Der er et middel for alt. Nogen gange er midlet bare ikke særlig hensigtsmæssigt. Det handler om at overleve, at stå imod og klare sig igennem.
Der er mange måder at tackle svære situationer på: Nogen spiser ikke, skærer i sig selv eller andre måder at få smerten ud på. Fælles for dem er, er at det løsner lidt op på smerten, dog ikke på en ikke særlig hensigtsmæssig måde. Og så er det også et spørgsmål om at identificere sig selv. Fordi ens identitet forsvinder i al smerten. Så kan man sige "Jeg er pigen, der sulter mig selv" og derved har man en identitet, som andre har i deres job eller hus eller børn.

At udhungre, skære i sig selv eller på anden måde gøre skade på sig selv på, er alt sammen et tegn på, at verden ramler om ørene på en. Så bliver smerten brugt på at udsætte den psykiske smerte et kort øjeblik - eller i hvert fald glemme den - for så at komme igen lidt efter. Men det at den går væk - også selvom det kun er for to sekunder - er nok til, at man bliver ved med at vedholde den fysiske, påførte smerte.