Prinsesse på afveje
   Elvia så op mod trætoppene. Det var køligt i skyggen fra de enorme egetræer, hun frøs en smule. Indimellem fik små solstråler kæmpet sig ned igennem løvtaget og lyste den snoede skovsti op. Luften var fuld af fuglesang og små insekter der fløj summende forbi i ny og næ.
   "Hvad tid tror du det er?" spurgte hun Ydam henkastet.
   Ydam som red et stykke længere fremme trak på skulderene. Han så selv op mod trætoppene.
   "Aner det ikke, men omkring middagstid tror jeg. Det er svært at sige når vi ikke kan se solen," svarede han.
   De red et stykke endnu uden at sige noget. De havde redet siden daggry og ville først gøre stop ved mørkets frembrud. De havde passeret et par små landsbyer. Elvia havde forventet mere spænding, men alt hun havde set indtil nu var køer, marker og landmænd der stoppede deres arbejde for at se Ydam og hende selv an, når de passerede dem. Hun sukkede dybt og surmulede.
   "Jeg er sulten, hvor langt er der til den næste kro?" Hun betragtede Ydams brede ryg. Han drejede sig om mod hende i sadlen.
   "Er du sulten nu? Vi har ikke redet mere end 6 timer og du fik et stort solidt morgenmåltid, ikke sandt?" Han kunne se at den bemærkning ikke faldt i god jord. Elvia sendte ham et blik der kunne dræbe.
   "Jeg var for spændt til at få noget ned," mumlede hun mens hun tømte sin vanddunk. Hun kiggede ind i den for at kunne konstatere at den ganske rigtig var tom. "Jeg har heller ikke mere vand."
   Ydam lo for sig selv. Nok var hun en dygtig skytte og fægter, men hun var nu engang en royal og forkælet ung kvinde. Han vidste hun ikke var til at bide skeer med og at hun ikke ville helme før de havde taget stop i den nærmeste by.
   "Vi laver et lille ophold i næste by," sagde Ydam mens han tog et blik på sit kompas for at tjekke kursen, "så vi kan skaffes os noget vand og nogle oplysninger om den letteste rute til den næste by."
   Han så hende nikke med et veltilfreds smil i det hun passerede ham i et rask trav. Han trak på smilebåndet og satte efter hende.
   Da de nåede skovbrynet lå den lille by Ilheim nedenfor omringet af kornmarker som fik landskabet til at ligne et quiltet tæppe. Ydam lagde mærke til at Elvia spærrede øjnene op. Hun ville se så meget hun kunne på denne rejse. Hun virkede nærmest bange for at blinke, som om hun ville gå glip af noget enestående. Han forstod hendes iver efter at se verden. Hun havde hele sin tilværelse været begrænset til slottets ydremure.
   "Tro mig, deres højhed, De kommer til at se mere end blot gamle landsbyer det lover jeg Dem," sagde Ydam til hende.
   Hun kiggede forundret på ham.
   "Hvorfor tiltaler du mig lige pludselig sådan?" Hendes stemme havde en undertone af irritation. Hun red tæt op ved siden af ham.
   "Jeg gætter på at det er min far som har nævnt for dig, at jeg skal tiltales sådan?" hvislede hun ud mellem tænderne. Hun kunne straks se at hun havde ramt rigtigt. Ydam nikkede tavst.
   "Så længe vi er uden for slottet og blandt andre, skal jeg tiltale dig som resten af dine undersåtter, Deres højhed," svarede han hende kontant. "Jeg ved dette ikke er hvad frøknen ønskede sig, men det er kongens ordre."
   Elvia rystede på hovedet. Hun havde i flere år nægtet at lade sig tiltale med sin royale titel. Hun kunne heller ikke se hvad dette skulle gøre godt for nu, folk vidste heller ikke hvem hun var alligevel. Folket kendte kun hendes halvbrødre som arvinger af kongen. Ydam kunne se at hun delvist rasede og undrede sig over denne ordre.
   "Min Herre, kongen, har givet mig denne ordre, for at folk ikke skal misforstå min plads ved Deres side," forklarede han alt imens han rødmede en smule.
   "Jeg forstår," svarede Elvia fraværende. Hun sparkede sin hest i kort gallop for at følge med Ydams hest.
   Ydam ville ikke have noget imod at situationen blev misforstået, men han var ikke helt sikker på at Elvia ville synes det samme. Han vendte ansigtet bort fra hende for at skjule de røde kinder. Da de red ind i byen besluttede de sammen at der skulle være mulighed for at få lidt mad og hvile inden de tog videre. Ydam ville gå efter mad og vand, imens skulle Elvia forholde sig stille og roligt på en bænk og vente. Solen skinnede fra en skyfri himmel og torvet i Ilheim var et levende virvar af handlende, råbende sælgere, sigøjnere og dyr.
   Elvia fulgte med et vågent øje hele cirkuset foran hende. Hun nød hvert sekund og kunne ikke lade være med at smile en smule. Det var den første gang hun var sådan et sted, og muligvis også den sidste gang hun ville komme det. Hun skubbede den sorgmodige følelse fra sig og valgte at koncentrere sig om missionen. Hun tog det lille brev op af pungen som var fast spændt til hendes kjolebånd. Hun kiggede på det og vendte det. Lukket med segl, øv. Hun løftede det op mod solen for at se igennem konvolutten. Til sidst gav hun op og kom brevet tilbage i pungen. Hun sukkede irriteret. Hvor blev Ydam af? Kunne det virkelig passe at hun skulle sidde her og vente?
   Hun rejste sig op og børstede sin silkekjole af for støv. Han bliver nok ikke vred hvis jeg bare bliver så jeg kan se hestene, tænkte hun for sig selv, og begav sig nynnende afsted ind mellem boderne. Kort efter havde hun glemt alt om tid og sted. Bodernes mange dufte, lyde og varer lokkede hende længere og længere væk.
   "Unge dame, hvad med en frisk melon?" Halsede en storbarmet sælger "Hvad med gulerødder?" Elvia rystede på hovedet og trådte et skridt tilbage.
   Hun mistede fodfæstet, da hun gled i en nogle marmorkugler, som et par små drenge legede med. Hun rakte ud efter noget som kunne hjælpe hende med at genvinde balancen. Men det var forgæves, hun lukkede øjnene og ventede på mødet med de hårde brosten. Men mødet kom aldrig, i stedet greb et par stærke arme om hendes liv og stoppede hendes fald.
   "Sig mig engang, ser I rige folk jer aldrig for?" lød en hånende stemme.
   Elvia åbnede øjnene og så direkte ind i ansigtet på en ung hætteklædt mand. Han var ikke meget ældre end hende. Hans højre øje var dækket med en smukt broderet klap. Han havde fine ansigtstræk og mørkt halvlangt hår. Hun stirrede delvist betaget og forbavset på hendes redningsmand. I det samme opdagede hun at det venstre øje stirrede olmt på hende.
   "Har du tænkt dig at begynde at stå selv, eller skal jeg bare lade dig falde?" sagde manden. Han holdt hende tæt ind til sig, imens hun stadig stod som om hun var ved at falde.
   "Undskyld!"næsten hylede hun i forlegenhed og rejste sig hurtigt op. Hun børstede sine skørter af og rettede på sit hår. Den unge mand stillede sig med korslagte arme og betragtede hende.
   "Du kommer ikke meget ud gør du?" Han sendte hende et hånligt smil, "du lugter langt væk af dum adelig tøs."
   Elvira kunne ikke tro sine egne øre. Hvis det fjols der, bare havde vidst hvem hun var, så... Hun sank en gang og talte til ti indvendig og så svarede hun.
   "Jeg takker mange gange for din hjælp, unge herre." Hun nejede dybt, men da hun så op igen var han forsvundet ud i den blå luft. Nogle unge kvinder et lille stykke derfra, fniste og kastede medlidenhedsfulde blike. Hun kunne mærke raseriet koge i hende. Den idiot, hvem i alverden tror han, han er? Tænkte hun mens hun trampede arrigt tilbage til hestene.
   "Sig mig lige engang, hvor har De været?" Ydam rejste sig hastigt op da han så hende.
   "Ude og få set noget," hvæsede hun højt og masede sig forbi ham, hen til hesten.
   "Deres højhed, De kan ikke bare forsvinde på denne måde, jeg skal vide hvor De er," forsøgte Ydam at forklare.
   "Lad os nu bare komme ud af det her hul. Og lad vær med at kalde mig, Deres højhed!" råbte Elvia og hoppede op i sadlen.
   Ydam kunne hurtigt læse at, med det humør, var det bedst bare at holde sin mund lukket og føje hende. Det var sjældent at han havde set hende så vred. Han steg op på hesten og fulgte efter hende.
   Da solen sank ned bag bakkerne i dalen Jillja nåde de til deres hvilested for dagen.
   "Endelig. Jeg tænger til et solidt måltid og et langt bad," sagde Ydam mens han kvalte et gab. Han kiggede forsigtigt over mod Elvia. Hun surmulede stadig. Han havde et par gange forsøgt at få at vide hvad der var sket, men hun havde blot ignoreret ham. Ydam bed sig i læben.
   "Vi tager den næste kro," forsøgte Ydam sig. Han håbede at hun blødte lidt op. Men Elvia nikkede blot. Han var bekymret for hende. Normalt kunne intet gøre hende så oprevet i længere tid. Det irriterede ham, hvad i alverden var der sket på den markedsplads?