Jeg havde mærket det, allerede da jeg stod op. Stemmerne havde været der med det samme. De havde grint ad mig, hånet mig og forsøgt at få mig til at tage mit eget liv. Jeg kunne godt stå imod, i hvert fald lige nu. Det var ikke altid jeg kunne det. Nogen gange blev jeg så desperat, så bange for hvad de fortalte mig, at jeg forsøgte at kvæle mig selv. Ikke fordi jeg ville dø, men fordi jeg ikke kunne holde ud, at have de forfærdelige stemmer i mit hoved. De fortalte mig, at nogen ville komme og slå mig ihjel. At de ville gøre det på en så grusom måde, at jeg ikke i min vildeste fantasi, kunne forestille mig det. Det ville være så smertefuldt, at smerten ville følge mig hele vejen igennem døden.
   Jeg var bange for stemmerne, for jeg troede på dem, i hvert fald troede en del af mig på dem. Med min fornuft, kunne jeg godt sige til mig selv, at det ikke havde hold i virkeligheden, det de fortalte mig, men hvis de nu havde ret, hvis det nu skete… Jeg ville ikke gennemleve den smerte, de truede med. Så hellere gøre en ende på det selv, det ville ikke gøre nær så ondt.
   Jeg var bange for smerten, bange for det stemmerne truede med, derfor kunne jeg ikke altid stå imod. De gange det lykkedes dem at skræmme mig helt, da prøvede jeg at kvæle mig ved at tage en plasticpose over hovedet og stramme en ledning rundt om halsen. Så sad jeg der og ventede, men jeg kunne ikke gennemføre det. Når jeg havde siddet der så længe, at sveden drev ned ad mig, så lukkede jeg op, så jeg fik lidt frisk luft ind, hvorefter jeg lukkede til igen. For jeg skulle gennemføre det, jeg kunne bare ikke. Hele tiden håbede jeg på, at der snart ville komme et personale ind på mit værelse. Befri mig for smerten, fortælle mig at det var i orden, at jeg stadig var i live. Somme tider gik der flere timer, andre gange få minutter, men hver gang jeg blev opdaget, og nogen rev posen af mit hoved, så kom tårerne. Jeg græd hjerteskærende, for jeg vidste, at det ikke var det rigtige at gøre. Jeg ville ikke dø, men jeg kunne ikke overskue konsekvensen, hvis jeg valgte livet, for det var ikke en mulighed, jeg skulle dø. Enten ved selvmord eller ved mord, reelt havde jeg intet valg.
   De trøstede mig altid. Sagde at alting nok skulle gå, og når jeg havde fået styr på tankerne og desperationen igen, så samlede de alle mine ledninger og poser sammen og låste dem inde i depotet.

Jeg var begyndt på min anden bog. En bog hvori jeg beskrev mit liv fra ende til anden. Jeg skrev den på computeren og til den, skulle jeg bruge mine ledninger. Jeg fortalte personalet, at jeg ikke ville forsøge at kvæle mig selv i stuen, hvor de andre patienter kunne opdage mig, så jeg fik lov til, at få mine ledninger med ind i stuen, hvis jeg lovede at lade dem blive der. Det var ikke altid jeg kunne love det, nogen gange råbte stemmerne for højt, og jeg tog ledningerne med ind på værelset, hvor jeg forsøgte at kvæle mig selv med dem. Personalet begyndte at lave aftaler med mig. Om at jeg skulle blive siddende i stuen i for eksempel alene i ti minutter. Hvis jeg ikke kunne love det, så blev de nede ved mig. De ville ikke have, jeg prøvede at tage mit eget liv, og jeg var glad for deres omsorg, for jeg ville jo heller ikke dø, jeg turde bare ikke andet end reagere på stemmerne, når de truede med noget værre end døden.
   Det var dog ikke alle personaler, der var lige engagerede i at undgå, jeg forsøgte at begå selvmord. Nogen var bare ligeglade, hvilket resulterede i, at jeg gik ind på værelset med ledningerne og strammede dem om min hals, så hårdt jeg overhovedet kunne. Det var bare ikke nok til at lukke luftrøret helt, men jeg fik nogle store, røde mærker af dem. Mest af alt frustrerede det mig, når det ikke lykkedes, for jeg turde ikke leve, men jeg turde heller ikke dø. Jeg ville have hjælp, så jeg ikke gjorde alle disse mislykkede forsøg. Min måde at bede om hjælp på var, at sidde med ledningerne om halsen. Det var et råb om hjælp, en forhåbning om, at den der opdagede mit forsøg ville komme og løsne ledningerne og smerten indeni. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle få smerten væk.
   Jeg kom ikke hjem på weekend, mens jeg havde disse selvmordstanker og disse selvmordsforsøg. Ingen turde det og i særdeleshed ikke mig. Stemmerne ville have mig til at tage barberblade hjemme fra min fars skraber, som jeg skulle skære pulsåren over med. Jeg var rædselsslagen. Jeg ville jo ikke dø, men jeg vidste, at hvis jeg først kom hjem, og stemmerne skreg til mig, så turde jeg heller ikke andet end at gøre det, så jeg var lykkelig, da personalet og mine behandlere besluttede sig for, at jeg ikke skulle hjem på weekend i en periode.
   Jeg var knust. Jeg havde været så tæt på udskrivelse. Efter halvanden måned hvor jeg havde været udsat for tvang næsten hver dag, og de efterfølgende halvanden måned, hvor jeg langsomt havde fået det bedre. Jeg var kommet hjem på weekend, og jeg havde fået det godt igen, havde fået styr på stemmerne, men nu, nu var det hele kommet tilbage, og jeg orkede ikke at skulle gennemleve alt dette endnu engang. Jeg hadede at være indlagt, at komme hjem i weekenden, var det eneste der gjorde, at jeg kunne holde ud at være et sted med så meget sygdom, og nu var det taget fra mig igen. Jeg kunne ikke bære det, og gentagende gange brød jeg sammen af sorg og selvmedlidenhed over min situation.

Mine stemmer og selvmordstankerne bragte også flere problemer på banen. Somme tider var jeg overbevist om, at den eneste løsning der ville være på min situation, det var at gå ud og tage mit eget liv. Jeg var farvet af stemmerne, og desperat efter at få gjort en ende på det hele. Jeg ville ud, og jeg bad om at komme ud af det skærmede afsnit og udskrevet. Personalet kunne se, jeg havde det dårligt og nægtede mig at komme ud. Jeg begyndte at sparke på den låste dør, sikker på at hvis jeg bare sparkede længe nok, ville personalet enten blive så træt af mig, at de lod mig gå, eller også ville døren gå op af sig selv. Det totale utopi, men stemmerne fortalte mig det, og jeg troede på stemmerne.
   Personalet havde efterhånden oplevet dette mange gange. Jeg havde stået og sparket på døren næsten hver eneste dag i starten af min indlæggelse. Dengang fordi jeg - ironisk nok - var bange for at personalet ville slå mig ihjel, og jeg ville ikke dø. Jeg havde været rædselsslagen for at dø, bange for smerten det ville medføre, bange for at mine forældre og brødre skulle få ødelagt deres liv, hvis de mistede mig, og jeg ville ikke videreføre min smerte til dem. Der var meget forskel på, hvordan personalet tacklede mig, når jeg blev psykotisk og af den ene eller anden grund ville ud. I starten var det de færreste der ikke skældte mig ud. Når jeg stod der og græd paniske tårer, så skældte de mig ud over, at jeg larmede og skræmte de andre, der også var indlagt. Det gjorde mig bare endnu mere desperat. Jeg ville jo ikke skræmme de andre, men jeg var uendelig bange for personalet, og at de skældte mig ud, bekræftede mig bare i, at de ville slå mig ihjel.
   De slæbte mig ind på mit værelse mod højlydte protester. Her satte de mit oftest i min seng og holdt mig fast der to mand. De tilkaldte lægen, der prøvede at få en samtale i gang med mig, men jeg var rædselsslagen, styret af stemmerne, de var alt. Jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle dø, og det ville jeg ikke!
   Lægen spurgte mig, om jeg ville have noget pn-medicin. Vi kaldte det 'pissenødvendigt medicin'. Jeg afslog det, da jeg var sikker på, at de ville forgifte mig. Jeg vidste de ville slå mig ihjel, jeg ville ud fra dette rædselssted. Lægen ordinerede en injektion med tvang, så de kunne få mig til at falde til ro. De lagde mig ned i sengen, tre mand og så lægen. Vendte mig om på siden, hev mine bukser ned, så de kunne stikke mig i ballen. Imens gjorde jeg så meget modstand jeg kunne, jeg var sikker på, at de ville give mig dødesprøjten.
   Medicinen virkede som regel efter en femten minutter. Den virkede bedst, hvis de lagde mig ned i sengen og holdt mig der. Det bad jeg dem om at gøre, når jeg var mere klar i hovedet, men i den situation jeg var i nu, var angsten alt og trygheden intet. Jeg var sikker på, at jeg nu skulle dø.
   Nogen gange virkede medicinen ikke. Enkelte gange holdt de mig i over 1½ time, mens jeg hyperventilerede af angst og tårerne trillede ned ad kinderne på mig. Jeg var så bange for at dø, at medicinen ikke kunne trænge ind og give mig ro. Somme tider gav de mig medicin to gange indtil den gjorde mig så træt, at jeg begyndte at mærke mig selv igen. Jeg mærkede hvordan halsen var tør efter at have hyperventileret så længe, og jeg mærkede hvor ondt det gjorde i nakken, efter at have haft den løftet den fri fra sengen, selvom jeg havde lagt ned. Det kunne tage mig næsten et kvarter fra jeg var faldet lidt til ro og kommet til mig selv, til at jeg igen kunne styre min vejrtrækning.

Men nu, hvor jeg var så selvmordstruet, og jeg bare ville ud, fordi jeg skulle tage livet af mig selv, der var jeg i en dobbeltsituation. Jeg skulle ud og tage mit eget liv, men det var kun fordi, jeg var bange for, at personalet ville tage det først. Jeg var bange for smerten, stemmerne truede med ville komme. Jeg ville ud og gøre en ende på det på en langt nemmere og mildere måde. De ville udskrive mig, og jeg begyndte at sparke på døren. De slæbte mig ind på værelset, hvor jeg blev fastholdt og fik injektion med tvang. Jeg hyperventilerede og græd, jeg var rådvild, anede ikke hvad jeg skulle gøre, hvilket gjorde min situation uendelig smertefuld.

Det blev bedre. Jeg lærte at styre mine selvmordstanker, stemmerne kunne ikke presse mig til selvmordsforsøg mere, og jeg fik det bedre. Jeg ville ikke længere dø, hvilket resulterede i, at jeg røg i den grøft, jeg havde været i før. Nemlig at sparke på døren, fordi jeg troede at personalet ville slå mig ihjel. Men langsomt blev bedre og tvangssituationerne sjældnere. Jeg begyndte at komme hjem på weekend og snart begyndte jeg at forberede mig på at komme ud på det åbne afsnit. 10 dage efter jeg var kommet på åben, blev jeg udskrevet, fordi jeg ikke længere kunne klare at være indlagt. Jeg var ved at brække mig over det. Min psykolog syntes det var lidt for hurtigt, men jeg insisterede, jeg kunne ikke klare mere.

Og nu er jeg på bosted og har været udskrevet i 5 mdr. Jeg har mine begrænsninger, men overordnet har jeg det godt. Jeg regner med at begynde at holde foredrag om det at være i det psykiatriske system på godt og ondt i november, hvis det hele bliver ved med at gå som det gør nu, hvilket jeg meget håber på.