''Vi kan kaste med gnister til vi har en brand''
   Det er det sidste jeg læser, før hende der sidder foran mig, lukker hendes bog i. Jeg skynder mig at slå blikket ned i bordet, så hun ikke opdager, at jeg sad og kiggede hende over skulderen. Jeg er vild med den sætning. Skriver den ned i min bog med det samme. Jeg ser over de mange sider med de mange tusinde ord. Endnu en sætning til samlingen.

Toget standser ved endestationen. Jeg bliver siddende indtil en høj dame kommer hen til mig og siger, at jeg skal stå af. Jeg tager mit tørklæde op foran næse og mund og går ud af toget, uden at sige noget. Det første mit blik fanger: En mand der synger. Eller skriger han? En dame med 2 små børn. Én spændt fast på hendes mave, den anden på ryggen. Slår blikket ned i jorden igen. Starter musikken og mit hoved bliver hurtigt fyldt med rytme, glæde og kloge ord. ''Men hvor ender vi henne, hvor ender vi henne.'' Synger de i sangen. Glemmer helt hvor jeg er på vej hen, jeg går bare. ''Hvor ender vi henne, hvor ender vi henne'' Smiler lidt ved sætningen. Har ingen anelse om hvor længe jeg har gået rundt, da et bekendt ansigt kommer til syne. Han river mit musik ud af mine ører. ''Jeg har ledt og ledt efter dig, hvordan kan du farer vild her?'' Jeg kan se han gør alt hvad der står i hans magt for at ikke lyde sur. Jeg svarer ikke. Krammer ham bare og hurtigt er hans blide udtryk tilbage igen. Synger inde i mig selv, imens han siger en masse om, at jeg ikke må forskrække ham sådan igen. Hører ham kun svagt. Musikken i mit hoved bliver højere og højere, og til sidst har den overdøvet alt omkring mig. Lukker øjnene og lytter indtil jeg mærker én ruske i mig. ''Shy!'' Jeg åbner øjnene ved lyden af mit navn og musikken stopper straks. ''Hører du hvad jeg siger? Du er simpelthen så mærkelig, Shy. Hvor har jeg dig?'' Vi er lige kommet til hans lejlighed da hans ord slutter. Siger ikke noget. Jeg graver lidt i hans lomme efter nøglen og låser døren op. Tager ham i hånden og trækker ham op af trappen. Elsker at mærke hans varme komme tilbage, kort efter at han har været sur. Mange siger jeg ikke elsker ham, men det gør jeg. Han er mit lys, mit hjertes rytme. Men musikken har fanget mig, og jeg kan ikke slippe fri igen. Blev fanget for to år siden. En høj tone begyndte og den blev ved. Alle løb rundt og skreg. Men jeg hørte intet, kun den tone. Jeg var som forstenet, kunne ikke bevæge mig overhovedet. Der kom kort efter et stort lys, og så et til! Folk faldt om rundt om mig. Som om alle med ét ikke kunne holde sig oprejst. Som var deres ben af gummi. Til sidst stod jeg alene, med kun dén tone i hovedet. Folk siger det var alarmen, men i mit hoved var det en smuk tone. Det var et angreb fra vores naboplanet. Tonen stoppede og jeg vågnede stående samme sted, som da det hele startede. Alt var væk. Tusinde lig lå omkring mig. Jeg havde kun gået få skridt, da jeg så en bekendt mellem de mange livløse kroppe. Min kæreste! Han lå dér, så stille. Hans øjne var åbne, de så forskrækket op på mig. Jeg kiggede ud over alle de andre døde, men det rørte mig ikke. Var skræmmende nok som is. Men min kæreste fik mig til at falde sammen i gråd. Lukkede hans øjne forsigtigt i, med to fingre og lagde mig ned ved siden af ham. Faldt i en dyb søvn. Troede længe jeg drømte, men nu er det to år siden. Verdenen er helt anderledes. Vagter følger hver bevægelse døgnet rundt. Efter klokken 20 må ingen gå udenfor før klokken 10 næste dag. Vi skal have vores næse og mund dækket til når vi er udenfor, for luften er giftig. Min kæreste bor i en lille lejlighed sammen med mig. Han er blind, men ser mere end nogen anden jeg kender. Han passer på mig, selvom han ikke forstår mig. Jeg tager ofte toget. Kører fra ende til anden, uden nogen grund. Eller han mener det er uden grund. Men når jeg sidder i toget er der alverdens grund til det. Den frihed og den ueksisterende tid. Vi suser bare gennem luften, musik i ørene, lugten af eventyr. Jeg er lige begyndt at skrive dagbog. I den har jeg skrevet alt det jeg har fortalt jer. Har fortalt min mærkelige historie. Har aldrig tænkt særlig meget over det, men lever jeg bare i en drøm? Tanken slog mig og pludselig fandt jeg den lidt skræmmende. Jeg ved ikke hvordan, men jeg vil finde ud af det. Den dag jeg tog den beslutning, faldt jeg i søvn på en bænk. Jeg kom hjem næste morgen, til en rasende kæreste. Trods mine forklaringer, troede han at jeg havde været ham utro. For første gang skændtes vi. Råbte, kastede med ting, smækkede med døre. Lige indtil han smækkede døren for sidste gang og gik. Han kender mig da, sådan noget gør jeg ikke! Han ved han er min eneste ene. Vi er som to i én. Men væk var han. Jeg lå på gulvet og lyttede til mit hjerteslag. Det lød som en stor tromme. Stille og roligt ændrede den sig så. Den blev lysere, mere skrøbelig. Nu hørte jeg kun kaos. Der var ingen rytme i mine hjerteslag. Jeg rejste mig op, tog hånden op til mit bryst for at mærke. Det var helt normalt. Bank. Bank. Bank. Jeg lagde mig efterhånden forvirret ned igen. Og igen hørte jeg de mange mærkelige, uforklarlige slag. Jeg var ved at blive en smule bange, men besluttede mig for at tro på jeg bare var blevet lidt skør af den mærkelige dag. Jeg tog mine høretelefoner i ørene, min maske for næse og mund, og gik ud ad døren. Ud i lyset, skrigende, og den smule latter der nogen gange kunne høres. Jeg fandt hurtigt en god sang og skruede helt op. Jeg nynnede stille med, men pludselig stoppede sangen. Jeg tog min ipod op ad lommen og så på den. Skærmen var helt sort. Pludselig begyndte noget igen, men ikke den sang jeg hørte. Det var nogle mærkelige lyde der dannede en melodi. Jeg lagde hånden på mit hjerte igen. Stadig normalt. Stoppede kort efter op for at lytte. Det var præcis det samme som jeg havde hørt hjemme på gulvet. Men den her gang var det som om de her lyde sagde noget til mig. De sagde.. ''Kig op.'' Jeg så op på en stor bygning foran mig. Jeg kunne først ikke se noget, men efter lidt kunne jeg se en sort, lille prik på taget. Uden at vide hvorfor, skreg jeg. Jeg skreg:''Nej, du må ikke!'' Mine ben begyndte at løbe mod den store bygning uden jeg kunne styrer det selv. De løb op af trappe efter trappe, indtil vi var helt oppe på taget. Vinden var stærk, og følte jeg til hver en tid kunne lette fra jorden. Jeg kom hen til den lille prik der var en person. Han havde ikke noget for hverken næse eller mund og jeg forstod hurtigt hvad han ville. Selvmord. Jeg løb mod ham, tog fat i ham og hev ham langt ind mod midten på det store tag. Jeg vendte ham om på ryggen og tårende kom som vandfald fra mine øjne. Det var min kæreste. Han var helt blå. Blå og indskrumpet som en søstjerne på land. Jeg kunne mærke hvordan hele min mave vendte sig, så skyndte mig lidt væk, hvor jeg kastede op. Jeg gik tilbage til ham, tog hans puls. Der var ingenting. Han var død. Jeg kunne næsten ikke trække vejret af gråd. Det var ved at blive mørkt, men jeg ville ikke gå. Jeg lagde mig ned ved siden af ham. Hviskede ting i hans ørergang. Aldrig har jeg været så tom. Lukkede øjnene, var tæt på at falde i søvn, da jeg hørte de lyde igen. Dén banken, med så mange toner. Men ikke kun mine slag fra mit hjerte længere, også andres. Det var som om de legede fangeleg. De rytmeløse, mærkelige slag gav med ét mening. De dannede en melodi. De lyse, små slag blev til en smuk stemme der sang. Pludselig kunne jeg hører fugle der sang overalt. Jeg lukkede øjnene og prøvede at tyde hvad stemmen sang om. ''Vi er hjerter uden rytme. Gå ej hver jeres vej. Uden vores rytme, dør vi hver for sig. Vi er hjerter uden rytme, se nu hvad der sker. Jeg ligger her uden rytme, mine kræfter er ej her.'' Endnu en stemme gik i gang. En smule lysere, mere mild. ''Vi er hjerter uden rytme. Vi tager jer med i vores fald. Vi er hjerter uden rytme. I har sat kærligheden til salg.'' Da jeg åbnede øjnene igen, faldt vi. Min livløse kæreste faldt, jeg faldt. Melodien var stadig i gang og sangen fortsatte. Jeg gentog, men forstod stadig ikke. Indtil min kæreste åbnede øjnene og sang: ''Vi er hjerter uden rytme, drømmen er nu slut. Vi skal dø, nu i nat. Gør kærlighed blind, så hold mig tæt'' Han tog fat i min hånd. Jeg krammede ham mens vi svævede i luften, kom tættere og tættere på den kolde, hårde jord. Jeg så en sidste gang op på bygningens tag og forstod pludselig. Det var os selv der skubbede os ud over tagets kant. Vores hjerter var som et puslespil. Sammen kunne de blive til noget smukt. To brikker der passer sammen, men alene er ubrugelige. Jeg græd, var bange, forvirret. Jeg lukkede øjnene for sidste gang.

''Vi kan slå med gnister til vi har en brand. Slukkes branden, slukkes vores drøm, så sluk ej branden, følg dit hjertes sang. Men vi må udover kanten for at gøre drøm til virkelighed. En drøm er kun fantasi, den varer aldrig ved.''