Der havde ikke været noget varsel om det, der snart skulle ske i den lille by, i Felix' og Caspers liv. Solens optimistiske stråler var først for alvor ved at sætte ind og med dem den glade varme, der for én gangs skyld ville komme til at præge den danske sommer. Imens begyndte de første spage løfter og håb om den snarligt ventende sommerferie at lyse over land og by i form af det varmende orangegule lys, landskabet blev badet i. Intet røbede, at et stærkt venskabsbånd smedet i ærlighed og evig troskab snart ville blive sat på en prøve så stor, at mangen et venskab ville have skælvet og bristet under ulykkens og glemslens tunge vægt.
   Den dag det skete, skilte kun få timer og dage uendelige mængder feriehungrende elever fra for-løsningen, der lå i den glade sommerferie. Den dag fortalte Casper til Felix med dyster mine og en vrede, der brændte mod alle retninger, at han skulle rejse til USA og først ville komme tilbage tre år senere. Længe efter huskede Felix stadig det følelsesmæssige slag, han havde fået i det øjeblik, da han fik nyheden at vide. Det var kommet som en mavepumper der syntes at forsvinde dybt inden i ham for derefter at tage noget med ud. Noget, som han senere skulle finde ud af var det venskab, han så længe havde næret for Casper.
   Casper havde sagt noget med, at det var hans far, der skulle derover for at lave noget business, som Casper havde kaldt det, og at han var tvunget til at tage med. Felix havde spurgt, om han ikke bare kunne bo hos sin mor imens, men Casper havde afslået og sagt, at han allerede havde spurgt mange gange derhjemme. Hans far ville ikke give sin ekskone den luksus. Især ikke nu når han en-delig havde fået forældremyndigheden over Casper efter en lang og sej kamp imod konen. En kamp, der var endt i en retssal, som han, ved brug af tvivlsomme kneb, sluttede med at vinde.
   På trods af at både Felix og Casper havde følt sig svigtet og rendt om hjørner med af henholds-vis sin bedste ven og sin far, aftalte de hurtigt, at den rejse, den adskillelse ikke skulle få lov til at tage deres venskab fra dem. De aftalte, at de skulle holde kontakten igennem mails, og at de som minimum skulle skrive til den anden en gang hver måned. Lige da de havde indgået aftalen, følte de sig begge befriet for en stund, mere klar og forberedt til de udfordringer, der ventede. Men på sam-me tid lurede en fortabelse og overgivelse lige inden bagved klar til at tage over hvert et øjeblik, uden varsel, uden nåde.
   Snart oprandt sommerferien, og i slutningen af juli tog Casper sammen med sin far afsted til USA. Felix blev tilbage og så sin ven flyve væk allerede ventende på, at han skulle komme tilbage. Imens han så flyet forsvinde langsomt ud i horisonten med en hale af hvid røg efter sig, lod han håbet overtage, håbet om at alt nok skulle blive det samme igen, når Casper engang kom tilbage.
   Tiden gik, og sommerferien var snart ovre. Ingen af de to havde endnu skrevet, og da Felix igen begyndte i skole, følte han, at klassen var ændret. Som om der manglede en masse, uden at der i virkeligheden var forsvundet andre end Casper. Han havde vel nærmest forventet, at alt var ved det gamle, at Casper slet ikke var rejst alligevel, at han ikke havde været på flyet, da det tog af sted. Hvad som helst bare det kunne bringe alt tilbage til det gamle. Men alt var ikke ved det gamle, og inderst inde vidste han det også godt. Forandringen var bare for stor, for omfattende til at kunne kaperes på én gang.
   Allerede på de første skoledage begyndte han at føle sig ensom, uden nogen at snakke med, for-ladt at sin bedste kammerat for foden af ungdommens trappe. Uden mål eller rådgivning stod han tilbage, ikke helt så klar på livet og dets abstraktheder som han ellers altid havde været. Han følte sig alene blandt fremmede unge, han ellers havde kendt mere eller mindre igennem ni år. Han havde bare altid haft en støtte, der gjorde alting lidt mere familiært og venligsindet. Men den var væk, fløjet til mulighedernes land, og han stod alene tilbage.
   Hver dag efter skole flygtede han hjem i sikkerhed for de elever, han lynhurtigt var begyndt at opfatte som sultne ulveunger, der manglede et bytte. Ulve, der lurede hele vejen rundt om ham og det bord, der var blevet hans base, hans sidste tilflugtssted. Ventende på en fejltagelse, en lille dum-hed, så de kunne flænse ham. Men han skyndte sig også, fordi han ventede. Ventede på en besked fra Casper, et tegn på at ikke alt var fortabt og fremmed for ham endnu.
   Så, en dag i starten af anden uge af skoleåret da han endelig havde fået fri og var løbet hjem for at tjekke sin mail, modtog han endelig det, han havde ventet på. Et livstegn fra sin ven og samtidig et hjælpende reb for ham selv, en hjælp til for en stund at blive trukket op fra afgrunden.
   Hej Felix!
   Undskyld jeg ikke har skrevet noget før, men alting har været ret vildt og nyt herov-re, så jeg havde lige brug for lidt tid til at samle mig i. Jeg er begyndt på en god privatskole, det er i hvert fald, hvad min far mener, men jeg ved ikke helt, hvad jeg selv synes om den. Min far har åbenbart helt selv besluttet, at det var det bedste for mig. Alle i min klasse taler selvfølgelig kun engelsk, og som du jo ved, er jeg ikke selv helt vildt god til sproget. Forestil dig lige, at du ikke kan snakke med nogen eller for den sags skyld forstå dem, så ved du, hvordan jeg har det.
   Udover skolen er livet herovre egentlig meget det samme som i Danmark. Men måske er det bare, fordi jeg ikke rigtig kommer så meget ud af lejligheden, vi bor i, undtagen selvfølgelig når jeg skal i skole. Jeg føler mig ikke rigtig velkommen her, men det er for svært at forklare. Det vigtigste er, at jeg tror på, at alt nok skal ordne sig med skolen og alting. Og det skal jo gøre ondt, før det bliver godt, som man siger.
   Hvordan går det ellers med dig? Kan du undvære mig eller hvad? Jeg håber, at du skriver snart, og at du har det godt.
   Vi ses
   Casper
   Allerede fra første linje lyste Felix' ansigt op i et smil der varede igennem resten af gennemlæs-ningen og længere endnu. Han kunne udmærket forestille sig, hvordan Casper havde det. Han følte det nemlig på præcis samme måde, som om han talte et andet sprog end de andre, at han ikke var som dem. En varm, dejlig følelse af, at han ikke var helt alene med sine problemer, begyndte at boble i hans indre. Den fulgte ham hele vejen igennem det svar, han med det samme begyndte at skrive tilbage og ledsagede ham resten af dagen.
   Davs Casper
   Godt at høre fra dig. Jeg er da ked af, at du føler dig udenfor derovre, men hvis det er til nogen støtte, har jeg det lidt på samme måde som dig. Jeg har ikke andet at sige, end at jeg føler med dig. Og egentlig kan jeg ikke undvære dig, men det er jeg vel nødt til, ikke!? Spøg til side, vi skal nok få det godt begge to. Hvis ikke nu så i det mindste om tre år, når du kommer hjem.
   Bedste hilsener
   Felix
   Felix sad længe og bare stirrede ind i skærmen, uden selv helt at vide hvorfor, efter at han havde sendt sit svar. Måske ventede han på, at det usandsynlige ville ske, at en besked næsten med det samme ville poppe op på skærmen. Men det skete naturligvis ikke. Sandsynligvis var Casper på vej i skole, eller måske var han der allerede. Så vidt Felix kunne regne ud, var klokken lige omkring otte i Boston, hvor Casper opholdt sig, så chancerne for at han ville svare var forsvindende små.
   Til sidst tog Felix sig sammen, slukkede computeren og rejste sig op. Han ville selvfølgelig ikke få en besked, ikke allerede nu. Tidligst i morgen regnede han med. Men håbet, tænkte han, var der altid, og det kunne ingen tage fra ham uanset hvad.
   Snart efter gik han i gang med sine lektier, som han allerede havde udskudt i for lang tid. Hans lærere mente åbenbart, at 8. klasse var direkte skæbnesvanger for hver enkelt elevs fremtid. Og kuren, den skide, ensformige, møgirriterende kur imod en proklameret dårlig fremtid i sølet var naturligvis lektier. Lektier, lektier og atter flere lektier. Han gruede allerede for det afsluttende skoleår og hvilke prædikener om eksamen og ja, endnu flere lektier, han skulle høre på.
   De følgende tre uger gik nogenlunde på samme måde som den dag. Han stod op, ordnede mor-genens vanlige rutine, gik i skole, kom hjem, tjekkede sin mail, altid uden resultat, og begyndte så på sine lektier, der for det meste tog resten af eftermiddagen. Hvis han engang imellem havde lidt tid til overs, så han enten fjernsyn eller spillede computer. Det eneste nye der skete var, at han fik en kort mail fra Casper få dage efter. Det var desværre, greb han sig selv i at tænke, bare en lille tak for opbakningen og et løfte om at skrive igen så snart, der skete noget.
   Selvom han ikke selv helt anede det, var der alligevel ved at ske noget for øjnene af ham, disse uopmærksomme, unge øjne, der intet så. Næsten uden sit vidende begyndte han langsomt men sikkert at trænge sig længere ind i fællesskabet, som en blind muldvarp, der per instinkt finder sin hule, sin plads. Han var stadig alene, men han var ikke længere ensom. Han var på sin egen måde, blevet en del af den ulveflok, han før havde frygtet så meget. Når han havde fri, flygtede han ikke længere hjem, væk fra de andre, men gik stille og roligt af sted. Men når han kom hjem, tjekkede han stadig sin mail som det absolut første. Endnu.
   Da der ikke var kommet nogen beskeder i næsten en måned, begyndte han at blive bekymret for, om hans ven helt havde glemt ham og deres aftale. Derfor begyndte han, straks han kom hjem dagen efter at skrive en lille hilsen til Casper, et lille kald inden kontakten helt forsvandt.
   Hej Casper
   Jeg har ikke hørt fra dig i et stykke tid nu. Er det slet intet sket derovre, eller har du helt glemt mig? Herovre begynder tingene at blive bedre, jeg føler mig... mindre fremmed for de andre i klassen, så det er jo godt nok. Hvad med dig? Har du fået nogen venner, eller driller sproget stadig? Skriv snart tilbage. Glæder mig til at høre fra dig.
   Venlig hilsen
   Felix
   Han så et øjeblik eftertænksomt på beskeden og sendte den så. Uanset hvor meget han tænkte over, hvorfor Casper ikke havde skrevet til ham i så lang tid, kunne han ikke regne det ud. Det var egentlig også ligegyldigt. Han ville sikkert snart finde ud af det, lige så snart Casper svarede på beskeden. Med denne vished hvilende trygt i baghovedet slukkede han computeren og begyndte på sit stablede bjerg af lektier, der for én gang skyld ikke nåede loftet i hans værelse. Det ville være hurtigt ordnet.
   Allerede samme aften da han tændte sin computer for at spille et computerspil, opdagede han, at han havde fået svar på sin besked. Han regnede hurtigt ud, at klokken ikke måtte være mere end to om eftermiddagen hos Casper. Hans første indskydelse var, at han havde fået tidligt fri fra skole, og straks, som han selv plejede, havde tjekket sin indbakke på computeren. Så åbnede han meddelelsen og begyndte at læse.
   Hva' så Felix!
   Dejligt at du ville skrive til mig. Egentlig er der ikke sket ret meget herovre, som du allerede har mistanke om. I skolen lærer jeg stort set intet, mest fordi jeg ikke kan følge med i det skide engelsk. Når jeg fortæller det til min far, siger han bare, at det kommer, og at problemerne nok skal ordne sig.
   Han er fuldstændig ligeglad med mig, også når det ikke gælder skolen. Der er altid noget at lave for ham, aldrig er der tid til, at vi kan være sammen. Altid en ny, dårlig undskyldning med arbejdet. Jeg forstår eddermaneme ikke, hvorfor han overhovedet ville have mig med. Jeg glæder mig MEGET, til vi skal hjem.
   Mange hilsener
   Casper
   Overdrev han ikke lidt? Det kunne da heller ikke være så slemt i USA, selvom han ikke forstod sproget derovre ret godt. Så kom han til at tænke på, at han måske ikke havde fundet sin plads i USA endnu og måske stadig havde det, som han selv havde haft det i starten af skoleåret. Snart ville Casper sikkert finde sig til rette derovre, og så ville de begge have det godt hver for sig. Han ignore-rede den nagende tvivl, der straks skød op i ham som resultat af den lettere usandsynlige tanke. Det var jo ikke hans problemer.
   Kort tid efter gik han i seng med bekymringerne på standby. Han lod søvnen og glemslen tage over som et brusende hav, der skyllede op på stranden og trak alt med sig tilbage til de tabte min-ders bølgehav. Uden hverken nåde eller brutalitet men med en uendelig blidhed, der fik én til helt ubevidst at give erindringerne fra sig uden hverken modstand eller protest.
   Men da Felix vågnede næste morgen, huskede han stadig Casper. Han huskede stadig sin gamle ven, og selv om han havde glemt ham, ville han med garanti blive mindet om ham før eller senere. Det var godt. Han ville ikke glemme Casper, han måtte ikke glemme ham. Med den beslutsomme tanke som følgesvend gik han i skole, igen klar til at møde dagen.
   Formiddagen gik, hurtigt efterfulgt af eftermiddagen og aftenen. Snart gik også næste dag, den næste uge, som hurtigt og grådigt begyndte at æde månederne op. Casper var begyndt at skrive oftere, mest om sine problemer i skolen og med sin far eller bare om ting grænsende op til det ligegyldige. Hvis Felix havde været lidt ældre og mere livsklog, ville han for længst have fundet ud af, at Casper var ved at blive desperat, at han havde brug for mere end bare et kort svar med medfølende ord. Han havde brug for sin ven, kontakt med noget kendt, noget fra sit tidligere liv.
   Men Felix var ikke gammel og klog på livet og menneskene, der levede det. Han var bare en helt almindelig dreng, der som så mange andre gennemlevede puberteten og teenageårenes faser. Det eneste han koncentrerede sig om, var at komme videre med livet. Det ventede jo lige foran ham, drillende og lokkende. Han havde ikke tid til at stoppe op for at passe på en ven, han allerede var ved at glemme.
   Da Felix, efter lang tids tålmodighed venten, endelig begyndte at få nye venner, var det som et sidste skub imod Casper. Det sidste skub, der skulle til, for at få ham til at falde ud i glemslens af-grund sammen med resten af de kasserede minder, Felix over lang tid havde hobet op dér. Snart blev han næsten ligeglad med de korte beskeder, Casper blev ved med at sende. De små meddelels-er, der, forklædt som små ligegyldigheder, desperat råbte om hjælp, en venlig håndsrækning i mør-ket, der kunne trække Casper op af ensomhedens mørke hul.
   I de svar Felix sendte tilbage på disse tilsyneladende ligegyldige beskeder, lyste hans kedsom-hed og overfladiskhed næsten ud af hvert et ord og hver en sætning. Selv hilsenen var blevet for-mindsket til noget så upersonligt som et "goddag Casper" og et "hilsen Felix", fuldstændig modsat Caspers beskeder der omfavnede Felix i et fast greb. Et greb, der søgte at holde ham fast, så han ikke forsvandt helt ud i de ukendtes tåger.
   Men, desværre for Casper, var der allerede for sent. De to tidligere venner kendte ikke længere hinanden, selvom Casper stadig troede, at han gjorde det. Livet havde taget dem fra hinanden, hav-de vist sin brutale styrke til at rive uadskillelige personer fra hinanden. Alligevel blev Casper ved med at skrive i flere måneder endnu, før der blev stille på begge sider. Felix gjorde ikke noget forsøg på at genoptage kontakten. Han opdagede knap nok, at beskederne var holdt op, selvom han til det sidste havde skrevet korte svar tilbage på hver og en af dem. Det var blevet mekanisk, og nu havde nogen slukket helt for maskinen og drejet nøglen om på fabrikken, der holdt Casper i live i Felix' hoved. Uigenkaldeligt.
   Men pludselig, en mandag mere end et år efter at de var blevet adskilt, i starten af det tiende og sidste folkeskoleår for Felix, blev stilheden brudt. Han havde en dag, næsten tilfældigt, tændt for computeren og tjekket sin mail, ikke noget han længere havde for vane. Han havde spærret øjnene op i overraskelse, da han så beskeden fra Casper, og da han havde læst den færdig, lå hans kæbe og hage banket ned i skrivebordet godt en halv meter under hans overmund. Lige ved siden af lå hans øjne, der for længst var trillet ud af hovedet på ham af bar overraskelse.
   Kære Felix
   Du undrer dig nok over, hvorfor jeg pludselig skriver igen. Jeg har en god, nej en FANTASTISK nyhed til dig. JEG KOMMER TILBAGE I NÆSTE UGE!!! Min far siger, at hans for-retninger er færdige før tid, og at vi derfor kommer hjem noget tidligere end planlagt. Men alt det kan jeg jo fortælle dig i næste uge, når min far og jeg står i lufthavnen næste tirsdag klokken 16. Vi ses derude, så skal jeg nok fortælle dig resten.
   På snarligt gensyn
   Casper
   Da Felix havde fået sat kæben og øjnene på plads, skyndte han sig at tjekke, hvornår meddelel-sen var blevet sendt. Mandag den 16. august. Han tænkte hurtigt efter. Det var i sidste uge! Det ville sige, at han skulle møde Casper allerede dagen efter. En følelse ikke helt ulig den, han havde haft, da han fik at vide, at Casper skulle rejse bare ti gange mere ubehagelig, begyndte at strømme igen-nem hver en fiber, hver en celle i hans krop.
   Resten af dagen gik med at lave ingenting, med bekymringer og rastløshed og besværlige tanker. Han gik tidligt i seng, men kunne ikke sove på grund af det følelseshav, der skvulpede rundt inden i ham og skabte røre i alle de tanker, han havde, og rystede selve den identitet, han igennem et helt år havde opbygget. Det halve af natten lå han bare og stirrede op i loftet, der til sidst langsomt begyndt at sløres og forsvinde. En mørk, forvirrende himmel med glitrende stjerner afsløredes, som han, draget af lyset, fløj op efter i det kulsorte himmelrum.
   Da han vågnede næste morgen, kunne han til at begynde med ikke huske, hvorfor han var så urolig. Så kom han i tanke om det, om Casper, og fortabelsen blev igen total. Han begyndte på sin daglige rutine stadig træt efter sin turbulente nattesøvn. Aldrig siden var en morgen eller skole-dag gået så hurtigt som den dag. Pludselig var klokken et, og han fik fri fra skole. Han nølede med at tage hjem, trak tiden ud til han skulle møde Casper, men alligevel var han hjemme rimelig hurtigt. Alt for hurtigt. En times tid senere var han på vej mod banegården, hvor han skulle videre til luft-havnen med tog. Snart sad han i toget og ventede. Ventede på noget han ikke havde bedt om, men som livet og skæbnen havde besluttet sig for at udrette for ham, om han ville det eller ej.
   Halvanden time senere stod han klar i lufthavnen, så tæt på landingsbanerne, at han kunne se folk komme ind og ud af flyene. Nu var det som om tiden havde besluttet sig for at kompensere for dens tidligere alt for hurtige skridt. Hvert et sekund føltes som minutter, og minutterne som timer. Felix vekslede konstant imellem at se på sit ur og at se ud af det enorme rudekompleks, der fungere-de som et enormt vindue i ventesalen og dermed den perfekte udkigspost for Felix.
   Klokken blev langsomt fire, men flyet kom ikke. Sekund for sekund blev klokken ti minutter ov-er fire, femten minutter over, uden at der skete noget. Imens blev Felix atter mere nervøs for hvert sekund der gik. Hans tanker blev ved med at drage ham mod udgangen, væk fra lufthavnen og Cas-per, væk fra fortiden, skammen og minderne. Så, ud af det blå, tonede et fly pludselig frem i hori-sonten. Hans sind var splittet i to. Han kunne flygte, undgå Casper og fortiden, eller han kunne se angeren og minderne i øjnene, møde Casper med stoltheden i behold. Felix fulgte flyet med blikket, så det lande, så landingstrappen glide ned og så de første passagerere gå med døsige skridt ned af landingstrappen. Med blikket søgte han efter Casper i menneskemængden, og tænkte samtidig, at det ikke engang var sikkert, at de ville kunne genkende hinanden, når de så den anden.
   Pludselig så han Casper få meter under sig. Han fulgte ham med blikket vel vidende, at Casper ikke vidste, at han var der, og lige nu så på ham, overvågede ham. Han havde forandret sig meget. Øjnene var blevet mattere som resultat af, at lyset, glæden og livet helt var blevet frataget dem. Hans hår var blevet længere og lysere i Amerikas varme sol og dækkede ligegyldigt for panden. Kroppen var blevet mere spinkel, end Felix huskede den, og skuldrene og hovedet hang træt nedad i en nedtrykt positur. Han var på vej hen til trappen, der førte op til ventesalen. Til ham, Felix.
   I sådan en situation, når man endelig er tvunget til at se den person, man igennem lang tid har fortrængt, er der reelt kun to valgmuligheder; at flygte og gemme sig for sig selv og omverdenen, eller at se sin skam i øjnene og møde fortiden. Felix valgte at flygte. Han bare løb, rædselsslagen for den sandhed, der lige var gået op for ham, at han havde svigtet sin ven. Den ven, der med sørgmod-ige skridt var på vej hen imod ham med håbet om endelig at gense sin gamle kammerat. Intetanen-de om det faktum, at Felix allerede var væk, og om at han nogensinde havde været der. Intetanende om, at en gammel ven igen var smuttet udenfor hans rækkevidde, tilbage til de fremmedes tåger, og aldrig ville komme tilbage.