Mørke. Uendeligt, uigennemtrængeligt mørke. Jeg kunne intet se, intet fornemme. Uanset hvor jeg kiggede hen, var det kun ukendte skygger, der mødte mit blik med ildevarslende tavshed. Jeg var hjælpeløs, forladt for alt håb. Det var sådanne tanker, der kørte gennem mit hoved, som jeg stod i mørket, blind for alt andet end mit eget selvudslettende sind.
   Med et følte jeg noget. Det skreg, at jeg skulle tage mig sammen, at jeg skulle komme til fornuft og lukke af for frygten. Desperationen forduftede, og et befriende lys lod mig igen tænke.
   Det er skræmmende, som sanserne fungerer. På et øjeblik skærpedes mine instinkter, og mine sanser var pludselig klare som dyrets. Jeg kunne mærke stedet, atmosfæren, lugten. Her var en lettere tør luft og en lugt af forfald, som syntes langsomt at kvæle alt liv. Prøvende tog jeg et skridt fremad. Så snart min fod ramte gulvet, lød en skarp, men hul lyd af min sko mod gulvets beton. Braget spredtes til alle sider, smadrede brutalt den før så knusende stilhed og kastedes så tilbage med fornyet styrke. Jeg gøs ved tanken om at være fanget et så lille sted, sammen med hvad der end måtte husere her.
   Bange så jeg mig rundt, selvom jeg allerede havde indset, at mit blik intet ville møde. Jeg blev overrasket. Dér, nogle meter fremme hang et grønt, lysende og yderst velkendt skilt. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle blive så glad for at se en nødudgang. Om skiltet havde været der før, og hvad det lavede herinde, undrede jeg mig ikke over. Jeg var i en ekstase af overraskelse, tænkte ikke. Da jeg gik mod skiltet, fokuserede mine øjne kun på det svage, grønne skær.
   Hurtigt kom jeg tættere på, men få skridt fra mit mål stoppede jeg brat. Der stod en skikkelse i det svage lys og stirrede på mig med øjne, der glinsede i mørket. Min krop og hjerne gik straks i beredskab. Jeg hadede andre menneskers øjne. Så anderledes, så forræderiske. Hadede deres tvetydige kropssprog, deres såkaldt civiliserede væremåde, deres evige manerer, alt.
   Alligevel gik jeg mod personen drevet af én tanke. Jeg måtte ud. For hver centimeter, jeg kom nærmere, stod skikkelsen tydeligere frem. Det var en ung mand. Han havde en lang, hvid kittel på, der tydeligt fremhævede hans fedladne ydre. Jeg kan ikke fordrage fede mennesker.
   Øjnene viste sig at være små og stikkende grå projektiler af den slags, der borer sig ind i én uden først at spørge om lov. Ingen skulle ikke se ind i min sjæl. Sådan havde det altid været, og jeg ville ikke give afkald på mit inderste nu. Ikke til denne fremmed, ikke til nogen. Aldrig.
   Som jeg kom nærmere, afsløredes et tykt, brunt hår. Det sad sirligt ordnet og friseret. Signalerede tydeligt, sammen med et grimt lille skæg, at der her var en civiliseret person. Et bedrag, mange levede med, i desperat håb om at skjule deres falske, løgnagtige indre. Jeg så lige igennem det. Jeg vidste jo.
   Da jeg var omkring en meter væk og kunne lugte ham, føle hans rolige åndedræt, stoppede jeg. Han så ikke truende ud, det var ikke problemet. Alligevel tøvede jeg. Jeg forstod ikke mig selv. Jeg kunne jo bare bede ham flytte sig. Så ville han helt sikkert træde til side og lade mig komme ud.
   Men noget forhindrede mig. En desværre kun alt for kendt blokade i mit sind spærrede for mit stemmebånd, forhindrede mig i at tage kontakt til denne mand. Til et andet menneske. Jeg vidste, hvad jeg var nødt til at gøre, men jeg kunne ikke, ville ikke gøre det.
   Denne velkendte, bitre kamp i mit indre kunne ikke fortsætte. Den måtte ikke ende som det plejede. Ikke denne gang. Så med en pludselig, intens energi, brød jeg barrieren og gjorde, hvad jeg ikke selv troede muligt. Jeg talte.
   "Vil du ikke lige... vil du være venlig at flytte dig - bare et øjeblik?"
   Manden så over på mig. Hans øjne lyste med overraskelsens nysgerrige skær, men også noget mere, jeg ikke helt kunne placere. Var han... imponeret? Han sagde ikke noget, men flyttede sig bare en smule til siden og gjorde en gestus mod døren.
   Et sekund stod jeg bare dér, lamslået over hvor nemt det havde været. Jeg var simpelthen så glad, så stolt over, hvad jeg havde gjort. Jeg havde talt til en anden person, og det havde slet ikke været så slemt. Varmen bredte sig som en steppebrand indeni mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage til manden, da jeg gik forbi ham og åbnede døren.
   I samme øjeblik jeg trådte ud, blev jeg overvældet af et syn så mærkværdigt og skræmmende, at jeg straks vidste, at det for altid ville forblive fastbrændt på min nethinde. På alle sider af mig stod tætstående grantræer så høje, at jeg kun kunne forestille mig, hvor de endte. Men det var ikke det, der fik mig til at måbe af blandet overraskelse og vantro frygt. Selvom solen skinnede igennem et tæt skydække, havde alting et gråt skær over sig. Men det var mere end bare et anstrøg. Alt var gråt, de mosbegroede træstammer, det vilde græs, mælkebøtterne.
   Verden kørte rundt, jeg forstod ingenting, krævede et svar. Jeg ville råbe mine spørgsmål ud, kunne ikke. Mit hoved var tungt af disse pludselige sanseindtryk. Alt var forkert. Det her var ikke virkeligt. Imens fornuften kæmpede for at forstå, bearbejdede min fantasi det ufattelige og lod mig se alting i et nyt, klarere lys. Så, uden varsel, tænkte jeg igen klart. Jeg forstod.
   Uden nogen egentlig grund gik jeg over mod den tætte skov. Det var en følelse, en impuls, ikke andet. Jeg lod kaosset af barkede stammer og utallige stikkende nåle opsluge mig i sin mørke bug og vidste straks, at det var det rigtige.
   I takt med at jeg kæmpede mig dybere ind i skovens indre, blev det sværere at komme fremad. Der var tidspunkter, hvor jeg knap kunne bevæge mig for stammer og grene, som dannede næsten uigennemtrængelige barrierer foran mig. Det var i disse øjeblikke, fanget blandt skov og selvmedlidenhed, jeg fortrød at være gået herind. Men det var også her, min vilje til at komme ud på den anden side voksede og eksploderede i et inferno af kræfter.
   På umærkelig vis tyndede skoven ud, og snart stod kun få træer tilbage som de sidste spredte pinde i et spil mikado. Jeg kunne bevæge mig, som jeg havde lyst, gøre som jeg ville. Det var en fantastisk, befriende følelse, og imens jeg gik, lod jeg den opfylde mig med glædens dejlige varme. Jeg havde klaret mig igennem.
   Måske var det denne glæde, der gjorde, at jeg knap bemærkede, at indelukket lå bag mig og skoven kun var en erindring nu. Og måske var det derfor, overraskelsen over det, der efterfølgende mødte mit blik, blev så meget desto større.
   Overfor mig, på den anden side af lysningen, jeg befandt mig i, lå et Utopia af farver og mærkelige planter. Som ved et trylleslag havde skov, træer og blomster med kulører fra hele årets farverige palet åbenbaret sig for mig. Smukke, slanke træer med dybrøde blade, friskgrønt græs og blødt mos. Blomster, der satte ild til billedet med orange, gule og røde farver. Lugten af forår, frihed, livet i al sin pragt. Alt sammen umuligt at forestille sig, så fantastisk at det lå hinsides selv den livligste barnefantasi og så smukt, at ikke engang en kunstner ville kunne forevige det.
   Pludselig lagde jeg mærke til en svag rallen nær mig. Åndedrættet forgiftede luften og blandede sig med alt det smukke, men jeg var ikke i tvivl. Det var et menneske. Straks søgte jeg lyden. Jeg så den krummende linje, hvor den grå verden og farverne mødtes i en næsten levende kamp, så glæden kæmpe mod tristheden. Dér, halvvejs liggende, sad en nøgen, udmagret mand. Hans hud var grå som skoven bag mig og mærket af utallige sår og ar, håret kort og sjasket, hængende slapt ned.
   Imens tankerne fløj gennem mit hoved, blev jeg grebet af en uforklarlig vrede, der optog mig mere for hvert sekund. Den fyldte mig med et altfortærende had til denne person, dette ynkelige dyr af en mand. Han havde isoleret sig fra omverdenen, ingen kom ham længere til hjælp, og hvor var han endt? Han var ingenting.
   Jeg kunne ikke klare det, mit raseri måtte ud, væk fra min krop. Smerten, der sved i mit hjerte, skulle forsvinde. Jeg ville være fri.
   Da jeg gik mod manden, var det i en uvirkelig trance, hvor jeg så klarere end nogensinde før. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. I et splitsekund vendte han ansigtet mod mig, men jeg så intet. Følte intet, da mit første slag ramte ham hårdt i ansigtet, så han kastedes ned i græsset. Et kort, overrasket skrig undslap ham, en jeg var ligeglad. Intet rørte mig. Jeg bøjede mig over ham, tæskede en knytnæve i brystet på ham, så al luften et øjeblik blev pustet ud. Lyden af hans ynkelige smertestøn nåede mig knap, før den næste byge af slag ramte overalt på hans usle legeme.
   Han var holdt op med at skrige nu, lå bare dér, imens jeg tilførte ham min smerte. Tæskede livet ud af ham, til der intet var tilbage. Først da alle mine kræfter var opbrugt og sorgen og raseriet endelig væk, stoppede jeg. Jeg rejste mig og betragtede mit værk. Lugtede blodet og sveden. Lod mit blik glide henover den blodige masse, de mørkerøde pletter, der farvede den grå krop og skjulte mennesket bag.
   Liget var næsten uigenkendeligt, men ikke helt. Der var et eller andet ved ham, men det stod uklart, til jeg så ansigtet rigtigt. På trods af masken af blod, den brækkede næse og deforme kæbe, så jeg straks, hvem ansigtet tilhørte. En person, jeg altid havde kendt men samtidig én, jeg aldrig havde forstået og derfor afskyet. Mig selv.
   Først chok. Forvirring. Vrede. Dernæst lettelse, en følelse af, at noget forsvandt fra mit hjerte. Noget dybt indeni mig lettede og fløj for aldrig at komme tilbage igen. En del af min personlighed vristedes fra mig, og jeg følte mig langsomt mere fri.
   Jeg gik videre ind i den farverige skov uden at se mig tilbage, lod liget være og den nye energi slippe ud med mine skridt. Mine tanker fløj blandt træernes kroner, jeg mærkede alting på en anderledes måde og så nye muligheder i himlen og i livet.
   Sådan gik jeg lidt, til en lille sti tog form foran mig. Gradvist blev den mere tydelig, og snart omdannedes den til en mindre asfaltvej, som jeg med livets vinde i ryggen fortsatte ad.
   Med et fangede noget mit blik. Et blåt skilt stod i vejkanten ikke langt fremme, slående normalt, i forhold til alt andet her. "Vitae Allé," stod der skrevet med karakteristiske bogstaver, som lyste svagt i det tiltagende mørke. Jeg havde set det latinske ord før, men hvor og hvad det betød, var endnu gemt i erindringens tåger.
   Alt imens jeg gik videre, blev det mørkere, og nattens tæppe blev trukket hen over mine øjne og truede med at gøre mig blind. Hele min krop føltes som en dødvægt, og trangen til hvile voksede for hvert skridt. Men jeg stoppede ikke, noget i mig tvang mine ben videre. Jeg kunne ikke give op, ikke her. Måtte fortsætte, til jeg nåede enden. Hvor end den var.
   Snart kom jeg til en stejl bakke, der hævede sig i landskabet og skjulte alt bagved. Fortabelsen overtog mig straks, men ikke uden ledsagelse af den nye, optimistiske følelse, som kunne bære mig over enhver forhindring på min vej, på livets vej.
   Pludselig lagde jeg mærke til et ulmende skær, der skinnede et sted bag bakken. Det strålede med et magisk lys, der drog mig hen mod sig. Jeg grebes af glæde og en underlig sikker følelse af, at dette var afslutningen. Dette var, hvad jeg havde rejst for. Dette fantastiske lys var selve grunden til, at jeg havde trukket mig selv gennem alle forhindringerne og anstrengelserne.
   Drevet af denne følelse fortsatte jeg hurtigere hen imod bakken. Jeg opslugtes af forhøjningens skygger og var på et øjeblik omgivet af et tyngende mørke. Men jeg fortsatte, for jeg vidste, at det ville klare op igen på den anden side. Snart så jeg igen lyset. Det brændte så smukt lige over mig som en himlens port, og jeg var gæsten, der måtte modtage denne gave. Snart.
   Nu nåede jeg toppen. Endelig kunne jeg se lyset fuldstændig, utilsløret i al sin storslåethed. Jeg så en baby, en ung blive voksen, hele livets cyklus passere forbi i én guddommelig stråle. Alt det smukke i livet mødte mig i en anden, det smukkeste forår, en nøgen kvindekrop, selve kærligheden, alting sammenblandet i ét billede af ren skønhed. En tredje viste mig håbet, forløsningen og glæden fusioneret. Det var så smukt, ubeskriveligt, og dog så indlysende klart.
   Så blev alt sort.
   Da jeg åbner øjnene, er det fortryllende lys væk og erstattet af et skarpere og mere ubehageligt ét af slagsen. Hurtigt toner det ned og afslører en småbuttet mand i hvid kittel. Han har pænt friseret hår og et smart skæg. Men det er først, da jeg ser hans grå øjne, jeg opfatter, hvem han er. Manden fra det mørke rum.
   "Goddag igen, Steffen. Godt du endelig er vågnet. Du har godt nok været væk længe, i hvert fald længere end nogen anden patient, jeg har haft," siger han og sender mig sit bedste, kunstige smil.
   Spørgsmålene vælter ind over mig, forvirringen overtager mig helt og lukker alt logisk og rationelt ude. Jeg vil have svar, vil forstå, men kun mumlen og halve sætninger kommer ud. Min mund er et uigennemtrængeligt fængsel, og min nyfundne spørgelyst og nysgerrighed de ulykkelige fanger.
   "Rolig nu, du er tydeligvis i chok... Se ikke sådan på mig, lidt forskrækkelse er helt normalt efter hypnose. Det går snart over," siger han og holder en kort pause. "Du kan ikke huske noget som helst, vel..? Nej? Så lad mig forklare," fortsætter han med et næsten uhørligt suk.
   "Jeg hedder Morten og er psykolog. Jeg hjælper dig med at lære at leve sammen med andre mennesker, forstår du? For... ja, det må vel være en times tid siden nu, hypnotiserede jeg dig. Vi havde prøvet næsten alt andet, men intet så ud til at virke. Så jeg foreslog dig det her, og resten kan du vel selv gætte dig til."
   Nu træder erindringerne tydeligt frem. Fortrængte barndomsminder bølger hen over mig, drukner mig i gamle tider, og jeg befinder mig pludselig et andet sted i en for længst glemt verden.
   Jeg går i første klasse. Vi har hyggetime, og alle de andre børn leger sammen. Selv står jeg i et hjørne, gemmer mig lidt væk. Egentlig vil jeg helst gå over til de andre og være med i deres lege, men jeg kan ikke. Noget holder mig fra at gøre det, jeg har allermest lyst til; at være en del af den glade flok.
   Filmen skifter, og jeg er nu 12 år gammel. Jeg står i skolegården. Alene. Drengene fra min klasse spiller fodbold. Som lalleglade hunde render de efter bolden. Idiotisk sport. Dybt inde i mig, hvor egne følelser bliver fremmede, vil jeg alligevel gerne være med. Bare for at være det. Men jeg kan ikke. Det fængsel, der holder mit sind fanget, forbyder mig det.
   Igen skifter billederne. Nu befinder jeg mig i en dagligvarebutik, 18 år gammel. Står med en indkøbsliste og ser mig opgivende rundt. De forbandede varer er som altid umulige at finde. Jeg ved, hvad jeg må gøre, men jeg kan ikke lide det, slet ikke. Den medarbejder, jeg har udset mig, ser egentlig meget venlig ud. Men som ved alle andre mennesker er der et eller andet over ham. Noget, jeg ikke kan placere, ikke forstår, og det gør mig bange
   Kampen begynder straks. Skal jeg spørge ham? Kan jeg bede ham om hjælp? Min hjerne kører på højtryk for at finde en anden udvej. Kan som altid ikke finde nogen. I stedet tager jeg en hastig beslutning. Jeg gør det sgu! Denne gang lykkes det, jeg kan mærke det. Men da han et øjeblik inden jeg når ham, vender sig mod mig, stivner jeg. Øjnene. Så forræderiske, så fremmede. Straks drejer jeg om og går væk, lader som ingenting. Som så mange gange før.
   "Steffen? Hører du stadig efter?" Psykologen bryder ind i mine erindringer og hiver mig hensynsløst ud. Alle de minder fra et liv, som jeg for evigt hader, der så brutalt overfalder mig. Det er for meget. Tårerne i mine øjne er uundgåelige, umulige at flygte fra længere. Imens sorgen fortager, sker der noget i mig. Det er en uforklarlig, forunderlig følelse, og erkendelsen optager mig fuldstændig, levner ingen plads til forvirringen og kaosset. Kun forståelse. Mine læber kan med ét igen forme ord, og jeg hører for første gang i umindelige tider min egen stemme rigtigt.
   "Ja, jo, jeg lytter. Jeg... jeg kom bare lige i tanke om noget."
   "Ah, du kan endelig tale igen. Godt, du er kommet dig. Det ville nok være endt som en temmelig svær samtale, hvis jeg var den eneste, der skulle snakke. Terapien er jo for din skyld, ikke min. Hvad tænkte du forresten på før?"
   "Det var... ingenting. Ikke noget vigtigt. Lad os bare komme videre, ikke?"
   "Okay, fint nok. Lad os starte med, hvad du oplevede under hypnosen. Jeg vil gerne vide det hele, så jo flere detaljer, jo bedre. Men bare sig, hvad du nu kan huske, så skal du ikke høre noget fra mig."
   Tøvende begynder jeg at fortælle. Jeg beskriver det mørke rum, den klaustrofobiske følelse, hvordan jeg så manden stå ved døren. Min vej gennem skoven, lysningen og min grå dobbeltgænger. Hvordan jeg i vildskab tæskede livet ud af ham og følte mig fri. Vejen, udmattelsen og til sidst det fantastiske lys.
   Indimellem nikker han interesseret, og beder mig uddybe lidt. Han har taget en notesblok frem og skriver alting ned, imens han mildt ser på mig.
   "Det lyder da, som om du har fået noget ud af det. Jeg er naturligvis nødt til at analysere lidt på det hele, før jeg kan sige noget med sikkerhed. Men det kommer nok til at tage lidt tid. Indtil da, føler du så selv, at noget er blevet bedre?"
   "Jeg ved det ikke helt. Men måske... man kan jo aldrig vide. Jeg har sådan en underlig følelse af, at noget i hvert fald er forandret. Forresten, før, da jeg var lidt fjern i det... Jeg tænkte på min barndom..." Igen mærker jeg tårerne presse sig på, men jeg vil ikke overgive mig til dem. Jeg har allerede grædt nok over mit eget liv.
   Da jeg kort efter går ud fra klinikken, kommer den befriende følelse tilbage. Imens jeg går blandt folk på gaden, vokser den og gør mig tryg. Noget jeg ikke kan huske nogensinde at have følt før. Idet jeg tilfældigvis falder i snak med en af beboerne fra min opgang, mærker hvor let det er, fordufter den sidste tvivl og jeg ved, at jeg er forandret for altid. Jeg er endelig fri.