Jeg ser huset første gang en dag tidligt i december. Klokken er omkring fire om eftermiddagen, og det er stadigvæk lyst. Jeg er ude at gå med Andreas. Vi har været nede at købe ind og er på vej hjem. Det er Andreas, som gør mig opmærksom på huset. Faktisk afbryder ham mig. Jeg er lige ved at sige noget om min opgave
   "Se der, Helle," siger han og peger.
   Jeg kigger til venstre og ser huset.
   "Hvad?" siger jeg.
   Vi stopper begge op.
   "Jeg har aldrig lagt mærke til det før," siger han. "Har du?"
   "Ikke rigtig."
   "Det ser forfærdeligt ud. Der kan umuligt bo nogen."
   "Selvfølgelig gør der det," siger jeg.
   "Det er jo helt forfalden."
   Han træder ind på græsplænen.
   "Lad være," siger jeg.
   "Døren er åben," siger han og hæver øjenbrynene.
   "Det er en dum idé."
   Han begynder at gå ind over forhaven. Jeg følger efter ham. Ved hoveddøren haler jeg ind på ham. Han står på dørtærsklen og kigger ind.
   "Er der nogen?" siger jeg.
   Han ryster på hovedet. "Det ser altså ikke så godt ud."
   Vi træder indenfor i et lille bryggers, hvor der står en meget gammel vaskemaskine. Lågen står åben, men der er ikke noget indeni. Der ligger gamle, våde papkasser over det hele.
   "Hvor er det altså ulækkert," siger jeg.
   Andreas siger ikke noget. Han går længere ind i huset og åbner døren til køkkenet. På afstand kan jeg se, hvor beskidt det er.
   "Hvorfor gør vi det her?" siger jeg og ser ham gå gennem køkkenet og videre ind i det, jeg formoder er stuen. Her drejer han til venstre og forsvinder ud af mit synsfelt.
   Jeg træder ind i køkkenet og stiller mig ved siden af spisebordet. Der står sukker og mel på køkkenbordet. Køleskabet er gulligt og rustet i kanterne. Hvis jeg åbner det, står der garanteret gammel mælk i lågen og dårlige grønsager i skufferne.
   Heldigvis kommer Andreas hurtigt tilbage.
   "Stuen og soveværelset er helt tomt," siger han og flytter indkøbsposen over i modsatte hånd.
   "Gad vide, hvad der er sket," siger jeg.
   "Ja, det er underligt."
   Han kigger ned på komfuret og skruer på en af kontakterne. Ovnen lyser op.
   "Men komfuret virker," siger han og smiler.
   "Hvor underligt," siger jeg og hører min egen bevægelse. Stedet virker pludselig meget mørkt. Andreas står og kigger ind i ovnen. Han virker nærmest afventede.
   "Venter du på noget skal blive færdigt?" siger jeg.
   Han ryster på hovedet, godt nok med blikket rettet mod ovnen, og slukker for den.
   "Lad os nu gå. Det er ikke engang sikkert, at vi må være her."
   Han åbner alle køkkenskabene og finder undervejs en pakke fryseposer, som han putter i indkøbsposen.
   "Det mener du ikke," siger jeg.
   "De er ikke engang pakket ud."
   Jeg sukker og fokuserer på at gøre det højt.
   "Ja, ja," siger han og går hen til mig. "Vi går nu."
   Jeg tager hans hånd på vejen ud ad huset. Heldigvis er der ikke nogen, som ser os gå derfra. Det ville være alt for pinligt.

Jeg har mange overspringshandlinger, når jeg skriver opgave. Sommetider slår de min rytme i stykker, men oftest giver de mig et frirum til at tappe fornyet energi. For eksempel tager jeg flere brusebad i løbet af for- og eftermiddagen. Jeg vasker kun mit hår en gang i døgnet, men kroppen bliver skrubbet godt og grundigt hver gang. Når jeg kommer tilbage i køkkenet, laver jeg en kop te og går i gang med at skrive igen. Som regel virker det. Når det ikke er tilfældet, tager jeg overtøj på og går udenfor. I disse tider er der heldigvis en masse julegaver at købe ind.
   Andreas kommer og går, som det passer ham. Det skal han selvfølgelig have lov til. Tit forstyrrer det mig bare, at han kommer brasende på den måde. Så sætter han sig over for mig og begynder at snakke. Det passer altid med, at jeg netop er kommet ind i et flow, når det sker. Jeg prøver at kommunikere det til ham. Faktisk føler jeg, han modtager beskeden, men alligevel fortsætter han med at forstyrre. Stiller som regel mange spørgsmål med en glad stemme.
   "Går det godt med opgaven?"
   Jeg nikker.
   "Hvilken opgave er det nu, du skriver?"
   Jeg skriver færdigt og løfter blikket.
   "Hum," siger jeg.
   "Okay," siger han og nikker.
   Så er der ro et stykke tid. Jeg ved ikke, hvad han foretager sig. Han tænker garanteret over noget; man stopper aldrig med at tænke over et eller andet. Folk, som siger, de ikke tænker over noget, når de er stille i længere tid, lyver. Jeg siger det ofte selv, det er lettere på den måde.
   "Hum?" siger han og holder en længere pause.
   Jeg skriver videre, sætter tempoet op, prøver at kommunikere til ham.
   "Står det for humaniora?"
   Jeg sukker dybt og tager mig til hovedet.
   "Undskyld," siger han.
   "Ja, Andreas, det står for humaniora."
   "Super."
   Jeg flytter hænderne fra mit ansigt og kigger på ham. Han ser fornærmet ud.
   "Jeg skriver, Andreas. Du kan vel se, at jeg skriver."
   "Ja, ja, undskyld."
   "Har du i øvrigt ikke selv en case, du skal arbejde med?"
   "Jeg trækker den først på onsdag."
   "Nå," siger jeg og rejser mig. Nu er min motivation alligevel ødelagt. Jeg sætter vand over til en kop kaffe. "Skal du have?" Jeg vifter lidt med elkedlen. Vandet skvulper inden i den.
   Han ryster på hovedet.
   "Men har du ikke en eksamen i morgen?"
   "Jo," siger han. "Men den er skriftlig."
   "Er du godt forberedt?"
   Jeg tager mit tekrus og fylder instantkaffe i det.
   "Det tror jeg."
   "Hvad skal I egentlig skrive om?" siger jeg og kommer til at grine lidt over en tanke. "Måden hvorpå man får en klækkelig investering til at se bedst ud for kunden, selvom den i virkeligheden kun kommer banken til gode?"
   "Sådan noget lærer vi slet ikke," siger han.
   "Nå, nå." Jeg har spildt noget kaffe på bordet. Jeg fejer det ned i min hånd og putter det i kruset. "Hvad handler den så om?"
   "Erhvervsjura og global økonomi."
   "Uha."
   "Det lyder værre end det er," siger han og liver endelig lidt op fra sin nedtrykthed.
   Elkedlen begynder at larme. Da vandet er kogt, rejser han sig og går hen til mig.
   "Nu skal du have ro," siger han og kysser mig på munden. Han forsvinder ud af køkkenet og lukker døren efter sig. Kort tid efter kan jeg svagt høre lyden af fjernsynet.
   Jeg skriver videre. Efter en halv side er jeg udmattet.
   Inde i stuen er Andreas faldet i søvn. Jeg sætter mig i den modsatte sofa og kigger på ham. Han sover med lukket mund og trækker nærmest vejret lydløst. Det er der ikke særlig mange, som kan. Andreas er ret speciel på den måde.

En uge senere afleverer jeg min opgave. Jeg tager toget klokken ti, så jeg kan aflevere den så tidligt som muligt. Hele dagen i går gik med at læse igennem og lave rettelser. Til sidst foldede jeg udskriften af opgaven sammen og stak den i munden. Så lignede det, at den hang mig langt ud af halsen. Jeg gjorde Andreas opmærksom på det. Han både grinte og rystede på hovedet af mig.
   Efter at have afleveret går jeg ned i kantinen og køber en salat, som jeg selv blander. Det er egentlig min mening at tage den med i toget, men på vej ud får jeg øjenkontakt med Erina, som er alene. Hun sidder med sin mobiltelefon og en sandwich.
   Jeg sætter mig ned til hende.
   "Hej," siger jeg. "Har du afleveret?"
   Hun nikker.
   "Jeg har ikke sovet siden klokken tre," siger hun.
   Erina læser tysk. Det var meningen, hun skulle starte på engelskstudiet ligesom mig, men hendes gennemsnit var for lavt, så hun blev afvist. I gymnasiet sad hun i elevrådet, men blev hele tiden indkaldt til samtale på grund af sit høje fravær. Vi gik på samme skole, men snakkede aldrig sammen før vi opdagede hinanden i gangene på fakultetet. Hun flyttede, så hun kunne komme tæt på skolen; det ville jeg nok også have gjort, hvis jeg ikke havde været sammen med Andreas.
   "Du skal ikke op til mundtlig prøve, vel?" siger jeg.
   Hun gør store øjne og ryster på hovedet. "Nej, for helvede."
   Jeg smiler og åbner låget til min salat. "Jeg valgte også meget bevidst en opgave, hvor jeg slap for det."
   "Man vælger ikke den slags frivilligt. Altså."
   "Folk gør."
   "Ja, men de er heller ikke rigtigt kloge."
   "Måske er det bare os, som er bange."
   Hun kigger på mig i nogle lange sekunder. Så pakker hun sin sandwich ind og åbner tasken.
   "Ja, måske."
   Jeg holder øje med hendes hænder, mens de putter sandwichen ned i tasken. Det er en flot brun læderlookstaske. Den er meget mat.
   "Jeg bliver nødt til at smutte. Jeg skal til danseundervisning."
   "Lad os lave noget inden jul," siger jeg.
   "Ja," siger hun og smiler. "Lad os lave noget sammen inden jul."
   Hun nærmest småløber ud ad kantinen. Det ligner, at nogen er efter hende; at den person også småløber, og hun derfor bliver nødt til at skynde sig lidt for at holde afstand. Hun ligner i hvert fald ikke en, som har travlt.
   Jeg lukker låget på min salat og går ned til banegården.

Andreas er underlig. Specielt den dag han kommer hjem fra sin sidste dag inden juleferien. Han klarede det dårligt til sine eksaminer; i hvert fald til den mundtlige, hvor han fik fire og begyndte at gå lange ture nede i byen. Han sagde, han købte julegaver. Til den skriftlige gik det vist heller ikke så godt, men den får han først karakter for senere.
   "Ingen gider ansætte en jævn økonom," sagde han efter sit firetal og rystede på hovedet.
   Jeg smilede og strøg ham over håret. Det var mig fjernt, hvad jeg skulle sige.
   Han har været ret nedtrykt siden, men pludselig kommer han hjem og er glad.
   "Skal vi ikke have en kop kakao med flødeskum?" siger han og har allerede fat om elkedlen. Halstørklædet sidder stadigvæk om halsen på ham. Det er meget stort.
   "Vi har ikke noget fløde," siger jeg.
   "Ikke?" siger han og roder lidt i køleskabet. "Jo da."
   "Det er for gammelt. Du kan ikke bruge det."
   Han tager den piskefløde ud, som jeg brugte halvdelen af til en pastaret forleden. Han kigger på datoen.
   "Den er kun to dage for gammel," siger han og åbner den, lugter til den. "Den fejler altså intet."
   "Nå, okay. Har vi overhovedet mere kakao?"
   Han finder glasset med pulverkakao fra skabet med kaffe og melprodukter.
   "Masser."
   "Jamen så lav du det," siger jeg og går ind i stuen.

Han pisker fløde, og vandet koger. Det larmer alt sammen utroligt meget. Kort tid efter kommer han ind i stuen med en kop til os hver. Han har drysset lidt kakaopulver på toppen af flødeskummet.
   "Det er flot," siger jeg og tager imod den ene.
   "Tak," siger han og sætter sig. "Julen skal jo fejres."
   Vi sidder og snakker lidt. Han spørger ind til mit overståede semester, vil gerne vide en masse om, hvad jeg har syntes. Jeg får talt mig varm. Kakaoen får mine kinder til at føles røde.
   Jeg spørger ham, om han ser frem til sit sidste halve år på skolen. Det får ham til at trække på skuldrene og nippe lidt af sin kakao.
   "Kommer du til at savne de andre?" siger jeg og nipper selv.
   "Ja, det gør jeg," siger han, mens hans blik bliver fjernt. I noget tid ser han meget tænksom ud.
   Jeg kigger ud ad vinduet. Håber på der kommer noget at se på.
   "Kan du huske Freja?" siger han.
   "Hvem?"
   En krankogle rammer ruden med et smæld. Jeg får et chok og spilder kakao ud over min lysegrå cardigan.
   "Åh, Gud!" siger Andreas.
   Jeg sætter koppen og løber hen til ruden. Der står tre drenge ude på græsplænen. De har meget mørkt vintertøj på og er godt pakket ind. En ny kogle rammer ruden, og de griner så meget, at de næsten ikke kan holde sig oppe. Bare det var snebolde i stedet. Jeg åbner vinduet og råber ud til dem:
   "Forbandede møgunger!"
   Den mindste af dem kaster en kogle mere, men den rammer ikke vinduet. Så råber de noget uforståeligt og løber væk.
   Jeg lukker vinduet i og løfter op i min cardigan. "For helvede da også."
   Pletten er stor og brun.
   "Vi fulgtes hjemad i dag," siger han.
   "Altså. Hvad?"
   "Freja," siger han. "Hun inviterede mig op. Jeg har det helt dårligt over, at jeg ikke sagde ja."
   Jeg får pludselig meget svært med at se eller høre på ham.
   "Jeg er ligeglad, Andreas."
   Jeg går ud på badeværelset og dupper pletten med håndsæbe og vand.

Julen går hurtigt. Snart er der kun et par dage tilbage af året. Kulden bliver værre, sneen drysser fint ned fra himlen og bliver liggende.
   En aften ringer det på døren. Der lyder en pigestemme nede fra entréen, den er meget frisk og en lille smule lys. Hun taler meget. Jeg går fra det rene vasketøj på sengen og ned ad trappen.
   Jeg mistede min telefon på vej ned til byen tidligere. Pigen har fundet den til mig. Hun går i skole med Andreas. Det virker meget tilfældigt. Jeg husker at takke hende flere gange.
   Andreas begynder at opføre sig underligt. Han siger næsten ingenting, kigger meget ned i jorden og ud i luften. Snart går det op for mig, at jeg godt ved, hvem hun er. Hun var med til Andreas' fødselsdagsfest, som blev holdt i november sidste år. Hun kunne sagtens have båret en kortere kjole - den gik hende helt til under knæene.
   "Vil du ikke med ind og sidde?" siger jeg.
   Det takker hun nej til og søger noget kontakt hos Andreas. Jeg kigger også på ham. Der er absolut intet at hente. Så kigger jeg på hende. Hun ser meget selvsikker ud, smiler lidt. Det smil gør hendes mund meget lille.
   Jeg husker Andreas med kakaoen. Nu forstår jeg det hele meget bedre. Det var den dag, de fulgtes hjemad. Hun havde inviteret ham op i sin lejlighed.
   Hun fokuserer på noget bagved sig. Andreas kigger også på det. Jeg kan ikke selv se noget, de bliver ved med at kigge.
   "Hvad er det?" siger jeg.
   Hun ser på mig og ryster på hovedet. Aner det ikke.
   Det er på tide, at hun går. Hun giver Andreas et kram og lukker øjnene. Det virker til, de står der meget længe. Jeg ser hende ind i øjnene.
   Det falder alt sammen, siger de.
   Hun går sin vej. Efterlader dobbelt fodspor på flisegangen.
   Det er stoppet med at sne.

Nytårsaftensdag går jeg ned og køber en flaske champagne. Jeg tager den med mig i hånden. På vej hjem kommer jeg forbi det forfaldne hus. Synet af det får mig til at stoppe op. Jeg har lyst til at gå videre, men føler det nødvendigt at gå ind. Følelsen kommer fra et sted mellem mit bryst og mave. Jeg kigger mig lidt omkring og går ned mod huset.
   Jeg åbner hoveddøren og går ind. Der er tydelige fodspor på gulvtæppet inde i stuen. Jeg kan også se dem inde i soveværelset; jeg har bare ikke lyst til at gå derind.
   I køkkenet kigger jeg mig omkring. Udenfor høres noget fyrværkeri, som sprænges. Herinde er der helt stille. Jeg sætter champagnen på spisebordet. Dette kunne være blevet et hus af mange fester.
   Jeg går hen til komfuret og skruer på kontakterne. Ovnen kan ikke tændes længere, og kogepladerne virker heller ikke. Det var jo kun et spørgsmål om tid.
   Jeg går ud af huset og lukker døren. Lader champagnen stå på bordet.
   Et par kommer gående ude på fortovet. De bemærker mig og sætter farten lidt ned, peger endda på det forfaldne hus bagved. De er klædt på i tykke uldfrakker. Kvinden går med et stort karrygult halstørklæde. Jeg hilsner på dem. Deres smil er usikre. Jeg går min vej. Det er pinligt, og det er koldt.
   Det er den sidste dag på året.