De mødtes i Fælledparken for sidste gang. Nikolaj kom først. Han havde glemt at tage et tæppe med, så han satte sig i det tørre græs. Han lænede sig tilbage på albuerne og mærkede græsstråene der kildrede mellem fingrene. Det skarpe sollys malede parken hvid og Nikolaj rakte ud efter solbrillerne i sin skjortelomme, men dem havde han også glemt. Så lukkede han øjnene og lod lyspletterne danse bag øjenlågene. Han prøvede ikke at tænke på noget.
- Hej Nik.
Nikolaj åbnede øjnene. Tom havde fodbolden under armen. Han så alvorlig ud bag fuldskægget og Nikolaj smilede forsigtigt.
- Hej Tom.
Tom smed bolden og satte sig i græsset ved siden af Nikolaj. Han havde heller ikke noget tæppe med.
Nikolaj lynede sin rygsæk op og trak en flaske rødvin og en pose med plastkrus op. - Skal jeg åbne en flaske? spurgte han.
- Skal vi ikke vente til alle er her? sagde Tom.
Nikolaj lagde flasken i græsset. Tom fandt sine solbriller i sin skjortelomme og tog dem på. Det var dens slags briller motorcykelbetjente havde på i amerikanske film fra halvfjerdserne. Lige for oven og store buer for neden. Helt mørke.
- Det er en helt fantastisk dag, sagde Tom bag brillerne.
- Ja, sagde Nikolaj. Han så på vinen. På bolden. På Tom. Solen brændte og han tog skjorten af og sad i hvid undertrøje.
Folk kom lidt efter lidt. Vild havde to kasser øl med på en Christiania-cykel.
- Den har jeg lånt, mand! Jeg skal være øko! råbte han. Vild råbte meget.
Både Maria og Drude havde selvfølgelig tæpper med, og Nikolaj lånte et hjørne af Drudes. Fregnerne lå som en plettet rødmen i hendes lyse ansigt, og Nikolaj tænkte at selv om han havde set Drude en gang eller to om ugen i de sidste ni eller ti år, så havde han ikke havde tænkt på de fregner siden han så hende for første gang i første G.
Da alle var kommet, delte Vild og Tom øl ud og de drak dem uden at sige særlig meget. Hvad kunne de sige, der ikke var sagt før?
Da Niels og Tom, som de første, var færdige med deres øl, rejste de sig og begyndte at lege med bolden. De skød den frem og tilbage, jonglerede lidt, tog et par driblinger. Snart stødte Maria og Vild til, og så Nikolaj. Da alle havde drukket færdig, delte de to firemandshold og begyndte at spille. Kun Lis og Drude blev siddende i græsset, med store solbriller og små smil. Med den anden øl, ny og stadig kølig.
De kendte holdene, de havde prøvet alle kombinationer, og det var tilfældigt at de i dag delte de hold de gjorde og ikke nogle andre. Alle havde allerede spillet med alle i alle kombinationer. Kampen blev tæt og lige, og langsomt greb den spillerne, fik dem til at glemme at huske, fik dem til at fortabe sig i legen, i spillets foranderlige pulserende rytme, i deres egne løbende, svedende, snart smertende, kroppe.
De spillede til ti og mod slutningen af kampen var den rigtige kamp i Parken slut, og slukørede fans fra FCK begyndte at lunte småfulde forbi. De standsede og smilede af fansene, som de altid gjorde det, når FCK tabte, men det var ikke rigtig sjovt.
Så lagde Vild en lang høj aflevering helt nede fra eget mål. Nikolaj kom stormende, tæmmede bolden med brystet og helflugtede den i samme bevægelse med vristen forbi Niels i målet. Nikolaj havde aldrig lavet så smukt et mål før, og han stod et øjeblik og betragtede den trillende bold, til den endelig forsigtigt gjorde holdt i græsset 10 -15 meter bag Niels. Så rakte han med et forsigtig, nærmest overrasket, udtryk i ansigtet en knyttet næve i vejret. Kampen var slut, 10-8. Maria begyndte at klappe. Så klappede Vild. Så klappede de alle. Nikolaj havde aldrig lavet så smukt et mål før.
De satte sig igen og drak flere øl. Nikolaj åbnede vinflasker og lod plastkrusene gå rundt. De sagde ikke meget i starten, vidste ikke hvad de skulle tale om. Fortiden var tabu, de var der ikke for at tale om den, det var for patetisk. Hver gang Søren eller Lis begyndte på, - kan du huske ..., sagde Maria: - Hold nu kæft!, og Vild råbte: - Jeg kan ikke huske en skid! Ikke en skid!
De kunne heller ikke tale om næste uge, eller om de skulle gå i biografen eller hvem der nu ville holde fest, for de skulle ikke i biografen og der var ikke nogen der skulle holde fest. De kunne ikke tale om hinanden, om hvem de var og hvad de følte, for de kendte hinanden, de vidste præcis hvem de var og hvad de følte og der var ikke noget nyt at sige. De havde talt alt det de kunne, og for nogen af dem, som Nikolaj eller Maria, betød det at de havde talt i dage og nætter og havde fortsat og fortsat, og for andre, som Niels eller Tom, betød det at de havde sagt de få ord der var at sige, og det havde ikke taget så lang tid, men der var bare ikke så meget at sige for de to.
Da de alle var ved at være fulde, spurgte Lis så Maria hvad hun ville gøre nu. Maria så helt skræmt ud, for det var et spørgsmål der åbnede for fremtiden og de havde ingen fremtid sammen. Alle så på Vild, for at se om han ville stoppe det. Vild havde bestemt hvad der skulle tales om hele dagen, som han havde gjort det så mange dage før, og i dag var det alligevel for sent at gøre oprør mod hans højtråbende autoritet. Men Vild sagde ikke noget, han sad og ristede en cigaret i flammen fra en lighter og sagde ikke noget.
Maria sippede til sin vin og så svarede hun. Maria ville begynde at gå på Jazzhouse og Sommersko. Hun ville gå i dyrt tøj fra Stig P og få flere veninder og færre venner. Hun ville holde pigemiddage med lækker mad og rødvin, hvor de fnisede og lo og hørte George Michael.
- Det er hvad jeg vil, sagde hun og så trodsigt på Lis, før hun igen sippede af vinen i sit plastkrus. De andre så fra hende og hen til Vild og tilbage igen. Maria ville være alt det de hadede, alt det de havde svinet til gennem årerne, fordi det var for opstyltet, for meget for de smukke og de rige til dem, for lidt en stille joint, udtrådte gummisko, gammel opvask. Men Vild sagde ikke noget, han så på Maria og sagde ikke noget.
Så fortalte Drude at hun ville flytte væk fra byen og at hun ville være digter. Hun havde skrevet mange digte, men hun havde ikke vist dem til andre end Lis. Nu ville hun flytte ud på landet og finde ro og skrive digtene færdige og redigere dem og så ville hun få dem udgivet. Og hendes nye venner skulle være andre digtere, folk hun kunne tale med om litteratur og sprog, uden at føle at hun skulle skamme sig over det. Folk der som hende forstod værdien i at betragte og beskrive, frem for at råbe og drikke. Folk der var fortabte på en anden måde end den måde hvorpå de selv altid havde været fortabte. Drude så ned. Fregnerne brændte på kinderne.
Tom fortalte at han ville være snedker, at han ville have en kone og to eller tre børn. Han ville bo i et parcelhus i en forstad.
Vild ville rydde op og gøre rent i sit liv. Han ville lægge stofferne på hylden, ikke kun kokainen og speeden og svampene, men også hashen og alkoholen. Han ville flytte ud på landet og bo på en gård og leve af økologiske grøntsager og ikke se særlig mange andre mennesker. Han ville finde ro.
- Men først i morgen, mand, sagde han med grin og hældte en blanding af pot og ristet tobak i sin joint. Det var ikke alle der troede på at Vild ville gøre hvad han sagde, men han sagde det som om han mente det.
Niels ville ikke rydde op, han ville svine til. Han ville tage flere stoffer, flere slags og masser af dem. Han ville miste sit job og sin lejlighed og sine venner, og alt han troede betød noget for ham.
- Man er nødt til at miste alt, før man kan starte forfra, sagde han og tog imod jointen fra Vild. Han tog en lunge, mens alle kiggede på ham. Folk troede på Niels, på at han ville miste alt, men ikke alle troede på, at det ville lykkedes for ham at starte forfra bagefter. Men ingen sagde noget, for det var ikke længere deres problem, det var hans eget valg, og de havde ikke længere nogen pligt eller nogen ret.
- Hvad med dig, Nikolaj? spurgte Drude.
- Jeg vil bare væk, sagde Nikolaj. - Jeg er træt at København, træt af uni og Historie. Jeg tror ikke jeg starter igen efter sommerferien. Jeg har regnet ud at hvis jeg sælger andelen, så har jeg et par hundrede tusinde at løbe på. Så rejser jeg til USA eller Sydamerika og slår mig ned. Får mig et arbejde. Et-eller-andet sted lang fanden i vold.
Nikolaj tømte sit plastkrus og hældte med det samme mere vin op.
- Jeg bruger alle mine nætter på nettet med at lede efter lande og byer jeg har lyst til at besøge. Verden er fuld dem, og her er alligevel ikke værd at være ude jer.
Vild kastede en tom krøllet cigaretpakke efter Nikolaj. - Hold kæft, din fisse! råbte han.
- Vild..., sagde Maria.
- Det var sgu da din ide! Så kan du ikke trække i land! sagde Vild og pegede på Nikolaj med en halvfuld ølflaske. - Da vi havde været til Camillas bryllup, og vi sad oppe hos Tom og drak, der sagde du det. Nu glider vi fra hinanden, sagde du. Nu går vi opløsning. Vi kan lige så godt bare stoppe nu, i stedet for at trække pinen ud i årevis. Det var det du sagde. Var det ikke det du sagde? Var det ikke?
- Jeg siger ikke andet, sagde Nikolaj.
- Det er ikke noget værd uden jer, vrængede Vild.
- Vild, nu holder du mund, sagde Lis. Hun ville være professor i sociologi, og hun ville have en mand der kunne bakke hende op. En skolelærer eller en pædagog som kunne holde huset og passe børnene og som hun kunne skamme sig en smule over, når de sammen var til middage med hendes kollegaer på fakultetet. Eller når hun fik en pris. Lis hævede ikke stemmen særlig ofte, men når hun gjorde, så lyttede de andre. Nu tvang hun et smil frem.
- Hvad vil du lave, Nikolaj? spurgte hun. - I dine nye hjemlande?
- Nåh..., Nikolaj så fra Lis og til Vild og tilbage igen til Lis, og trak så på skuldrene. - Bare noget idiotarbejde. Jeg tænkte jeg kunne blive tjener.
De lo alle sammen. Selv Vild. Nikolaj tabte altid alting.
- Du kan blive taxachauffør, sagde Søren.
- Du kan få en kiosk, sagde Tom.
- Jeg har altid tænkt at du kunne blive et fint postbud, sagde Drude. - Sådan en med hestehale og korte bukser, der ryger hjemmerul og trækker rundt med sin postcykel i solopgangen.
- I Argentina, sagde Lis.
De fortalte alle sammen. De drillede og legede med på hinandens nye liv. Gav fremtidige venner navne og ansigter, byggede karrierer op og rev dem ned igen. Men de var aldrig onde, ikke engang Vild var ond, ikke engang Niels, for legen var alvorlig nok og det eneste de stadig skyldte hinanden var en smule respekt. Så de drak alt vinen og alle øllerne og de skilte sig ad. De blev sommerfulde. Glade og varme og tunge i hovederne.
Dagen gik på hæld og mørket kom listende. Tom rejste sig som den første. Han havde en aftale med en pige han havde mødt. Han stak sine solbriller i lommen og samlede bolden op og tog den under sin ene arm. Så rakte han Maria hånden.
- Tak for det, sagde han.
- Du skal fandeme ikke begynde at give hånd! råbte Vild, men Nikolaj afbrød ham. - Hvis han vil give hånd Vild, så giver han hånd.
Og så blev folk siddende og liggende i græsset mens Tom gik rundt og gav hånd til alle. Og han sagde, - tak for alt, til alle og de svarede, - selv tak, eller, - i lige måde. Så gik han og mens han forsvandt ned af stien med bolden under armen tænkte de på om pigen han skulle møde, var hende han skulle have børn og flytte i parcelhus med.
Lidt efter lidt gik de andre, en af gangen, mens solen gik ned. Niels slingrede beruset ned mod Riget på sin mountainbike og Maria gik mod Trianglen mens hun stille græd. Der var ingen der prøvede at trøste hende. Til sidst var der helt mørkt, og kun Drude, Nikolaj og Vild sad tilbage.
- Det var min ide, så jeg går sidst, sagde Nikolaj og han syntes at han kunne se på Drude og Nikolaj at de forstod, at det både var en straf og en belønning.
Drude og Vild rejste sig. Vild rakte hånden frem mod Drude, men hun ignorerede den og omfavnede ham, og så kyssede han hende, forsigtigt og længe. Så satte Drude sig på hug, og så kyssede hun Nikolaj, som Vild havde kysset hende og han smagte hendes læber og hendes tunge og mærkede hendes fregnede kinder brænde hans hud. Han fortabte sig et øjeblik, og så rejste hun sig og gik. Vild så på Nikolaj der så på Vild. Vild gav ham hånden.
- Men du havde ret, sagde Vild. - Du hørte os alle sammen. Du havde ret.
- Jo, måske, sagde Nikolaj.
- Farvel, sagde Vild. - Og tak, mand.
- Ja, selv tak.
Vild gik hen til Christiania-cyklen og læssede den med de to kasser med tomme ølflasker. Så satte han sig op og forsvandt slingende ud over det mørke græs, ind i natten.
Nikolaj blev siddende lidt, som for at være sikker på at Drude og Vild var nået ud af parken. Så rejste han sig også og samlede de tomme vinflasker og de sidste efterladte ølflasker og den tomme cigaretpakke Vild havde kastet efter ham, op. De havde ikke mere at sige, og hvis de havde, kunne de ikke længere sige det. Han smagte på sine læber som smagte af rødvin, men også af noget sødt og syrligt, som solskin og appelsiner, som han aldrig havde smagt før, og som var smagen af Drude. Så gik han også.
De så aldrig hinanden igen. Det havde de besluttet.