Strøget var relativt affolket her sent på eftermiddag, hvor butikkerne snart lukkede. Vi slentrede hen ad gaden med barnevognen mellem os. Jeg spottede BabySam-skiltet netop som Anna prikkede mig i siden.
   "Er det der ikke ham politikeren? Theo Hillim. Er han ikke en rigtig klimaexcentriker?"
   Hun pegede over på en tæt bygget mand med blondt hår. Han gik arm i arm med en yngre kvinde, jeg genkendte som hans kone, skrøbelig og med de fineste træk. Laura, mente jeg.
   "Jo, det er da også rigtigt. Han er Hollands miljøminister. Gad vide hvad han laver i Danmark lige nu. Burde han ikke have travlt på hjemmefronten for tiden?"
   "Ja, helt ærligt. Den ferie kunne han have planlagt bedre."
   "Han plejede ellers at være meget populær derovre. Men så kom bestikkelsesrygterne. Han har i hvert fald ikke råd til at tabe mere ansigt, hvis han vil genvælges, så meget er sikkert."
   De passerede os på den anden side ad gaden, og jeg så tilbage efter dem.
   Havde jeg ikke gjort det, havde jeg undgået synet af Theo Hillims hoved, der bogstaveligt talt eksploderede. Blod, hjernemasse, kød og kraniesumper fløj til alle sider og kroppen slyngedes bagud mod en knust butiksrude. Det ringede for mine ører efter braget.
   Jeg så hastigt rundt, tagene, vinduer, hvor end skuddet var kommet fra. Et sekund klemte jeg Anna ind til mig, et fast greb om hendes nakke, du er okay, gudskelov, det skal nok gå, og så løb jeg over til ulykkesstedet.
   Theo Hillims krop var halvvejs slynget ind på gulvet i elektronikbutikken de netop var gået forbi, ryggen skævt bøjet på kanten, men min opmærksomhed var rettet mod hans ansigt. Fra højre øje og kind til øret var et gabende hul delvist camoufleret af hjernemasse og kranievæggen i baghovedet. Resten var et totalt kaos af blod, hud og kød.
   Jeg bøjede mig over ham, i mit totale chok tog jeg hans puls og konstaterede, at udover halvfems procent af hans hjernemasse var spredt ud over fulde ti kvadratmeter, trak han heller ikke vejret. Nu kastede Laura sig ned ved siden af sin mands lig, omfavnede kroppen, mens hun græd hysterisk og messede uforståelige ord igen og igen. Med et så hun op, op i himlen, skreg et sindssygt, dyrisk skrig, ansigtet fortrukket til et udtryk af rent vanvid.
   I det samme lød endnu et brag tusind gange højere end det første. Jeg befandt mig under en meter fra hende og mærkede kuglens sus. Bagefter lugtede jeg krudtet i luften, og i selve øjeblikket sparedes jeg ikke for én detalje. Hele venstre side af hendes underansigt, hud som kød, skrællet af som en dåse flåede tomater i en industrikødhakker. Det var mindst lige så grufuldt et syn som Theo, men hun var ikke død, hun var ikke engang bevidstløs. Hun var blevet kastet ned ved sin mands side, hovedet lå på hans bryst, og hun skreg igen, en forvrænget og gurglende lyd som kvaltes hun i sit eget blod.
   "ANNA! RING EFTER EN AMBULANCE!" råbte jeg, og øjeblikkeligt fandt hun mobilen frem og tastede nummeret, skræmt fra vid og sans.
   Jeg tog fat i Lauras skulder og rullede hende om på siden, og hun hostede, skriget nu jævnere. Jeg trak hende hastigt ind i butikken om bag en hylde, men der kom ikke flere skud. Blodet fossede stadig, og jeg fumlede med min skjorte til det lykkedes mig at rive ærmet af ved syningen. Jeg bandt det om hendes hoved, det skal nok gå, du lever stadig, og selvom blodet straks trængte ind i det hvide stof, stoppede det efterhånden.
   Jeg faldt sammen op ad væggen. Jeg rystede. Skrigene forstummede, hun var bevidstløs nu, og gradvist begyndte jeg at høre andre lyde igen. Barnegråd, lave stemmer. Mennesker var stimlet sammen ude på gaden, stirrede på den makabre scene og gjorde intet.
   Snart hørte jeg sirener, og endelig rejste jeg mig, gik udmattet udenfor, hen til Anna, og vi faldt i hinanden arme. Hun græd, hele hendes krop skælvede.
   "Undskyld, skat," hviskede jeg og knugede hende ind til mig.
   Ambulancen kom et øjeblik senere efterfulgt af en politibil. To reddere løftede først Theo op på en båre, så Laura, og bar begge ind i vognen, hvorefter de for fuld udrykning kørte væk igen. Politifolkene talte med en mand, der holdt sin lille søn tæt ind til sig, og øjeblikket efter fortsatte de hen til os.
   "I var de første på gerningsstedet, er det korrekt? " sagde den ene, en rødhåret mand med ølvom.
   "Jeg... ja, jo, det var vi," sagde jeg. Jeg knyttede hænderne, men rystelserne stoppede ikke.
   "Jeres navne?"
   "Casper Bronc og Anna Ulstrup." Betjenten bagved skrev ned på en tablet.
   "Kan I fortælle, hvad der skete her?"
   "Det var et attentat," svarede Anna monotont. Hun knugede om barnevognshåndtaget med hvide hænder og så tomt frem for sig. "Vi så ikke morderen; det gjorde ingen. Der affyredes to skud. Det ene ramte manden. Det næste ramte kvinden. Manden, hans hoved, det... det - "
   Hun krympede sig hulkende sammen, og jeg trak hende ind til mig, aede hendes hår og kyssede hendes kind. Men intet nåede så dybt som det sted, gråden kom fra.