De lyserøde piger
   De lyserøde piger var de pæneste piger. Den ene, Mia, havde en kjole med Minnie Mouse, og den anden, Annette, en med Andersine. De havde den slags støvler som også Robin Hood havde på i gamle film, og som var meget moderne. Deres tøj var lysegrønt og lyseblåt og mest af alt lyserødt. De gik med sminke og havde kærester fra niende eller tiende, og man skulle tro at de stod derhjemme foran spejlet og øvede sig i at glo på én som om man var verdens mindste og mest ubetydelige lille forpulede skiderik.

De andre piger i klassen strikkede og gik i kedeligt tøj og rakte hånden op når læreren spurgte. Dem var vi ærlig talt ret ligeglade med. De lyserøde piger, dem elskede og hadede vi. Og når jeg lå under sengelampen og læste De grå sider i de slidte eksemplarer af Ugens Rapport som jeg havde fundet og hugget fra min fars arbejdsværelse, var det De lyserøde pigers ansigter og kroppe jeg satte ind i historierne. Servitricen, det var Mia. Blafferpigen, det var Annette. De to villige studiner, det var min yndlingshistorie, det var De lyserøde piger i fuldt flor. Der skulle jeg passe på bladet når jeg læste.

De lyserøde piger bestemte hvad der var moderne. Politiskolen 1 og 2 var for grineren, men da treeren kom op og jeg var første mand ude af mørket i Bio Trio, stod de nede ved Deres og trak på skuldrene. Den skulle de ikke se, for de var altså lamme, de film. Duran Duran var hotte, men fik jeg endelig fat i et bånd, og kom insisterende nynnende ind i klassen, efter at have terpet sange som jeg aldrig havde terpet lektier, var Duran bare så outdated. Wham var altså det eneste man hørte nu. Og så så De lyserøde piger igen på mig som var jeg verdens mindste og mest ubetydelige lille forpulede skiderik.

De Lyserøde piger var ikke særlig gode i skolen, men de var gode til alt det andet. De var gode til tøj og de var gode til drenge og de var rigtig gode til at danse. De kunne alle mulige serier og rutiner og hvad det nu hedder. Så stod de dér i skolegården med en ghettoblaster og øvede sig og spillede op til de hårde drenge fra niende med omvendte kasketter og stonewash Levis. De Lyserøde piger. Mia og Annette. Minnie Mouse og Andersine And. Mand, hvor de elskede at danse.

De skarpe drenge
   Der var De lyserøde piger der bestemte det hele og så var der de kedelige piger, der ikke bestemte en skid, og med drengene var det det samme. Der var De skarpe drenge der gik i sejlersko og stonewash Levi's og La Coste poloer og sweatshirts fra Ball og Kappa, og så var der os andre, der gik i et eller andet billigt lort vi havde arvet fra vores storebror, eller som bare var købt i Bilka. Det var mig og det var Fede Flemming og Sorte Manu og Røde Rolf og Ryste Tom og Hellige Henning. Alle de små forpulede skiderikker på række.

De skarpe drenge, de hed Alexander og Thomas og Hans og Jannik. Dem var der ikke nogen der turde give øgenavne. Undtagen Rolf, når han blev sur, så kaldte han dem nazisvin eller nazilorte. Så begyndte Jannik, der ville være ret sjov hvis han ikke var sådan et dumt svin, at spankulere rundt og lade som om han var Rolfs mor der solgte "Land og Folk" nede i centeret. Så spyttede Rolf for det meste på Jannik, eller kastede en bog efter ham, og så gav De skarpe drenge Rolf tæsk.

Så sukkede De lyserøde piger dybt, som om at det dér bare var langt under deres værdighed og forlod hovedrystende klassen, mens resten af pigerne bare sad i hjørnet om et par borde og lod som ingenting. Og vi andre, vi kiggede væk og kiggede ned, og luntede måske på toilettet mens Alexander sad overskrævs på Rolf og uddelte slag og Jannik dansede omkring dem og hylede og hånede, og havde været sjov, hvis altså ikke Røde Rolf havde ligget der og grædt og skreget.

Det var alle tiders klasse.

Hjemme hos Rolf
   Rolf var ikke særlig høj og havde store briller, og så lignede alt hans tøj noget hans forældre havde glemt at aflevere i UFF. Eccosko, fløjlsbusker, T-shirts der reklamerede for Ishøj Bycenter. Han gik rundt med hævede skuldre og flakkende øjne bag de tykke glas, og når han snakkede med en, havde han enten armene over kors eller hænderne knyttede nede langs siden. Det kunne De skarpe drenge få meget sjov ud af.

For det meste sagde Rolf ikke så meget. Han svarede kort og forsigtigt, når læreren spurgte, og lavede ellers sine lektier og fik gode karakterer. Han ville helst være usynlig, men det var svært, for alle kunne se at hysteriet lå og lurede lige under overfladen og det var svært ikke lige at stikke lidt til ham. Når han så eksploderede, når han ikke kunne holde os ud længere, så rev og spyttede og slog han, så blev han helt rød og forvrænget i hovedet, og svinede folk til, så man skulle tro der havde været en hel kloak eller losseplads nede i halsen på ham.

Alexander og Jannik, som var dem der var hårdest mod Rolf, fortalte at det fanme måtte være underligt hjemme hos ham, sådan som han opførte sig. Og så fandt de på alle mulige historier om Rolfs forældre, selv om at det eneste de vidste, var at hans mor stod og solgte Land og Folk nede i bycenteret.

Men jeg var én gang hjemme hos Rolf. Vi sad ved siden af hinanden i klassens hestesko, og en dag fik vi en hjemopgave for sammen, jeg tror det var i historie. Jeg var skide nysgerrig, så jeg pressede Rolf og fandt på alle mulige undskyldninger for ikke at lave opgaven hjemme hos mig, og så gav han sig og vi tog hjem til ham

Rolfs forældre viste sig at være skide søde. Vi sad om et stort lyst bord i deres spisekøkken, og Rolfs mor, der var spinkel og rødhåret og pæn, selv om hun havde lige så store briller som Rolf, gik rundt og smilede og serverede urtete og hjemmebagte småkager for os. Og Rolfs far sad med et ordentligt skæg for enden af bordet og læste i Land og Folk, og engang imellem sænkede han avisen og snakkede lidt om fodbold med mig, og skulle ikke spørge noget om hvordan det gik i skolen, eller om jeg hvad jeg ville lave når jeg blev voksen, eller noget. Rolf syntes det var pinligt, men det var helt tydeligt at hans forældre var skide glade for at han havde en ven med hjem.

Det gik fint med opgaven, og bagefter gik vi ind på Rolfs værelse. Der var en stor plakat over sengen med en sort og hvid hånd der trykker hinanden i hænderne, hvor der stod Stop apartheid, og på opslagstavlen hang en masse pins og badges. Der var en badge ligesom plakaten med apartheid og en med en fredsdue. På gulvet ved siden af Rolfs seng stod en lego-borg, og på skrivebordet stod en håndfuld lego-riddere rundt om en halvfærdig lego-katapult.
   "Det er ikke noget jeg leger med mere, det...," sagde Rolf forsigtigt. "... Jeg kan bare godt lide at bygge ting."
   "Det er fedt," sagde jeg.

Vi byggede katapulten færdig, og bagefter lavede vi en rambuk med hjul og et slags halvtag så man ikke kunne smide sten og kogende olie ned på den fra borgen. Rolf slappede lidt af og fortalte at mange af hans pins var fra Ungarn, hvor han i sommerferien havde været på noget der hed Pionerlejr, som var en slags spejderlejr for kommunistbørn. Der havde været børn fra hele verden, fra Rusland og Cuba og Nicaragua og USA og Frankrig og Mongoliet og de havde alle sammen pins med, som de så byttede.
   "Det her var så vores," sagde Rolf og viste mig en rød og grøn pin, som der stod DKU på. Han så stolt ud. Jeg spurgte om jeg ikke måtte se nogen billeder af den der lejr, men det ville han ikke.

Et par uger senere havde Alexander og Jannik af en eller anden grund set sig onde på mig, og så fortalte jeg dem om Rolf og hans forældre for at slippe. Jeg fortalte at Rolfs far altid sad og læste Land og Folk og drak urtete Jeg fortalte at Rolf legede med lego som et lille barn, og at han havde kommunistplakater hængende og var på kommunistlejr med kommunistbørn i Ungarn om sommeren. Det virkede helt som forventet, og havde jeg ikke været sådan et dumt svin, ville jeg have været skide sjov.

De var ret hårde mod ham, men Rolf tog det pænt. Han gav mig aldrig skylden for noget, og vi blev ved med at sidde ved siden af hinanden året ud. Vi kunne også stadig snakke sammen og spille fodbold i skolegården, men jeg kom selvfølgelig aldrig hjem til ham igen.

Der er ting man gør, også i syvende klasse, som man aldrig tilgiver sig selv for.

Plakaten
   Når vi lavede noget efter skole, spillede vi enten fodbold på en af asfaltbanerne ovre i Planen, hvor de fleste af os boede, eller gik hen i centeret. Så smuttede Sorte Manu og Fede Flemming og mig tit ned i kiosken og smugkiggede i Rapport og PS, og bagefter delte vi os langs hylderne, hvor Manu, der havde en kæmpesamling af knækkede Commodore 64 spil, læste i Soft og Flemming stod og gloede i fodboldmagasiner, og jeg stod henne ved tegneserierne og talte om jeg havde lommepenge nok til den nye Splint og Co.

Til sidst kom der altid en bestyrerstodder og smed os ud, og så fortsatte vi gennem centeret. Vi gloede filmplakater udenfor centerbiografen, men så sjældent noget, for filmene var oldgamle før de endelig nåede ud til os. Vi tjekkede fodbolde i Sportmaster, flere blade og tegneserier i Bog & Ide, og i Fona så vi på nye plader, og især på gymnasiepiger.

Vi endte altid i Bilka, hvor vi igen kunne tage turen forbi bladene og sporten og pladerne (og legetøjet, hvis man var alene). Og på et tidspunkt endte vi nede ved plakaterne. Der var flere hundrede af dem, og de hang lodrette i plastrammer så man kunne bladre i dem. Så delte vi os igen, ligesom i kiosken, kiggede gennem hver vores afdeling og kaldte hinanden hen, hvis der var en plakat der var særlig fed.

Der var især tre slags plakater, vi var vilde med. For det første var der Samantha Fox-plakaterne. Samantha Fox var egentlig ikke særlig smuk, men hun havde kæmpe blottede bryster. De hang måske en smule, fordi de var så store, men de strittede samtidig så de næsten stak ud af plakaten. "Det er verdens største torpedoer," sagde Flemming altid og grinede. I Bilka var der altid mindst ti forskellige plakater med Samantha Fox. Samantha i halv bikini, Samantha i frække trusser, Samantha i hotpants.

Så var der Eddie-plakaterne. Eddie var Iron Maidens morbide maskot, et vrængende monster af blodige blottede sener. Vi havde aldrig hørt en plade med Iron Maiden, men vi var helt vilde med Eddie. Eddie som dukkefører for djævelen, Eddie i spændetrøje i gummicellen, Eddie i fremtiden med lasergun.

Den tredje slags plakater er sværere at forklare. De forestillede altid en strand ved solnedgang i røde eller orange eller lilla farver, med sorte palmer og bølger der spejlede sig i månen og nogle fugle eller katte eller heste eller noget. Og så var der, og det var det fantastiske ved dem, altid et kvindeansigt med store smukke øjne og langt skinnede hår, der gik ud i ét med himlen. Det var nogle skide flotte billeder, men det der virkelig imponerede os, var teknikken: det der kvindeansigt der ikke var til at skille fra tusmørkehimlen, det var eddermame godt lavet!

Da vi havde gloet på de plakater og diskuteret dem frem og tilbage sådan cirka tusind millioner gange, besluttede jeg mig en dag for at købe en af dem. Jeg tænkte meget over hvad for en det skulle være: Jeg turde ikke hænge Samantha Fox op på mit værelse hvor min familie kunne se hende, og Eddie var måske alligevel for uhyggelig til mig, så jeg endte med at købe en af solnedgangspigerne, en rigtig flot en med smukke grønne øjne og en kat og en fuldmåne.

Jeg havde plakaten hængende på væggen i mit værelse i cirka halvanden time. Så kom min storesøster brasende. Hun var fire år ældre end mig, og var lige begyndt på HF. Hun gik i sorte spidse sko og havde farvet strithår og hørte nogen der hed Cure og en der hed Smith og de lød begge to som om de var i røvdårligt humør hele tiden. Hun var lidt pinlig, min storesøster. Hun kom ind for at skælde mig ud over et eller andet åndssvagt, men så snart hun så plakaten holdt hun op igen, og så kiggede hun undersøgende og alvorligt på mig.
   "Er du bøsse?" spurgte hun så.
   Jeg prøvede på at se på hende som om det var det mest åndssvage jeg nogensinde havde hørt.
   "Jeg er sgu ligeglad," sagde hun. "Det er fint hvis du bedst kan lide drenge. Sådan er der mange der har det." Hun lød som om hun mente det.
   "Vil du ikke snakke om det?"

Jeg tog plakaten ned så snart jeg havde fået hende smidt ud, og den kom aldrig op igen. Men jeg beholdt den i en æske under min seng, og engang imellem tog jeg den op og beundrede den. Og tænkte på om jeg måske var bøsse. Så skulle jeg jo bolle drenge. Det lød godt nok ulækkert.

Hjemme hos Mia
   En dag var jeg hjemme hos Mia. De lyserøde piger hyrede mig og Manu til at skrive en sang. Manu skrev anmeldelser af computerspil i skolebladet, og jeg havde engang fået læst en stil højt i klassen, og det var åbenbart reference nok for dem.

Så sad vi pludselig med kladdehæfter og nyspidsede blyanter ved skrivebordet på Mias værelse. Manu havde en lyserød Ball-sweatshirt med hvid stribe på, som han havde arvet af sin storebror. Jeg havde et par blå stonewash Levi's på. De var købt i Bilka, så de havde en lille orange flap bagpå, i modsætning til de rigtige, som var købt i Deres eller H&M, som havde en rød flap. De lyserøde piger lå på Mias store seng i korte kjoler og benvarmere og prøvede på ikke at grine.

Vi skulle skrive en sang til skolens årlige Grand Prix, som pigerne havde set sig lune på at vinde. Vi plankede melodien fra Careless Whisper med George Michael. Så sad vi de hårde stole og kæmpede frustreret med at få en dansk tekst stykket sammen, mens vi sendte stjålne desperate blikke ned mod de stadig mere utålmodige piger.

Mias værelse lugtede af viskelæder og parfume, og en smule af de cigaretter De lyserøde piger røg i smug. Hun havde plakater med popstjerner overalt på væggene: smukke sminkede mænd med højt hår der sendte frække smil og sovekammerblikke ned mod pigerne. Sengen var bred nok til to, og havde lange lyserøde net der hang fra loftet. Den var fyldt med tøjdyr og puder med Disney-motiver, og da pigerne havde fået nok af at vente på os begyndte de at kaste puderne efter os og grine og råbe at vi fanme skulle tage os sammen.

Anden gang havde vi forberedt os. Vi havde siddet hjemme hos Manu og spist chapatier og drukket sød hvid te, mens vi skrev det meste af teksten, og så tog vi hen til Mia og lod som om. Pigerne var tilfredse og da vi var færdige, øvede de sig mens vi så på. De sang helt forfærdeligt, men de var så smukke når de dansede.

Tredje gang var vi næste færdige, men da vi ringede på, var det en stor fyr fra niende, der havde knallert og fjæset fuld af bumser, der åbnede. Han så surt på os, og gik så ud af døren og gav os begge en skulder, inden han forsvandt ned af trappen. Vi gik forsigtigt ind på Mias værelse. Hun sad på sengen og Annette sad ved siden af og holdt om hende. Da de opdagede os, smilede de anstrengt og vi satte os ved skrivebordet som vi plejede og tog kladdehæfterne op og smilede nervøst.

Så begyndte Mia at græde. Vi sad bare og kiggede og gjorde ikke noget. Jeg tænkte på hende, når hun overlegent skridtede ned gennem skolegården, med sit følge af piger lige bag sig, og ligesom inspicerede os. Når hun smilede og sagde noget frækt til en lærer, så han begyndte at rødme. Når hun stod med hænderne i siden og så på en med kolde øjne, som var man verdens mindste og mest ubetydelige lille forpulede skiderik.

Så begyndte hun at skrige. Hun skreg at vi FOR HELDVEDE SKULLE TAGE OG SKRIDE, og at vi var nogle SMÅ FORPULEDE MØGUNGER, og at hun ALDRIG NOGENSINDE VILLE SE OS IGEN!, selv om vi jo så hinanden allerede næste dag i skolen.

Da jeg kom hjem, gik jeg ind på mit værelse og låste døren og satte mig på sengen og lynede ned, som jeg havde gjort det de andre gange, efter vi havde været hjemme hos Mia. Jeg kom hele tiden til at se hendes ansigt mens hun græd for mig, men selv om det fik mig til at skamme mig, så gjorde det ikke noget. Det virkede fint alligevel.