I starten er det noget særligt. Noget så smertefuldt, at man ikke kan beskrive det. Efterhånden som det sker oftere og oftere, bliver det hverdag. Ikke noget man tænker særligt over når det sker. Selvfølgelig bliver det ved med at være stærkt ubehageligt, men det unormale bliver efterhånden normalt.
Det er det der er så skræmmende. Når grænserne flyttes og de abnorme og absurde bliver normalt.

I starten blev jeg flov over det der skete, når det skete. Det var unormalt og hvad tænkte de mon? Når jeg stod der og ruskede i døren, og de forsøgte at bryde ind til mig med alle midler. De råbte, de tog fat i mig, de trøstede. Intet hjalp. Jeg var i min egen verden.

I starten frygtede jeg aftnerne. Det var som regel der det skete. Og jeg hadede det. Og hader det stadig. Det var her jeg blev stærkt psykotisk og bare ville ud. Stensikker på, at personalet ville slå mig ihjel, hvis jeg blev bare et sekund længere.
Jeg hev og sled i døren, sikker på at den ville gå op, hvis jeg bare hev længe nok i den. Tanken om at en låst dør, ikke bare springer op, forekom mig uendelig fjern.

I starten hadede jeg sprøjter. For det var det jeg fik, når jeg havde det som jeg havde. Injektion kaldes det - med tvang. For når jeg var derude, så var der gift i medicinen. De gav mig det så med tvang og jeg kæmpede kampen mod medicinen for ikke at falde i søvn. Men det lykkedes aldrig. Altid blev jeg så træt, at jeg ikke orkede at kæmpe mere og faldt udmattet i søvn.
Men inden det virkede blev jeg holdt nede i min seng af to personaler. De forsøgte at få mig til at trække vejret normalt, så jeg ikke hyperventilerede af angst. En gang hyperventilerede jeg 1 time.

Og det værste af det hele er, at dette helvede stadig forekommer. Næsten hver eneste dag.