Følelsen af mindreværd bag facaden
   Jeg håbede sådan, håbede, håbede, håbede på, at hun ville komme forbi, når jeg gik hjem. Så vi kunne snakke og lade som om, alt var som det var engang. Jeg gik ekstra en omvej, ikke en lang omvej, men dog en omvej i håb om, at hun ville komme forbi. Der var mange veje undervejs, som jeg kunne være smuttet hjem ad, men jeg gik altid længst muligt, hel forbi hvor hun boede, for tænk nu hvis hun kom forbi, tænk hvis hun stillede cyklen og vi kunne snakke sammen, lige som dengang. Men hun kom aldrig...

Det var min gamle veninde. Vi gik stadig i klasse sammen. Vi havde engang været naboer, gået i samme børnehave, startet sammen i skolen og været uadskillelige. Men hun havde valgt mig fra. Jeg var ikke spændende nok mere, vi var vokset fra hinanden allerede i 2.-3. klasse, men jeg ville ikke acceptere det, det kunne jeg ikke, for jeg havde ikke andre.
   Det var startet men vi gik til håndbold sammen. En pige fra parallelklassen begyndte også, så det var meget nærliggende, at vi fulgtes, men der gik ikke lang tid før de cyklede sammen og jeg cyklede enten tyve meter foran eller bagved. Nogle gange spurgte de, om der var noget i vejen, men jeg kunne bare ikke mænge mig ind, kunne ikke bare deltage i deres samtale. Jeg følte mig tilovers, jeg var bange for at presse mig på, hvis de nu ikke gad mig.

Mit lille lys, mit håb, blev engang imellem tændt, når min gamle veninde var uvenner med sine bedste veninder i skolen. Så var jeg god nok, så fulgtes vi ad hjem og vi kunne snakke i flere timer, nogle gange blev jeg endda inviteret hjem til hende. Jeg var lykkelig, selvom jeg altid skulle lege mini-psykolog og synes at alle de andre var nogle røvhuller. Så var jeg glad, for jeg var så naiv, jeg håbede inderligt, at vi nu var gode venner, men det varede aldrig mere end et par dage, så var jeg luft igen.

Hun var med i den populære klike. Hun var en af tre piger alle så op til. I det hele taget var klassen delt meget op i kliker. Der var mobberne, dem der var populære og kunne tillade sig alt, der var dem der altid legede sammen og fandt på den ene sjove leg efter den anden, som ingen af os uindviede måtte deltage i, der var dem der blev mobbet og så var der os, der bare var luft. Som de andre oftest respekterede, men måske kun, fordi de lidt frygtede en? Jeg græd aldrig, jeg lod altid som om, ingenting gjorde ondt på mig. Jeg var altid kold og rolig, jeg havde den total afbalancerede facade, den ingen kunne kigge ind igennem og som ingen kunne såre. Ikke før jeg kom hjem. Ofte græd jeg timer overfor min mor i frustration over, at alle hadede mig. Jeg var skrøbelig, mere skrøbelig end mange andre, der var bare ingen andre end mine forældre der opdagede det.

Det var min gamle veninde, I og hendes bedste veninde M der styrede klassen sammen med en af drengene. Vi skulle have nye pladser i klassen, og I og M skulle sidde på hver sin side af mig. Der lød højlydte protester, fordi jeg trak vejret for højt! De ville ikke sidde ved siden af sådan en! Jeg lod som ingenting, holdt panden højt, og græd da jeg kom hjem. De skulle for enhver pris ikke have den sejr at se mig blive ked af det.

Jeg har senere snakket med I om tingene i min skoletid, hun mener jeg er for pjevset og tog tingene for personligt, og det gjorde jeg måske også, men det ændrer ikke ved, at det var sådan jeg reagerede og følte, og at det har været en stor medvirkende årsag til, at jeg i dag er syg for livet, og sidder misundeligt og ser til mens alle andre på min alder får en studenterhue, og jeg sidder og søger pension!