Det var den særeste drøm. Jeg kunne stadig mærke de glatte runde perler under mine fødder og den brændende smerte i huden. Med hjertet hamrende i brystet, hev jeg min slidte t-shirt op under brysterne og stirrede på den glatte blege hud, der hvor ribbenene mødtes. Ingenting. Intet mærke, intet ar. Selv den svidende fornemmelse virkede nu som et fjernt minde. Siddende som forstenet i sengen, med håndfladerne presset mod solar plexus prøvede jeg at fremkalde drømmen igen. Det havde virket så vigtigt. Livsvigtigt - hvad det så end havde været.
   Havde der ikke været ord? Mit hoved dunkede. Jeg mente da, at der havde været ord. Der kom ingenting ud af tågerne, men en melodi flød klar som en rislende bæk og før jeg vidste af det, flød den også fra mine læber.
   På kejtede ben sprang jeg ud af sengen, efterlod dynen halvt på gulvet og strøg ud i køkkenet på jagt efter morgenmad. Udenfor skinnede solen, som en refleksion af mit strålende humør. I dag ville blive en helt fantastisk dag. Jeg vidste det bare. Helt ind i knoglerne.
   Da jeg lukkede døren til huset bag mig, havde jeg efterladt en seddel til min far om at jeg nok ville komme sent hjem. Det var ikke gået op for mig, at jeg ikke vidste hvorfor. Min far var altid så bekymret, hans øjenbryn trykket sammen i panden på ham. Han kunne ikke lide, at jeg tog så meget til stranden. Som om jeg ikke kendte vandets strømninger som min egen baglomme.

Solen bagte allerede ned over de bittesmå sten i sandet, som brændte under mine fødder, når jeg gik for langsomt. Vandet svøbte sig om mig og jeg havde, som altid, følelsen af at blive modtaget og påskønnet. Mellem mine kyndige lemmer var vandet modelervoks. Strømningerne jeg skabte kunne danne hvirvler og kugler, bølger og undertryk. En eneste gang havde det nærmest bøjet sig for mig. Selvom det var længe siden, var jeg sikker på, at det ikke havde været en drøm. Næsten sikker i hvert fald. Da jeg aldrig havde fortalt det til min far, kunne jeg ikke spørge ham, om det faktisk havde fundet sted. Med håndfladerne opad under overfladen, hev jeg vandet ned i en lind strøm.
   Senere kom Benjamin. Vi havde fået sommerferie to uger tidligere. Det var skønt at kunne hænge ud på stranden hele dagen og så tage hjem til ham og grille. Jeg elskede sommeren og varmen den bragte med sig. Strandens sand.
   Havet.

Bølgerne slog mod sandet i en rolig rytme og efterlod halvmåner af hvidt skum. Havet var forunderligt klart i dag. Selv fra under vandet kunne jeg se Benjamin stå oppe på stranden.
   Solen glimtede i bølgetoppene. Det lignede et hav af diamanter. Lyden af plaskende skridt fangede min opmærksomhed. Benjamin var løbet ud i vandet. Han taklede mig ligeså snart jeg var inden for rækkevidde.
   "Hvad skal du i weekenden?"
   "Være sammen med dig?" Jeg svømmede over til ham og sprøjtede ham til, "Jeg troede vi skulle sætte telt op hernede og få gang i noget engangsgril?"
   "Øh, omkring det, Melanie..." Han kløede sig forlegent i nakken.
   "Hvad nu?"
   "Min tante har inviteret hele familien til fødselsdag, så jeg er ikke hjemme."
   "Med så kort varsel?" Irritationen gjorde min stemme hård. Jeg havde allerede pakket teltet.
   "Slap nu af - vi gør det bare på et andet tidspunkt. Jeg kommer hjem igen på søndag."
   Jeg kiggede ned i vandet på mine fødder, der så uhyggeligt hvide ud på sandbunden.
   "Så I blir' i Jylland et par dage?"
   "Hvad siger du til næste weekend i stedet?"
   Nu begyndte jeg alvorligt at blive irriteret, "Vi tager jo til Malta på onsdag." Det kom ud mellem mine tænder. Benjamin så næsten forskrækket ud. I ét nu var jeg dykket under vandet og forsøgte at svømme noget af vreden af mig. Da jeg kom op igen, stod han stadig og så efter mig.
   "Gælder først til mølle princippet ikke når man laver aftaler med dig?" spurgte jeg.
   Nu så han mest bare irriteret ud og jeg gjorde mig klar til det uundgåelige frembrud af anklagelser.
   "Jeg synes jeg gjorde det klart fra starten at jeg ikke kunne overskue noget seriøst, " Jeg nikkede hidsigt mens han fortsatte, "Det var jo også derfor vi ikke ville sige noget til nogen. Hvis du skal spille såret og-"
   "Så hold dog op altså. Du er sgu altid så dramatisk." Vreden boblede ilde skjult under overfladen, så jeg vendte om og svømmede ind mod bredden, inden vi blev rigtig uvenner. Det var derfor man ikke skulle begynde på sådan noget med sin bedste ven. Lige meget hvor god følelsen var, når han smilede til mig. Jeg var allerede halvvejs oppe på stranden, da et forskrækket råb fik mig til at se tilbage. Benjamin plaskede underligt rundt i vandet. Det føltes som et langt øjeblik, mens jeg undrende stod og betragtede ham. Benjamin var en god svømmer. Ligesom mig.
   Så var der igen lyden af løbende fødder i det lave vand. Jeg stod og så til mens en fremmed pige ude i vandet svømmede over til Benjamin. Den smukkeste pige jeg nogensinde havde set. Hendes stemme flød med vinden op til mig. Først bekymret, så leende som små klokker om foråret. Det gik op for mig at jeg skulede. Hvor pokker kom hun fra? Det viste sig at Benjamin havde trådt i noget skarpt. Måske et glasskår. Pigen støttede ham, mens han humpede ud af vandet. Smilede og lo og så fantastisk ud, så Benjamin bare nikkede, smilede og stirrede forgabt. Noget vredt og ækelt vred sig i mit bryst. Slimet og sort. Min, sagde det. Så kiggede pigen op, fik øje på mig og sendte mig et strålende smil, som fik mit hjerte til at banke hurtigere og det ækle i mit bryst til at fordampe som dug for solen. Det var som om hun skinnede indefra. Hendes hud, hendes øjne - selv hendes bevægelser. Især hendes latter. Jeg kunne ikke lade være med at smile stort igen. Hun fik hjulpet Benjamin ned at sidde på en sten. Hurtigt var jeg henne ved siden af dem.
   "Hej." Min stemme var underligt fjern.
   "Hej," hun smilede næsten genert, "Jeg hedder Sif." Jeg tog hendes fremstrakte hånd. Den var så blød.
   "Melanie." Jeg stirrede på hende et stykke tid, inden Benjamin rømmede sig og jeg rød i hovedet vendte blikket bort.
   "Er du okay, Ben?" Han så noget bleg ud og der løb stadig blod ud af flængen i foden. Blod havde aldrig været hans stærke side.
   "Jeg tror jeg skal hjem." Det var næsten komisk, måden hvorpå han sank en klump og så lukkede munden endnu strammere end før.
   "Selvfølgelig," Jeg nikkede.
   "Lad mig hjælpe," tilbød Sif og tog hans ene arm, mens jeg tog den anden, og smilede til mig på tværs af min ven. Benjamin sagde ingenting hele turen hjem. Sif tilbød at gå med tilbage og hjælpe mig med at få hans cykel hjem fra stranden. Vi gik i tavshed et godt stykke tid, men det var ikke ubehageligt. Endelig nåede vi stranden og Sif stoppede op en smule rastløs.
   "Jeg nåede ikke rigtig at være så meget i vandet." Hun kiggede hen på mig og igen slog det mig, hvor fantastisk smuk hun var. Hendes øjne glimtede mørkere i lyset fra aftensolen. "Kunne vi måske blive her lidt og tage en dukkert?" Hun trak usikkert på skuldrene og afventede mit svar.
   "Ja. Ja, selvfølgelig" sagde jeg og tænkte, hvad som helst du har lyst til. Hendes smil strålede igen op imod mig og efterlod mig hovedrystende i vandkanten, mens hun løb ud mod horisonten. "Kommer du?" kaldte hun. Vandet føltes lunere nu, da luften havde mistet noget af sin hede. Det føltes blødt og trygt, som inde i min mors mave, forestillede jeg mig.
   "Det er skønt" sang jeg, op mod himlen, og snurrede rundt om mig selv, så der stod kaskader af vand op omkring mig. Pludselig stod Sif foran mig. Hun så ældre ud end jeg havde syntes tidligere. Var vi overhovedet jævnaldrende? Mine øjne forvirrede mig.
   "Elsker du ikke bare havet?" spurgte hun. Hendes stemme flød over af noget nær hengivenhed og måden hun kærligt betragtede horisonten på rørte noget i mig.
   "Jo." Med forventningsfuldt ansigt vendte hun sig mod mig og tog mine hænder, "Kom!" hviskede hun og tog mig med ud på en lang svømmetur. Ligesom tidligere var vandet bemærkelsesværdigt klart og det varme solskin dansede ned gennem dybderne. Vi svømmede længere ud end jeg nogensinde før havde gjort. Ud hvor der var flere meter mellem havbunden og mine fødder og så endnu længere ud. Sif var en fantastisk svømmer. Jeg havde aldrig set noget lignende. Ikke engang i fjernsynet, når der var elitesvømning. Hun var fuldstændig ligesom en fisk. Gled gennem vandet, mens hendes smidige krop bølgede afsted. Da vandet blev mørkere, og solens lys kun indimellem glimtede i tykke stråler gennem vandet, stoppede Sif. Hendes hår bølgede som søgræs op om hendes ansigt og skuldre ved opbremsningen. Vi stirrede på hinanden under vandet. Hun med funklende hemmelighedsfulde øjne og jeg i forundring over den kæmpemæssige strækning jeg lige havde tilbagelagt. Selvfølgelig var jeg en god svømmer, men så god? Tanken blev skubbet bagud i min bevidsthed, da Sif løftede sin pegefinger til sine læber. Og hun var væk. Vandet omkring mig var sort og uigennemtrængeligt. Hvor var hun? Pludselig føltes mine lunger som om de var ved at brænde op og med bølger af hed og iskold panik svømmede jeg opad. Overfladen mødte mig og lettelsen var næsten overvældende da jeg endelig fik ilt i mine lunger igen. Dog var følelsen kortvarig, da jeg fik set mig omkring og ikke kunne finde land i nogen retning. Det var desuden ved at blive mørkere og jeg frøs.
   "Sif?" Min stemme lød spinkel og forsvandt i den rene luft omkring mig. "Sif!"
   Ingenting. Intet andet end mørkt vand og bølger der krappede så langt øjet rakte. Panikken kom tilbage som et kvælergreb om min overkrop. Lunger og hals og tanker. Jeg kunne forestille mig, mig selv som et støvkorn på en stor ubrudt flade - ikke til at få øje på. Det var ikke til at vide, hvilken retning vi var kommet fra. Mit hoved kørte rundt med mig. Hvad var det dog jeg lavede? Først begyndte mine tæer og fingre at summe og stikke af kulde. Senere fødder og hænder. Det føltes som om mit hoved arbejdede halvt så hurtigt som det plejede. En banegård, hvor alle togene er forsinkede og alle passagerer kommer for sent af sted. Det varede en evighed. Havet og jeg, slubrende mod hinanden. Mine lårmuskler brændte af mælkesyre og jeg ville snart ikke kunne træde vande mere. Noget kildrede mig under fødderne og jeg trak dem til mig med et sæt, mine øjne store og mit hjerte hamrende som besat. Så brød Sif gennem vandet og smilede til mig. Et øjeblik stirrede jeg bare. Så begyndte jeg at græde.
   "Hvad er der galt?" udbrød hun forskrækket og rørte mig beroligende på overarmen.
   "Hvor var du?" hikstede jeg og forsøgte at stoppe gråden, der bare blev ved. Hvis jeg fortsatte ville jeg være for udmattet til nogensinde at svømme hjem.
   "Lige under dig, Melanie. Jeg var kun væk et øjeblik."
   "Hvor er vi?" Min stemme rystede. Hun løj. Jeg havde trådt vande i en halv time. Mindst. Noget min far engang havde sagt strøg gennem mine tanker, men for hurtigt til at jeg kunne fange det.
   "Tja, vi er vel ude på havet," sagde Sif sarkastisk.
   "Det ved jeg godt," hvæsede jeg.
   Sifs øjne blev smalle, mens hun betragtede mig. "Slap af. Der sker ikke noget."
   Noget tyndt og skarpt krøb ind under huden på mig. Angst.
   "Hvem er du?" Til min rædsel knækkede min stemme.

Min fars stemme lød langt borte inde i mit hoved.

"Du...", "Din mor...", "De er farlige, Melanie. Du må ikke gå i vandet alene, okay?"
   Mig som lille, iført lyserød badedragt med flæseskørt. Jeg har ikke hørt hvad han sagde. Min badedragt er ny.

"Hvem skal du afsted med?"
   "Benjamin," lyver jeg.
   "Godt... men pas nu på skat - der er...det er farligt at bade, når det er mørkt. Du ku' komme til skade." Jeg er ligeglad. Det er min første nat alene på stranden.

"Jeg vil ikke ha' det Melanie!" Min far råber. Jeg er vred og ked af det.
   "Hvorfor ikke? Det er uretfærdigt!"
   "Der er farlige ting derude."
   "Farlige ting," aber jeg efter. Min far bliver rød i hovedet og forlader huset.

"Jeg er bange for at miste dig. Man kan dø derude."
   Jeg klemmer min fars hånd og smiler forsikrende, "Der sker ikke noget, far. Bare rolig."

Der sker ikke noget.
   Sifs stemme gav ekko og jeg stirrede desorienteret på hende. Hvad fortalte min far mig dengang? Hvad sagde han?
   "Det handler om, hvem du er," sagde Sif og så lidt mildere på mig. Hvordan kunne jeg slippe væk herfra? Hun svømmede jo meget bedre end mig. Mine øjne brændte hedt af tårer igen.
   "Du hører til her." Hun bredte armene ud, viste mig havet, hvis jeg nu ikke skulle have opdaget det allerede. Kunne jeg svømme fra hende? Var det alligevel ikke bedre at prøve end ingenting at gøre? Mon hun ville forsøge at drukne mig? Mit hjerte bankede en ujævn rytme, angst og udmattet. Sif så indgående på mig og et øjeblik glemte jeg, at jeg var fanget på havet med hende. "Du føler, at du er kommet hjem, når du dykker under vandet, Melanie. Du føler dig tryg. Havet kalder på dig - Jeg ved, du kan høre det synge for dig." Jeg så hovedrystende på hende.
   "Vand bøjer sig for dig." Hun hviskede det næsten. Nu rystede jeg endnu mere og ikke kun på hovedet. Varme tårer trillede ned over mine kolde kinder.
   "Hvordan tror du, du har ku' svømme hele vejen herud?" spurgte hun indtrængende og slog ud med armen i, hvad jeg mente var, irritation.
   "Det er det eneste sted du vil blive rigtig lykkelig."
   Endelig gav min krop efter. Svimmelheden overmandede mig og alting blev mørkt.

"Haft en god dag, skat?" Min far var i gang med at lave aftensmad, da jeg kom hjem. Tasken blev smidt i en stol og efter en hurtig hestehale og håndvask var jeg også i gang med at skære tomat til salaten.
   "Den var helt fin. Jeg tog på stranden med Benjamin."
   Da jeg havde forladt stranden rystede jeg over hele kroppen. Jeg var kommet til mig selv liggende i det stadigt lune sand, med den sene aftensol på mit ansigt. Det var faldet mig ind at jeg måske havde drømt det hele. Måske var jeg ved at blive skør. Lidt senere så jeg en besked fra Benjamin. Han skrev, at hans fod havde det fint nok og at vi ville ses, når han kom hjem fra Jylland. Jeg havde kastet op i sandet.
   "Noget galt?" Jeg så overrasket på min far.
   "Næh..." Han smilede vidende og fortsatte med at vaske mynten fra haven. Men han vidste ingenting. "Er du sikker?"
   Jeg overvejede et øjeblik. "Jeg kom op at skændes med Benjamin."
   Min far så på mig, som om han skulle vurdere om jeg havde taget skade. "Er du okay?"
   Jeg nikkede.
   "Hvad så med weekenden?"
   Det føltes som om flere timer gik på et øjeblik, før jeg svarede, "Nå, den er stadig på. Så galt var det heller ikke."

Det var svært at sætte teltet op alene, men til sidst lykkedes det mig alligevel. Jeg følte mig på én gang umådelig modig og ufatteligt dum. Tilbage på stranden. Uden Benjamin. Det var eftermiddag og jeg havde allerede rullet mit liggeunderlag og min sovepose ud i teltet. Aftensmaden var en madpakke med resterne fra frokosten med min far.
   "Hvornår kommer du hjem igen?" havde min far spurgt.
   Jeg havde svaret, "Måske i morgen, måske aldrig", og så havde jeg givet ham et beroligende smil inden jeg forsvandt ud af døren. Dumt.
   Med fødderne gravet ned i det varme sand, kunne jeg betragte stranden og havet fra min plads i de små klitter. Var hun derude et sted? Var hun mon her og holdt øje med mig, skjult af havet? Det endte med, at jeg faldt i søvn, hvor jeg sad, efter jeg havde spist maden og gloet endnu en time på vandet. Min krop var stadig træt, alle mine muskler var ømme i dag. Søvnen kom let.

"Melanie - kommer du?"
   Jeg spærrede øjnene op. Mit hjerte hamrede mod mine ribben og min hud kriblede. Det gennemsigtige mørke pressede imod mine øjne. Lyset var blegt, men nok til at jeg kunne se, at jeg var alene. Var det indbildning? Måske var det bølgerne, skvulpende og skummet, der brusede, susede ind omkring mig. Måske var det vinden.
   Alligevel var jeg hurtigt på benene og greb i mørket min vindjakke og gummisko. Sandet knasede højlydt under mine sko og jeg skuttede mig og skimtede skjult ud i mørket omkring mig, med blikket rettet fremad. Sikke en åndssvag ide. Vindjakken var kold udover mit tøj lige meget hvor meget jeg krammede den om mig. Åndssvag. Åndssvag. Utroligt at jeg ikke var død af kulde i min søvn. Jeg fulgte stien ned gennem sandklitterne og satte mig med et suk på den gamle bænk i nærheden af iskiosken. Hvorfor var det lige, jeg var gået herned midt om natten i stedet for ind i teltet? Ønskede jeg overhovedet at se hende igen? Min vejrtrækning var dyb og rytmisk og fik langsomt følge af havets sagte brusen og klukken af bølger, der kammede over. Det var ligesom en melodi. Følelsen startede i min mave, bevægede sig op gennem brystet og blev til en dyb lyd i min hals. Drømmen. Med et sæt satte jeg mig stift op på bænken. Kuldegysningerne løb mig ned ad ryggen og fik de små hår i min nakke til at stritte, mens jeg så mig omkring.
   "Kommer du?"
   Med et gisp faldt jeg forskrækket ned fra bænken og landede hårdt i sandet.
   "Sif?"
   "Ja?"
   Jeg kunne se hendes silhuet et par meter fra mig. Hun kom nærmere. Jeg kunne se hendes ansigt. Hun smilede og jeg blev varm indeni, som om det slet ikke var en kold og blæsende sommernat.
   "Du kom tilbage," hviskede hun, smilende.
   Hun tog mig med ud på dybt vand igen. Frygten kunne ikke fange mig i mørket. Måske fordi det hele var uvirkeligt - en dæmrings drøm. Jeg følte mig fuld.
   "Kan du dykke?"
   Jeg nikkede. Hun smilede tvivlsomt til mig, "Lad være med at dykke dybere end, at du kan nå op og få luft igen, okay? Tænk ikke på mig - jeg kan holde vejret i meget langt tid."
   Vandet var mørkt og blødt og nærmest lunt. Foran mig, eller rettere under mig, kunne jeg se Sifs fødder forsvinde dybere ned i mørket. Det begyndte at trykke for mine ører. Det gjorde ondt. Mine lunger protesterede. Med et dybt stik af ærgrelse vendte jeg om igen.
   Himlen begyndte at blive lysere. Stjernerne forsvandt. Små hvide skyer blev synlige hist og her. Sif blev længe væk. Meget længe syntes jeg, men da hun endelig brød overfladen med et strålende smil, betød det ingenting.
   "Jeg har noget til dig." Hendes hænder åbnede sig og viste mig fine små blanke perler og snore af en slags tang eller søgræs. Hun morede sig over min måben og bandt perlerne og små gule sneglehuse i mit hår, da vi igen var på lavt vand. Vi sad med med benene foldet, mens de små bølger krappede os om livet. Morgensolen faldt varm og mild på min hud og jeg kunne ikke benægte at jeg aldrig kunne mindes at have haft det bedre. Det var et perfekt øjeblik. Sifs øjne skinnede, da hun tog sit håndværk i øjesyn på afstand.
   "Du ser smuk ud." Jeg rødmede og forsøgte at se mit spejlbillede i vandet. Jeg måtte hjem og se det i et spejl. Desuden skulle jeg have noget at spise.

"Hej far," kaldte jeg og smækkede døren bag mig. Min far stak hovedet ud fra køkkenet. I gang med at lave morgenmad, garanteret.
   "Hej skat. Har du sovet godt nok? Var det hyggeligt?"
   "Ja, det var helt fint," sang jeg og satte mig henslængt i en af stolene om spisebordet. "Jeg tænkte bare, at jeg ville tage hjem og rationere." Jeg smilede til min far, der hældte lidt flere havregryn op i gryden. Perfekt timing. Lige hjemme i tid til morgengrøden.
   "Hvad med Benjamin? Har du ikke taget ham med?"
   Et sekund blev mit ansigt nærmest følelsesløst, så smilede jeg igen. "Nej, han ville ikke stjæle din mad. Vi skal jo også have med til i aften, så han syntes det ville være bedst, hvis vi bare sørgede for det hver især."
   Han tog to dybe tallerkener frem og jeg hentede skeer. Da vi spiste fik han endelig set ordentligt på mig og hans øjne blev smallere.
   "Du virker meget glad. Er der sket noget? I er vel blevet gode venner igen?"
   "Ork, ja," vinkede jeg ham af, "Super gode venner."
   Pludselig så han bekymret ud, "Melanie... er du og Benjamin... Tja, er i mere end bare venner?"
   Jeg så uforstående på ham.
   "Jeg mener, jeg ved jo godt du er 16 og..." Han kiggede længe på sin ske med grød, "Hvis I har sex skal I bare huske at passe på jer selv, ikke? Husk beskyttelse."
   Mit ansigt blev helt varmt og jeg vidste, jeg var helt rød i hovedet. "Ne-nej. Vi har ikke sex far. Vi er ikke engang kærester." Jeg troede aldrig jeg havde oplevet noget mere pinligt. Min hud kriblede af ubehag. Så slap min far pludselig en hjertelig latter løs og jeg så forskrækket på ham.
   "Hvad?" peb jeg.
   "Ikke noget skat, det er lige meget. Jeg er bare glad for at vi havde den her snak - især fordi det slet ikke var nødvendigt." Med genvunden appetit fik han hurtigt tømt sin tallerken, mens jeg sad og kæmpede med den halve skål grød jeg havde tilbage. Vi hjalp hinanden med opvasken. Jeg vaskede og han tørrede, da hans viskestykke pludselig stoppede sit arbejde.
   "Hvad er dét i dit hår?" Hans fingre rørte forsigtigt ved perlerne. Så hev han fingrene til sig, som om han havde brændt sig.
   "Øh, det er noget Benjamin har lavet til mig."
   "Jaså?" Min far så hårdt på mig. "Lyver du for mig Melanie?"
   "Nej?" Jeg vaskede den sidste ske af og lagde den på køkkenbordet. Jeg skimtede op, for at se hans ansigtsudtryk. Hans næsebor vibrerede og for første gang var jeg bange for min far.
   "Far?-"
   "Hvem er du på stranden med?"
   "Benjamin," hviskede jeg hæst og tørrede mine hænder i viskestykket, der nu lå ubrugt hen. Han blev hvid i ansigtet og så rød. Så først vred ud og så håbløs og afmægtig.
   "Er det hende?" spurgte han stille.
   "Hvem hende?"
   Hans øjne blev skinnende af tårer. "Du må ikke tage med hende, Melanie. Forstår du?"
   Jeg nikkede, "Selvfølgelig. Hvor sku' jeg ta' hen?" Vi så på hinanden et langt øjeblik.
   Det matte blik han sendte mig, før han forsvandt ind i stuen skræmte mig mere end noget andet han havde sagt eller gjort. Han troede ikke på mig. Havde allerede givet op.
   Med min pakkede mad ved min side, sad jeg og græd i vejkanten, på vej til stranden. Jeg pressede mine håndflader mod mit ansigt. Det var varmt og vådt. Så rejste jeg mig og gik videre.
   Teltet var allerede varmt indeni, egentlig for varmt, men jeg var ligeglad. Jeg smed mig på min sovepose og faldt i søvn.

"Jeg vil også kunne dykke så langt!" hvinede jeg begejstret, da Sif strøg det våde hår fra sit ansigt og grinede til mig.
   "Virkelig? Det kommer altså ikke helt af sig selv, at du ved det." Det overlegne blik hun sendte mig gjorde mig stædig.
   "Det ved jeg da godt - Jeg vil også godt arbejde for det."
   Hun kiggede på mig ud af øjenkrogen.
   "Hvis du gør det her, er der ingen vej tilbage."
   "Du lyder så alvorlig-"
   "Jeg mener det, Melanie." Jeg så tavs på hende. "Hvis du gør det, bliver du ligesom mig. Selvom du selvfølgelig er det i forvejen." Det sidste sagde hun mest til sig selv, men jeg hørte det udmærket.
   "Hvad mener du?"
   Sif gnubbede træt sit ansigt. "Skal jeg vise dig det?"
   "Ja!" Jeg var igen begejstret.

Vi sad i vandkanten sent om aftenen og så solen blive rødere for hvert minut, der gik.
   "Du vil ikke kunne undvære vandet bagefter."
   "Det kan jeg ikke i forvejen..." Jeg smilede lidt vemodigt og tænkte på alt hvad jeg havde set. Lyset under vandet. Fiskene. De små i flokke og de større, lidt nysgerrige. Gobler, der dansede med hinanden. Følelsen af strømme af vand, der drog mig med var fantastisk. Sif kunne bøje vandet, så det hjalp os med at komme frem. Der var marsvin, der jagtede sild eller bare boltrede sig. Der var følelsen af at høre til. Følelsen af at være tryg. Der var uendelige muligheder. Frihed.
   Der var sangen. Havets sang. Det smukkeste i verden. Og der var Sif. Og andre sagde hun, selvom vi ingen havde set. Jeg ville stadig kunne færdes på jorden, men aldrig for længe eller for langt væk fra havet. Jeg ville stadig kunne se min far indimellem.
   Benjamin.
   Den eneste lille ting jeg blev nødt til at gøre, var at sige farvel til Benjamin. Jeg skulle bruge et åndedræt.
   "Det er det, der gør at jeg kan holde vejret så længe under vand. Det er ikke meget svært, men det bliver nødt til at være fra nogen du holder af, for at vare ved, og de skal give det frivilligt." Så havde Sif set skælmsk på mig, "Eller så frivilligt som det nu kan blive."
   "Du hører til hos mig," hviskede Sif og gav min hånd et klem. "Du skal ikke være bange."
   Benjamin kom hjem i morgen.
   Han havde skrevet han ville komme ned på stranden til mig.

Sif havde sørget for at mit hår var fyldt med perler og havde tvunget mig til at tage en gammel natkjole med hvide kniplinger på. Det havde været min farmors. Vi rendte rundt i vandet og plaskede hinanden til, mens vi ventede. Vi ventede længe. Meget længe. Endelig sagde Sif, at han var på vej og forsvandt ud i vandet. Jeg vidste godt, hvad jeg skulle gøre. Mine hænder var kolde og klamme. Så så jeg ham. Han smilede.
   "Melanie!" Sandet fløj omkring hans fødder, da han løb ned og fangede mig i et kram.
   "Hej," sagde jeg, genert. Han slap mig og så forundret på mig.
   "Du ser anderledes ud. Anderledes men smuk."
   Jeg rødmede og fokuserede på ikke at vride mine hænder.
   "Tak. Du ser heller ikke værst ud selv." Og det var sandt. Det så ud som om turen havde gjort ham godt. Han spillede overdrevent med musklerne og jeg grinede og slog ham blødt på armen.
   Vi gik en tur i det lave vand. Min kjole, som ellers lige var tørret, blev igen våd.
   "Hvad så? Har du hygget dig helt alene hernede?"
   "Ja, det har været rigtig hyggeligt. Sif har været forbi nogle gange, men jeg har nu savnet dig alligevel." Jeg sukkede og fik Benjamin til at se undrende på mig.
   "Virkelig?"
   "Ja, selvfølgelig." Jeg gik lidt længere ud i vandet og han fulgte efter.
   "Jeg har også savnet dig."
   Jeg fnyste for sjov og sagde, "Det vil jeg se før jeg tror det."
   Benjamin dykkede under og svømmede hen til mig, mens jeg halvhjertet svømmede længere væk. Til sidst fangede han mig.
   "Var det godt i Jylland?" gispede jeg uskyldigt forpustet og lod som ingenting, mens han tog mine hænder i sine.
   "Du er virkelig smuk," hviskede han og lod øjnene løbe hen over mig. Min kjole var gennemblødt og selvom vi stod i vandt til brystet, rødmede jeg og kiggede ned. Benjamin kom tættere på , vippede mit ansigt op og kyssede mig. Det var et godt kys, der kildrede i min mave og gjorde mine tanker langsomme. Jeg lagde armene om nakken på ham og trak ham med under vandet. Det havde han ikke noget imod. I starten. Efter et øjeblik forsøgte han at komme op igen, men Sif hjalp mig med at holde ham under vandet. Han kæmpede, men jeg holdt min mund mod hans, selv ved at blive kvalt. Desperat håbede jeg, at han havde mindre luft end mig. Så kom den første luft fra hans mund og så den sidste. Jeg indåndede det hele, åbnede øjnene og så ind i hans stirrende tomme øjne. Med et stumt skrig slap jeg ham og kom op efter luft. Han lå slapt i vandet mellem mig og Sif. Så brækkede jeg mig. Sif kom over og holdt om mig. Jeg brændte. Måske havde jeg feber. En skærende smerte i mit bryst fik mig til at falde sammen og Sif hjalp mig ind til bredden. Under min kjole var et vredt rødt mærke ved at tegne sig mellem mine ribben.