Nede på den bruneste af de bruneste bodegaer i den gamle købstad Tønder sad City Cindy med en flok veninder og drak shots. De var vel alle omkring begyndelsen af 30'erne. Bodegaen hed 'Æ Hankat' og havde ligget nede for enden af torvet i en halv snes år efterhånden. Der var som altid gang i den. Et par af de lokale stamgæster, Majse og Suki-John, sad og dampede på deres cerutter oppe i baren, mens de sagte sad og talte om et eller andet, man ikke kunne forstå. Måske forstod de ikke en gang selv deres egen samtale, da de begge var meget alkoholiserede. Nogle gange troede den ene endda, at han var den anden og omvendt. Der var dog tale om to ret forskellige personer og Majse var en gang blevet fundet af et par udefrakommende og senere meget chokerede københavnere, som var til judostævne i Tønder, men altså denne aften befandt sig på Æ Hankat. De fandt ham liggende ude på pissoiret med en alt for stor og lugtende brun plamage bag på bukserne. Københavnerne har sidenhen ikke frekventeret Sønderjylland og da slet ikke Tønder. Bartenderen, som blev kaldt for Meisteren (aka Jägermeisteren), og som var kendt for at have 100 kilometer til loftet, tog sig dog kærligt af Majse og fik gjort ham i stand og sendt ham forsvarligt hjem den pågældende aften. Ja i Tønder tager man sig af hinanden, som de lokale siger dernede. Majses kammerat Suki-John, som nu egentlig bare blev kaldt Suki, hed Suki, fordi han påstod at være den første i landet til at eje en Suzukimotorcykel. Folket i Tønder troede naturligvis ikke på ham, men lod som ingenting og gav ham bare fornøjelsen i at have ret. Herefter blev John således til Suki-John for til sidst bare at blive Suki. Inden længe skulle han dog blive engel, men det vidste hverken Majse eller Suki denne aften.
   City Cindy tog to shots Sort Svin i streg og var efterhånden lakket godt til. Ja Sort Svin kalder de det altså stadig nede i Tønder, trods den politiske ukorrekthed - det er lidt som om, at den slags aldrig rigtig når derned og i hvert fald aldrig når at hægte sig fast. Veninden Stativ Tina fløjtede muntert, mens øjnene vinkede og munden gumlede. Hun havde nemlig lige taget en bombe (man dypper sin slikkede lillefinger ned i en lille gennemsig pose med MDMA, for derefter at slikke fingeren ren). Hun var nu oppe på tredje bombe inden for et par timer. City Cindy havde også bombet en smule denne aften, dog kun to gange. Hun følte velbehag i kroppen og var i et meget kærligt humør. Det hjalp jo også altid, når Kim Larsen og John Mogensen drønede ud af jukeboksen, mens man sad der med veninderne i røgen og den generelle lugt af værtshus blandt andet godtfolk. Ud over Stativ Tina var veninderne Grenate Renate og Soltsæk også tilstede denne aften. Sidstnævnte havde fået sit navn, da hun altid havde været en hund efter salt, som man siger. Hun foretrak da også tequilashots grundet det salte aspekt frem for sødmen i det Sorte Svin.
   Alpe John crashede lige pludselig pigernes fest ved nærmest at vælte ned på den tomme stol ved siden af Stativ Tina, som faktisk var den pæneste af pigerne, hvilket egentlig ikke siger ret meget. Veninderne skreg af grin og vendte hovederne en smule væk, da lugten af Alpe John var meget intens, og man lige skulle vende sig hertil, hvilket de naturligvis hurtigt gjorde. De fleste i Tønder kendte til lugtens intensitet, da manden med alpehuen altid gik rundt i gågaden med sin mundharpe og tiggede enten penge, smøger eller øl mod at give et nummer på sit lille instrument - som regel Stairway to Heaven spillet til perfektion. Ja Alpe John var i sandhed en særling og en drukkenbold, men uden tvivl lynende intelligent og med masser af humor, og det vidste pigerne. "Gie då it en vits Alpe John?" Spurgte de. Alpe John fortrak ikke en mine og gik straks i gang: "Hva æ æ lichhei melem at æ kuhn geh å indkøf o har sex mæ æ mand?". Det kunne pigerne ikke svare på sagde de fnisende. "Beche deil tømme jo æ pung" kom det helt statisk fra Alpe John. Pigerne skreg af grin, mens de bankede flere shots ned og bombernes virkning fra tidligere tog nu til. Majse og Suki hørte man også svage gnæk fra oppe i baren. Hvem af dem, der havde hvilket gnæk, må dog stå i det uvisse. Alpe John havde opnået hvad han ville denne aften og takkede af. Han gik som regel tidligt hjem. Han havde jo sådan set også været i gang siden Æ Hankat åbnede kl. 8 denne morgen og nu var klokken altså omkring de 22.
   Det var bælgragende mørkt nu og vinden susede uden for denne kolde november aften. Bag bodegaens buede vinduer kunne man indefra ane konturerne af to mænd, der nærmede sig. Det var Kanyle Kenny og Henning Højspænding. De plejede som regel at dukke op i en 4 mandsgruppe sammen med to andre stoddere, nemlig Tjums Øller og Ølton Junk. Som det fremgår af i hvert fald 3 af navnene var der tale om hardcore alkoholikere og stofmisbrugere trods deres relativt unge alder taget i betragtning. De var blot et par år ældre end vores pigegruppe og havde gået et par klasser over dem på Tønder Øvelsesskole, som skolen altså hed. Henning Højspænding var den 'fornuftige' af mændene og foretrak kun bajere (dog gerne morgen, middag og aften) og altså ingen stoffer. Han havde fået sit navn i en tidlig alder på grund af sin højde - ca. 2,10 meter. Folk gjorde grin med, at han skulle passe på ikke at støde ind i telefonledninger, når han færdedes udenfor. De to mænd stod med små hullede striksweatre på, som bestemt ikke egnedes til at være udenfor i kulden med. Kanyle Kenny bankede på ruden med sin ene kno. Ingen af gæsterne hørte det, da John Lennons Jealouse Guy gjaldede derudaf fra højtalerne. Meisteren anede dog med det samme uråd. Trods sine 100 kilometer til loftet var han ikke meget for lukke lige netop de to ind i sin elskede bodega. Han viftede derfor med håndtegn og signalerede, at de skulle forsvinde. City Cindy bemærkede det straks og gik hurtigt op til Meisteren og sagde:
   "Det æ also mæ, som har invitæe æm, åndskyld".
   Meisteren, som den elskværdige mand han jo var, svarede prompte:
   "Så skal då erermeme os sør for, at di upfør sæ! Det laue då mæ Cindy!".
   Cindy svarede:
   "Ja ja, æ laue æt, rolle nå".
   Cindy viftede dem indenfor med hånden og ind trådte de to frysende misbrugere og godtede sig med det samme ved varmen og lugten som var de altid allerede forbundet med en sådan.
   Kanyle Kenny, som var en tyndling, smed sig ganske ubesværet ned på Cindys skød og kyssede hende blidt på kinden.
   "kæft wo æ då lekke mann" sagde han.
   Cindy smilede "jaaa då æ da helle it hel værst då".
   Højspænding var af lidt mere sky natur, så han ledte lidt halv svedende efter en stol. Han fandt dog hurtigt en og satte sig ved bordet.
   Soltsæk udbrød "hva så søjde, geh det hele?".
   Højspænding svarede "jooo, ålt fin da".
   Da misbrugerne havde varmet sig ved lugten og stemningen, udbrød Kanyle Kenny
   "Hey piche, vi fik fat i så'n nou nyt stof sidst dau. Det sparke satme! Æ I mæ oh o præu æt elle hva?"
   Pigerne fniste og grinte og var fyldt til randen med ekstase grundet deres tidligere bombning.
   Cindy svarede "Ja så kåm da mæ'et" med et kæmpe smil.
   Pigerne var alle allerede stoppet til med kærlighed som 4 four gras gåse. De mente dog alle, at de stadig havde plads til mere. I Tønder tåler leveren altid en smule mere. Det var sådan et mantra, man havde. Oppe i baren sad Majse og Suki stadig og førte en usammenhængende samtale. Majse var meget fuld nu og sad mere eller mindre bare og hang. Suki overhørte samtalen nede ved bordet. Han var bestemt heller ikke ved sine fulde fem, men var dog årvågen nok til at opfatte hændelsesforløbet. Hans øjne havde nu bevæget sig væk fra Majse og var fuldkommen fikserede på det, som foregik ved bordet. Han blandede sig dog ikke endnu.
   Kanyle Kenny tog en lille pose op ad lommen sådan lidt halvdiskret. Meisteren orkede ikke at blande sig og lod som om, han pippede med til jukeboksens Lars Lilholt med nummeret Onkel Christian, som i den grad skabte stemning på den lille brune plet i Sønderjylland.
   Grenate Renate, hvis øjne var ganske flakkende i øjeblikket, spurgte hurtigt "Ja wodan gø man så mæ æt?", hvortil Kanyle Kenny med et skælmsk smil svarede "Jooo, det ka sniffes, ryches, sprøjtes. Då ka gøe mæ æt liche wa då vil søjde". "Nå piche ska vi preu så?" nærmest råbte Grenate Renate. Pigerne var ellevilde. Der blev hurtigt skrabet 5 baner sammen på hjørnet af bordet. Højspænding ville ikke tage del i sagerne. Han sad blot og betragtede situationen med velbehag og drak sine øl med et semi-ekstremt tempo.
   "Så sniffe vi sgu, o det æ nå!" udbrød Kanyle Kenny.
   De var alle hurtige til at konsumere det nye stof, da de udmærket var bekendte med proceduren mht. indtagelse. Så snart stoffet havde ramt Cindys hippocampus (og der gik altså ganske få sekunder), gik hun i gulvet. Alt sort...
   Næste morgen vågnede Cindy på hospitalet og resten af sit liv havde hun det som om der huserede en golfkugle inde i hendes nu tilsyneladende hule hoved. Når hun fx vendte hovedet til siden trillede kuglen med både med lyd og følelse. Festen fortsatte dog på Æ Hankat som om intet var hændt, trods de i årene efterfølgende mange dødsfald og invalideringer. Festen er jo ganske nødvendig for folket i Sønderjylland og man tager den på sig og accepterer følgerne nøjagtigt som den græske tragiske helt antager sin skæbneaccept, selvom guddommelige modgange rammer ham gang på gang. Kuglen i hovedet er således for nogen en nødvendighed og triller ubesværet sine mange kilometer videre og videre og videre.