IF-KT var simpelt. Forskningen på EcoHelp gjorde via mutationer kraftige forbedringer i fotosyntesen mulige. Vi havde succesfuldt implanteret mutationen i en lang række grønplanter og senere plankton. Resultaterne var overvældende og entydige. Den globale opvarmnings stormskridt stoppede her.
   Når jeg tænker tilbage på alt det nu, rammer ét spørgsmål mig hver gang.
   Hvordan endte det så galt?
   Jeg så på opslagstavlen foran mig. Fyldt med avisudklip, der skreg desperationen ud i fede typer og rædselsvækkende overskrifter.
   Klimaløfter brudt: Agerbrug i Amazonas fortsætter
   Kina nedlægger A-værker efter seneste ulykke
   Nye oversvømmelser langs Europas østkyst
   På en post-it havde jeg kortlagt regnskovenes forsvinding. Det første tal var 534 millioner hektarer. Det var i 2032. Bare to år senere var ti procent væk. Kun en femtedel stod tilbage, da min hånd havde sluppet kuglepennen og jeg håbet.
   Fra da af havde vi fokuseret udelukkende på planktonmutationerne. Grundlæggende var idéen den samme; tilføj fotosyntesens byggesten i overflod gennem mutationer og mineralberigelse af havmiljøet. Vi havde udviklet en nær universal genmutation baseret på tilførslen af stoffet klorofyl, hvis funktion var sollysoptagelse. Mere lys betød mere energi. Desuden havde vi beriget vandet med jernmineraler, der tidligere var en mangelvare for planktonnet. Som gødning stimulerede saltene vækst og produktivitet.
   Jeg tændte min computer og tjekkede mailen. Intet nyt fra Paw; min chef på EcoHelp var ofte hjælpsom med at informere om andre forskningsprojekter i konkurrence med vores. Endnu var intet nået gennem det Internationale Forskerråd med et godkendelsesstempel, men skete det, var IF-KT dødt. Alle ventede på dén mirakuløse løsning, ikke endnu et lapningsforsøg. Nåede nogen dértil før os, var det slut.
   Netop som jeg lukkede pc'en, åbnedes døren bag mig. Jeg vendte mig i kontorstolen og mødte Annas blik fra døråbningen.
   "Gemmer du dig nu i grotten igen, skat," sagde hun.
   "Jeg var faktisk på vej ud."
   Jeg rejste mig, gik derhen og kyssede hende. Vi havde mødt hinanden på universitetet, hvor jeg studerede bioteknologi og hun havbiologi. Begge endte vi på EcoHelp. "Hvordan har Johan det?"
   "Han sover. Din mobil ringede for et øjeblik siden. Sikkert dine forældre."
   "Jeg orker ikke at tale med mor nu. Hun vil kun høre om Johan alligevel."
   "De er nysgerrige. Det er kun naturligt."
   "Man skulle helt ærligt tro det var gået over efter syv måneder."
   "Han er stadig deres barnebarn. Telefonen ligger på sofabordet. Hvis du skulle have glemt det."
   "Ha-ha." Hun lo og jeg smilede tilbage.
   Jeg gik gennem spisestuen til den anden ende af lejligheden, hvor et tv var omgivet af sofabordet, en tomandssofa og en lænestol. Jeg satte mig og tog mobilen op. Opkaldet var ikke fra mine forældre, og heller ikke Paw. Men hvad ville Michael Lee mig på en weekend? I det samme ringede mobilen igen.
   "Hej Michael," sagde jeg.
   "Casper, goddag. Du er sgu ikke til at få fat på."
   "Ja, undskyld, men - "
   "Har du hørt hvad der er sket? I Rotterdam?"
   "Har det her noget med arbejdet at gøre? Du ved jo, nogle af os gik faktisk på weekend for fire timer siden."
   "Casper, havnen er kollapset derovre! Maasvlakte-udbygningerne er styrtet sammen, og det meste af den indre havn også." Kuldegysninger krøb ned ad mig.
   "Er det på tv nu? Michael, er du sikker på det her?"
   "Fandeme om jeg er sikker! De viser det overalt."
   Jeg greb fjernbetjeningen, men batterierne var flade, og jeg kylede den fra mig, hev en e-læser op fra bordet og klikkede ind på en netavis. Ordene føg gennem hovedet på mig og jeg læste overskrifterne igen og igen med dunkende blod.
   Over 5000 forventet omkommet... Kystvagten sat ud... Hjælp på vej fra Amsterdam...
   "Hold da kæft! Det er jo fuldstændig sindssygt." Jeg skruede op for volumen og vendte mig bagud. "Anna, kom lige."
   "Det er i hvert fald den mest katastrofale oversvømmelse endnu."
   "Tror du, politikerne gør noget ved det denne gang? For alvor, mener jeg." Jeg rakte Anna tablet-computeren og pludselig så hun på mig med store øjne.
   "De kan ikke ignorere det her. Ikke med så mange døde," svarede Michael
   "De har da gjort det før. Lissabon, Cameroun, Salvador. Måske ikke samme skala som det her, men stadig tusindvis af menneskeliv."
   "Det bliver ikke sådan denne gang. Så blinde er de ikke."
   "Lad os håbe det." Jeg tøvede. "Michael, er IF-KT nok? Kan vi bremse det her?"
   "Laboratorieresultaterne er utvetydige. Jeg har tiltro til det."
   "Okay. Ja, du har sikkert ret. Vi ses på mandag."
   Jeg lagde på. Annas blik var fjernt. E-læseren lå ved siden af hende på sofaen. Jeg aede trøstende hendes hånd og lidt efter brød hun den trykkende tavshed.
   "Skal vi ikke tage i BabySam i morgen? De har weekendudsalg."
   "Mangler vi da noget til ham?"
   "Det ved jeg ikke endnu. Men alligevel..."
   "Ja, du har ret. Hvor dum kan man være. Salgsmedarbejderne vil helt sikker godt hjælpe os med at finde noget, helst med et rigtig stort prisskilt." Jeg lo, og Anna puffede til mig
   "Stop så! Det kan da godt være, vi er løbet tør for et eller andet."
   "Ja, jeg synes heller ikke Johan har nok legetøj. Der bør mindst være plysdyr nok i kravlegården til de flyder ud over kanten."
   "Hvor er du led!" sagde hun og grinede. Så pegede hun en finger ad mig. "Vi tager i BabySam i morgen. Nu er du selv ude om det."