Problemerne begyndte en mandag.

Det gør de altid.

Når verden engang går under, vil den gøre det på en mandag. Sådan er det bare.

Gregers sad ved sit runde spisebord og stirrede ud ad havedøren.

Regnen trommede mod ruden, og det løbende vand fik hele verden til at stå og flimre på den anden side af glasset.

Gregers drak en tår af sin kaffe og lod blikket glide hen over bunken af rettede stile. Det var den sædvanlige blanding af mere eller mindre interessante betragtninger, som hans elever havde formuleret.

Dansktimen i dag var planlagt. De skulle snakke om stilene.
   Han skulle af sted om ti minutter, hvis han ville nå sin bus. Ud i regnen.
   Han sukkede og stirrede igen ud på den slørede version af verden.

Mandag. Mon mandagen ville være bedre hvis man kaldte den tirsdag?
   Hvis man nu gav mandag et andet navn, ville det så vende op og ned på alting?

Nej, pjat med mig, tænkte Gregers. Det havde han forsøgt, og det hjalp ikke spor.

Gregers rejste sig. Tog sin store jakke på, tasken over skulderen og trådte så udenfor. Ud i mandagen.
   Han så sig rundt. Bussen holder lidt henne ad vejen. Det plejer den ikke. Gregers var træt og trist, men alligevel for nysgerrig til at bare gå videre.
   Han gik hen til bussen, men den var helt tom. ''Hallo! Er her nogen?'' -Råbte han lidt bestemt. Der lød en mumlen fra Gregers, der nu var på vej væk fra bussen igen. Han gik videre med tunge skridt og blikket i jorden, indtil han nåede hen til skolen. Det var nu ellers en ret flot bygning, tænkte Gregers tit. Han tog fat i døren, men den var låst.

Gregers mumlede irriteret: ''Så luk mig dog ind! Hallo, det er Gregers her!''
   Men der skete ikke noget. Han stillede sig under skolens halvtag og kiggede ud på skolegården.
   De røde gynger, det ødelagte fodboldmål. Han begyndte at grine.

''Åh, Mille..''
   -Begyndte Gregers at lavt gentage mange gange. Han satte sig ned på en bænk, lidt længere henne og så ud på skolegården igen.
   ''Der sad vi på gyngerne. Hånd i hånd, helt oppe i skyerne. Lige indtil jeg altid fik kvalme af de vilde gyngeture! Hvor var det dog tider.''

Gregers grinte og rejste sig så op med besvær. Dumme ryg, mumlede han. Det store smil forsvandt hurtigt igen, og snart var han trist og sur som før. Han gik tilbage til den store dør. Stadig låst. Men så hørte han noget. Det lød som sang og klaverspil, og så blev døren låst op og åbnet.

''Tillykke!''

-Lød det pludselig fra hundredevis af børnestemmer. De begyndte at synge med lys og kager i deres små hænder. Gregers sprang forskrækket op og de mange rettede stile, fløj nu ud af hænderne på Gregers. Lige ud i regnen. Han blev egentlig glad for overraskelsen, men var nu bare vred. Han løb med det samme ud i regnen, for at redde det der kunne reddes. Børnene stod helt stille. Gregers begyndte at skælde de mange børn ud, med det samme han var kommet ind på skolen igen. Han råbte og skreg, sagde irriteret at de alle skulle skamme sig. At sådan forskrække en ældre mand! Og så bare på grund af en dum fødselsdag.

Han gik direkte forbi de mundlamme børn. Nogle græd, andre råbte bare vrede ting efter ham. Gregers var ligeglad. Han gik ind på sit kontor og satte sig i stolen. Han stirrede ud i luften, inden han kort efter begravede ansigtet i sine hænder.

''Åh, mandag! Jeg hader dig.''

Gregers kunne nu hører trin bag sig, men han orkede ikke at vende sig om. Det var sikkert bare en af de dumme børn.

-''Gregers! Hvor er det dog mange år siden, lød der pludselig fra en kvindes stemme.

Bekendt og blid.

Gregers vendte sig om.
   Det var Mille!

''Åh, mandag! Jeg elsker dig.''