Jeg har altid været fascineret af næser. Jeg blev særligt opmærksom herpå, da jeg som 10-årig så Monty Pythons 'Life of Brian'. Der var sådan en sjov scene, hvor de blev ved med at påpege, at man skulle have en over snydeskaftet, hvis man trådte forkert. Snydeskaftet... Det syntes jeg var et flot og sjovt ord og det synes jeg stadig som voksen. Jeg har som barn og ung altid været tilfreds med min næse. Den var hverken for stor eller for lille. Nogle mennesker har jo en del issues med deres næser, men det har jeg altså aldrig haft. Næser er fascinerende - de kan være lange og udadpegende, sådan lidt pinocchio-agtige og jeg har også fået at vide, at de vokser hele livet. De kan også være græske, altså sådan lidt firkantede med et stoisk udseende. Der findes opstoppernæser, heksenæser, meget brede afrikanernæser og små bitte tynde næser, som virker helt uanseelige. Næsen er med til at give dig en vis form for personlighed. Jeg tror ikke, noget menneske ville have det samme indre uden den samme næse. Næsen sidder midt i hovedet og er altafgørende for mødet med dine medmennesker, som i den grad er med til at præge dit væsen. Næser er derfor efter min mening noget, man burde studere meget nøjere end man hidtil har gjort. Måske kunne et studie af næsens beskaffenhed være med til at afkode psykiske lidelser og dermed føre til helbredelse. Mit snydeskaft er dog i dag så maltrakteret, at jeg ikke længere ser mig selv som menneske. Når jeg møder folk på gaden er det tydeligt at de associerer mig med en vis fugl, som lever på de afrikanske savanner. Der er tale om turkanen. En fugl, hvis næb er fuldt ud definerende for arten. Jeg er nu blevet en del af denne art. Jeg er en nu en afrikansk fugl, dog uden fordelene. Jeg kan ikke flyve og jeg er ikke pæn. Turkanen er nemlig pæn og kan samtidig flyve. Jeg har dog ikke altid haft det her fuglemæssige udseende.
   Det fuglede eventyr startede med kokain. Først en smule i weekenderne for sidenhen at omfatte ca. et halvt gram om dagen. Det var en fornøjelse. Kokainen fik mig til at flyve højt over stepperne og jeg følte en tæt sammenknytning med mine medmennesker - og faktisk i særlig grad med folk, jeg ikke på forhånd kendte. Jeg fløj således rundt i mine lånte fjer blandt godtfolket og følte mig som verdens heldigste borger. Ja sindsmæssigt havde jeg sgu vinger på dette tidspunkt, det var der ingen tvivl om. Sådan gik der en hel del år.
   Om indtagelsen af kokainen, benyttede jeg og dem jeg gjorde det med, ofte verbet 'at næbe', når vi skulle sniffe. Hvis vi ikke lige havde noget til rådighed, så skulle vi købe en 'næbning', hvorved vi altså omdannede begivenheden til et substantiv. Sådan blev der leget med begreberne. Jeg vidste dog ikke på dette tidspunkt, at det skulle vise sig at være en selvopfyldende profeti. Det var endda mig, der havde introduceret begreberne 'at næbe' og 'næbning'. Det grinte vi en del af på daværende tidspunkt.
   Det blev dog ramme alvor for mit vedkommende, da jeg havde ramt de 40 år i vinterperioden. En morgen efter en omgang sædvanlig næbning føltes min næse udsædvanligt øm og var tydeligvis betændt. Først var der tale om det ene næsebor og jeg tænkte 'hva faen', jeg næbede da bare et par streger med det andet. Dagen efter var det andet næsebor også betændt. Infektionen havde altså spredt sig. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte holde en pause, men jeg elskede at baske med mine vinger lidt ligesom infektionen, som i øjeblikket var flyvende. Jeg blev naturligvis overvundet af frihedsfølelsen - alle mennesker har da ret til følelsen af frihed ikke? Jeg fortsatte med næbningen. Dagen efter var den hel gal. Næsen var fucked. Den gjorde så forfærdelig ondt og den lignede mest af alt en stor rød kartoffel midt i ansigtet. Jeg går aldrig til lægen normalt, men denne gang var det absolut nødvendigt, da der ikke var tvivl om, at næsen skulle i behandling, hvis jeg ville beholde den.
   Lægen var overvældet synet og spurgte til, hvad jeg dog havde gjort. Jeg forklarede situationen. Lægen bad mig vente lidt ude i venteværelset, mens han ville konsultere næseeksperterne. Jeg sad der en hel time med mit maltrakterede snydeskaft. Jeg følte mig som Pinocchio, da jeg jo under alle omstændigheder havde løjet over for mig selv. Nu kom lægen og kaldte mig ind til den altafgørende samtale. Han så bedrøvet på mig og forklarede, at der var to mulige udfald mht. mit snydeskafts kommende beskaffenhed. Det første udfald ville være operativt at fjerne næsen helt, da der ville være halvtreds procent risiko for koldbrand i øjeblikket. Det andet udfald, ville være at satse på, at koldbranden ville udeblive. I så fald ville næsen dog vokse sig stor og blive i denne tilstand, da den ville kæmpe for alt hvad den havde kært. Den ville således bekæmpe infektionen og fungere som en muskel, der havde trænet alt for meget alt for længe. Den ville ifølge lægen derfor højst sandsynligt vokse sig meget stor. Jeg var ikke interesseret i et sølvnæset Tycho Brahe-udseende, så jeg valgte udfald nummer to. Godt, sagde lægen og medicinerede mig med forskellige piller, som kunne holde infektionen nede. Jeg tog hjem og tog piller og var ude af stand til flere næbninger, selvom lysten stadig var tilstede.
   Den næste måneds tid forsvandt infektion i takt med at min næse voksede udad og ikke så meget i bredden. Først til det dobbelte og dernæst til det dobbelte af det dobbelte for til sidst at doble op på det hele. Næsen var nu ikke længere en næse, men et næb. Jeg måtte fra nu af være den frie fugl, som jeg altid havde længtes efter at være. En turkan af udseende. Friheden og næbbet længe leve! Jeg var på savannen, hvor kampen for livet først går op for en.