De næste nætter sov jeg ikke. Anna fandt en psykolog med speciale i krigstraumer, men jeg afslog tilbuddet. Lørdag morgen læste jeg om attentatet. Det var ikke engang forsidestof; politiske mord var ikke længere ualmindelige. En tysk-hollandsk hardcore aktivistgruppe havde taget ansvaret og en mistænkt var allerede i tysk politis varetægt. Kommunikationsnettet var fuldstændig gennemfilteret af myndighederne; alt kunne spores eller overvåges og effektiviteten bevistes gang på gang.
   Jeg tømte min anden kop kaffe og hældte en mere op. Klokken var fem ifølge digitaluret, jeg havde stillet foran mig på spisebordet. Om fire timer ville jeg befinde mig på EcoHelp. Distraktionen i arbejdet var kærkommen. Billederne hjemsøgte mig, men i mareridtene blev alting virkeligt igen. Derfor undgik jeg søvnen.
   Jeg tog kaffekanden med ind på arbejdsværelset og tændte computeren. Ubeslutsomt surfede jeg rundt på nettet, til en artikel pludselig fangede mig. Den omhandlende vestlige terrororganisationers opblomstring i de seneste år og fortalte om kulter af intellektuelle, der hyrede lejemordere fra Østeuropa, og afhoppere fra Greenpeace, der dannede egne ekstremistiske grupper. Alle var de under samme fane, alle dræbte de med den hævet højt.
   Artiklen ledte mig videre i søgningen. Jeg fandt en liste over terroristernes værk i navne og dødsdatoer, der strakte sig over flere sider. Politikere, oliesheiker og industrimastodonter. Hovederne rullede i hundredevis. Lækkede dokumenter fra optrevlede celler viste, hvordan de overvågede deres ofre i månedsvis, kortlagde deres vaner og mønstre, før de slog til, når offeret var alene og sårbart.
   Atter slukkede jeg computeren og forlod værelset med lidt for hurtige skridt. Jeg stilede mig midt i det åbne rum der forenede køkken/spisestue og dagligstue. Lyttede. Annas stille vejrtrækning, køleskabets og ventilationens summen. Ellers total stilhed. Ingen bilmotorer i tomgang, ingen trin i opgangen, ingen knirkende døre. Men uroen forlod mig ikke.
   Jeg gik ind på soveværelset og satte mig på sengekanten. Johan sov i sin tremmeseng ved siden af. Jeg betragtede hans fredfyldte, lillebitte skikkelse og glemte alt andet. Intet andet ønskede jeg højere end at holde ham i mine arme og høre hans latter.
   Med ét åbnede han øjnene, vågen. Det vænnede jeg mig aldrig til. Han rakte armene op i luften, baskede med benene og pludrede, til jeg tog ham op. Anna bevægede på sig, så jeg forlod soveværelset og lagde mig i lænestolen i stuen med Johan. Jeg satte ham på min mave og straks begyndte han at udforske med samme nysgerrighed som var han netop landet på månen. Han trak i min trøje og så mig i øjnene, så jeg halede ham op på mit bryst, hvor han lagde armene om min hals. Jeg lyttede til hans åndedræt, hvordan det blev roligere, til han atter sov. Med en hånd omfavnede jeg ham og lukkede øjnene for første gang i døgn.


* * *
   Jeg vågnede ved, at en arm ramte mig i ansigtet og mødte en skraldgrinende Johan, da jeg åbnede øjnene. Jeg rejste mig med ham over skulderen og gik ind på soveværelset, hvor jeg vækkede Anna. Vi spiste morgenmad, hun ammede Johan og snart efter tog vi af sted. Da vi havde kørt Johan i vuggestue, satte vi kursen mod industriområdet, EcoHelp lå i.
   Vi var kun lige forbi de første fabrikker, da jeg så dem. Tætte menneskeflokke bevægede sig fremad med store skilte og råb og slagsang som én kæmpe organisme. Demonstrationer på denne størrelse, herude, tydede på noget stort. Jeg stoppede bilen og lyttede. Deres brøl var som med én stemme. Men de råbte på mirakler.
   Jeg kørte tilbage og fandt med GPS'en en anden vej gennem fabrikslabyrinten. Vi nåede frem ti minutter over ni. EcoHelp-bygningen var et drivhus udadtil og indeholdt tre laboratorier i den ene ende af bygningen og bureaukrati i den anden. En gang førte fra hovedindgangen gennem hele bygningen, og vi gik til højre mod vores afdeling.
   Anna satte nøglekortet i ved døren skiltet BTR og tastede koden, så døren låste op. Vi kom ind i en forgang, hvor vi iklædte os den sterile dragt. Entréen var adskilt fra laboratoriet med en tyk glasvæg og indeholdt udover omklædningsskabene et minibibliotek og vores arkiv. Selve laboratoriet bestod af to store skranker, en række metalreoler med alt vores udstyr og et fire kvadratmeter stort akvarium med vores planktonmutation.
   For én gangs skyld var Michael her før os. Han var en tyk mand med et altid veltrimmet skæg og hår som var han hos frisøren oftere end gennemsnitsmennesket børstede tænder. Han stod bøjet over et mikroskop med en planktontest og reagerede kun med brummen, da jeg rømmede mig. I det mindste var han ikke faldet i søvn; det var ellers sket før.
   Anna havde allerede sat sig hen til klimacomputeren og kontrollerede forholdene i akvariet. Imens kiggede jeg på sidste uges målingsresultater. Vi havde mere end fordoblet planktonets absorbering af kuldioxid, styrket dets formeringsevne drastisk og hærdet næsten ethvert svagt punkt i organismens struktur.
   Vi havde skabt en superplante. Jeg fik stadig kuldegysninger ved tanken.
   Med ét rejste Michael sig fra mikroskopet. Trods det pertentlige udseende lignede han lige nu en vildmand.
   "Casper, Anna, I skal lige se det her."
   Jeg rejste mig straks, og det samme gjorde Anna. Hvad end Michael havde set i mikroskopet var det kritisk. Jeg lagde øjet mod glasset.
   Grønne prikker i millionvis svømmede rundt for mit blik og ved første øjekast så jeg ingen forandring. Så opdagede jeg de blege pletter. Der var ikke mange, men en lille del plankton havde antaget en gråhvid farve og flød rundt lidt under det øvre lag.
   "Kan du se dem?" spurgte Michael.
   "Ja. Men er det virkelig af betydning, det her?"
   "Hvad er der galt?" spurgte Anna.
   "Ikke noget, virkelig. Lidt dødt plankton. Måske en tusindedel."
   "Lad mig se." Jeg rejste mig og overlod mikroskopet til hende.
   "Det er i den grad af betydning, Casper," sagde Michael.
   "Ikke når det drejer sig om så få. Mutationerne kompenserer rigeligt for det her."
   "Det er ikke dét, det handler om. Sådan noget som det her bringer hele IF-KT i fare." Han trådte hen til mig. "Når vi viser det her til forskerkomiteen, kommer ting som dette frem. Om vi så har foretaget tusind rettelser siden, diskuterer de det. Så mange forskningsprojekter er allerede blevet nedstemt på grund af den slags."
   "Men dette er kun ét testresultat. Der har jo ikke været uregelmæssigheder i flere måneder. Måske er det her bare en dårlig prøve."
   "Der har da været uregelmæssigheder." Anna havde vendt sig fra mikroskopet. "Det er ikke mere end en uge siden diatom-planktongruppen pludselig begyndte at reagere på klorofylmutationen, fuldstændig uden vores påvirkning."
   "Og vi ser tilsvarende kuriositeter oftere og oftere," tilføjede Michael.
   "Jeg mener negative ændringer. Når noget uforudsigeligt er sket, har det altid været for det gode. Mutationen stimulerer planktonet til at styrke sig selv yderligere," sagde jeg.
   "Nej. Mutationen udvikler sig uhæmmet. Vi kan ikke forudsige dens fremgang, fordelagtig eller katastrofal," sagde Michael vredt. Han så væk og sukkede. "Vi er begyndt at miste grebet."
   Jeg rystede på hovedet. Med ét slog jeg til mikroskopet, så det tunge metalapparat væltede mod bordet, vendte mig og skubbede Michael væk, da han stillede sig imellem. Jeg stormede ud af laboratoriet og smækkede glasdøren efter mig. Først da jeg befandt mig ude på gangen dulmede vreden. Jeg stillede mig udenfor og pustede ud. Det var bare en lille fejl, var det ikke?
   I det samme fangede jeg en bevægelse ud ad øjenkrogen. Jeg vendte mig om og så Paw gå hen ad gangen mod laboratorierne. Han var en høj mand med gråstænket, tyndt hår og briller. Jeg huskede ikke nogensinde at have set ham uden jakkesæt og i dag var det nålestribet. Da jeg så, han drejede ind mod BTR, vores afdeling, skyndte jeg mig ind ad døren og fulgte efter ham. Han opdagede mig, netop som han kørte sit nøglekort gennem låsen.
   "Casper! Lige dig jeg skulle bruge." Han rakte mig mappen. "Kan du ikke lige vise det her til de andre? Så skylder jeg dig en tjeneste."
   "Du kan jo starte med at fortælle mig, hvad det er."
   "Ikke det store. Lidt opdateringer på jeres projekt."
   "Specifikt?"
   "Det er alt sammen i mappen. Jeg har lidt travlt. Alle detaljerne - "
   "Du kan lige så godt droppe indpakningen. Hvad har du gjort?"
   "IF-KT's deadline er fremskudt. I har en måned." Jeg nær tabte mappen.
   "Hvad!? Hvorfor?"
   "Givet de seneste dages hændelser burde du vide det. Der har aldrig været så meget pres på den Internationale Forskerkomité som i disse dage. Oversvømmelsen i Rotterdam, lørdagens attentat på Hillim-parret og nu disse massive demonstrationer. Jeres chancer er simpelthen størst lige nu."
   "Du gav os tre måneder til! Jeg vil lige så gerne have det her projekt ud i verden som du, men det her... Michael bliver ikke glad."
   "Jeg kender hans argumenter; situationen er set før, ingen forskningsprojekter er blevet godkendt endnu, hvorfor så nu. Og så videre. Men det her er oppe i en helt anden målestok end før. Rotterdam kostede flere menneskeliv end samtlige tidligere oversvømmelser tilsammen. Og attentaterne. Theo Hillim var den ene politiker, ingen troede nogen ville røre efter alt det gode, han har gjort." Han gjorde en kort pause. "Det journalistiske miljø rystedes også af de her attentater; Laura Hillim er en meget anderkendt journalist med gode forbindelser over hele Europa. Nu ligger hun på intensiv og han i en kiste. Folket forstår efterhånden alvoren af det her."
   "Jeg skal nok sende det videre. Han bliver virkelig rasende."
   "Det ved jeg. Men det må vi tage senere. Tak for hjælpen."
   Han smilte til mig og gik tilbage mod sit kontor. Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren. Knap var døren lukket bag mig, før Michael opdagede mig og farede hen mod mig fra laboratoriet. Han slog glasdøren op og da han smækkede den i, undgik Anna den kun lige idet hun smuttede ind.
   "Hvad skulle det til for før?!" råbte han. "Det ligner sgu ikke en forsker at opføre sig sådan."
   "Det løb af med mig. Undskyld." Jeg viste ham mappen, men han tog ikke imod den først. "Fra Paw. Jeg er bange for, det er dårligt nyt. Han har rykket deadlinen."
   Michaels blik fløj op og han hev attachéen ud af hånden på mig, åbnede den og smed omslaget til en side, mens han gennemlæste dokumentet. Der var mord i hans øjne, da han igen så op.
   "Hvornår fik du kendskab til det her?"
   "Lige nu. Jeg mødte Paw ude på gangen."
   "Hvorfor har han ikke diskuteret det her med mig først? Det er ikke tid nok. Der er for mange problemer. For fanden, jeg grundlagde sgu det her firma lige så meget som han!"
   Han krøllede papiret sammen og kylede det væk. Jeg flyttede mig forskræmt fra ham, da han stormløb ud ad døren med retning mod kontorerne. Uanset styrken på Paws barrikader holdt forsvaret næppe til den snarlige taktiske atombombe med venlig hilsen fra Michael.
   "Hvor lang tid?" spurgte Anna.
   "En måned."
   "Kan Michael gøre noget ved det?"
   "At dømme efter dén reaktion vil han i hvert fald forsøge."
   "Håber du?"
   "Det ved jeg ikke."
   "Kom. Der er noget, jeg skal vise dig."
   Hun tog min hånd og førte mig ind i laboratoriet til den forreste skranke. Fra en skuffe fremdrog hun en tablet og viste mig dagens avis derpå. I klimasektionen, allerbagerst, fandt hun den rette historie.
   Det var kun en notits. Endnu et forskningsprojekt var blevet afvist. Jeg genkendte navnet på hovedinstituttet bag. Projektet havde været et storstilet samarbejde mellem forskere fra hele Nordamerika og involverede oplagring af drivhusgasserne i jorden, hvor de med tiden omdannedes til ikke-atmosfæriske stoffer. Det krævede enorme mængder land og ressourcer og både landbruget og olieindustrien havde protesteret. Intet at dette stod i avisen. Det var kun en notits.
   "Hvor mange nedstemninger er de oppe på? Fem?" spurgte jeg.
   "Dette er det syvende, der er nået helt til forskerkomiteen og det etiske råd."
   "Skudt ned foran målstregen."
   "Ja. Men der er også noget andet."
   Hun tog tabletten tilbage og klikkede ind på sin mail, hvor hun fandt en udveksling med en Petter Lundgren. Hun lod mig ikke selv skimme gennem samtalen men beholdt selv skærmen og satte sig på skranken, mens hun skimmede over teksten.
   "Petter var min tutor, da jeg var i praktik hos Bio Solutions. Han er nordmand og han har forbindelser, du ikke drømmer om. Desuden var han altid ret lun på mig."
   "En nødvendig detalje."
   "Jeg forklarede såmænd bare årsagen til, at vi har holdt kontakten til hinanden." Hun undertrykte forgæves et smil. "Han kender de folk, der startede det projekt. For, hmm, to uger siden, den 19/5, skrev han i en mail, at projektet var blevet afvist. Nyheden er først i avisen i dag. Kan du se, hvad der foregår?"
   "Du tror, det er blevet censureret. Drag nu ikke konklusioner på så lidt grundlag."
   "Det kunne jeg ikke finde på. Petter har mange flere eksempler på det her. Det er langt fra i samme omfang som en diktaturstat, men det er der."
   "Hvorfor?" Hun trak på skuldrene.
   "Politik er efterhånden et livsfarligt hverv. Hver ny katastrofe betyder en ny bølge mord. Hvis halvdelen af de her attentater kan undgås ved fortielse, stiller ingen i Tingene nogen spørgsmål. Der skal jo ikke meget til at skræmme dem derinde." Jeg nikkede langsomt.
   "Og det her? Hvorfor frigive en historie to uger forsinket?"
   "Casper." Hun lænede sig frem og knipsede mig mod panden. "Har du ikke bemærket, hvad der er sket de seneste tre dage? De næste demonstrationer vil kræve en reaktion. Du forventer måske, at de vælger det første og det bedste forskningsprojekt og lukker samtlige klodens tunge fabrikker, men jeg nærer ingen illusioner. Der kommer undersøgelser i massevis og bagmændene slipper ikke. Noget som et afvist projekt er måske benzin til bålet, men hvis det også slipper ud, at sådan noget er blevet fortiet i ugevis..."
   "Helvede bryder løs. Jeg kan godt se din pointe. Det er fandeme uhyggeligt." Jeg tøvede. "Men forståeligt."
   "Hvad skal det betyde? Synes du, det er okay, at de tager din ytringsfrihed fra dig, så de kan redde deres eget skind?" Hun skubbede sig tilbage på skranken.
   "Skat, ingen fornægter dig at sige, hvad du har lyst til. Det her - "
   I det samme åbnede Michael glasdøren bag os og vi snurrede begge rundt. Med sløve skridt kom han hen og satte sig i på enden af skranken med ryggen til os.
   "Ingen kompensation." Han rystede på hovedet. Pludselig rejste han sig og vendte sig mod os. "Vi skal i gang. Med det samme."


* * *
   Fra den dag speedede udviklingen væsentligt op. Vi arbejdede fra otte morgen til ti aften, Anna og jeg på skift på grund af Johan. Oftest fortsatte Michael endnu længere. Han forlangte hver en detalje undersøgt, hele historikken af uregelmæssigheder gennemtjekket og ethvert tvivlsspørgsmål fjernet. Om vi så havde arbejdet alle døgnets fireogtyve timer med ti mands effektivitet hver var vi aldrig nået halvvejs gennem hans liste.
   Hver dag kiggede jeg avisen igennem, så tv, tjekkede endda mailen, alt sammen efter dén nyhed, altid med sved på panden og en rystende hånd. Et forskningsprojekt var blevet godkendt, IF-KT reduceret til en hvisken i vinden. Enten det eller noget, der uigenkendeligt ændrede vores og alle andres planer.
   Det skete to uger senere.