Jeg sad der og tænkte tilbage. Jeg havde tilgivet og var kommet videre, men ind imellem bød minderne mig igen indenfor og jeg græd over al den smerte jeg fra starten af min barndom havde følt. Jeg havde aldrig følt mig accepteret. Altid havde jeg siddet alene i klassen og havde ladet som om, jeg var travlt optaget af lektierne. Men virkeligheden var en anden. I virkeligheden ønskede jeg at være sammen med alle de andre, være en del af dem og ikke den, der altid følte sig udenfor. Jeg huskede de gange jeg var gået hjem fra skole, med en tristhed intet barn burde føle i sig. Ikke at jeg var blevet drillet, eller jo, det var jeg, men klassen var en af de hårde og alle blev drillet. De mente jo ikke noget ondt med det, de var kun børn dengang, og jeg var kommet videre og var ikke længere sur på dem, der havde været skyld i al min smerte.
   Nu sad jeg og mærkede en svag uro i kroppen. I flere år havde uroen været min faste følgesvend og jeg hadede den. Jeg åbnede igen op for minderne og tænkte tilbage til dengang jeg var 13. Dengang var det hele begyndt at vælte for mig. Jeg orkede ikke mere, orkede ikke den konstante følelser af at være anderledes og føle sig udenfor. Selvmordstankerne var kommet som lyn fra en klar himmel. Jeg var begyndt at fantasere om døden og begyndt at skrive om den. På lejrturen med skolen det skoleår, brød jeg helt sammen. Jeg betroede mig til en veninde, som fortalte det til lærerne, der var med på turen. De fortalte det til mine forældre, det klart nok blev chokerede og ville snakke med mig om det. Jeg fortalte dem hvad der var sket, efter først at have afvist at snakke med dem. Senere blev det gemt men ikke glemt.

Senere var jeg løbet panden mod muren og var stoppet med at spise. I hvert fald næsten. Jeg fokuserede 100% på forbrænding og kalorier og undgik så vidt muligt at spise overhovedet. Da jeg ikke tabte mig hurtigt nok, begyndte jeg at skære i mig selv. På den måde kunne jeg straffe mig selv, så jeg spiste mindre end ellers. Desuden kunne jeg også få noget af den opmærksomhed, jeg i allerhøjeste grad trængte til. Som et råb om hjælp viste jeg sårene til en fra klassen, jeg egentlig aldrig havde snakket med. Det løb som en steppebrand og næste dag, konfronterede min gamle veninde mig. Den dag ringede Mettes mor hjem til min mor. Mine forældre blev skuffede og kede af det. Jeg nægtede at snakke med dem og lukkede mig inde i mig selv. Inderst inde skreg jeg om hjælp og opmærksomhed.
   Jeg var begyndt at spise igen, Jeg orkede ikke længere at skulle kæmpe. Slet ikke nu, hvor mine forældre var opmærksomme på det. I stedet stødte jeg ind i depressionens fangarme, det forsøgte at kvæle mig, med dens stærke, mørke arme.
   Efter sommerferien var jeg begyndt at skære i sig selv igen. Denne gang ikke for at få opmærksomhed, men for at mærke smerten fysisk i stedet for psykisk. Det gjorde det hele nemmere selv om smerten fortog sig alt for hurtigt. Til sidst dækkede ét sår ikke længere mine behov, og jeg begyndte at skære mere. Den onde cirkel var startet. Imens trængte døden længere og længere frem i min bevidsthed og jeg begyndte igen at fantasere om døden og den fred jeg sådan længtes efter.

Jeg brød sammen en dag i skolen overfor min lære. Læreren sendte mig af sted til sundhedsplejersken, der efter 20 minutter konstaterede, at problemet var psykisk og hun derfor ikke kunne hjælpe. Jeg blev sendt til Skolepsykologen.
   Imellemtiden, mens jeg ventede på at få en tid ved psykologen, ringede en af dem jeg snakkede med fra nettet til kommunen, for at høre hvad de havde af tilbud til en ung, dårlig fungerende pige. Hun fortalte om mine selvmordstanker og kommunen kontaktede mig. Jeg blev sendt til lægen, som truede med indlæggelse, men da jeg lovede 'ikke at gøre noget dumt' i løbet af weekenden, så fik jeg lov til at blive hjemme. Om mandagen snakkede jeg med skolepsykologen, der igen efter 20 minutters samtale sendte mig videre. Denne gang til et ambulant akutteam på det psykiatriske hospital.
   Akutteamet snakkede med mig et par måneder. Imellemtiden aftalte de, at hvis mine forældre ikke længere turde mig hjemme, kunne de frit bede om at indlægge mig. Det skete da de fandt mit afskedsbrev d. 7 december 2003. Min mor var chokeret og skræmt. Hun meddelte mig, at jeg kunne gå ind og pakke det vigtigste og gøre sig klar til at blive indlagt. Jeg smuglede mine barberblade, jeg var så afhængig af med. Jeg skar på det tidspunkt op til 100 sår om dagen og havde barberbladene med mig alle steder.
   Vi kom hen til hospitalet, hvor vi snakkede med en læge. Jeg brød mig ikke særligt om ham, han talte i halve sætninger og kunne ikke holde øjenkontakt, det frustrerede mig meget.
   Han besluttede sig for at indlægge mig. Da kunne jeg ikke længere holde tårerne tilbage. Jeg græd hjerteskærende, angstens tårer. Hvad der heller ikke hjalp var, at min mor havde lige så svært ved det og også græd. Det gjorde mig ked af det. At jeg var skyld i al deres smerte.
   Næste dag opdagede min kontaktperson, at jeg havde smuglet barberbladene med og på baggrund af alle sårene jeg havde på benene, ordinerede lægen fast vagt på mig. En person der skulle følge mig overalt. Det havde jeg i 14 dage, hvorefter jeg fik lov til at gå alene omkring igen.
   I julen og nytåret var jeg hjemme. Mine forældre havde glemt at lægge skraberen væk, så det første jeg gjorde var at tage barberbladene. På afdelingen forsøgte jeg at tage mit eget liv ved at skære pulsåren over.
   Da det ikke lykkes blev jeg så frustreret, at jeg skar overalt på underarmen hvorefter jeg satte mig på sengen og stirrede på blodet, der langsomt løb ned over armen og ned på gulvet. Efter 10 minutter kom min kontaktperson og opdagede det. Jeg brød sammen og kontakpersonen blev sur. Hun spurgte hvor jeg havde den slags fra og kaldte mig en tyv, da jeg fortalte, at jeg havde taget det hjemmefra. Derefter fik jeg et plaster på og blev sendt ned i stuen, da kontaktpersonen ikke gad høre på min negativitet og frustrationer. For frustreret det var jeg. Jeg havde lige forsøgt at tage mit liv og så ville ingen høre på mine bebrejdelser mod sig selv, der pinte mig og truede med at få mig til at bryde helt sammen.

Derefter fortsatte kontaktpersonens bebrejdelser mod mig. Hun tvang mig til at sidde og snakke om dybere ting, selvom jeg hadede hende for det. Det blev for meget for mig og jeg forsøgte at fortælle det andet personale om min kontaktperson og hvor meget jeg efterhånden afskyede hende. De lyttede ikke til mig, og pressede mig til at fortsætte med at snakke med kontaktpersonen. Til sidst blev det for meget for mig og jeg stak af. Jeg var dog så angstfyldt, at jeg kom tilbage et par timer efter, hvor kontaktpersonen tog imod mig. Hun var vred, meget vred og fortalte mig, at hun udmærket forstod, hvorfor mine forældre hadede mig, for det havde de fortalt at de gjorde. Desuden sårede jeg hendes følelser, og det kunne jeg ikke tillade sig!
   Jeg brød grædende sammen og ringede til min mor, der blev godt og grundigt tosset. Få uger efter udskrev de mig, det hjalp mig ikke mere at være indlagt og historierne som denne blev dagligdag. Jeg blev beskyldt for at være usamarbejdsvillig og en løgner. Forældrene blev sågar spurgt om de virkelig troede mere på mig end på mine kontaktpersoner og psykologer.

Jeg kom i aktivering ved en mand min mor kendte. Der var jeg sommeren over indtil jeg startede i 10. klasse. Derudover startede jeg også til psykolog. I skolen ændrede tingene sig. Jeg var der ikke ret meget, da jeg tit gik hjem, fordi jeg var for urolig til at være i klassen. Desuden var koncentrationsevnen væk. Efter 4 samtaler opgav psykologen mig og sendte mig til hendes kollega. Imens begyndte tingene at ændre sig: Jeg blev paranoid, turde ikke længere tage bussen, begyndte at tro nogen var efter mig, at en sammensværgelse var ude på at slå mig ihjel og jeg så edderkopper om aftenen mens jeg lå i sengen. Jeg byggede min egen verden op og levede i den i stor angst.
   Til sidst turde jeg ikke tage bussen om morgenen og blev kørt i skole, hvor jeg flere gange brød grædende sammen og måtte tage hjem.
   Jeg gennemførte skolen på særlige vilkår, men præsterede alligevel at få 4 11-taller til eksamen. Psykologen Jeg nu gik ved opgav mig og jeg startede på en nyt psykiatrisk hospital, jeg ikke var særlig vild med at komme hos, da jeg troede, de ville slå mig ihjel. Hele min verden handlede om overlevelse og død. Jeg troede mineforældre ville blive slået ihjel af sammensværgelsen for derefter at slå mig selv ihjel, så jeg planlagde mit selvmord for at redde familien.
   Jeg blev indlagt, da psykologen jeg gik til samtaler ved på hospitalet, fik fisket ud af mig at jeg planlagde mit eget mord.

Det blev den mest frustrerende tid jeg længe havde oplevet. Jeg ville ikke indlægges, så jeg spurgte psykologen om jeg havde noget valgt. Det havde jeg ikke, hvilket jeg accepterede. Jeg ville have gået ud af døren, væk fra dem alle sammen, men min krop ville ikke rejse sig og gå.
   Og så alligevel var jeg ambivalent. For inderst inde brændte håbet om, at hospitalet ville hjælpe mig, men jeg turde ikke håbe på det.
   I de tre uger jeg var indlagt til observation, skrev jeg dagligt afskedsbreve og planlagde hvordan jeg ville stikke af og tage mit liv. Men kroppen ville ikke reagere, jeg kunne ikke få den til at smutte ud gennem vinduet. I stedet græd jeg angstens tårer. De fremmede tanker i mit indre, som jeg ikke kunne styre, fortalte mig hvordan nogen, ville komme og slå min familie ihjel og til sidst tage mig selv. Derfor blev jeg nødt til at dø, inden de jeg ikke anede hvem var, ville få fat i familien.

Jeg blev udskrevet og i stedet for at komme på bosted, hvad der egentlig var meningen, kom jeg ud til mine forældres venner, der boede på en gård. Her skulle jeg bo og arbejde med hestene de havde. Det gik fint i starten, men efter en rum tid, begyndte de fremmede tanker igen at presse på. Jeg begyndte at mærke dæmoner, der sad som klistret på kroppen og mærkede hvordan de var så tæt på mig, at jeg kunne mærke deres ånde. Første gang jeg mærkede ånden, var da jeg lige havde slukket lyset, for at lægge sig til at sove. Jeg blev så bange, at jeg næsten begyndte at hyperventilere. Med en kraftanstrengelse fik jeg tændt lyset og set, at der ikke var nogen. Senere blev dæmonerne hverdagskost.

Lige efter julen gik det helt galt igen. Julen som sådan gik rimelig, problemet kom da jeg skulle med toget tilbage til gården. De fremmede tanker fortalte mig, hvordan dæmonerne havde samlet sig og ville slå ned samme nat og slå mig ihjel. Derfor skulle jeg flygte ud om natten. Det var på det tidspunkt -10 grader om natten.
   Med en sidste kraftanstrengelse fik jeg mod til at ringe hjem til sin mor og jeg brød sammen. Midt på banegården, hvor jeg skulle skifte fra tog til bus. Alle gloede efter mig. Min mor lovede at hente mig og kom efter 5 kvarter.
   Om fredagen da min mor og mig skulle til samtale, havde de fremmede tanker overbevist mig om, at personalet på sygehuset ville slå mig ihjel. Jeg tog med fordi jeg var klar til at møde min død. Jeg snakkede kort med psykologen og var meget anspændt, han valgte at indlægge mig. Det blev min hidtil længste indlæggelse.

Jeg blev indlagt på skærmet afsnit. Jeg spiste ingenting de første 14 dage, jeg var sikker på maden var forgiftet. Min mor kom jævnligt med mad til mig. Jeg sad ofte i flere timer og gloede ud i luften, dødsens angst for at de ville komme og dræbe mig. Jeg vidste de ville gøre det, og jeg måtte væk for enhver pris.
   Jeg var med på gåturene, der fandt sted to gange om dagen. Inde i hovedet skreg de fremmede tanker, at dæmonerne havde fundet vej ind til mig, og ville slå mig ihjel. Jeg nægtede at gå med tilbage til afdelingen og blev slæbt tilbage. Ofte brød jeg sammen bagefter, fordi jeg var så uendelig bange.

Gentagende gange blev jeg sendt ud på åbent afsnit, hvor jeg konstant forsøgte at stikke af. Fordi jeg gjorde det, tog de mine sko, hvilket bare resulterede i, at jeg forsøgte at stikke af i bare strømpefødder. Jeg blev sendt frem og tilbage 4 gange. To gange lykkes det mig at stikke af. Den ene gang var jeg så paranoid, at da personalet fra hospitalet ringede og spurgte hvor jeg var, var hun så lettet, at jeg med det samme fortalte det og blev hentet.

Anden gang blev jeg hentet af politiet. Jeg var stukket af på gåturen og et personale havde fundet mig. Jeg nægtede at gå med tilbage og der kom en del mennesker til. En af dem lånte sin telefon til personalet, der ringede op til afdelingen, så de kunne kontakte politiet. En falckmand kom til og spurgte om jeg havde drukket, jeg gad ikke svare ham.
   Politiet kom og ville lægge mig i håndjern, men personalet sagde, at jeg var rolig og ikke ville gøre noget andet end nægte at gå med tilbage. Så blev jeg ellers slæbt hele vejen gennem sygehuset og tilbage til afdelingen.
   Efter den episode besluttede jeg mig for, at jeg aldrig mere ville stikke af. Samtidig var medicinen begyndt at virke og 14 dage senere befandt jeg mig på det åbne afsnit.

14 dage før familien skulle på sommerferie blev min tvangstilbageholdelse ophævet og jeg var lykkelig. For når man er tilbageholdt med tvang, må man kun være væk 3 døgn, lidt svært at efterkomme når vi skulle til sydfrankrig.

Jeg var væk fra afdelingen i 3 uger og blev derefter udskrevet efter et kort besøg på afdelingen. Og jeg havde det godt! For første gang så længe jeg kunne huske tilbage.

Jeg var ude på friheden 2½ måned. Den første 1½ måned gik godt, men derefter begyndte det hele at gå ned ad bakke igen. Jeg begyndte at tro mere på de fremmede tanker og tro, at folk udefra ville gøre mig noget ondt. Flere gange snakkede jeg med mine forældre om det, jeg var desperat. Jeg vidste, at jeg nærmede mig endnu en indlæggelse.

Dagen før jeg skulle til samtale ved sin psykolog, overtalte de fremmede tanker mig om, at jeg ville blive slået ihjel, hvis jeg tog af sted. Jeg nægtede og mine forældre var knust og desperate. Jeg snakkede kort med psykologen i telefon og lod det være ved det.
   Om mandagen kontaktede psykologen dem, og jeg fortalte tøvende om min forestilling om, at jeg skulle tage mit eget liv ved at hænge sig selv før hospitalet kom og gjorde en ende på min tilværelse på en langt mere smertefuld måde.

Jeg ville ikke med trods mine forældres overtalelse. Til sidst blev jeg slæbt ud i bilen, blev låst inde der med børnesikring og græd angstfyldt hele vejen derop. I startede nægtede jeg at gå med op, men da jeg til sidst accepterede, at jeg ikke havde noget valg, gik jeg med op. Men da jeg kunne se døren til afdelingen, brød jeg sammen og blev støttet resten af vejen.
   Min gamle kontaktperson kom mig i møde, men jeg veg væk fra hende, da jeg troede kontaktpersonen havde pigge i hænderne og ville slå mig ihjel. Da hørte jeg min far begynde at græde og mit hjerte knustes. Jeg hadede sig selv for at være skyld i, at de skulle føle så megen smerte, men jeg havde intet valg. Jeg ville ikke dø.

De kom ned på mit nye værelse og der kom min læge og psykolog. De snakkede med mig og jeg svarede dem i korte sætninger. Imens sad mine forældre og kæmpede med tårerne. Jeg kunne ikke bære at se dem lide så meget.

En anden udefrakommende læge kom ind, og besluttede at tvangsindlægge mig. Da der ikke var plads på skærmet afsnit, låste de dørene på åben, så det blev til en midlertidig skærmet afdeling. Hurtigt fandt jeg ud af, at et af vinduerne ikke kunne lukkes. Først var jeg lykkelig, men i et fornuftigt øjeblik, fortalte jeg min mor det, der fortalte det videre og jeg fik fast vagt.
   En aften sad jeg ved døren og ville ud, de ville ikke have mig til at sidde der og udstille mig selv, så jeg blev slæbt ned på værelset. Her fik jeg for første gang i sit liv injektion med tvang, det vil sige sprøjte med tvang.
   En uge efter kom jeg ind på skærmet.

I forhold til sidste gang, var jeg denne gang langt mere udadreagerende. De fremmede tanker fortalte mig, hvordan personalet ville slå mig ihjel, og jeg blev panisk. De fortalte mig, at jeg kunne få døren op, hvis jeg bare sparkede længe nok på den, så jeg gik ud og gav mig til at sparke desperat på døren. Jeg blev ført ind på værelset og fik injektion. Ofte begyndte jeg at græde og hyperventilere af angst for at dø. De holdte mig nede i sengen. I starten blev jeg hurtig træt, men efterhånden som jeg vænnede sig til medicinen, kunne jeg kæmpe mod personalet længere tid, inden jeg blev overmandet af træthed. Nogen gange hyperventilerede jeg over 1 time og blev holdt nede endnu længere, det var et mareridt.
   Efterhånden blev injektionerne færre, og jeg fik det bedre.

Og nu efter 3 måneder har jeg det så godt, at jeg kan se frem til at blive udskrevet om 14 dage, altså den 25/1. Denne gang skal det bare holde noget længere.