Babyen klager sig. Jeg vågner ved de små utilfredse lyde. Forsøger at holde øjnene lukkede. Det kan være, det går over, jeg ønsker, det går over. Så kommer gråden. Den starter et sted dybt nede og bevæger sig hurtigt op. Jeg forestiller mig, den kommer helt nede fra havets bund. Da gråden bliver meget høj og våd, ser jeg den opstige til havets overflade. Det bør jeg male.
   Jeg åbner øjnene og sætter mig op i sengen. Hører Jonas vende sig ved siden af mig og kigger på ham. Der er ting, jeg ikke kan gøre, plejer han at sige. Ellers ville jeg med glæde have gjort det.
   Jeg rejser mig og går hen til vuggen. Kun hendes silhuet er synlig nede mellem dynen og puden. Der er ingen grund til at forskrække hende med lyset. Jeg løfter hende op og står lidt med hende på skulderen. Det gør hende stiktosset, og hun begynder at skrige endnu mere.
   "Ja, ja, undskyld," siger jeg og sætter mig på sengekanten. Jeg løfter op i min T-shirt og lægger hende ved mit bryst. Hun falder omgående til ro. Jeg sidder lidt og lytter til hendes grådige lyde. Bagved kan jeg høre Jonas' tunge vejrtrækninger. Det virker til, han kan sove fra alt.
   Mine øjne har vænnet sig til mørket, og jeg kan se tydelige træk af hendes ansigt nu. Hun er så lille. Jeg er så træt. Men det er ikke trætheden, der er det værste; den er kun midlertidig.
   Jeg lægger mig forsigtigt ned på siden med hende. Jeg lukker øjnene og hører hende spise videre, mens jeg langsomt stryger hende over hovedet. Hun er ikke noget besværligt barn. Kort tid efter falder hun igen i søvn. Jeg lader hende ligge hos mig og falder selv i søvn.
   Da jeg vågner igen, er det ved at blive lyst. Både baby og Jonas er væk. Jeg kigger lidt op i det hvide loft, tænker over hvad jeg skal lave i dag. Jeg har så mange muligheder, siger de. Og Jonas er jeg jo heldig med. Ikke alle på min alder er så heldige. Jeg bør ikke klage. Jeg klager ikke.

Jeg går i bad. Det bliver et kort bad. Bagefter går jeg ind i stuen til Jonas og babyen med vådt hår. Han sidder i sofaen og ser fjernsyn, og hun ligger på sit legetæppe. Legetæppe med underholdning stod der på mærkaten, da vi købte det. Jeg siger godmorgen og kysser ham. Det er et dejligt kys.
   "Der er noget morgenmad," siger han og peger på sofabordet, hvor han har stillet cornflakes og mysli frem. Der står også en dyb tallerkenen til mig.
   "Tak." Jeg tager noget A38 og mysli. "Hvad ser du?"
   "Ikke rigtig noget," svarer han, men bliver ved med at se på det. "Det er dumt."
   Det er morgen-tv - genudsendelsen. Det var også dumt af mig at spørge. Jeg har aldrig oplevet ham se noget andet, inden han skal til en tidlig forelæsning. Det virker nok beroligende på ham.
   "Har du ikke lavet kaffe?" spørger jeg.
   Han ryster på hovedet.
   "Okay."
   Babyen kommer med et hvin og slår til de dinglende rangler. Det rasler.
   Vi griner.
   "Din røver," siger Jonas og aer hende lidt på maven. Det fremprovokerer et nyt hvin.
   "Sikke glad hun er i dag," siger jeg og spiser videre. Jeg kunne godt drikke kaffe.
   "Ja, det er dejligt."
   Lidt efter rejser Jonas sig og tager overtøj på. Det er en grøn anorak og et bordeauxfarvet halstørklæde. Det klæder ham godt, specielt fordi han ikke er helt nybarberet.
   Jeg spørger ham, hvornår han kommer hjem.
   Han siger, han ikke er sikker. Han skal nemlig mødes med sin læsegruppe bagefter.
   "Jeg tager hende måske med op til mor," siger jeg, men døren smækker for tidligt.
   Jeg sætter mig ned til babyen og slår til ranglerne. Det udløser over flere omgange en eksplosion af glæde. "Skal vi op til mormor i dag, skatte?" spørger jeg og rækker min hånd ned til hende. Hun begynder at tygge på min tommelfinger.
   "Ad."
   Jeg rejser mig og går ud i køkkenet. Jeg laver en kop kaffe og drikker den derude. Imens kigger jeg ud ad vinduet. Det virker koldt udenfor. Måske er en tur i kulden lige det, vi har brug for.

Vi tager ikke op til min mor. I stedet ser jeg en dokumentar om Baader Meinhof gruppen i tv, mens den lille sover til middag. Jeg tænker over, hvor glad jeg var for samfundsfag sidste år. Det var mit yndlingsfag. Nu sidder jeg hjemme og ser fjernsyn.
   Dokumentaren slutter, og jeg kigger til babyen, der stadig sover tungt. Jeg står lidt og kigger på hende, tænker hun har brug for et navn. Vi bliver nødt til at finde på noget at kalde hende.
   Jeg finder en gammel hættetrøje i vores klædeskab og tager den på. Jeg kigger mig lidt i spejlet. Den klæder mig egentlig meget godt, og jeg kan ikke nænne at tage den på alligevel. Jeg finder i stedet en af Jonas' gamle T-shirts, jeg aldrig har set ham i før. Den vil han næppe savne.
   Jeg går ind i vores arbejdsværelse. Det er oftest her, Jonas sidder og læser. Når han ikke er hjemme, står jeg sommetider herinde og maler. Det er nogle uger siden, jeg har malet sidst. På staffeliet foran vinduet står mit påbegyndte maleri, som jeg forlod det. Mørkegrøn, brun, sort, bordeaux. I vindueskarmen har jeg mine farvetuber og et stort marmeladeglas med en masse pensler i. Rummet er badet i et vinterhvidt lys. Jeg går hen til vindueskarmen og blander nogle farver på en plastiktallerken. Det er mest jordfarver. De skal jo passe til de andre på lærredet.

Babyen skriger. Jeg prøver at ignorere hende, mens jeg maler færdig. Det er svært, for intet af det jeg har foretaget mig den sidste time har været godt. Jeg har en forestilling om, jeg kan gøre det hele godt ved at male noget smukt til allersidst. Men der kommer intet. Jeg føler mig tom indeni. Skrigene begynder at stresse mig. Hun er virkelig ked af det nu. Jeg præsterer ikke at smide plastiktallerkenen fra mig, da jeg endelig giver op. Jeg sætter den på skrivebordet og går ind i soveværelset. På halvvejen får jeg dårlig samvittighed og begynder at snakke til hende. Hvor er jeg tarvelig sådan at lade hende ligge og græde. Jeg tager hende op af vuggen med mine plettede hænder. Vugger hende op og ned på min skulder. Nu er mor her. Vær sød at stoppe med at græde.

Jeg får en besked fra Jonas lidt over to. Der bliver spillet en fodboldkamp om aftenen. Der er nogle stykker, som skal ud og se den, og han vil gerne med. Jeg sidder og ammer den lille med min ammepude, mens jeg læser den. Jeg sukker dybt og venter lidt med at svare. Prøver at formulere mig neutralt, som om jeg ikke kunne være mere ligeglad, som om jeg har overskud til at være alene en hel dag, og afslutter med en smiley. Jeg lægger hovedet tilbage og lukker øjnene. Herfra kan jeg høre hende spise. Hun tager den med ro. Måske er hun ved at være mæt.

Eftermiddagen snegler sig frem. Lidt over tre klæder jeg babyen på og begiver mig udenfor med hende. Hun ligger helt rolig i liften, mens jeg går ned gennem opgangen og videre ned i kælderen for at hente barnevognen i et aflåst rum. På vej ud møder jeg Henriette, som bor på første sal sammen med en anden pige. Hun går i 3.g på Statsgymnasiet. Det ligger mindre end trehundred meter væk.
   "Så skal I rigtig ud i kulden, hva'?" siger hun. Det er en flot cykel, hun står med. Hun har sikkert fået den af sine forældre.
   "Ja," siger jeg og smiler.
   "Ja, jeg misunder jer i hvert fald ikke!" Hun stiller cyklen og går om ved siden af mig for at kigge ned til den lille. "Hold kæft, hvor er hun da sød. Hvor gammel er hun nu?"
   "To og en halv måned," siger jeg. Hendes begejstring gør mig glad. "Ifølge bøgerne kan vi snart begynde at give hende noget grød og mos."
   "Jamen, altså." Hun snøfter og stikker en forsigtig hånd ned til hende. Babyen tager om den. "Åh, lille skat. De kan altså gøre en helt skruk. Hvad hedder hun?"
   Jeg får en underlig følelse i brystet. Det er længe siden, jeg har følt sådan. "Vi har ikke fundet på et til hende endnu," siger jeg.
   Hun kigger på mig. Det er en reaktion, hun ikke kan gøre for. Selvfølgelig er hun overrasket. "Nå, okay," siger hun. "Men hun skal da snart døbes, ikke? Det er da, når de er tre måneder eller sådan noget, ikke?"
   Ikke, ikke, ikke.
   "Vi har besluttet os for ikke at døbe hende," siger jeg, og det føles heller ikke rart, selvom det faktisk er mig, som tog beslutningen.
   Nu bliver hendes øjne ligefrem store. Det ligner, hun har fået noget slemt at vide, men måske virker det slemt i hendes verden.
   "Ingen af os tror på den slags," siger jeg. "Derfor virkede det ikke rigtigt."
   "Nej, selvfølgelig." Hun tager hånden til sig igen og smiler til mig. "Det virker bare som noget, alle gør."
   "Ikke os," siger jeg og ler.
   Henriette smiler igen og går om til sin cykel. Slår støttefoden op. "God tur." Hun går mod cykelkælderen.
   Jeg får bakset barnevognen ud ad den alt for smalle dør. Pludselig synes den meget stor og klodset. Ikke alle barnevogne er så store og klodsede. Jeg skubber den op ad rampen, som løber parallelt med trappen, mens jeg kigger op mod hovedindgangen til vores opgang. Ikke bare i et splitsekund, men gennem hele forløbet, har jeg en oprigtig lyst til at sætte barnevognen og bare gå ind ad den. Op ad trapperne og ind i en lejlighed uden en falsk tilstedeværelse, der holder mig bundet til parketgulvet, sofaen og sengen med sit du-burde-være-lykkelig jerngreb. Men i stedet drejer jeg til venstre og ud på gaden, hvor jeg går uden at kigge ned, men alligevel ikke ser noget.
   Jeg spekulerer meget, og det giver mig sikkert et anstrengt ansigtsudtryk. Folk kigger i hvert fald på mig med dømmende blikke. Jeg prøver at smile lidt til nogle af dem, men da den tredje ikke giver mig noget tilbage, holder jeg op. De kigger sikkert på min rynkede pande. Den lille ligger helt stille og kigger op fra sine varme klæder og gåsedunsdyne. Jeg ser to piger med skoletasker på cykler. De drejer over krydset og ned mod kollegiet. Jeg når tæt på dem, inden de er uden for hørevidde. De snakkede om en fest, de skal til - sikkert på fredag.
   Jeg stopper op midt på vejen og vender om. En bil må holde tilbage for mig ekstra lang tid. Jeg føler mig i vejen. Sneen har sat sig på mine støvler. Jeg vil banke det af, men tør ikke, måske det ser for åndssvagt ud.
   Et sted inde i byen sidder Jonas og venter på at komme til fodbold. Han drikker sikkert øl og fortæller vittigheder. Langt væk går jeg og forstyrrer trafikken. Jeg ville bare ned til frugthandleren og købe nogle passionsfrugter og måske en melon. Jeg føler mig tung, og barnevognen er for stor og klodset.

I løbet af anden halvleg falder den lille i søvn til bryst. Under badet skreg hun så voldsomt, at hele hendes krop blev rød, men det kunne selvfølgelig også have været det varme vands skyld. Måske var det et par grader over, hvad det burde. Jeg lægger hende ind i vuggen og sætter mig tilbage i stuen, på vejen tager jeg min computer med.
   For snart et år siden skrev jeg studieretningsprojekt om Romantikken i dansk og engelsk. Min dansklærer spurgte mig: "Har du overvejet at læse litteraturvidenskab, Elin?" Det havde jeg ikke. Min samfundsfagslærer var netop gået ned med stress, da jeg skulle vælge fag, og jeg kunne ikke lide den nye, vi havde fået. Det sagde jeg ikke til hende.
   Jonas skrev i psykologi og engelsk. Det tog hårdt på ham, da han fik syv, og jeg kunne næsten ikke glæde mig over mit eget resultat. I januar sagde han: "Jeg tror ikke, det kommer til at gå godt." Ugen efter gik jeg til læge. Jeg fik en folder om abort. Den viste jeg ikke til nogen.
   Jeg lukker computeren i, da jeg hører hoveddøren. Slukker for fjernsynet, lyden var heller ikke særlig høj. Tager et tæppe og lægger det i mit skød. Smiler til ham.
   "Hej, skat," siger han.
   "Hygge hejsa." Det var måske lige for meget af det gode.
   Han smiler skævt, lyner sin jakke ned. "Har du fået vin?"
   "Nej, hvorfor?"
   "Hygge hejsa, altså," siger han og ryster på hovedet af mig. "Det er noget nyt."
   "Måske."
   "Ja." Han løsner sit halstørklæde og trækker det over hovedet.
   "Gik det godt?"
   "Rigtig godt."
   "Fint."
   Han forsvinder et øjeblik, pusler med sine sko, sit overtøj, og kommer så ind i stuen.
   "Hvad har I lavet i dag?"
   "Vi har været udenfor," siger jeg, ser ham sætte sig i den anden ende af sofaen, og smiler. "Nede og købe frugt."
   "Det lyder som en voldsom dag." Han kigger på fjernsynet og tænder det.
   Jeg griner. "Ja, det gør det."
   "Har du bare siddet her i stilheden?" spørger han, inden billedet kommer frem. Det er en krimiserie af en art. Jeg så den ikke før.
   "Ikke så længe."
   Han kigger på fjernsynet. Jeg er ikke klar over, om det interesserer ham. Det kunne jeg ikke forestille mig. Han plejer ikke billige den slags underholdning.
   Jeg klikker med min tunge, så kigger han på mig. Jeg smiler.
   "Hvad laver du?"
   "Jeg har brug for opmærksomhed."
   Han kigger på mig lidt tid. "Jeg sidder jo lige her."
   "Ja," siger jeg. "Men så alligevel ikke."
   "Hvad mener du?"
   "Jeg prøver bare at sige, det ikke er så let det her," siger jeg og mærker, hvordan alvorligheden langsomt stiger op i min hals. "Jeg har brug for dig, når du er her."
   "Jeg er da hjemme hele tiden!"
   "Ej, det er du ikke," siger jeg og rejser mig.
   "Skal jeg slukke for fjernsynet?"
   "Gør hvad du vil." Jeg går ud af stuen uden at kigge på ham.
   "Jeg forstår bare ikke, hvad det er," siger han, da jeg går ud i gangen. "Vil du ikke nok fortælle mig det?"
   Jeg går ind i arbejdsværelset og lukker døren forsigtigt i. Det hele falder ned over mig. Jeg lukker øjnene, først derefter kan jeg tænde lyset. Så begynder jeg at græde. Han skal ikke følge efter mig. Jeg bider i min hånd, så jeg bedre kan høre hans skridt. Der er intet.
   Jeg tænker på et tal. Det er alt for lavt. Hvorfor kan det ikke være højere? Jeg ønsker sådan, det kunne være højere. Jeg sætter mig ved skrivebordet, kigger skiftevis på lærredet og bøgerne, kontrasten er så enorm, det er umådeligt.
   Jeg kan ikke slippe tanken om det tal. I min verden er det blåt og grønt. Jeg har ikke noget andet lærred, men de farver vil bare gøre billedet komisk. Komisk på den tragiske måde. Ligesom en tv-udsendelse.
   Jeg hører Jonas gå forbi døren og videre ud på badeværelset. Jeg snøfter og tørrer næsen med håndryggen. Alt for tit er jeg blevet tvunget til at vælge. Der måtte komme en dårlig beslutning på et tidspunkt. Det er et godt regnskab med et kæmpe underskud. Jeg rejser mig og tager to farver, trykker dem ud på lærredet og laver et tal.
   Det er alt, alt for meget. Det er ikke noget, jeg nogensinde vil være i stand til at dele med nogen.
   Jonas går tilbage forbi døren. Jeg kigger på mine malingsindsmurte fingre. Det er ikke de rigtige farver. På lærredet har de gjort billedet endnu mere dystert. Jeg maler aldrig igen.