En ny sidekammerat
   Jeg var ikke specielt vellidt i min klasse, der var en, der blev mobbet, men ellers accepterede alle hinanden, men jeg var ikke populær, jeg var ikke en af de seje, og jeg blev aldrig spurgt, om jeg ville med til fest i weekenden. Jeg var ikke den, de andre ville arbejde sammen med, på trods af at jeg var en af de bedste til visse fag. Jeg havde tre jeg holdt mig til, tre jeg desperat klamrede mig til, for det var min største skræk, hvis jeg skulle blive alene i en gruppesituation. Jeg ville ikke endnu engang, som jeg havde gjort så mange gange før skolerne blev flyttet sammen i de større klasser, være alene og skrøbelig. Udstillet som hende, ingen ville arbejde sammen med.
   Der var en periode, i dansk, hvor jeg arbejde sammen med en dreng, der var en af de seje, populære, som alle så op til. Han var ikke særlig seriøs eller god til dansk, så jeg lagde alle kræfter i, for at få ham til at blive bedre. Så meget, at min lærer på et tidspunkt bad mig passe på, at jeg ikke glemte min egen uddannelse, men jeg elskede at nogen satte pris på, at jeg kunne noget, nu hvor ingen satte pris på den jeg var. Det holdte dog ikke særlig længe.
   Pigerne var meget neutrale, når vi skulle arbejde sammen, men drengene hadede mig, for jeg var seriøs, jeg ville arbejde, og jeg satte dem i gang! Jeg blev sur, hvis de ikke ville, og jeg forlangte, de skulle koncentrere sig. Og af en eller anden grund, lykkes det mig altid, at få lavet en opgave, som de deltog i. Men der var specielt én dreng, Jesper. Han hadede mig inderligt, og jeg hadede ham. Jeg hadede ham ikke som den han var, men jeg hadede ham, fordi han hadede mig, og han tydeligt, igen og igen, gjorde mig opmærksom på det. Når vi skulle arbejde i grupper, og læreren bestemte grupperne, så lød der altid meget høje protester imod, at vi skulle arbejde sammen. Han ikke nægtede det, men alle skulle vide, at han virkelig hadede det. Jeg bed det altid i mig og prøvede at få det bedste ud af det.
   Der er en episode, som jeg aldrig glemmer: Vi skulle bytte pladser, og læreren bestemte, hvor vi skulle sidde, og jeg kom til at sidde ved siden af Jesper. Jesper satte sig, men jeg havde fået nok! Jeg nægtede at sidde ved siden af ham, og det sagde jeg, foran hele klassen, til min lærer. DET faldt i dårlig jord! Min lærer forsøgte at få mig til det, men jeg nægtede det pure, jeg kunne ikke klare ham mere, jeg sagde fra. Da jeg blev ved med at nægte, begyndte der at lyde fra flere fra klassen: "Årh hold dog op! Stop det pjat!" "Hvor er du unfair, Anna!" og fra lærerens sidde lød det, at jeg skulle tænke på Jespers følelser, men hvad med mine? Hvad med det 1½ år, han ihærdigt havde forsøgt, at gøre mit liv til et helvede? Var det ligegyldigt? Bare jeg ikke sårede hans følelser? Jeg var såret over lærerens og mine klassekammeraters syn på sagen, men hvad havde jeg forventet? Jeg var den udstødte, ingen kunne lide mig, jeg var underlig, de andre undrede sig over min opførsel, men det må blive en anden historie, jeg hadede i hvert fald dette øjeblik, og den dag i dag bliver jeg stadig ked af det, når jeg tænker på det.