Det var midt i maj. Solens stråler havde hele dagen forsøgt at bryde igennem det grå skydække men uden held. Alt var dækket af et gråligt tæppe af tristhed, sorg og dårligdom, som om nogen havde stjålet alle farverne fra landskabet og kun efterladt et kedeligt gråt maleri. Hele den danske strand ved Vesterhavet, der ellers normalt var enormt populær blandt tyske turister, lå øde hen. Kun nogle få ensomme sten dannede forvirrende grå og brune priktegninger i det hvide sand.
   Alt var øde, og ingen farve syntes at turde lægge kulør på landskabet. Og dog. En lille dukkeba-by med lyse fletninger og en lyserød kjole lå på en sten faretruende nær vandkanten og lyste lidt op i alt det triste. De blå øjne stirrede direkte op i luften, og armene, de små skrøbelige arme, sad i en omfavnende positur, ventende på at nogen ville tage imod omfavnelsen. Nogen savnede den, mang-lede den. Men ingen var endnu kommet for at hente den.
   Cirka fem kilometer derfra, i udkanten af Bramming, en lille by ikke langt fra Ribe, lå en lille klynge sommerhuse. Også her herskede en dyster stemning forårsaget af det triste vejr. Næsten alle de nybyggede sommerhuse var endnu ubeboede, og et uhyggeligt mørke var lydløst trængt ind i husene igennem alle sprækker og revner, og herskede nu som bygningernes nye ejer.
   Men fra et af husene strømmede et håbets og glædens lys, der dog syntes at fortabe sig i mørket få meter fra huset, opslugt af den fortættende tristhed. Indenfor, hvor lyset endnu holdt stand mod mørket, dominerede idyllen tilsyneladende. En mand midt i fyrrene stod i køkkenet og var i gang med at lave aftensmad til sine børn, og i den tilstødende dagligstue sad hans femårige søn på gulv-tæppet dybt optaget af et børneprogram. Men lyttede man godt efter, virkelig lyttede og overhørte idyllen og hyggen, åbenbarede andre og mere sørgmodige lyde sig.
   Gråd. Sorg. Savn. I værelset, der stødte op til stuen, eksisterede kun disse følelser. Låst inde bag den lukkede dør afskåret fra al glæden, sad en lille pige. Tårerne flød stille ned af hendes kinder og faldt ned i skødet på hende, hvor de dannede stadig voksende pletter af savn og tab. Hun mindedes tider, der forekom hende at være år siden, selvom der, vidste hun, kun var gået få måneder. Den-gang hendes mor stadig levede.
   Det havde været en helt almindelig dag. Hun var kommet hjem fra skole, havde smidt sin rygsæk og var gået ind i køkkenet for at lave sig noget mad. Men det var hun aldrig kommet til. På køkken-bordet sad en lyshåret dukke med en lyserød kjole og smilte til hende med klare, blå øjne. I dukkens skød lå en lille hvid seddel. I en glædesfyldt trance var hun gået over mod dukken og havde med si-ne endnu sparsomme læseevner tydet de tre små ord, der senere skulle komme til at fylde så meget i hendes liv. "Glem mig aldrig".
   På sekunder var den glædesfyldte boble, der på øjeblikke var opstået i hendes hjerte, blevet er-stattet af en tyngende følelse af usikkerhed og frygt, som pigen endnu var for ung til helt at forstå. Det var hendes mors skrift, det vidste hun, men derfra var alt også et forvirrende mørke af spørgs-mål, der i stedet for at blive besvaret avlede flere gåder og mysterier. Hvorfor måtte hun ikke glem-me sin mor? Hvor var hun? Havde hun forladt dem? Listen var endeløs, og lige nu så det ikke ud til, at hun nogensinde ville finde svarene.
   Men så lagde hun mærke til en konvolut, der havde ligget delvist skjult bag dukken. Den var ikke blevet lukket, og toppen af et hvidt stykke papir stak ud. Med skælvende hånd tog hun konvo-lutten op og trak uendeligt langsomt papiret ud. Hun lod sit blik glide ned over teksten, der ved før-ste øjekast lignede et rent krusedullekaos. Men når hun fokuserede og virkelig koncentrerede sig, dannede de tilsyneladende tilfældige streger bogstaver, der igen dannede ord og sætninger.
   Kære alle tre
   For det første skal I vide, at jeg elsker jer alle tre uendelig højt. Mens jeg skriver dette, tænker jeg kun på jer, og mit hjerte fyldes med vished om, at I nok skal klare jer, når jeg er væk. Sådan har jeg ikke følt længe. Den varme der lige nu omfavner mit hjerte fore-kommer mig fremmed, og det skræmmer mig.
   Jeg har længe haft en mærkelig følelse indeni. Den har formørket mit sind og har lang-somt optaget hver en fiber i min krop og hver en tanke i mit hoved. Den har skubbet alt andet væk, ud af mit sind og straks efter overtaget, så ingen anden følelse har kunnet eksistere i mig. Selv jer, min familie, er næsten blevet helt væk for mig. Derfor har jeg be-sluttet mig for at gøre en ende på det, inden også I helt forsvinder ud i det ukendte.
   I må forstå, at jeg ikke gør det, jeg er på vej til at gøre for at skade eller straffe jer. Jeg gør det for at redde mig selv og for at hjælpe jer, inden mine tanker og følelser smitter af på jer, på min familie. Jeg ville ikke kunne bære at se en af jer møde samme skæbne som jeg. Men selvom jeg vil have, at I skal komme videre, vil jeg bede jer om ikke at glemme mig. I må aldrig glemme mig, ikke helt.
   Til dig, Sara, har jeg givet den dukke, du sikkert står med lige nu. Den har været min, siden jeg selv var lille, og jeg tror, at den vil hjælpe dig til at huske mig. Bare se mig for dig, når du ser på dukken og tænk tilbage på alle de gode oplevelser, vi har haft sammen. Sådan vil jeg have, at du skal mindes mig.
   Jeg har valgt ikke at give noget specielt minde til hverken dig, Michael, eller til lille Søren. Han er endnu for ung til at senere komme til at huske mig, og det har jeg affundet mig med. Måske er det bedst sådan. Michael, jeg tror ikke, at jeg behøver give noget til dig, for at du husker mig. Du vil helt sikkert aldrig glemme mig, eller det vi havde sam-men, men du må, du skal komme videre uden mig. Det skal I alle sammen. Jeg elsker jer.
   Sofie
   Da hun havde læst hele brevet, gik der et øjeblik, og så forstod hun pludselig alt sammen, natur-ligvis på sin egen barnlige facon. Hun havde endnu ikke noget begreb om døden, den virkede end-nu som noget fjernt, noget der aldrig ville komme til at røre hende. Men hendes mor var forsvundet og ville ikke komme tilbage. Aldrig nogensinde. Så meget forstod hun, og det var rigeligt for hende, en lille pige der med et slag var blevet gjort bevidst om sin egen og sine nærmestes skrøbelighed.
   Måske var det derfor, hun så hurtigt havde knyttet sig til dukken med stærke bånd der mindede om de følelser, hun havde næret for sin mor. Eller måske var det brevet, der havde fået hende til at føre moderens sjæl over i dukken, erstattet hende med et stykke legetøj, så hun stadig havde sin mor, og altid ville have hende hos sig. Bare på en anden måde.
   Nu, da hun også havde mistet dukken, det sidste minde om sin mor, følte hun, at håbet helt var væk. Forsvundet ud i intetheden sammen med enhver rest af tryghed. Hun havde endnu ikke fortalt sin far, at dukken var forsvundet. Han havde andre ting at bekymre sig om, vidste hun, og hun ville ikke forstyrre ham. Han skulle have fred til at komme sig over sin kones selvmord. Det var trods alt derfor, de var taget herud. For freden. For at komme videre.
   Hun måtte selv løse dette problem. Men lige nu var alle hendes tanker formørkede, og svarene blev skjult i sorgens mørke hav, umulige at finde. Så længe hun befandt sig i denne tilstand, syntes enhver mulighed for at finde dukken uden for rækkevidde. Der måtte fremmede kræfter til for at hjælpe hende ud af sin tyngende dvaletilstand og videre igennem problemerne.
   Pludselig løftede pigen hovedet i et hurtigt ryk. Hun havde hørt noget. En mærkelig men allige-vel velkendt lyd af en lys kvindestemme, der gav genlyd i hendes indre, imens den voksede og blev højere. Om den kom inde fra hende selv eller udefra, vidste hun ikke. Hun kunne kun fokusere på den glæde, lyden frembragte. Mørket og savnet blev ubønhørligt brændt væk af de pludselige lyse tanker, der fulgte efter den glade lyd og erstattede snart al formørkelsen med sit eget, håbefulde lys. Hun kunne igen tænke klart, håbet havde givet hende endnu en chance. En chance til at huske, til at lade sin mors minde leve videre.
   Ivrigt greb hun muligheden, bekymrede sig ikke mere om den mystiske stemme. Den var for-svundet nu. Der var ingen grund til at tænke mere over dét. Der var vigtigere ting at gøre nu. Duk-ken. Hendes mor havde engang sagt, at for at finde noget måtte man først lede i sig selv. Hvor hav-de man været? Hvor kunne man have mistet det savnede? Hun forstod. Hun måtte huske.
   Da hun tænkte efter, blev de håbløst uendelige muligheder hurtigt reduceret drastisk til tre muli-ge steder. Om formiddagen havde hun sammen med sin far fundet smukke blade og kogler i den lil-le skov tæt på huset. Det havde været hyggeligt, men når hun tænkte på skoven nu, virkede den langt mere uhyggelig. Hun gøs ved tanken om, at hendes dukke måske lå derude i den efterhånden mørke skov, på vej til at blive opslugt af ukende uhyrer foruden det uendelige mørke.
   Senere på dagen var de alle tre sammen gået en lang tur langs vandet. Faderen var flere gange pludselig stoppet og var begyndt at se ud over vandet, helt paralyseret. En enkelt gang havde hun anet tårer i hans øjne, og hun havde forstået. Han søgte hende derude blandt de glinsende bølger, men fandt ingen og ville heller aldrig komme til det. Hans kone var væk. Uigenkaldeligt.
   Tidligt på eftermiddagen havde hun leget fangeleg med sin bror på en korngul mark et stykke væk. De havde trådt en masse af de skrøbelige korn ned og dannet uregelmæssige stier i marken, men hun vidste, at det alligevel ville være stort set umuligt at finde sin dukke dér, blandt bølgende korn og blød, brun muld. Hun ville ikke engang tænke på den søgen, det ville kræve.
   Nu var spørgsmålet bare, hvor hun havde mistet dukken. Hun vidste det ikke, og hun blev med et desperat, som kun et barn kan blive det. Hun kørte sig selv op, anstrengte sig til det yderste. Tanker-ne fløj gennem hendes hoved, lynhurtige billeder af lys og sammenflydende farver, forvirrende. Så, med et, så hun klarere. Hendes sind transformerede sig fra en forvirrende, mørk labyrint til en over-skuelig kombination af oplyste gange og opklarende, ny viden. Og pludselig vidste hun det.
   Et øjeblik efter kunne hendes far og bror se overrasket til, mens hun styrtede ud af sit værelse, tog sko på og var ude af døren, inden de kunne nå at reagere. Hendes far råbte et eller andet efter hende, men hun hørte ikke efter. Adrenalinen pumpede, hun løb hurtigere og hurtigere fremad, drevet af en enkelt tanke. Tanken om dukken. Dukken, sin mor, i sine arme igen.
   Billederne var blevet klare og havde til sidst fusioneret til et enkelt, knivskarpt syn. Dukken, lig-gende på en gold sten på stranden. Hun vidste ikke, hvorfra hun havde fået det. Senere skulle hun finde ud af, at hendes underbevidsthed havde spillet ind, men hun var endnu alt for ung til præcist at vide, hvad denne mærkværdige bevidsthed overhovedet var. Men lige da havde hun kun forstået bil-ledets budskab, resten var skjult bag glædens skyklapper.
   Nu stod hun der. På stranden, i slutningen af den lange tur, de tidligere på dagen havde gået. Hun kunne genkende noget tang, der lå på en sten. Det dannede noget, der i hendes livlige fantasi ligne-de et menneskelignende, bevinget væsen. Hun begyndte igen at løbe, tilbage ad den rute de tidligere på dagen havde gået. Hun kunne stadig se deres fodspor. Tre par, enten lette og bløde eller tunge og sørgmodige, men alle sammen tydelige i det eftergivende sand.
   Hun fulgte sporene, så sig hele tiden omkring på stranden, søgende, ledende efter sin skat. Så, i et isnende øjeblik, hvor tiden pludselig stod stille og hendes blik fokuserede umenneskeligt sikkert, så hun dukken. Som den lå der på en sandet sten, kunne man fristes til at tro, at den hvilede sig ind-en sin næste rejse. Armene var faldet ned, og de lå nu ned langs siden, hvilket kun forstærkede ind-trykket af, at det lille dukkebarn fredfyldt og ubekymret sov.
   Med fornyet styrke løb pigen over til sin dukke og tog den op. Hun krammede den med al sin kærlighed og knugede den ind til sig som for at udtrykke sin eksploderende glæde yderligere. Hun havde fundet sin dukke. Fundet sin mor, fundet minderne og trygheden igen. Lettelsen flød igennem hver en vene i hendes krop, i stærk konkurrence med glæden og kærligheden, der også ville kappes om den største plads i hendes hjerte og sind.
   Så var det ovre, lige så pludselig som det var begyndt. Hun holdt stadig dukken ind til sig i et fast greb, da hun begav sig hjemad, hun elskede stadig den og sin mor, men genforeningen var slut. Stille gik hun tilbage mod huset, mod sin familie og alligevel allerede med sin familie tæt ind til sig. Energien var opbrugt, og hendes trætte ben gik med langsomme skridt, der afsatte nye fodaftryk ov-en i de gamle. Hun så ned og forstod nu endelig helt, hvad moderen dengang havde ment i sit brev. En ny begyndelse. Men uden hende selv.