"Undskyld?"
   Jeg træder ned fra det sidste trin og vender mig om. Ved trappens højdepunkt står min nabo med en barnevogn og en tofarvet, lille hund i snor. Både hund og nabo kigger på mig.
   "Ja?" siger jeg og begynder at gå op til hende.
   "Vil du ..." Hun griner lidt og gestikulerer en tilpas hjælpeløshed. "Hvad hedder du?"
   "Ida. Selvfølgelig," siger jeg og hjælper hende ned med barnevognen, der sikkert er et sponsorat fra en skilsmissemor eller far.
   "Tak skal du have, Ida," siger hun og reder et par fingre gennem sit kunstigtudseende røde hår. "Man er jo lidt afhængig, når man bor deroppe."
   Boligblokken er et toplansbyggeri bestående af to og treværelseslejligheder. Vi bor begge i en treværelses. Hun sammen med en baby, jeg sammen med to andre piger.
   "Nej, det er ikke til," siger jeg. "Du skal bare sige til. Bare bank på, hvis det er."
   "Det er virkelig pænt af dig."
   Der forekommer en akavet stilhed. Vi står og nikker lidt til hinanden.
   "Hvad er det for en?" siger jeg og peger på hunden.
   "Han er en Kromfohrlænder," siger hun og henvender sig så til hunden. "Det er du, er du ikke, flotte fyr?"
   Hunden reagerer positivt. Den bliver tydeligvis stimuleret af hendes anerkendende stemmeføring. Tungen hænger langt ud af gabet på den.
   "Den er nok dyr sådan en?" siger jeg og observerer dyret trippe fra side til side af begejstring.
   "Fjorten tusind," siger hun og sender den et afsluttende luftkys. "Det er selvfølgelig lidt, men vi er jo så glade for ham."
   "Bor du sammen med nogen?" siger jeg og fortryder omgående min formulering. "Ja, altså udover den - jeg mener hende." Jeg klapper en enkelt gang på barnevognens kaleche. "Er det en dreng eller pige?"
   "Pige. Sofia," siger hun og griner lidt ad mig. "Men ja, vi bor alene. Jeg har hunden med min kæreste, som næsten er her hele tiden. Det er dog lidt tys-tys."
   "Ja, ja," siger jeg og nikker langsomt til hende. "Er det med hensyn til støtte og sådan noget?"
   "Ja, det er det." Hendes toneleje er gået langt ned. Hun læner sig tættere på mig, så hun kan tale endnu lavere. "Det er jo tåbeligt, for så meget bidrager han jo ikke. Selvfølgelig giver han da lidt, det gør han da, men husleje og alt det der ... jamen, det betaler jeg jo selv."
   "Ja, selvfølgelig."
   "Og vi er virkelig ikke klar til at flytte sammen endnu, vi har kun kendt hinanden i fire uger. Men vi er jo forelskede og vil gerne være så meget sammen som muligt, det er jo naturligt, ikke?"
   "Det er det."
   "Nå, men sådan er det. Er du på vej i skole?"
   "Ja, det er jeg."
   "Ja, det kunne jeg jo næsten se, når du har skoletaske på," siger hun og nikker ned mod min skuldertaske. "Hvad studerer du?"
   "Statskundskab. Jeg er lige begyndt."
   "Spændende. Vi skal ned og vaccineres. Jeg tænkte, vi kunne gå derned, der er alligevel ikke så langt."
   "God idé."
   "Jeg siger mange tak for hjælpen," siger hun og begynder at trille væk. "God dag."
   "I lige måde."
   Jeg går hen til min cykel og kigger efter hende, så længe hun er i mit perspektiv. Hendes røde hår skaber kontrast i den grå morgen. Al den hårfarve, al den reformering. Anmodning om tilskud til silikonebryster som toogtyve-årig og ansøgning om friplads til privatbørnehave.
   Hendes røde hår forsvinder. Jeg låser min cykel op og kører i skole.

I de efterfølgende fjorten dage observerer jeg min nabo og hendes kæreste sammen adskillige gange. De kommer ofte hjem med indkøbsposer sidst på eftermiddagen. De få gange hun siger farvel til ham, sker det meget grinende - ja, nærmest pjattende - og højlydt, og jeg lægger mærke til det fra mit værelse, som har vindue ud til gården. Overnattede han ikke hos hende, er det sandsynligt, jeg ville have oplevet denne afsked betydeligt oftere. Jeg er tilmed stødt på dem ved min cykel om morgenen op til fire gange, hvor de med barnevogn, hund og formiddagscigaret har været på færde.
   På kommunens hjemmeside undersøger jeg kriterierne for socialt bedrageri i form af enlige forældre med bidragende kærester. Der er fire kriterier, og jeg kan med stor sikkerhed slutte, at de opfylder to af disse. Den tredje, som indebærer, at de ofte deler huslige pligter, har jeg ikke observeret, men når de nærmest er sammen dag og nat ville det være besynderligt, hvis de ikke også levede op til dette.
   På den baggrund går jeg ned til hendes postkasse og skriver navnet af på et stykke papir. Derefter anmelder jeg hende og kvitterer med digital underskrift.
   Jeg er ikke smålig; jeg kommer fra et socialdemokratisk hjem. Det handler om et overskud af økonomisk frihed, der er tjent ind gennem ærligt og hårdt arbejde, som hun ikke er berettiget til. Der skal ikke være økonomiske fordele ved at få et barn som ung. Heller ikke på kort sigt.
   Det er bare min holdning.

Jeg holder anmeldelsen for mig selv.
   En aften, hvor vi alle tre en sjælden gang sidder om middagsbordet og spiser aftensmad, prøver jeg dog at fremlægge problemstillingen for mine bofæller. Stemningen synes blandet vedrørende dette emneskifte.
   "Er det overhovedet ulovligt?" siger Anna og rynker øjenbrynene, imens hun indtager noget Chicken Korma. Det bør nævnes, hun studerer fysioterapi og træner seks gange om ugen.
   "Ja, det er," siger Emilie og kommer mig i forkøbet. "Der var det dér program om det. Vist på DR. De afslørede en kvinde i præcist samme situation. Hun mistede alt."
   "Ej, alt mistede hun jo nok ikke," siger jeg. "Der er nogle tilskud, som man ikke er berettiget til længere. Er man på kontanthjælp, mister man jo ikke den."
   "Hun blev i hvert fald helt flad," siger Emilie.
   "Jeg tror ikke, jeg har set det program," siger jeg.
   "Det er ikke noget, jeg har ondt af," siger Anna med mad i munden. "Altså, hvor går grænsen? Når jeg har en kæreste, vil jeg sgu da også gerne overnatte med ham. Det ligger nærmest implicit i det at være i et forhold."
   Implicit. Svært ord.
   "Men de får jo også meget," siger Emilie.
   "Hvem?" siger Anna.
   "De enlige. Der er vildt mange tilskud, og kontanthjælpen bliver også forhøjet, hvis man er på sådan en."
   "Nu ved du jo ikke, om hun er på kontanthjælp."
   "Nej, hun kunne jo være frisørstuderende," siger jeg og smiler.
   Emilie peger på mig med gaflen og griner. Det gør Anna ikke.
   "Man kan jo godt have et reelt arbejde eller studie uden at være stud.dagpengemodtager," siger hun og smiler skævt, fordi vi ikke kender hinanden så godt endnu.
   "Ja, selvfølgelig," siger jeg.
   "Hellere være dagpengemodtager end totalt tabt på kulturel kapital," siger Emilie. Hun lægger gaflen for at drikke.
   Anna stopper alle spiserelaterede bevægelser og hæver øjenbrynene mod hende.
   "Er du sikker på, du mener det?"
   Hun stiller glasset og synker.
   "Ja, der er jeg sikker på."
   Det bør nævnes, at Emilie læser Æstetik og Kultur. Hvis jeg nogensinde var i tvivl om, hvordan en kvindelig hipster så ud, så forsvandt min tvivl ved synet af Emilie. Hun har et plusmedlemskab hos Politiken og et fjernsyn, som non-stop viser DR K.
   Hun uddyber sin påstand:
   "Magten ligger hos dem, som har viden. Folketinget består udelukkende af folk med høje uddannelser. Hvorfor skulle man søge efter laveste fællesnævner?"
   "Det, du siger lige nu, giver absolut ingen mening," siger Anna.
   "Jeg tror ikke, det handler så meget om, at disse mennesker direkte søger efter laveste fællesnævner," siger jeg og giver dem lidt tid til at holde mund og spise. "Bliver man tidlig mor, har ens opvækst typisk ikke været præget af - som Emilie siger - særlig stor kulturel kapital, da disse piger ofte kommer fra lavindkomstfamilier. De snyder, fordi de enten ikke kender reglerne, eller - som hende her - ikke ser det store problem i at snyde."
   "Jamen, reglerne er jo latterlige!" siger Anna.
   "Det handler jo grundlæggende om, hvorvidt man synes, at folk, der kan klare sig selv, skal klare sig selv."
   "Men det er jo ikke sikkert, han bidrager væsentligt til hendes økonomi, bare fordi han er meget hos hende," siger Anna og sukker. Hun ligner en, som ikke kan magte diskussion længere.
   "Selvfølgelig gør han det," siger Emilie. "Prøv lige at forestille dig et andet scenarie. Måske har han job og får en god løn. Jeg er med Ida på denne her. Jeg ville ikke have ondt af det, hvis hun fik frataget sine tilskud."
   "Jeg tror måske, det starter med en advarsel," siger jeg og prøver med øjenkontakt at bygge bro til Annas outsiderrolle i denne diskussion. "Men det værste vi kan gøre mod de svageste i samfundet er jo at forkæle dem i sådan en grad, at de ikke bliver i stand til at klare sig selv, når de skal i beskæftigelse igen."
   "Hvordan udleder du, hun er svag, bare fordi hun er ung og mor?" siger Anna. "Du ved jo intet om hende. Det er konklusioner, du drager ud fra formodninger."
   "Det er jo lige meget, hvad hun er," siger Emilie og skubber en tom tallerknen fra sig. "Hun får uberettiget andre folks skattekroner, og den er svær at forsvare."
   "Jeg deltager ikke længere i denne diskussion," siger Anna og løfter opgivende hænderne. Hun vender opmærksomheden mod sin tallerken og begynder at spise.
   "Nej," siger jeg. "Det var også bare en tanke. Du har ret, vi ved jo sådanset ikke noget om hende." Jeg kigger på Emilie, som samstemmigt ryster på hovedet.
   Hun er tydeligvis i dårligt humør, og jeg beslutter mig for at lade hende være. Emilie begynder at tale om manglen af drenge på sit studie. Under vores samtale om dette emne rejser Anna sig med sin tallerken, skyller den af ved køkkenvasken og går ind på sit værelse.
   "Tror du, hun blev vred?" siger Emilie lavmælt.
   "Ja, det tror jeg," siger jeg og begynder at samle tingene på bordet.
   "Hun skal nok bare have noget tid," siger hun og rejser sig. "Hvad siger du til at købe en flaske vin?"
   "Ja, lad os gøre det," siger jeg og smiler til hende. "Det er trods alt onsdag."
   Vi går ned og køber en billig flaske og drikker den til et public service program om bagning.

En fredagsbar en uge senere med Goldman Sacks tema bringer mig videre i byen med en håndfuld medstuderende. Jeg bydes på whisky og drikker det for hurtigt. Få minutter senere mister jeg fodfæstet og vælter ind i en vagt, som pænt beder mig om at forlade etablissementet. Jeg bliver hjulpet udenfor af en fyr, som gerne vil følge mig hjem, men jeg kan ikke lide hans T-shirt og får ham overtalt til at blive.
   Jeg går lidt rundt i Aarhus' gader, inden jeg finder den rigtige vej hjemad. Der er langt, cirka fire kilometer, og jeg er i dårligt humør og træt. Klokken er lidt over midnat. Jeg orker ikke forklare de andre, hvad der er sket. De ville også bede mig om at blive, og det har jeg slet ikke lyst til.
   Flere mænd råber til mig fra forbipasserende biler, inden jeg når hjem. Jeg ignorerer tre, men råber tilbage til den sidste; beder dem om at skride ad helvedes til. De brøler af grin og kaster en halvfuld øldåse efter mig, inden de kører videre. Latteren hænger i den kølige oktobernat længe efter, de er forsvundet.
   Jeg ser hende på afstand, imens jeg roder i jakkelommen efter mine nøgler. Hendes røde hår er mat i det kunstige lys fra lampen ved siden af hoveddøren. Hun står og ryger en cigaret. Jeg tvinger et smil frem, da jeg nærmer mig og hilser friskt.
   Stilheden undrer mig, men jeg ønsker ikke yderligere kontakt med noget menneske denne nat, og det motiverer mig nok allermest til at lade det passere.
   "Ida."
   Lyden af mit navn rammer mig i sekundet, det lykkes at få nøglen skubbet korrekt ind i låsen. Den lange vokal, som det danske sprog har skænket første stavelse af mit navn, halekuperer hun så groft, at jeg med voldsom tvivl må møde hendes blik.
   "Ja?"
   Hun kigger på mig med sit blege ansigt uden at svare. Der går flere sekunder på denne måde. Imens det står på, suger hun en enkelt gang på cigaretten med lukkede øjne. Det ser meget indstuderet ud.

"Jeg er lidt træt, så hvis du ikke har noget imod det ..." siger jeg lidt prøvende og drejer nøglen i låsen, så den klikker.
   "Det er umuligt for mig at se, hvad jeg har gjort dig," siger hun - nærmest uden at bevæge læberne. Sætningen møder mig som en mumlen. Jeg hører kun halvdelen af ordene og må gætte mig frem til resten.
   "Hvad?" siger jeg og kigger hurtigt ind i lejligheden gennem det aflange vindue ved siden af hoveddøren.
   "Kunne du ikke bare være ligeglad?" siger hun i samme toneleje. "Vi passer vel os selv, som mennesker skal passe sig selv."
   Jeg sænker hovedet, imens jeg lukker øjnene og sukker dybt. Varmen stiger mig til ansigtet, gør sikkert mine kinder rødere. Jeg mærker flovheden og skammer mig over at erkende den.
   "Vil du ikke gerne sige noget til mig?" siger hun.
   "Det her er virkelig ubehageligt," siger jeg og tvinger mig selv til at kigge hende i øjnene. "Og jeg er virkelig fuld, så det er ikke det bedste tidspunkt."
   "Giv mig et godt tidspunkt," siger hun.
   "I morgen," siger jeg og fortryder omgående.
   "Fint nok."
   Hun nikker.
   "Nej, ikke i morgen. Det er dårligt."
   "Hold da kæft," siger hun og ruller med øjnene.
   Mere stilhed. Jeg tvinger håndtaget ned.
   "Du er en kujon, ved du godt det?" siger hun og fastholder mit blik.
   "Du skal tale ordentligt til mig," siger jeg og kigger mig lidt omkring. Håber at se et andet menneske, så jeg kan beherske den vrede, hun provokerer frem i mig, og fremstå som den fornuftige. Men vi er helt alene.
   "Giv mig et svar på, hvorfor du gjorde det." Hendes toneleje er steget i løbet af de sidste par sætninger. "Det synes jeg, du skylder mig."
   "Jeg behøver ikke sige noget til dig," siger jeg.
   Hun ryster på hovedet af mig. Det er en meget velovervejet og tålmodig bevægelse.
   "Du er et frygteligt menneske," siger hun.
   "Jeg har ingen intention om at såre dig," siger jeg og tager nøglen ud af låsen. "Selvom det er det, du ønsker."
   Jeg åbner døren og går ind, lukker den i og hører hende sige:
   "Det her kunne have været så anderledes."
   I et kvarters tid bliver jeg stående med ryggen til og bider negle. Jeg er simpelthen bange for, hun vil kunne høre mine skridt og dermed finde ud af, at jeg har stået her så længe. Derfor venter jeg med at gå ud på badeværelset og børste tænder, indtil hendes hoveddør smækker.
   Bagefter lister jeg ind på mit værelse. Emilie har en veninde på besøg, døren til værelset står på klem. De snakker om en fælles bekendt, imens et østeuropæisk sprog lyder fra fjernsynet.
   Jeg lægger mig på sengen med alt tøjet på, tænker lidt, det føles ikke som længe, og falder i søvn.

Som femtenårig fik jeg et kompas af min mor, hun havde taget med hjem fra en ferie på Mallorca. Jeg kan ikke huske, hvor længe det fungerede, men da jeg pakker det ud af en skotøjsæske næste formiddag, virker det ikke. Pilen sidder fast, selvom jeg drejer kompasset i mine hænder.
   Det både irriterer og sårer mig. Jeg sidder lænet op ad væggen i min seng og slår gentagende til det med flad hånd. Det løser naturligvis intet, og jeg overvejer at slå glasset i stykker med noget tungt, så jeg kan komme ind til pilen. Måske har den bare sat sig fast. Jeg kommer imidlertid fra idéen, da det banker på min dør.
   Det er Anna, som kommer ind med et brev.
   "Her," siger hun og rækker det til mig. "Det ser sgu lidt underligt ud, hvis du spørger mig."
   Hun bliver stående og kigger på mig, imens jeg studerer det. Det ligner den slags konvolutter med lykønskningskort, man får til sin fødselsdag. Uden frimærke. Til Ida er alt der står. Skriften er rund og forsigtig.
   "Ja, okay," siger jeg og nikker. "Det er bare fra mine forældre."
   "Har de været forbi?"
   "Nej," siger jeg og kaster den til siden. "Men det har nogle af deres venner. De vidste, jeg ikke var hjemme i går."
   "Nå, sådan," siger hun og kigger ned på kompasset i mit skød. "Sidder du og keder dig eller sådan noget?"
   "Nej, jeg er bare træt. Jeg regner med at blive hjemme hele dagen."
   "Ja, ja, det er også godt nok."
   Hun går ud ad værelset.
   "Vi kunne måske spille et spil senere," siger hun i døren. "Emilie har fået et meget slidt Bezzer-wezzer fra sin fredagsbar."
   "Det lyder godt," siger jeg. "Så bager jeg en kage."
   "Sådan."
   Hun smiler og lukker døren.
   Jeg tager brevet op og vender det om. Heldigvis står der ingen afsender; det glemte jeg at undersøge før. Det giver mig en bidende fornemmelse i maven at kigge på det. Jeg fortryder de ting, jeg sagde til hende sidst. Havde jeg været lidt mere forstående og givet hende lov til at rase ud, ville jeg ikke sidde i denne situation.
   Jeg flår konvolutten op og tager et postkort ud, som hun har skrevet til mig på. Forsiden forestiller et landskab af en art. Horisonten er helt lyserød af solnedgangen. Bagpå står der ikke meget, men det er ikke desto mindre rigeligt. Jeg lukker øjnene i et godt stykke tid og læser det så igen.
   Hej Ida. Du sagde, jeg bare skulle sige til.
   Postkortet kommer tilbage i konvolutten. Jeg taber det med vilje på gulvet og ser det svæve ind under sengen. Jeg havde foretrukket at blive kaldt en kælling; det ville i det mindste have gjort mig vred. En sådan besked kan jeg slet ikke forholde mig til - Du sagde, jeg bare skulle sige til - det er alt for arrogant. Sarkasmen er slående, det samme er det sørgmodige i ordene; så nøgtern en sætning. Der er noget overlegent i at kunne tilføre et andet menneske så tyngende følelser ved hjælp af en enkelt sætning. Jeg føler mig helt og aldeles uddebatteret; ikke et ord kan retfærdiggøres til svar. Hun har vundet og tabt, men allermest tabt. Denne kamp indbefatter også mig, men det eneste jeg kan konstatere er en bitter smag i munden.
   Jeg løfter kompasset og kyler det ned i gulvet. Det giver en knasende lyd og springer hen i det modsatte hjørne af værelset. Gemmer sig bag mit tøjstativ. Jeg behøver ikke granske skaden eller muligheden for at reparere det, før jeg er klar. Det er en ringe trøst, men det er alt, jeg har lige nu.
   Det banker på døren. Anna råber.
   Jeg råber tilbage.
   Fem minutter senere putter jeg en betydelig mængde smør ned i en kasserolle. Sekunder efter opdager jeg, vi mangler bagepulver. Jeg tager overtøj og sko på, konstaterer at smøren er begyndt at smelte, inden jeg går udenfor.
   Ved passeringen af et stuevindue ser jeg den sociale bedrager. Hun kigger mig i øjnene, hendes ansigt er træt og gråt. Jeg skammer mig over hende. Sådan går det, når man ikke tænker sig om. Det er fuldt fortjent, det skal jeg være den første til at sige.
   Jeg ryster på hovedet af hende og lader blikket søge nedad mod den våde beton.