bildte mig ind, jeg havde brug for det.
   Jeg ved ikke, hvor længe jeg lå på sofaen den dag i midten af oktober og lyttede til alt det, forandringen havde efterladt mig. Jeg ligger her måske stadig.

På spisebordet i personalestuen møder jeg en måned senere synet af en gammel tombola. Jeg går omgående hen og kigger på den. Drejer den forsigtigt rundt, fordi jeg er alene. Den er tom.
   Jeg snøfter. Al den kulde har gjort mig forkølet.
   Mens jeg står og kigger på den, kommer Magnus ind ad døren. Han har en stor æske fyldte chokolader i hånden. Der er bundet en meget stor, rød sløjfe om den af et tykt, rødt bånd.
   "Hej, Agnes," siger han og smiler til mig.
   "Hej."
   "Tombolaen," siger han og peger på den.
   "Ja, jeg har godt set den," siger jeg og tager min hue af. Mit hår er helt statisk. "Hvad skal du i grunden med den?"
   Han er meget optaget af mit strittende hår og virker for et øjeblik ikke til at have hørt mit spørgsmål. "Der kommer et informationsmøde klokken sytten."
   "Er det måske ikke lige i overkanten, Magnus?" spørger jeg.
   "Vent til du hører om det," siger han og stiller æsken på bordet ved siden af tombolaen. "Så kan den stå og skabe endnu mere mystik."
   "Det kan du bande på."
   "Er du egentlig ikke blevet farvet?" spørger han, da jeg endelig har formået at lægge mit hår nogenlunde ned.
   "Nåh, jo ..." siger jeg og griner lidt. Det kommer til at virke dumt, og jeg bliver forlegen. "Det var mest på grund af mine udgroninger."
   "Jeg synes nok, du var blevet endnu lysere." Han nikker til mig. "Det ser godt ud."
   "Tak."
   Han begynder at gå ud, men ved døren stopper han op og vender sig om. "Det glæder mig, du har fået det bedre, Agnes," siger han.
   Jeg stopper med at knappe min jakke op og løfter tålmodigt øjnene mod ham. Han står der og ser alvorlig ud. Jeg snøfter og kigger ned på tombolaen. Den er tapet sammen i kanten, hvis man taber den, vil den flække.
   Jeg nikker ned mod den og venter med at skifte fokus, til jeg hører døren lukke.

Klokken sytten tredive sidder vi fire om spisebordet og kigger på Magnus, der har taget tombolaen og chokoladeæsken hen til sig. Lise, der sidder over for mig, kigger op til flere gange på sit armbåndsur. Clara ved siden af mig klager længe over rengøringspersonalet, som efter hendes mening ikke støver hylderne ordentligt af, og forsinker begyndelsen af Magnus' informationsmøde. Det ser ud til at irritere ham, og hans blik flakker lidt til sidst.
   "Jeg skal altså hjem og lave frikadeller, så hvis vi kunne ..." afbryder Lise, da Clara begynder at diskutere kvaliteten af støvsugningen, og smøger ærmet ned igen.
   "Ja!" siger Magnus og slår i bordet. "Vi har jo alle sammen et liv at komme videre med."
   Jeg slår blikket ned på tombolaen og løfter øjenbrynene.
   "Gerne kort," siger Sofie, som selv har siddet og draget meget opmærksomhed mod væguret over døren.
   "Vi skal nok komme hurtigt over det," siger han og lægger en hånd oven på tombolaen. "Min søn kom hjem med den her i sidste uge. Han havde fundet den i sløjdlokalet på skolen. Jeg formoder han havde fået lov til at tage den med hjem."
   "Han har jo forhåbentlig ikke stjålet den!" siger Clara og griner højt.
   Magnus griner med, det må være af høfligheds skyld. "Nej, nej, det håber jeg sandelig heller ikke," siger han uden at kigge på hende og skynder sig komme tilbage til sagen. "I går fik jeg så den idé, at vi her i bagbutikken - om I vil - kunne bruge den til det formål at gøre en lille forskel. Jeg tænkte nemlig, at vi i anledningen af julen kunne bruge den til en kombineret og beskeden indsamling og lodtrækning. Tanken er den, at man via køb af lodder har mulighed for at vinde denne dejlige æske chokolade." Han lægger den frie hånd på æsken. "Og jo flere lodder man køber, jo større chance har man naturligvis for at vinde. Det samlede beløb vil blive offentliggjort sammen med lodtrækningen den femtende december, og det er i mine tanker, at vi så donerer dette beløb til Frelsens Hærs julehjælp."
   "Det er en god idé," siger Sofie og nikker.
   "Bliver chokoladens omkostninger trukket fra det endelige beløb?" spørger jeg og kommer måske til at lyde mere kritisk, end jeg egentlig er. Det er fordi, jeg er træt.
   "Nej, det har jeg fundet midler til i butikkens budget," siger han og smiler til mig.
   "Vi kan jo ikke samle særlig meget ind," siger Lise, der har sat begge albuer i bordet. "Altså hvor mange er vi i butikken? Syv-otte stykker?"
   "Lidt er jo bedre end ingenting, Lise," siger Clara uden at få kontakt.
   Magnus nikker. "Ja, det er også tanken."
   "Hvor meget koster et lod?" spørger jeg.
   "Jeg har tænkt på tyve kroner," siger han.
   "Det lyder passende, " siger Sofie og nikker. "Jeg synes altså, det er en brandgod idé."
   "Men vi får stadigvæk julegaver?" siger Lise. Hun har rynket panden.
   Magnus nikker. "Men er det noget, I er med på?"
   Det svarer alle på. Undtagen Lise, der i samme øjeblik lægger armene over kors.
   "Rigtig godt. Så får jeg arrangeret nogle lodder til i morgen, og så må vi lige informere de andre om det, når vi møder dem." Han rejser sig og kigger på Lise. "Så kan du komme hjem og lave dine frikadeller."

Siden forandringen har jeg brugt mange timer på at holde lejligheden ren. Før kunne det flyde med tøj over hele soveværelsesgulvet, og opvasken stod tit i køkkenvasken natten over, men nu lægger jeg mig aldrig uden at have styr på, det hele er nogenlunde ordentligt. Jeg har tit siddet med en bog, da jeg gerne vil læse mere, men med alt rodet har jeg ikke kunnet fokusere, og når jeg så endelig er færdig med at rydde eller vaske op, er jeg træt og vil hellere se fjernsyn.
   I fjernsynet ser jeg mange dramaer om personer, der går en masse igennem, men til sidst kommer styrket ud på den anden side. Jeg kan ikke klare film eller udsendelser med ulykkelige slutninger. Derfor holder jeg mig også væk fra nyhederne. Madprogrammer er også gode, fordi de ofte har en munter tone. Selvom jeg har spist meget nem mad siden forandringen, ligger jeg ofte og tænker på at sidde ved et stort middagsbord og modtage anerkendende nik og komplimenter.
   Jeg falder altid i søvn på sofaen om aftenen. Sommetider lægger jeg mig ind i sengen, når jeg vågner om natten, men ofte bliver jeg bare liggende til tidlig morgen. Jeg spiser også morgenmad foran fjernsynet, da jeg ikke længere har et spisebord. Faktisk ser det meget tomt ud i stuen uden et spisebord, men jeg kan ikke tage mig sammen til at gå ud og købe et - faktisk er jeg heller ikke klar over, om jeg har råd med julen for døren.
   Heldigvis havde han så travlt med at komme væk fra mig, at han slet ikke gjorde krav på en eneste af de ting, vi gennem de sidste par år havde købt i fællesskab. Heriblandt sofaen, sengen, klædeskabet, fjernsynet og en masse af hjælpemidlerne ude i køkkenskabene. Jeg var ikke særlig samarbejdsvillig, da han to dage efter forandringen kom og ville have sin andel.
   Han sagde: "Hvis jeg tager fjernsynet, kan du få lov til at beholde sengen."
   Jeg svarede ham ikke. Sad på køkkenbordet og lod til at læse et tilbudsblad fra Kvickly.
   "Spisebordet og stolene tager jeg i hvert fald, for de er mine."
   Og dem slæbte han så fire etager ned. Han var sammen med en af sine gode venner.
   "Agnes?" Han stod foran mig, og jeg bladrede tålmodigt. "Agnes?"
   Efter noget tid opgav han at komme i kontakt med mig. I stedet begyndte han at pakke flyttekasser. Han startede inde i soveværelset, og jeg gik min vej. Da jeg kom tilbage sidst på eftermiddagen, var han væk. Jeg har ikke set ham siden.

En tirsdag formiddag, få dage inden december, ringer det på døren. Jeg undrer mig over, hvem det kan være. Jeg står i køkkenet og sorterer ud i køleskabet, mens jeg overvejer at ignorere vedkommende. Det sidste jeg har brug for nu, er en forsinket omgang medlidenhed. Et eller andet trækker mig alligevel derud, og jeg låser tålmodigt op for at vise mit overskud.
   Det er to kvinder. En ældre med gråt hår og læbestift og en yngre - måske på min egen alder - med krøllet, brunt hår. Jeg kigger skiftevis på dem begge, mens vi hilser på hinanden. Den ældre kvinde præsenterer dem som henholdsvis Birgitte og Helle. Derefter spørger hun mig, om jeg er troende. Det er jeg ærligtalt meget usikker på, men jeg svarer alligevel ja. Svaret gør dem begge glade, og jeg smiler også.
   Den yngre kvinde, som hedder Helle, viser mig to små blade, som hun synes, jeg skal læse. Jeg foregiver at være interesseret og tager imod dem begge.
   "Hvilken kirke hører du til?" spørger hun, efter jeg har taget dem.
   "Folkekirken."
   "Okay." Så nikker hun og smiler igen.
   "Hvis du har spørgsmål til det, som står i bladene, skal du være meget velkommen til at spørge os, hvis vi på et tidspunkt må komme igen?" siger den ældre kvinde.
   Jeg nikker til dem begge på skift. "Det skal I være velkommen til."
   "Så siger vi mange tak for din tid."
   Jeg trykker dem begge i hænderne. "God dag til jer også."
   I det sekund jeg lukker døren, er det min intention at læse de to blade. Jeg lægger dem på køkkenbordet og fortsætter så med at rydde ud i køleskabet. Syv dage senere ender de i skraldespanden. De var søde ved mig, og jeg var søde ved dem. Alene det må da have bragt noget med sig.

I starten af december kommer jeg en dag for sent til bussen. Jeg orker ikke at vente på den næste, og beslutter mig for at gå hjem, selvom det blæser en smule. Jeg har blikket fastsluttet mod jorden, men drager alligevel opmærksomhed fra en af de veninder, jeg det seneste stykke tid har prøvet at ignorere.
   Vi står og venter på at komme over den samme fodgængerovergang, og mens jeg prøver at holde min jakkehætte over hovedet i blæsten, smiler jeg til hende. "Hvor er det længe siden." Heldigvis er jeg den første til at sige det.
   Vi følges et stykke vej, mens vi snakker om, at vi hellere må finde en dag, hvor vi kan være sammen. Hun bliver kandidat til sommer, i et eller andet politisk fag, og det glæder hun sig tydeligvis til. Inden vi skal hver vores vej, spørger hun, hvordan jeg har det.
   "Jeg har det rigtig godt," siger jeg.
   "Og Victor? Hvordan går det med ham og hans fine stilling i Risskov?"
   "Det går også godt." Det er ikke svært at lyve. Jeg har været forberedt på det spørgsmål, siden jeg mødte hendes smilende ansigt ved fodgængerovergangen. "Han er rigtig glad for at være der."
   "Hvor dejligt." Hun tager en pakke gajoler op af jakkelommen og giver mig den. "Tag denne her. Jeg købte tre på tilbud." Derefter omfavner hun mig, og vi siger farvel.
   Jeg har modvind resten af vejen hjem. Kulden giver mig tårer i øjnene, og jeg må hele tiden tørre dem væk, så folk ikke tror, jeg går og tuder. Jeg tænker over, at jeg skulle have ventet på bussen. Der var alligevel kun femogtyve minutter til, og jeg har jo månedskort.
   Jeg kommer til at tænke på jul og alle de julegaver, jeg skal købe. Inden jeg når at spekulere alt for meget over det, lander mine tanker hos de to kvinder, som stod ved min dør forleden. Det falder mig ind, hvor ondt jeg har af dem. De er garanteret forkert med hensyn til deres tro, men alligevel spilder de et helt liv på den. Lader sig begrænse af alt muligt. Hvad nu hvis hende pigen aldrig nogensinde har fået en julegave eller haft en kæreste? Jeg tænker, nogen bør sige det til hende - at det altså ikke er det værd. Der er så mange gode ting i verden, og hun står bare der fra sidelinjen og kigger på. Hun er bundet af en utaknemmelig fortid. Det er synd for hende, for det er nødvandigvis ikke hendes skyld, at det er gået sådan. Hvem har gennemskuet, at hun faktisk er ulykkelig? Og når en person endelig opfanger denne fortvivlelse i hendes øjne, gør denne så alvor af sine bekymringer og går hen til hende? Nogen bør hjælpe hende. Det er i virkeligheden ikke særlig meget, hun har brug for at høre.
   Mine tanker gør mig bedrøvet, og tæt ved min lejlighedsbygning orker jeg ikke tørre de irriterende tårer væk fra mine kinder længere. Da jeg endelig når ind i min lejlighed, smider jeg overtøjet på gulvet og lægger mig på sofaen. Jeg ved ikke præcis hvorfor, men jeg tror måske, jeg venter på nogen.

Næsten alle har købt lodder og smidt dem i tombolaen. På opslagstavlen hænger et skema over, hvor mange lodder hver medarbejder har købt. Den, som har købt flest, er Magnus selv med tyve lodder. Ikke overraskende har Lise kun købt tre. Jeg så hende dag, hun købte dem. Hun blev presset af Clara, der vidste, hun havde en hundredkroneseddel i sin pung. Jeg lod som ingenting, da hun lagde sedlen i marmeladeglasset og trak fyrre kroner op til gengæld.
   Det er i starten af december, og jeg har endelig fået hævet penge til at støtte Magnus' godhedsprojekt. Jeg har lagt sedlen foran mig ved siden af tombolaen, mens jeg skriver lodderne. Da jeg er i gang med mit tredje, kommer Magnus ind ad døren.
   "Er der kaffe?" spørger han omgående.
   Jeg kigger hen på kaffemaskinen og ser den næsten fyldte karaffel. "Ja."
   "Er du i gang med at skrive lodder?"
   "Det kan du tro."
   Han fylder et krus op og kommer hen til mig. "To hundred kroner," siger han. "Hvor er det altså dejligt, du vil støtte med så meget. Så skal du have ti lodder."
   "Du får kamp til stregen," siger jeg og henviser til den sekshundredsgrams store chokoladeæske med sin voldsomme sløjfe på toppen.
   Han slår mig på skulderen. "Det kan du tro," siger han og forlader personaletuen.
   Jeg skriver de sidste lodder, så jeg til sidst står med mit navn gentaget ti gange. Det er ikke let, hvilke af dem jeg skal vælge, men uden at tænke for meget over sagen, tager jeg de øverste fem lodder og putter dem ned i tombolaen. Resten krøller jeg sammen og putter i bukselommen. Jeg drejer den cylinderformede lykkebringer forsigtigt rundt et par gange, inden jeg åbner marmeladeglasset og stopper de to hundred kroner i.
   Det er min frokostpause, og jeg sætter mig ned og spiser noget tærte fra køleskabet. Der kommer ikke nogen ind, og stilheden forbliver konstant. Jeg sidder og kigger ud ad vinduet. Der er noget gråt i horisonten. Jeg tror, det kommer mod mig.
   Jeg skærer et nyt stykke tærte og sætter mig med ryggen til vinduet. Der er noget ildevarslende ved den stilhed. Det føles forkert at forholde sig til den. Jeg tager et ugeblad og kigger i det. Bladrer meget, nægter at se tavsheden i øjnene. Men så smadres en vase, et glas eller en lysestage fra butikken og jeg ser op. Hurtigt omsluttes rummet igen; denne kvælende fred. I de sekunder opdager jeg, min verden er faldet fra hinanden.
   Og det er her, jeg bryder sammen.