En sommerdag, da Graham var 7 eller 8 år gammel, for han vild på Bakken. Han steg ud af en rutsjebane som ingen af pigerne havde turdet prøve, og gik ved en fejl den forkerte vej da han kom ud. Han fortsatte et stykke tid, undrede sig over at de andre ikke dukkede op, blev nervøs, begyndte at småløbe, stødte ind i folk, drejede omkring sig selv og standsede så.
   - Jeg er blevet væk, sagde han, ganske overrasket, til sig selv.
   Han prøvede at finde tilbage, men der var så mange mennesker og store og små stier, og det tog lang tid før han fandt stedet, og så var de allerede væk.
   Det var hans mor og hans moster, og hans to kusiner.

Graham løb rundt et stykke tid. Op og ned af bakker, ind og ud af spillehaller, rundt om forlystelser med bankende hjerte. Han syntes hele tiden at han så sin mor eller sin moster eller en af sine kusiner, men hver gang han kom tættere på, viste det sig at være nogle andre.
   Til sidst gav han op. Han satte sig på en kantsten og følte sig meget ulykkelig. Et øjeblik skulle han lige til at græde, men så rynkede han på næsen og hævede skuldrene og talte sine penge. Der var nok til en is og en pølse, og måske også til toget hjem, hvis det ikke kostede for meget. Heldigvis havde han turpas.
   Graham købte en softice med chokoladedrys.

Mens han spiste sin is, kiggede han på folk. Måske skal jeg bare blive her, så kommer de forbi, tænkte han.
   Henne ved Mariehønen stod en pige på han egen alder med sin mor. Hun havde langt sort hår og en rød kjole på, og hun holdt forsigtigt i sin mors bukseben, mens de så på Mariehønen. Hun bliver nok aldrig væk, tænkte Graham. Da pigen gik videre, tog hendes mor hende i hånden. Graham fulgte efter dem.

Efter at have gået rundt lidt, stillede pigen og hendes mor sig i kø ved vandrutsjebanen. Pigen flyttede igen sin hånd ned til morens bukseben. Graham stillede sig lige bag dem, ved siden af en høj mand med overskæg. - Hvis jeg står med ham, så lader de mig nok komme med, tænkte han.
   Pigen havde et rundt ansigt med smalle øjne, så det så ud som om hun hele tiden smilede, også selv om hun ikke gjorde det. Graham troede at hun ville skrige i vandrutsjebanen, men selv da de styrtede ned af den store bakke og alle blev våde, var hun helt stille. Hun så til siden og grinede og vinkede, selv om der ikke var nogen at vinke af. Og så vinkede Graham også.
   Bagefter gik pigen og hendes mor ind på en restaurant for at spise, og Graham opgav at følge efter dem. Han holdt også op med at lede efter sin mor, og prøvede i stedet Tekopperne, der var rigtig sjove, og Safarihulen, hvor man fik et gevær med. Til sidst ville han prøve racerbilerne, men en mand sagde at han var for lille, og så gad Graham ikke være på Bakken mere.

Graham købte en sodavand og gik ud ved Vikingeskibet for at finde stationen. Det var stadig tidligt på eftermiddagen og der var varmt og grønt i skoven, så selv om at Graham var blevet væk, var han ikke bange. Da han havde gået et stykke tid, så han noget der bevægede sig inde mellem træerne. Han standsede og fik øje på to dådyr.
   Graham stillede sin sodavand på en brændestabel ved kanten af stien og listede ind mellem træerne. Han sneg sig langsomt hen mod dyrene, men hver gang han begyndte at komme tæt på, løftede de hovederne og løb lidt længere væk. De var slanke og fine, og bevægede sig ubesværet over skovbunden. Til sidst løb dyrene helt væk. Graham rejste sig op.
   "Dumme hjorte!" råbte han af dem.

Da han nåede tilbage til stien, opdagede han at brændestabelen med hans sodavand var væk. Han så sig omkring. Det var slet ikke her han kom fra! Der var ingen mennesker og han kunne hverken se Bakken eller stationen. Han var faret vild igen!
   Nu begyndte Graham at græde. Han satte sig ned, lige midt på stien og tudede. Han hadede sin mor! Hvorfor skulle hun også blive væk fra ham!

Graham tørrede øjnene med sin arm og så sig omkring. Lidt inde i skoven fik han øje på stort knudret troldetræ. Sådan er man kunne bygge en hytte i. Graham tænkte at hvis han klatrede op i toppen af træet, så kunne han nok se Bakken og stationen og måske helt ud til Lyngby hvor han boede, og måske hans mor og far der stod foran deres hus og vinkede.

Grenene var tunge og solide og slyngede sig tæt ved hinanden, og Graham, der havde øvet sig i piletræerne hjemme i haven, klatrede hurtigt op. Fra toppen så han masser af træer, men han kunne stadig ikke se hverken Bakken eller stationen. Men et stykke væk, i udkanten af en lille lysning i skoven, stod to cykler, og bag dem noget rødt og nogen der bevægede sig på det røde. Graham smilede bredt og syntes han var forfærdelig dygtig.

I lysningen lå der tomme flasker og sko i græsset, og på et stort rødt tæppe lå en dreng og en pige. De havde næsten ikke noget tøj på. Graham gemte sig bag et par store buske og skilte varsomt et par grene. Han vidste godt hvad de lavede. Han havde aldrig set det før, men han vidste det godt.
   De svedte meget og hev efter vejret, og Graham tænkte at det var som at være oppe at slås. Det var lidt ulækkert syntes han, men han kunne ikke lade være med at kigge alligevel. Det kildrede.

Da drengen og pigen var færdige, pakkede de sig ind i det røde tæppe. Graham ventede på at de skulle gøre noget, men det så ud som om de bare havde tænkt sig at sove. Så kommer jeg jo aldrig hjem, tænkte han irriteret. Han rejste sig, gik bestemt hen til drengen og pigen og stillede sig foran dem med solen i ryggen. Så fløjtede han. Det var han god til.
   Pigen vågnede og missede med øjnene mod Graham.
   - Hej, sagde hun og smilede.
   Så vågnede drengen også
   - Hva' fanden? sagde han.
   Graham sagde ikke noget.
   Hvad laver du her? spurgte pigen og satte sig op, mens hun med den ene arm holdt tæppet op foran brysterne.
   - Jeg skal ned til stationen, hvor min mor er, sagde Graham.
   - Er du faret vild? spurgte pigen.
   - Ikke rigtigt, sagde Graham. - Lidt.
   - For helvede, sagde drengen og begyndte at grine. Graham kunne ikke lide ham. Han bandede.
   Pigen smilede og gabte.
   - Gider du række mig min kjole? spurgte hun.
   Graham hentede pigens kjole, der var blå og grøn og fyldt med blomster.
   - Og min vens bukser.
   Graham hentede dem. De havde huller på knæene.
   - Og så skal du lige vende dig om.
   Graham vendte sig om. Han havde allerede set rigeligt.

Graham fik lov til at sidde på cyklen, mens de trak gennem skoven. De havde givet ham et stegt kyllingelår, og pigens lette hånd føltes tryg i ryggen. Han fortalte dem om dådyrene han var lige ved at fange i skoven og om det høje træ han klatrede op i, og pigen lo. Drengen sagde ikke noget.
   - Du har huller i bukserne, sagde Graham til ham.
   - Nå, sagde han.
   - Så skal du have lapper på, det siger min mor.
   - Hvorfor det? spurgte drengen.
   - Fordi det er grimt!
   Pigen begyndte at grine igen.
   - Du skal få din mor til at lappe dem, sagde Graham. Han var i højt humør.

Da de nåede stationen, løftede pigen ham ned på jorden.
   - Er du sikker på at du kan finde vej herfra? spurgte hun
   - Ja ja. Jeg bor lige derovre, sagde Graham og pegede hen mod nogle hvide huse på den anden side af stationen.
   - Jeg troede din mor ventede på stationen? sagde drengen.
   - Jeg bor ovre i de hvide huse, sagde Graham.
   - Skal vi følge dig derover? spurgte pigen.
   - Jeg er ikke noget pattebarn, sagde Graham.
   Pigen og drengen så på hinanden. Drengen trak på skuldrene og satte sig op på sin cykel.
   - Hør, Graham, sagde pigen og så på ham med et mærkeligt blik. - Oppe i det der træ, da du opdagede os. Hvad så du egentlig?
   Graham grinede. Han vendte sig om og løb så alt hvad han kunne, hen mod de hvide huse.

Egentlig havde han tænkt sig at tage hjem nu, men nede ved de hvide huse kunne han se stranden og vandet for enden af gaden. Der var mennesker der badede og legede, og længere ude var der skibe og både. Det så rigtig sjovt ud.
   - Måske er min mor og min moster og mine kusiner der, sagde han til sig selv. - Så har de bare glemt mig og er taget til stranden. De er så dumme.
   Graham så tilbage mod stationen, og lige da han kiggede, var der et tog der kørte. - Så kan jeg lige så godt gå ned og kigge, tænkte han.

Lidt senere sad han i strandkanten og byggede et sandslot, da han fik øje på pigen fra Bakken med det lange sorte hår. Hun stod lidt ude i det lave vand, med sin mor i hånden og et nervøst udtryk i ansigtet. Moren trak hende længere ud, men pigen strittede imod, og da det begyndte at blive dybt, måtte moren tage hende op i armene. De forsvandt længere ud, lod sig opsluge af det blå.
   Graham holdt op med at grave i sandet. Han tog sin gummisko af og gik ud i vandet. Han ville gerne ud til pigen og moren, der nu kun havde hovederne over vandet, men han havde ingen badebukser.
   Pigen lo så hendes øjne blev så smalle, at de ikke var andet end tynde streger i ansigtet.

Senere byggede Graham sit sandslot færdigt. Det havde en voldgrav og tre tårne med en parkeringsplads i toppen af det største. Mens han byggede, betragtede han i smug pigen og hendes mor der solbadede og læste i blade. Pigen havde en badedragt på der var rød ligesom hendes kjole. Graham ville gerne hen og lege med hende, men hun var hele tiden sammen med sin mor. Han tænkte om de kunne gøre det samme som det drengen og pigen lavede ude i skoven. Men det var ligesom at slås, og Graham ville ikke slås med piger.

Pigen ville have en is. Hun prøvede at få moren med hen til isboden, men det ville moren ikke. Hun fandt penge frem til pigen, og vendte sig så om på maven. Pigen så vred ud, hun lagde sig på knæ ved siden af moren, og prøvede at vende hende om, men moren var alt for stor. Så sagde moren noget til pigen, og pigen rejste sig igen. Med hænderne knyttede om pengene, løb hun ned mod isboden. Graham skyndte sig efter hende.
   Han stillede sig bag pigen i iskøen og ventede, mens han rystede sine mønter i hånden og prøvede at finde på noget at sige til hende. Det var svært. Pigen bestilte to store is med kugler og flødeboller, men da hun skulle betale, havde hun ikke penge nok med.
   - Du mangler otte kroner, sagde isdamen, og pigen stivnede og så tavst og bange op på hende. Som om det var det værste der kunne ske.
   Graham trådte frem og lagde sine mønter på disken.
   - Her er nok penge, sagde han og smilede alt hvad han kunne.
   - Det var sødt af dig, sagde isdamen.
   - Tak, mumlede pigen og så ned i sandet. Så tog hun sine store is, og nærmest løb tilbage mod sin mor. Graham nåede slet ikke at sige noget.
   - Hvad skal du så have? spurgte isdamen.
   - Is, sagde Graham. - Ligesom hende.
   - Der er ikke penge nok, sagde damen.
   - Jeg vil have en is, sagde Graham.
   - Du kan få lidt vingummier, sagde damen.

Bagefter turde han ikke gå hen til pigen, der sad med moren og slikkede på de is som Graham næsten havde betalt for. Han gik i en stor bue bag om dem og hen til sit slot. Vandet var ved at stige, og de store skvulp var allerede ved at æde sig ind på det ene af de tre tårne. Snart var det væk.
   Graham følte sig pludselig ensom. Han savnede sin mor og sin far, og han var træt af at fare vild. Nu havde han også brugt sine sidste penge, og så kunne han måske ikke tage toget hjem. Han havde lyst til at græde, men det havde han allerede gjort en gang i dag, og det måtte være rigeligt når man var en dreng. Han samlede sine sko op og begyndte at gå tilbage mod stationen. Da han kravlede op på fortovet, var der en mand der stillede sig foran ham.
   - Hvor skal du hen, lille ven?
   Graham så op. Manden var enorm og havde en mave så stor, at den var ved at sprænge hans plettede gule skjorte. Han smilede til Graham.
   - Hvor er din mor og far? spurgte han.
   - De er derhjemme, mumlede Graham.
   Manden satte sig ned på hug. Han lugtede surt af sved. - Lader de dig bare løbe rundt på stranden alene?
   - Næ..., sagde Graham og kiggede væk.
   - Manden tog Graham om armen. - Hvor bor du henne, min ven?
   - I Lyngby, sagde Graham forsigtigt. Det var som om han ikke kunne lyve over for manden. Han var så stor. - Jeg er blevet lidt væk...
   - Hm. Manden rejste sig op igen. - Vil du have en is?
   Graham nikkede.

Bilen lugtede af benzin og cigaretter, men da de begyndte at køre, rullede manden begge vinduer op. De kørte langs vandet, og mens Graham spiste sin is færdig, så han ud på bådene i horisonten, og på cyklisterne de passerede på vejen. Han gabte og strakte sig.
   - Er du træt, lille ven? spurgte manden.
   - Lidt, sagde Graham og lukkede øjnene. - Min mor er nok lidt nervøs for mig.
   - Mm, sagde manden.

Han vågnede igen, da de holdt i et kryds. Store dråber af sved løb ned langs siden af mandens ansigt. Han havde åbnet de nederste knapper sin den gule skjorte, så den store mave flød ud over bukserne.
   - Er vi snart hjemme? mumlede Graham, næsten uhørligt, og lukkede øjnene igen.

- Så er vi her, sagde manden og ruskede Graham let. Han lød nervøs. Graham åbnede øjnene. Blåt lys slog ind over bilens forrude. Den store mand steg ud af bilen. Graham åbnede sin sikkerhedssele og åbnede den anden dør. De havde parkeret i starten af indkørslen. Helt nede ved huset stod en politibil med blå blink, og ved siden af bilen var hans forældre og en politidame.
   - Mor! råbte Graham, og løb hen til sin mor. Hun tog ham op og holdt ham rigtig hårdt, og Graham kunne mærke at hun begyndte at græde.
   - Det gør ikke noget, mor, sagde han, og så vinkede han til sin far.

Siden den dag for Graham vild så tit han kunne.