Det er søndag eftermiddag, jeg står og vasker op. Inde i stuen vælter Kristian vores Lyngbyvase på gulvet med støvsugerstangen. Det var en gave ved vores bryllup for halvandet år siden. Jeg stillede den højt i rumdeleren, så Asta ikke kunne få fat i den. Asta er vores datter. Hun er i skoven for at plukke svampe med min mor. Det er en hobby, de har sammen.
   Jeg tager et rent viskestykke med ind i stuen. Han har slukket støvsugeren, da jeg kommer derind. På gulvet ligger vasen i flere små og store stykker, selv bunden er flækket i to dele.
   "Sikke noget pis," siger jeg og knuger viskestykket lidt. "Det var den vase."
   "Det må du altså undskylde," siger han.
   Han ser utilpas ud. Armene hænger løst ned ad siden på ham. I den positur ser han meget akavet ud. Det er ikke et ord, jeg har forbundet med ham før, men lige nu passer det til ham.
   "Jamen, det kan vi ikke gøre noget ved," siger jeg og går tilbage til køkkenet for at hente to affaldsposer og et andet viskestykke.
   "Så du ikke skærer dig," siger jeg, da jeg kommer tilbage og giver ham et sæt.
   Vi samler skårene i affaldsposerne uden at sige et ord. Det er en tyngende, men tålmodig proces. Jeg giver mig lidt tid til at føle på de karakteristiske riller i porcelænet, inden jeg samler de sidste stykker i. Det er længe siden, jeg har mærket de riller.
   "Her," siger jeg og tager imod hans pose og viskestykke. "Så kan du passende støvsuge over, så vi får det sidste med."
   "Ingrid."
   Jeg går ud i køkkenet og binder knude på de to affaldsposer og stiller dem i vindueskarmen bag vasken. Viskestykkerne slynger jeg over skulderen, dem får jeg brug for senere.
   Støvsugeren tænder. Jeg fortsætter med opvasken.

Asta lægger mærke til vasens fravær med det samme. Det kommer bag på mig. Hun er trods alt kun tre. Så sent udviklet på andre områder; blandt andet det verbale halter. Der har hun slægtet Kristian efter; han benyttede talepædagog helt op til afslutningen af indskolingen. Det bliver også tilfældet med hende. Nok peger hun op på den tomme kvadrat i rumdeleren, men det, som kommer ud af munden på hende, er uforståeligt.
   "Ja, den er væk nu," siger jeg og sukker.
   Hun bliver insisterende ved med at pege, siger noget mere.
   "Det er sådan, det går nogle gange."
   Jeg pjusker hende i håret og går ud i køkkenet, hvor Kristian står og sorterer reklamer. Vi smiler kortfattet til hinanden, imens han fortsætter proceduren. Jeg arrangerer frokost ved spisebordet.
   "Jeg hader søndage," siger han og sukker.
   Jeg venter lidt tid med at svare ham.
   "Hvorfor?"
   "Fordi der altid er en mandag på den anden side."
   "Det har du ret i."
   Jeg kigger på ham ovre fra komfuret. En pande er længe om at blive varm. Smøren smelter slet ikke. Ligeledes er han meget langsom til at sortere de reklamer. Der er nærmest flittighed over ham.
   "Tjekker du for breve eller sådan noget?" siger jeg.
   Han ryster på hovedet.
   "Du må gerne være konsekvent," siger jeg og tipper panden. "Det handler bare om at få det af vejen, inden der kommer noget nyt og fylder."
   "Du har ret," siger han og samler en stor stak og tager den med ud.
   Jeg hviler panden mod emhætten, mens han er væk. Duften af det smeltede smør får mig til at sukke. Det irriterer mig, jeg gør det. Sukker. Hele tiden.
   Det er ikke noget at lære Asta. Kristian gør det også konstant; det er nærmest værre. Hvad fanden skal det til for? Som om vi er ved at dø.
   Det er jo bare søndag.

Jeg er syvogtyve år gammel. Det er ungt af en gift kvinde med barn at være. Det var heller ikke planen, det skulle forløbe på den måde, det skete bare. Først Kristian, så Asta og afslutningsvis brylluppet, som blev besluttet, planlagt og holdt i løbet af fire måneder. Jeg kan ikke huske, vis idé det egentlig var. Vi blev bare enige om, at det var sådan, det skulle være. Et sted på en strand ved Klitmøller blev vi enige om, det ville passe godt ind i vores liv.
   Nu, et par dage efter det med vasen, kan jeg så konstatere, at jeg er syvogtyve og på vej til arbejde. Det er en sætning, som cirkulerer i mit hoved - syvogtyve og på vej til arbejde - indtil jeg når plejehjemmet, hvor jeg arbejder. Imens jeg forlader bilen og går op mod indgangen, prøver jeg at udskifte min aldersrolle med min jobrolle. Sygeplejerske og på vej til arbejde. Jeg tvinger den rundt i mine tankebaner, men efter at have hilst på et par kollegaer og til sidst nået sygeplejerskekontoret, går det op for mig, at den sætning ikke er korrekt.
   Jeg er ikke længere på vej til arbejde, jeg er ankommet.
   Syvogtyve og på arbejde. Syvogtyve og på arbejde som sygeplejerske.
   Den sidste godtager min hjerne ligesom, og jeg oplever en ligevægt, der føles en anelse vag, dog tilfredsstillende. Det er i det mindste bedre end udgangspunktet.
   Syvogtyve. Jeg kan ikke huske alle de fødselsdage.

Et par timer senere møder jeg en ældre, kvindelig beboer med et vådt viskestykke viklet om et venøst bensår. Hun sidder i sin lænestol med begge ben oppe og en kriminalroman i hænderne. Efter vi har hilst på hinanden, står jeg og betragter situationen lidt.
   "Det var lige godt satans," siger jeg lavmælt.
   "Hvad siger du?" siger hun og rynker panden, så hendes enorme briller glider en anelse ned ad næseryggen.
   "Det er blevet tid til at kigge på dit sår igen," siger jeg højt og smiler til hende. "Så jeg henter lige de ting, jeg skal bruge inde i skabet." Jeg henviser med en hovedbevægelse mod soveværelset bag mig.
   "Det er godt," siger hun og læser videre.
   Hun har været i gang med den bog i syv måneder. Jeg spurgte hende på et tidspunkt, hvad hun syntes om den, og hun sagde, det var en søvndyssende begyndelse. Lige præcis det ord fik mig til at grine. Nu gør det mig allermest trist, for det lader ikke til, hun nogensinde er kommet forbi side tredive.
   Da jeg har lagt instrumenterne klar og fundet en stol at sidde på, fjerner jeg viskestykket fra hendes ankel og ser det sår, jeg har plejet lige siden, hun flyttede ind for fire måneder siden. Hun lader ikke til at have nogen smerter under plejen, men hun kan ikke lide at kigge på mig eller såret under proceduren. I stedet ser hun ud ad vinduet, ud på det, de kalder en have.
   "Det var Karoline, som var inde ved dig før, ikke?" siger jeg, da der har været stille i lang tid.
   "Karoline?" siger hun undrende, men forstår hurtigt. "Jo, det var det."
   "Og tage bandagen af benet og forberede såret?"
   "Hvad?"
   "Hun var inde og tage bandagen af, ikke?" siger jeg med hævet stemme.
   Hun nikker.
   "Jo."
   "Det tænkte jeg nok," siger jeg og dupper lidt blod væk og fortsætter med pincetten. Jeg er overvejende tilfreds med sårets tilstand. Godt nok er det ikke blevet mindre over de sidste måneder, men der har de seneste gange ikke været meget at fjerne, og i dag bliver jeg hurtig færdig.
   "Jeg har taget noget honning med til dig i dag, Grete" siger jeg højt og skifter handsker.
   "Honning?" siger hun og kigger undrende på mig. "Det kan du godt tage med dig igen."
   "Bare rolig. Det er til dit sår," siger jeg og smiler til hende.
   "Nå, nå," siger hun og smågriner; jeg vil nærmest beskrive det som en fornøjet klukken.
   Det var min kollega, hvis søster er sårsygeplejerske, som anbefalede det. Jeg har glædet mig til at prøve det lige siden. Kombinationen giver god mening for mig. Altså på et helt uvidenskabeligt, romantisk plan. At noget så kvalmende sødt kan have en helende virkning. Det åbner op for en virkelighed, jeg gerne vil tro på.
   Jeg lægger kontaktlægget med honning mod såret.
   "Det er dejligt køligt," siger hun og nikker tilfredst til mig.
   "Jeg tror, du kommer til at holde af honning igen," siger jeg og får hende til at grine.
   På de gode dage skal der ikke så meget til.

Karoline er ikke på arbejde, så hun kan undskyldes. På skemaet over dagens opgaver ser jeg, det er Pernille, som har ansvaret for Grete i dag. Jeg finder hende sammen med de andre hjælpere og en enkelt assistent beskæftiget med formiddagskaffen. Jeg sætter mig ned og tager en kop.
   "Hvem tog sig af Gretes sår i dag?" siger jeg efter at have svaret på noget ligegyldigt om kvaliteten af madordningen i Astas børnehave.
   "Det gjorde jeg," siger Pernille.
   "Okay," siger jeg og nikker til hende.
   Der bliver stille om bordet. Flere nipper til deres kaffekopper.
   "Er der noget i vejen da?" siger hun efter at have iagttaget mit ansigtsudtryk nogle sekunder.
   Jeg lægger altid mærke til rynkerne ved folks øjne i sådan nogle situationer. Hun er køn, og de klæder hende nærmest. Det tænker jeg også, imens jeg kigger på hende. Hun er ti år ældre end mig, været ansat på stedet i lige så lang tid. Det er en kendt hemmelighed, hun ikke bryder sig om mig.
   "Jeg bemærkede bare, hun havde et viskestykke rundt om såret - et vådt et," siger jeg.
   "Ja," siger hun og gør stilheden tyk.
   "Det tænker du ikke er så galt eller hvad?" siger jeg og smiler lidt til hende, da jeg virkelig har brug for løsne op i stemningen.
   "Det var jo rent," siger hun.
   "Hvordan ved du det?"
   "Jamen, det var det da. Jeg tog det fra skuffen, det var helt rent."
   En af de andre hjælpere rømmer sig.
   "Det er et sår, Pernille," siger jeg og fortryder inderligt og omgående min overlegne tone og inddragelsen af hendes navn. "Du bruger ikke et viskestykke til at vikle om et sår. Ligesom du heller ikke bruger husholdningsfilm, som det blev gjort for nogle uger siden.
   "Film?" siger en af de ældre hjælpere.
   "Ja."
   "Nu er jeg heller ikke vant til at komme ind til hende," siger Pernille. "Og det var altså ikke mig, som brugte film dengang."
   Jeg mærker en varme stige til hovedet over hendes selvforsvar og må beherske mig.
   "Det skal ikke ske under nogen omstændigheder, men nu skete det, og det skal vi så lære af," siger jeg. "Det kommer ikke til at ske igen, og det er vel det vigtigste."
   Jeg får slet ikke afløb for min irritation, og det værste af det hele er, at jeg slet ikke kan stå inde for det, jeg lige har sagt. Var hun en sygeplejerskestuderende, ville jeg bede hende om at reflektere over situationen, men det hverken kan eller skal jeg forlange af hende. Måske er det i virkeligheden det, som gør mig mest vred.
   Den kollektive samtale bliver efter lidt tid genoptaget og emnet om Astas børnehave tæves yderligere igennem. Så får jeg i det mindste mulighed for at bevise, at jeg ikke kun har sat mig for at være en sur kælling.
   Jeg forlader bordet, inden jeg har drukket min kaffe. Tager koppen med. Det trykker et sted nederst i min hals. Det føles som om, noget har sat sig på tværs.

Asta løber væk, da hun ser mig i børnehavens gård. Jeg råber, hun skal blive, men hendes ADHD-tendenser gør det umuligt for hende at overveje den ordre. I stedet griner hun højlydt og gemmer sig bag et legehus.
   "Møgunge," siger jeg og standser op med hænderne i siden.
   En ung pædagog kommer hen til mig. Hun lugter af røg - bålrøg.
   "Gemmer hun sig for dig?" siger hun og smiler.
   "Ja," siger jeg. "Det er en af udfordringerne ved at have et barn med damp."
   Hun griner.
   "Kristians søster har ADHD," siger jeg og ser halvdelen af Astas ansigt titte frem fra legehuset. Hun trækker det hurtigt tilbage, da hun ser mig, og brøler af grin. "Hun tager enkelte fag på 9.klasses niveau, imens hun sender den ene ansøgning om førtidspension efter den anden. Sommetider kan man godt blive bekymret."
   "Det er jeg nu ret sikker på, du ikke skal være," siger hun.
   "Måske er børn bare generelt irriterende."
   "Den påstand er under alle omstændigheder mere sand end den første," siger hun.
   Hun morer mig ganske uventet, og jeg formår at tvinge et smil frem.
   "Jeg pakker hendes ting sammen, imens du fanger hende," siger hun og går ind mod bygningen.
   Da jeg kommer hen til legehuset, har hun lagt sig på jorden for at tegne med en tegn. Jeg når gribe fat i hende, inden hun får rejst sig. Jeg løfter hende op og kilder hende for at undgå, hun begynder at skrige.
   "Jeg stopper ikke, før du er sød," siger jeg.
   Det lover hun gennem latter og talehandikap, at hun nok skal være, og jeg sætter hende ned. Jeg har fat i hendes hånd, imens vi følges tilbage; mest fordi jeg ikke orker at blive vred.
   Hun lugter også af bål. De har nok lavet snobrød.

Kristian er skolelærer. Han underviser på en folkeskole inde i byen. Under lærerkonflikten skrev han protestsange og cyklede til blokeringer i en orange vest. En aften sagde jeg, at idéen om en helhedsskole virkede tiltalende. Det svarede han ikke på, men næste dag fandt jeg tre af mine gode læbestifter knækket midt over på badeværelsesbordet. Jeg tog først fat i Asta og fik hende til at græde, men et par minutter senere gik det op for mig, at det var Kristian, som havde gjort det. Mine tre Chanel læbestifter. Jeg kunne aldrig med fordel beskylde ham for noget så småligt, men når jeg sætter det i forbindelse med Lyngbyvasen, giver det pludselig mening. Han kan være barnlig på den måde; tynget af sin vækst i den håbløse familie, han kommer fra.
   Han er mælkebøttebarn, opstået til medianen fra socialklasse chok. Jeg blev forelsket i hans godhed og intelligens, men det tog tid. I starten overvejede jeg at forlade ham hver eneste dag, men alle omkring mig var så begejstrede for, jeg havde fundet en kæreste, og det føltes også godt at kunne erklære sig i et forhold. Vi mødtes første gang gennem et vikarbureau, der sendte os begge til flytning af arkivrum på Skejby sygehus i sidste halvdel af en december. Et par måneder senere stødte jeg ind i ham på en bar og endte med at tage med ham hjem. Da jeg vågnede tidligt den morgen, listede jeg ud på hans kollegieværelsestoilet med alt mit tøj i favnen og klædte mig på. Jeg glemte at låse døren op ud til værelsesgangen, inden jeg tog i håndtaget første gang, og det gav en høj lyd, som fik ham til at vende sig. Jeg kiggede over skulderen og fik øjenkontakt med ham. Han smilte og kløede sig i øjet.
   Jeg grinte og slap håndtaget.
   Alt afhang af den låste dør. Havde jeg blot taget højde for, den var låst, kunne jeg have åbnet den forsigtigt, og han ville aldrig være vågnet. Jeg kunne have afsluttet min uddannelse hurtigere, flyttet til København, arbejdet nogle år og påbegyndt en kandidatuddannelse uden frygt for at gå ned i levestandard. I stedet fik jeg et barn, et job på et plejehjem, et hus og et bryllup i en onkels have. Alt blev ligesom forudbestemt for mig den morgen. Sommetider når jeg står og laver aftensmad eller kører hjem fra arbejde, kan det gøre mig trist, at alt det, jeg har i mit liv i dag, blev bestemt af en uforsigtighed, og havde jeg ikke været så skødesløs med den lås, ville jeg have været foruden alt dette.
   Ofte identificerer jeg den tristhed som lykke.

Fredag aften tager jeg i biografen med Kristian. Det gør vi cirka en gang hver anden måned. Normalt spiser vi ude inden, men denne aften har vi fået ribbenssteg hos mine forældre. Min mor insisterede på, Asta skulle overnatte hos dem, og jeg lod mig hurtigt overtale. Ikke fordi det gør den store forskel, i hvert fald ikke for os.
   Vi tager altid i Øst for Paradis, og i aften ser vi en tyrkisk film med meget dialog. Det er stadig en omvæltning for mig. Der hvor jeg kommer fra, er det ikke unormalt at fejre sin årsdag med middag på Bones' og biografpremiere på Fast & Furious.
   Der er ofte noget sørgeligt over de film, vi oplever sammen her. Den vi ser i aften er meget smuk. Jeg får lyst til at læse flere bøger og lytte til en anderledes form for musik. Hovedpersonen er ulykkelig, men jeg får lyst til at være hende. At være produkt for noget så meningsfuldt. Det kan opveje tårerne.
   "Det var en virkelig god film," siger jeg til Kristian, inden vi kommer til at tale om alt muligt andet og snakken om filmen bliver et for skarpt emneskifte.
   Vi sætter os ind i bilen. Han cykler til hverdag, så han kører næsten altid, når vi er ude.
   Han nikker.
   "Den kunne godt have været længere."
   "Ja, ikke?" siger jeg. "Sådan havde jeg det også."
   "Den gjorde virkelig sådan ondt til sidst," siger han og tager sele på. "Men ikke på en nu-kan-jeg-bare-ikke-klare-mere-agtig måde; det var mere et sådan monotont ubehag. Måske var det derfor, man havde lyst til at se mere."
   Jeg nikker meget ivrigt til ham. Det er måneder siden, jeg har været så enig med ham i noget.
   "Man følte," siger han og starter bilen. "Man følte ligesom en trang til at blive ved med at se."
   "Ja, det ..."
   Vi kører ud på Nørreport, som bliver til Nørrebrogade, inden jeg får afsluttet det, jeg gerne vil sige. Han har tålmodigt ventet på mig. Det betyder, han har en forventning til mig.
   Jeg siger: "Det var som om, ens følelser blev oversat til noget håndgribeligt."
   Vi taler ikke mere. Måske nikkede han, det så jeg ikke.
   Jeg håber, han nikkede.

En af Kristians kammerater, som han har kendt siden gymnasiet, kommer over lørdag eftermiddag. De drikker nogle øl og spiller dart, mens jeg tager i dyreparken med Asta for at se et vildsvin. Om aftenen siger han, de har talt om, at vi kunne tage ud og rejse sammen til sommer.
   "Jeg kender slet ikke hans kæreste," siger jeg.
   Vi er i gang med at sætte i opvaskemaskinen efter aftensmaden. Han skylder af. Asta råber inde fra stuen. Jeg tænker over, jeg ikke fik tørret hende om munden.
   "Hun er sød."
   "Du ved, jeg hader andre kvinder," siger jeg og sukker. "Hvad hedder hun?"
   "Vicky."
   "Vicky?"
   "Hvad er der i vejen med det?"
   "Ikke noget. Hun lyder bare som en, jeg hader," siger jeg og kalder på Asta.
   "De har et barn på Astas alder, en dreng," siger han og rækker mig en tallerken.
   "Jeg gider ikke charter. Det er DF's pøbelkongres, og jeg gider ikke det pis."
   "Det bliver ikke charter," siger han og smiler til mig.
   Jeg tager imod en lille glasskål, tre knive og en plastiktallerknen, mens jeg tænker over det.
   "Okay, så gør vi det," siger jeg og gengælder ham et smil. "Men hun har bare med at være tålelig."
   "Det kan jeg garantere."
   "Hvad laver hun?"
   "Fysioterapeut."
   Han udtaler endelsen pøjt.
   "Fedt."
   Jeg finder en opvasketablet fra skabet under vasken. Kristian tager den fyldte skraldepose, inden jeg når at bede ham om det.
   "Jeg tager skraldet," siger han.
   "Føler du dig ikke seksogfirs, når du siger sådan noget?"
   "Nej," siger han og går ud med den.
   "Tag lige de to med her!" siger jeg højlydt, inden han når udenfor og tager de to skraldeposer fra vindueskarmen bag vasken. "De har stået der i, jeg ved ikke hvor lang tid."
   Han tager dem og går igen.
   Jeg tænder for opvaskemaskinen og tørrer køkkenbordet af. Mit hoved føles afslappet, og jeg er godt tilpas. Måske er det fordi, vi var ude på den tur i eftermiddags. Måske er det, fordi det er lørdag.
   Asta råber igen; det er ikke henvendt til nogen.
   Jeg går ind og ser, hun har tørret mund i det grå betræk på en af spisebordsstolene.
   I sekundet før tænkte jeg på Østrig; nærmere bestemt Wien.
   Hun slår en forlæns kolbøtte i sofaen og vælter ned på gulvet. Det giver næsten ingen lyd, men så begynder hun at klynke.
   Jeg går tilbage i køkkenet og hører ikke mere fra hende. Ofte er det bedst at være alene om sin smerte.