Jeg foreslår hende at købe den mørkegrønne. Hun tager den grå ud og kigger på den. Hun siger ikke noget i lang tid, så vender hun sig mod mig og smiler. "Grå passer til alt," siger hun. Så falmer hendes smil, og hun putter den tilbage på stativet. "Jeg kan lige tænke over det."
   "Nej, bare køb den," siger jeg.
   "Synes du?" Hun tager den ud igen og kigger på den. "Altså - mener du også, den er pæn?"
   Den er pæn. Jeg nikker og prøver at smile.
   "Okay, så køber jeg den."
   Vi går op til disken, og Natja betaler. Der er tyve procent rabat på alt i butikken. Hun smiler så bredt til nyheden, at man kan se hendes tandkød.
   "Kommer du på lørdag?" spørger hun og putter sit dankort tilbage i pungen.
   "Jeg skal til en anden fødselsdag," siger jeg.
   "Ærgerligt. Jeg tror, det bliver rigtig godt."
   Hun får posen, og vi går ud.
   "Vil du følge mig hen til bussen?"
   Det vil jeg gerne. Vi går om mod rådhuset.

Jeg cykler hjem. Mine tanker cirkulerer om den mørkegrønne striktrøje. Ved et sving ser jeg ikke en fodgænger og må bremse hårdt op foran ham. Jeg siger undskyld, og han smiler til mig. Det er sødt af ham at håndtere situationen på den måde.
   Hjemme møder jeg Kathrine ude i køkkenet. Hun står og læser en artikel om håropsætning i Skøn. Jeg har aldrig set hende med håret oppe.
   "Kaffe," siger hun og løfter på elkedlen.
   "Tak." Jeg tager et krus og mærker på elkedlen med ydresiden af mine fingre. Det er kogt for nyligt. Kathrines krus er også fyldt helt op.
   "Jeg mødte Elin nede i kælderen," siger jeg, mens jeg putter en teske kaffe i kruset.
   "Hende på tredje?" spørger hun uden at kigge op.
   "Ja."
   Hun nikker og foregiver at læse videre.
   "De har ikke givet deres barn et navn endnu." Jeg hælder vand op.
   Hun slår blikket op på mig. "Nå."
   "Er det ikke underligt?"
   "Det er det."
   Jeg har lyst til mælk og går hen til køleskabet for at hente en karton.
   "Hvor gammel er det?"
   "To måneder."
   "Hvad kalder de det så?" Hun lukker bladet i.
   "Det ved jeg altså ikke," siger jeg og hælder lidt mælk i mit krus. "Det skal heller ikke døbes."
   "Sagde hun det til dig?"
   Jeg nikker.
   "Nå, men det er jo heller ikke nødvendigt længere."
   Jeg trækker på skuldrene med mælkekartonen i hånden.
   "Synes du?"
   "Det er måske en meget god idé," siger jeg og går tilbage med mælken. "Så kan man jo selv vælge, når man skal konfirmeres."
   "Det er gammeldags," siger hun og åbner bladet igen. Denne gang slikker hun på en finger, inden hun bladrer videre.
   "Det er en tradition."
   "Traditioner er også gammeldags."
   "Og julen står for døren," siger jeg og nipper til min kaffe.
   "Ja, vi skal have pyntet op."
   Jeg begynder at grine.
   Hun kigger på mig og smiler. "Hvad?"
   "Du laver mad i aften. Jeg går ind og laver lektier."
   "Det er din verden, jeg lever bare i den."
   Jeg går ind på mit værelse og lukker døren. Kaffen stiller jeg på gulvet ved siden af sengen. Så lægger jeg mig ned og kigger op i loftet. Jeg bør læse op. Jeg bør gøre mig klar.

Jeg får udleveret min problemformulering. Det ukendte materiale gør mig bekymret, og jeg spørger min vejleder ind til det. "Skal jeg bruge det i min vurdering," spørger jeg, da jeg får fat i ham. Han står og kigger på mig gennem sine små og meget runde briller. Måske tror han, de får ham til at se intellektuel ud. "Inddrag den også i din analyse," siger han og klapper mig på skulderen.
   Natja fanger mig, inden jeg når ud i skolegården. Hun spørger om, jeg har tid til at drikke en kop kaffe med hende i kantinen. Jeg bør tage hjem og komme i gang. Hun fornemmer åbenlyst min tvivl og siger, vi også kan finde et andet sted. Hun har sin cykel med i dag.
   Vi spiser frokost sammen, og jeg kommer for sent hjem. Kathrine er allerede i gang med sin redegørelse. Hendes humør er nærmest ekstatisk, da hun møder mig i gangen med et stort krus urtete i hånden. Jeg siger, jeg også hellere må komme i gang, mens jeg snører mine støvler op. Hun minder mig om, vi har fjorten dage til at skrive den i. Jeg er lige ved at bide hende af, men holder mig heldigvis tavs.
   "Skal jeg lave en kop te til dig?" spørger hun.
   "Mange tak," siger jeg og stryger hende over håret, inden jeg går videre ind på mit værelse.
   Jeg sætter mig ved mit opryddede skrivebord og slår min computer op. Først vil jeg lave en skemalagt plan over de kommende fjorten dage. Jeg er i gang med at anrette skemaet på min computer, da Kathrine kommer ind med teen til mig.
   "God idé," siger hun og smiler til mig.
   Jeg nikker til hende og smiler igen. "Ja."
   Hun lukker døren langsomt i. Jeg forestiller mig, hun holder øje med mig gennem den reducerende sprække.
   Jeg reserverer hele næste fredag til julegaveindkøb. Så har jeg noget at se frem til.

Tirsdag aften kan jeg ikke abstrahere fra fjernsynet, der nærmest har kørt uafbrudt de sidste to døgn. Jeg ser julekalenderen. Den minder mig om folkeskolen. Alle de ligegyldige sange vi syntes var fantastiske. Jeg skriver cirka en sætning per tyvende minut, sommetider et afsnit i timen, hvis jeg befinder mig i et flow.
   Et par minutter i ni ringer min telefon. Den har ligget ved siden af min computer på skrivebordet og været stille det sidste døgns tid, men nu støjer den rytmisk. Jeg sukker på forhånd og svarer så opkaldet.
   Det er min mor, som vil vide, hvordan det går med opgaven. Jeg fortæller hende, det går ret godt. "Jeg er snart færdig med min redegørelse," siger jeg, og det gør hende glad. Hun begynder på en lang enetale om, hvor forkert jeg var på den, da jeg sagde, den ville blive forfærdelig at skrive. Hun lægger heller ikke skjul på, at hun hele tiden har sagt, jeg nok skulle klare det rigtig godt.
   "Det havde du ret i, mor," siger jeg og scroller lidt op og ned ad min opgave. Jeg tænker på at hæve skriftstørrelsen et par numre.
   "Du har vel også brug for en god karakter," siger hun.
   "Ja, det er nødvendigt."
   "Men du har en god fornemmelse?"
   "Nu er det dig, som lyder nervøs," siger jeg og flytter mig over i sengen, hvor jeg lægger mig ned.
   "Du lød bare ikke helt så optimistisk, da du sagde det," siger hun. Det er hendes måde at sige undskyld på.
   "Jeg er lidt træt," siger jeg og lukker øjnene. "Jeg har skrevet i otte timer."
   "Så skal du snart holde fri og hvile dig."
   "Det tror jeg næsten, jeg vil gøre nu."
   "Tror du, at du får tid til at komme op i løbet af din skriveferie?"
   Jeg tænker mig lidt om. "Jeg kan komme op i weekenden," siger jeg.
   "Fint. Så snakkes vi ved."
   "Det var en pludselig afslutning."
   "Men du skal jo hvile dig," siger hun. Jeg kan høre hendes smil bag stemmen. "Nu må du lige tage dig lidt sammen, Henriette."
   Vi taler lidt længere. Da samtalen er slut, ligger jeg og stirrer på fjernsynet. Jeg kan mærke, opgaven trækker i mig. Min computer står og blæser på skrivebordet. Jeg tænker, den måske kalder på mig. Kom op og skriv, siger den måske, så får du det meget bedre. Jeg kan ikke tage mig sammen til at rejse mig. Jeg har lyst til kage, men jeg har ikke noget. Måske Kathrine har købt noget slik til anledningen. Jeg kommer halvvejs op af sengen, inden det går op for mig, at jeg hellere vil blive liggende.
   Der er masser af tid endnu. Jeg skal bare ordentligt i gang, så skriver den praktisktalt sig selv. Det betroede min mor mig i hvert fald for en måneds tid siden.

Jeg går ned i Kvickly om torsdagen og køber æbleskiver, juleslik og gløgg. Det var Kathrine, der sagde, hun havde lyst til gløgg, faktisk er jeg ikke selv så begejstret for det. På vej ud af supermarkedet har jeg meget fokus på at finde mine cykelnøgler og støder ind i en lyshåret pige med min ene skulder. Hun taber en adventskrans på gulvet.
   "Ej, det må du altså undskylde," siger jeg og knæler ned med min fyldte indkøbspose i hånden og samler den op til hende. Kathrine fyldte et fad med kaffebønner og stillede fire lys på det i starten af december. Hun syntes, en krans var gammeldags.
   "Det gør ikke noget," siger hun og tager mod kransen. "Tak."
   "Jeg gik lige i mine egne tanker," siger jeg og griner lidt fjoget. "Og så opdager man jo ikke noget."
   Hun smiler til mig. Hun virker meget fraværende, jeg er ikke engang sikker på, hun hører efter, hvad jeg siger. "Mange tak." Hun bevæger sig videre ind i supermarkedet. Hendes højhælede støvler klikker mod gulvet. Jeg tænker på, om hun også skal ind og købe æbleskiver og gløgg.

Fredag tager jeg ned i byen med Natja og køber julegaver. Min liste er ikke så lang i år. Jeg har kun fem, jeg skal købe til. Jeg ville nok ikke kunne klare at købe til flere. Kathrine og jeg har sat et loft på hundred og halvtreds kroner.
   Vi taler ikke om opgave. Det er en aftale, vi har lavet. Inden for de første fem minutter betror vi dog hinanden, at vi har det godt. Lige efter vi har sagt det, griner vi begge og ryster derefter lidt på hovederne. Så er der faktisk heller ikke behov for at tale mere om den sag.
   Vi går længe rundt uden at finde noget. Efter halvanden time bliver det meget rastløst, og vi går ind på en næsten proppet café og drikker varm kakao. Der kommer en dreng hen til os, som Natja kender. De krammer hinanden og snakker lidt. Så går han tilbage til sin kæreste, der står og venter.
   "Han læser antropologi," siger hun.
   Det giver nærmest et sæt i mig. Pludselig føles det, som om der sidder noget og blokerer i min hals. Jeg drikker noget kakao. "Han ligner ellers ikke typen," siger jeg og prøver at lyde obligatorisk vurderende.
   Natja griner. "Er der en speciel type for antropologistudiet?" Heldigvis ser hun det fra en humoristisk synsvinkel.
   "Du ved, hvad jeg mener."
   Hun kigger lidt på mig, retter på sin stilling, og ryster på hovedet. "Ikke rigtigt, nej."
   "Jeg ser ham måske bare mere som typen, der læser til folkeskolelærer."
   "Er det her endnu et af dine forsøg på at definere en forskrift for, hvilke personer, der passer til hvilke uddannelser? Bedømt ud fra deres udseende."
   "Jeg siger bare, han skiller sig ud."
   "Hvem kender du på antropologistudiet?" spørger hun hurtigt og sætter sine albuer i bordet. Hun vedholder et smalt smil på sine læber.
   "Ingen."
   "Så skal du nok overlade definitionen af den forskrift til en anden."
   Jeg kigger lidt på ham. Han har sat sig ned med sin kæreste, de sidder og snakker. Han ligner en, der har taget sin studentereksamen på hhx eller, endnu værre, hf. Jeg spørger Natja ind til det.
   "Hvis det er så vigtigt for dig, så gå hen og spørg ham," siger hun og sukker lidt. "Lad os snakke om noget andet."
   Vi begynder at snakke om noget helt andet, der hurtigt giver Natja lyst til at smile igen. Vi griner meget under resten af cafébesøget. Da vi fortsætter gaveindkøbet, går det meget bedre. Jeg bliver så fyldt af optimisme efter købet af den første gave, at jeg ved slutningen af eftermiddagen har et voldsomt besvær med at holde styr på alle mine poser under busturen hjem. Natja hjælper mig med nogle af dem. Hun har overvejende købt små gaver.
   Bagerst i bussen får jeg øje på den lyshårede pige, jeg væltede ind i forleden. Hun har en stor æske fyldte chokolader i skødet. Der er bundet et tykt, rødt bånd omkring, som foroven er foldet i en sløjfe. Hun ser malplaceret ud med den æske i skødet. Hendes blik er fjernt. Hun kigger ud ad vinduet, men så alligevel ikke. Jeg tænker lidt på at gå op til hende og sige hej, men kommer hurtigt væk fra idéen - det ville være alt for besværligt med alle poserne.

Om aftenen kan jeg ikke koncentrere mig. Jeg bliver ved med at kigge på alt muligt andet, og det er lige svært at komme videre, hver gang jeg vender tilbage opgaven. Kathrine blev færdig sit første udkast i formiddags. Nu er hendes største problem at få kortet den ned til under tyve sider. Jeg sagde til hende, jeg snart var færdig med min analyse. Hun nikkede til mig, og så drak vi et glas vin fra en billig flaske, hun havde købt sammen med aftensmaden, mens jeg var nede og finde julegaver.
   Jeg tænker på, jeg gerne vil gøre noget mere for andre mennesker. Jeg går ind på en hjemmeside, der tilbyder frivillige job, og søger et par stykker. Et hos en varmestue og en lektiecafé og en oplevelsesklub for udsatte børn. Mens jeg skriver en af ansøgningerne, kommer Kathrine ind med et krus gløgg. Da hun ser, hvad jeg laver, bøjer hun sig ned og giver mig et kram. Vores kinder rører hinanden.
   "Du er sådan et godt menneske," siger hun og går.
   Jeg prøver at skrive lidt igen. Gløggen gør mig meget varm indeni. Jeg føler, juleferien er længere væk, end den burde.

Jeg skynder mig ud ad skolegården, men møder alligevel et par stykker fra klassen. Jeg siger til dem, jeg ikke har det så godt og nok ikke kommer til festen om aftenen. De bliver meget lave i tonelejet, men tilkendegiver jeg ikke ser alt for frisk ud. Heldigvis er mine øjne røde på grund af den søvn, jeg ikke har fået den sidste uge. Jeg skriver det samme til Natja, og da jeg kommer hjem til Kathrine, der stadig har røde kinder af kulden, bryder jeg sammen og fortæller hende det hele.
   Jeg sidder med hovedet mod hendes skulder, mens hun stryger mig over håret. Hun fortæller mig, det ikke er verdens undergang. Det er bare en opgave. Måske er det ikke engang så slemt, som jeg tror.
   Efter et par timers søvn finder jeg Kathrine, der er i gang med at vælge kjole til om aftenen. Hun spørger om jeg har ombestemt mig. Jeg ryster på hovedet.
   "Jeg tager op til min mor," siger jeg.
   Hun stiller sig mod mig og sætter hænderne i siden. "God idé," siger hun nikker og nikker.
   Jeg kigger på kjolerne, som demonstrativt er placeret ved siden af hinanden på sengen. "Den sorte er pæn."
   "Ja?" Hun tager den op og studerer den. "Måske er det netop dens store chance i aften."
   Fire timer senere kommer hun ind for at sige farvel. Jeg har en fyldt skuldertaske stående på sengen. Min mor har været i Odense hele dagen. Hun henter mig på vejen hjem.
   "Du ser godt ud," siger jeg og smiler til hende.
   "Tak." Min ros får hende til at smile bredt. Hun kigger ned ad sig selv og griner til mig. Hun tager sin jakke på og derefter sine støvler. "Jeg mente det der med, at det bare er en opgave," siger hun, da hun står klar i døren til mit værelse. "Det er for latterligt at gøre den til så meget, når den i virkeligheden er så lidt."
   Jeg nikker til hende. "Det er rigtigt," siger jeg. "Mange tak."
   Hun går til fest og gør lejligheden stille igen. Jeg lægger mig ned på min seng og tænder fjernsynet. Ved siden af mig ligger min telefon, om lidt ringer min mor. Jeg tænker på et tog og om at stige på og stå af det rigtige sted. Måske har Kathrine ikke ret, når hun siger, den opgave ikke betyder særlig meget. I virkeligheden betyder den måske meget mere, end hun har lyst til at indrømme.
   Jeg ser fjernsyn, mens jeg tænker på det tog. Det er ærligtalt også tragisk, det har behov for skinner for at køre. På den anden side er det meget sjældent, man hører om togulykker, det kan måske forestille at være en trøst.
   Jeg skifter fokus til døråbningen, hvor Kathrine stod for lidt siden. Jeg ser den sorte kjole. Hun havde også en perlehalskæde på. Så smiler jeg og lukker øjnene. Tænker på toget igen og hører min telefon ringe.