Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne slippe ham. På en eller anden måde sad han stadigvæk i mit hoved og kørt rundt. Det var nu over et år siden, jeg havde anmeldt den bog han havde skrevet. Men den kværnede rundt i hovedet på mig. Han havde ramt noget inde i mig. Jeg vil kalde mig selv for en moderne kvinde med begge ben på jorden, men det han havde skrevet, holdt mig på en underlig måde fast. Det var ikke fordi det var en meget spændende bog. Vel nærmest almindelig vil jeg sige.
   Men han skrev på en måde, så jeg blev fanget af, og i historien. Det der gjorde den særlig interessant for mig, var den nu for gud ved hvilken gang, kom til mig i mine tanker. Jeg havde anmeldt den og havde kun skimmet den. Ikke nærlæst den. Alligevel tog jeg den med hjem i sidste uge, og læste den endnu en gang. Jeg havde fået noget andet ud af den denne gang, end første gang jeg havde læst den. Den havde påvirket mig. På en uforklarlig måde var jeg bag ved, som en der betragtede de personer der var i den bog. Jeg følte jeg måtte tage stilling til dem.
   Min mand havde læst bogen, da jeg talte igen og igen om den, han gav mig ret. Den var anderledes end romaner var flest. Også han havde bemærket en dybere tanke eller mening, på den måde den var skrevet. Noget der fangede en. Nu sad jeg igen og tænkte på den. Jeg så over på min nærmeste kollega, der var fordybet i en novellesamling. Hun skulle have anmeldelsen færdig til tryk i overmorgen. Det var normalt vi diskuterede vores meninger om dette eller hint, når vi havde læst det der skulle anmeldes....
   Inger! Hun så over på mig...
   - Inger, sagde jeg. Har du læst bogen: En vinter med Joe?
   Hun grinede:
   - Er det nu den igen der spøger i dit hoved?
   Jeg nikkede.
   - Ja, og jeg føler jeg må foretage mig noget. Den rider mig som en mare lige for tiden.
   Hun grinede.
   Jeg ved den er skrevet af en dansk forfatter. Tag ud og tal med forfatteren, og få svar på dine spørgsmål, sagde hun. Men jeg forstår dig godt. Jeg har læst den to gange, jeg er stadig ikke færdig med den.
   Jeg nikkede.
   - Ok. sagde jeg. Jeg tror det er en god ide, det vil jeg gøre.

Selvfølgelig skrev han under synonym. Forlaget sagde til mig, han ville være anonym, han var ikke en kendt forfatter. De lovede mig dog de ville tage kontakt til ham, for at forelægge mit ønske. Han er meget genert og lidt af en enspænder, fortalte de mig, da de senere på ugen ringede, og sagde jeg kunne sende mine spørgsmål til dem, så ville de videre ekspedere dem til ham. Jeg takkede. Det var altid noget jeg nu vidste, det var en mand, vi talte om.

Jeg skrev til ham og redegjorde for mit motiv, til jeg gerne ville tale med ham. Også de spørgsmål jeg umiddelbart kunne komme på, og som jeg ville spørge ham om. Jeg var spændt på om han ville mødes med mig. Jeg satte tre uger af. Det var den tid jeg ville vente på et svar fra ham, før jeg ville opgive det. Han kunne vælge tid og sted som han ville. Allerede efter tre dage, kom der besked om at han gerne ville mødes med mig, det skulle være hjemme hos ham selv. Han boede i Tisvilde, helt nede ved vandet. Jeg skulle love jeg ikke ville afsløre hans identitet.

På den aftalte dag og det aftalte tidspunkt om formiddagen, mødte jeg op. Det var på den fine og dyre side af vejen, han boede med sin kone. I første række ned til vandet. Han var en nydelig ældre herre, der vel var et par og tres år gammel. Efterlønner kaldte han sig. Jeg blev budt på te og sat ind i en behagelig stol, i den velindrettede og hyggelige stue. Hans kone var ikke hjemme, hun havde sit arbejde at passe. Han var alene hjemme, og hyggede sig med en kat som det eneste tilbageværende 'barn' i huset. Han havde et venligt væsen, jeg forbandt ikke en forfatter med hans udseende, eller den måde han var på. Han lignede ikke en der skrev bøger, noveller eller digte. Jeg så flere af de ting han puslede med. Jeg kunne ikke få det indtryk jeg havde af ham, til at passe med nogen af de forestillinger, jeg havde haft om ham inden jeg mødte ham. Han smilede til mig. Et venligt smil. Jeg syntes om ham med det samme.

Efter teen og et stykke kringle, som jeg havde medbragt, foreslog han vi gik en tur sammen. Så kunne jeg bare tage min båndoptager med mig, og stille de spørgsmål jeg ville. Det var jeg med på, vi gik de få meter der var ned til stranden. Jeg var vel to til tre år yngre end ham, og lidt mindre. På vej til stranden talte vi om vores familier, om hvad vores respektive bedre halvdele lavede. Min mand arbejdede på en anden avis, var også journalist . Hans kone arbejdede på det lokale rådhus som socialrådgiver. Han havde tre børn der alle var flyttet hjemmefra, to drenge og en pige. Pigen var den mellemste. Jeg fortalte jeg havde to børn, de var begge piger, og var som hans børn fløjet fra reden. Så var vores baggrund på plads, sagde han og smilede til mig. Jeg gjorde min båndoptager klar og fandt mine notater frem.

Din bog har ligesom sat noget i gang i mit hoved. Er det din første roman?..
   Ja. Hvis du mener den første der er udgivet og anmeldt, så er det den første.

Hvad vil du med den?..
   Fortælle en historie, og så håbe der er ting imellem det jeg skriver, der kan bruges til noget. Kald det bare min måde at sige tingene på. Fortælle om forholdet mellem mennesker.

Hvorfor skriver du?..
   Fordi jeg kan lide det. Ikke for at tjene penge. Det er jer egentlig ligeglad med. Jeg mangler ikke noget. Det kan lyde krukket da jeg kun er arbejder, og har været det hele mit liv, men jeg har altid fortalt historier og printet dem på et stykke papir, skrevet en del noveller, fordi jeg kunne lide det. Vi har vundet en del penge i lotto, det gav muligheden for vi kunne købe huset og bo her. Ikke noget ekstravagant hos os. Vi passer på det vi har. Det er vi begge enige om.

Hvem er Joe i din roman. Er han taget efter en person du kender?..
   Nej, ikke nogen bestemt. Mine figurer kommer spontant til mig. Jeg har en historie jeg gerne vil fortælle, og så tager det ene ord det andet. Jeg har altid grinet lidt, når jeg læste en figur eller en person i en roman, helt overtog historien. Det gør jeg ikke mere, da jeg selv har oplevet det. Jeg skriver om alle mulige forskellige typer, men elsker det sødmefyldte. Kærligheden mellem mennesker, er mig meget magtpåliggende at fortælle om. Det er den der driver værket, om jeg så må sige.

Han smilede til mig... Hvem er Maria?..
   Hun er Joe's kvinde eller kone. Det var hende der tog min historie fra mig, da jeg først var kommet i gang. Hun skulle egentlig kun have været et komma i Joe's liv. Nu var det hende der overtog historien. Hun kom til at fylde det meste af hans liv. Mere end otte kapitler. Det var ikke min mening fra begyndelsen. Sådan blev det bare. Hende kom jeg til at holde meget af, det tog mig tre dage at komme videre med romanen da hun var død. Det tog hårdt på mig.

Er der en morale i din bog?..
   Det kan man godt sige. Samtalen mellem Joe og Maria. Deres stræben efter det perfekte samliv. Deres hensyntagen til hinanden, og så selvfølgelig deres kærlighed. Den er altfavnende, men også svær at omgås. Den udfordrer dem. Gang på gang må de tage hensyn til den og hinanden. Det er vel moralen. At samtale er en del af livet, i stedet for kamp om lederskabet i et parforhold. Vi skal give plads til hinanden. Det er det de gør i min historie om dem, selvom det falder dem meget svært ind imellem. Det tror jeg vi kunne lære meget af. Så hvis det opfattes sådan, så er der en morale.

Har du et budskab?..
   Man kan vel sige at moralen og budskabet er det samme. Tal sammen. Lyt til, og se og opdag de signaler din partner udsender, inden det går galt. Så er man nået langt. Det mener jeg de begge gør i min bog, men på hver sin måde.

Er du inspireret af noget specielt? For eksempel i din dagligdag?..
   Nej det vil jeg ikke sige generelt. Og alligevel. Dagligdagen kommer med så meget til mig, som jeg kan bruge i mine historier. Et ord fra en du holder af. Et kærtegn. Alt ser jeg når jeg er i det hjørne, og så bruger jeg det. Også den manglende respons, fra den eller dem du taler med kan bruges. Men ofte er det noget helt andet der er drivkraften bag historierne. Her spiller fantasien ind. Ordspil i min fantasi bruger jeg ofte. Så tænker jeg på hvad den eller den ville sige hvis? osv. Det kommer bare, selvom der kan gå dage imellem der sker noget nyt. Jeg hygger mig med det når det kører for mig.

Hvad vil du med din bog?..
   Fornøje læseren. Give en oplevelse ud over det sædvanlige, hvis det er muligt. Jeg er altid ærlig i mine fortællinger. Nogle mennesker vil bare læse dem, og så er det det. Andre lægger dem væk, og siger det ikke lige var det de gik efter, mens andre synes det er god læsning. Kan jeg slå tiden ihjel for nogen, i bare et par timer, og de ikke føler tiden var spildt, så har jeg opnået noget. Det er det jeg vil. Så er jeg tilfreds. Det er jo ikke alle mennesker der kan lide kærlighedsromaner. Det vil jeg kalde den om Joe og Maria.

Er der ingen af de personer du beskriver, som du kan sætte andre navne på?..
   Jo. Men det vil jeg ikke gøre. Så var der nogen der ville komme efter mig. De fleste af mine noveller, de er oplevelser der er omskrevet så kun jeg ved hvem de omhandler. Man skal ikke være ond og hænge folk ud. Men mine digte og mine noveller, de er ofte sande oplevelser. Enten af mig selv, eller også har jeg fået dem fortalt. Med romanerne, er det kun enkelte passager der er enten egne oplevelser, eller oplevelser jeg har fået fortalt. Det meste er fri fantasi. Tager jeg mig den frihed at nævne lande og personer, starter jeg altid med det er fri fantasi, og enhver sammenligning er tilfældig og ikke bunder i noget virkeligt. Man kan komme så grueligt galt af sted med det ellers.

Har du selv oplevet noget af det du skriver om?..
   Ja. Svaret ligger i min kommentar til dit tidligere spørgsmål.

Kommer der andre romaner fra din hånd?..
   Det håber jeg. Jeg håber der er læsere til det jeg laver, men det er udgiverne der bestemmer, og så jer anmeldere. I har magt, og skal tænke jer om når i skriver en anmeldelse, enten det er positivt eller negativt.

Hvorfor et synonym?..
   Af to grunde. Den ene er mit navn. Edwin Rustichanno. Det navn er jeg døbt til at hedde, og kun min familie her i landet bærer det navn. Jeg har en bror, vi har tilsammen en børneflok der lyder navnet. Min amerikanske far giftede sig med en dansk pige før krigen, og flyttede her til efter den var slut. Han arbejdede på den amerikanske ambassade til han døde som firsårig. Han var en sej fyr. Min mor, der også er død nu, blev i landet efter den tid. Derfor er vi her endnu. Vi er danske statsborgere og har hele tiden været det. Det satte mine forældre meget højt. Den anden grund er at jeg inderst inde er så frygtelig genert. Dit brev var så sødt at jeg måtte se hvem du var. Men jeg er genert og vil ikke svare på alt. Det at skrive er min hobby, det er så det. Jeg skal ikke leve af det, derfor.

Kunne du tænke dig at blive en kendt forfatter?..
   Det kommer an på hvad du forbinder med kendt. Virak undgår jeg gerne. Nej. Det tror jeg ikke jeg vil bryde mig om. Jeg vil være tilfreds med at folk ville læse mine bøger. Ikke en bestseller, med medieomtale og alt det som det medfører. Bare en der fortæller en god historie som kan glæde andre. Så hvis du forbinder kendt med anerkendt, så er jeg med.

Hvad betyder det for dig at skrive?..
   Meget. Det er en del af mig. Jeg føler når jeg skriver, det er min sjæl der fortæller historien. Nogen gange er det belastende, andre gange går det glat. Jeg læser igen og igen det jeg har skrevet, for at gøre det optimalt. Så rigtigt mig som muligt. Det er en del af min tilværelse jeg ikke vil være foruden. Jeg slapper generelt af når jeg skriver. Det virker beroligende på mig at læse det bag efter, hvis jeg synes det er godt.

Hvad med dine noveller? Hvad handler de om?..
   Som jeg sagde før, er det oplevelser og historier jeg har ført samt fri fantasi. De er en del af mig. Har mit præg og min måde at fortælle netop den historie på. De handler om alt muligt mellem himmel og jord. Jeg tror jeg ville kunne skrive om det hele, bare det har min interesse. Jeg ved jeg ikke ville kunne skrive om noget der ikke interesserer mig, eller noget jeg ikke kunne lide. Men jeg har det godt med mine noveller. Jeg læser dem gerne når jeg ikke kan komme videre med en roman, og håber så på der et eller andet sted, er lige netop det der sætter gang i historien igen.

Bruger du samme koncept til novellerne som til dine romaner?..
   Generelt ja. Den forskel der er, er at novellerne, for de flestes vedkommende, bygger på oplevelser eller hændelser. Dem følger jeg, gør det på min måde. Det ville være herligt, hvis man kunne sige at den novelle er fortalt eller skrevet af Edwin. Men det er nok bare en drøm jeg har. Jeg lever i fantasiens verden når jeg skriver, det har jeg det fint med.

Dine digte er smukke. Hvorfor ikke udgive dem?...
   Ha, ha. Ja, du rammer noget der. Jo, jeg ved der er digte imellem der er smukke, som du udtrykker det. Det har jeg fra andre, der også synes de er smukke. Det er jeg meget glad for at høre. Så har jeg ramt noget jeg ved er rigtigt. Min datter holder meget af mine kærlighedsdigte. Men hun er også kvinde. Kvinder er vel bedre end mænd til at forstå de ting. Ikke fordi mænd er dumme. De forstår bare ikke at håndtere det. De er maskuline. Hvad det så er for noget. Men digtene er personlige. De dækker ofte mine følelser for min kone, og de kvinder jeg har kendt. Nogle er bare filosofering over tilværelsen eller en oplevelse. De er alle forskellige. Man kan vel opdele dem i: Kærlighedsdigte, oplevelser, filosofi og diverse. Men det at skrive digte som jeg gør det, er ikke Inn for tiden, selvom der er flere der er moderne skrevet. Det er sludder at sige sådan, men det er det jeg mener, det tror jeg du forstår.

Er der noget du er bange for som forfatter?..
   Ja det er der. Når en person i en roman tager magten, bliver jeg bange. Jeg elskede min Maria. Forgudede hende. Da jeg lod hende omkomme, havde jeg det meget dårligt i flere dage. Jeg spekulerede som en gal over hvordan jeg skulle komme videre. Kunne hun ikke leve? Hvorfor skulle hun dø? Hvad havde hun gjort galt? Jeg følte skyld for hendes og datterens så brutale død, og sorg med Joe. Jeg ved ikke om du forstår det, men det var svært at komme videre. The show must go on, siger man, det var den beslutning jeg tog da jeg fortsatte. Hvis du med bange mener dårlige anmeldelser, er jeg ikke bange. Jeg skriver som jeg gør, er tilfreds med det. Selvfølgelig er ikke alle mine romaner og historier, lige interessante for alle læsere, det er så sandelig heller ikke meningen med skriveriet. Jeg er glad og tilfreds hvis det går godt, og ikke bange for dårlige anmeldelser. Men personerne i mine romaner, kan få mig til at flippe ud og gøre mig ked af det. Mine børn er de vel på en måde.

Har du et stort ønske i forbindelse med dit forfatterskab?..
   Jo. Man kan vel godt sige, det er et stort ønske at blive anerkendt for det man skriver. At det kan bruges til noget. At folk får en oplevelse de kan bruge til noget. Om ikke andet så at de får tiden til at gå, på en hyggelig og rar måde. Det er et stort ønske ved jeg, så det har jeg da. Alene det at folk gider læse det man skriver, er en stor oplevelse i sig selv. Jo, jeg har ønsket om at blive læst af mange, at de kan bruge det jeg skriver i deres hverdag. Som dig måske, at tænke over hvad det er der sker i den verden der hedder romanen.

Jeg havde ikke flere spørgsmål til ham, men han havde fået mig til at tænke over, hvad det var han ville med sine romaner, jeg havde fået svar på det jeg havde spurgt om. Han tænkte over det han skrev. Det betød noget for ham... Edwin, fortsatte jeg og slukkede for båndoptageren. Dette er uden for referat og optagelse. Det er nu rent privat det vi taler om. Jeg tænker på om din kone har læst det du skriver? Han smilede... Nej. Det har hun ikke. Det er jeg naturligvis ked af, men hun har aldrig spurgt efter det jeg har skrevet. En enkelt novelle er det blevet til, men det var mere for at se hvad det var jeg lavede, det skortede ikke på forslag til rettelser og kommentarer. Nej det har hun ikke. Og heller ikke andre i familien. Kun min datter har læst flere af mine digte, det blev jeg glad for...
   Jeg fortsatte: Det er synd, synes jeg. Hvis min mand skrev som du gør, ville jeg opmuntre ham til at fortsætte. Det du skriver, og især måden du gør det på er godt synes jeg. Jeg havde det som dig da Maria døde. Jeg stillede mig de samme spørgsmål. Men Joe kom videre, det var godt. Jeg tror, jeg forstår, hvad du mente, da du sagde du ikke havde det godt med det. Der er flere passager jeg heller ikke havde det godt med, jeg tror du i den roman har ramt noget centralt i alle mennesker.
   Hvad har du ellers skrevet?.. Nogle romaner om andre ting. Krigen og dens grusomhed, er en af dem jeg godt kan lide. Det er en kærlighedsroman, hvor det er kvinden der får sin elskede soldat til at blive et bedre menneske. Selvfølgelig er det deres kærlighed der gør udslaget, men alligevel. Så har jeg skrevet en roman om en mand, der vandrer i det nordlige Skandinavien, og en efterfølger om hans datter. Jeg har også en roman om et fantasifolk, der er i universet og i de dybe oceaner. Flere er på vej, et par stykker er stadig kun på tegnebordet, men de kommer nok på tryk efterhånden som tiden går. Jo, jeg har da haft gang i skriveriet. Han smilede.
   Vi var hjemme igen i hans lille hus. Han bød på frokost, jeg ville gerne tale med ham lidt endnu, da han for mig var usædvanlig. De fleste forfattere ville gerne være kendte og berømte, men ikke ham. Jeg følte han mente det. Han var ærligheden selv, følte jeg. Han var meget åben, og jeg fik kendskab til ham på en måde, jeg følte ingen anden end hans familie, og hans venner de havde. Fire timer senere sagde jeg farvel. Jeg lovede ham, jeg ikke ville skrive noget, uden han havde godkendt det. Det var han tilfreds med.

Hjemme på redaktionen, spurgte jeg efter de andre bøger, han havde skrevet. Han brugte to synonymer, som han var så venlig at oplyse mig om. Jeg sagde ikke, hvem han var. Jeg følte, jeg havde hans fortrolighed, den ville jeg ikke sætte over styr. Jeg ville læse hans bøger, hvoraf der kun var udgivet tre, men jeg glædede mig til at læse de to andre.