Han havde af sin efterskole fået bevilling efter flere samtaler mellem forældre og trivselspersonalet til allernådigst at kunne tage sin udstoppede ræv med ikke kun på skolen, men også med til fagtimerne. Forstanderen havde dog været modvillig fra start, men studievejlederen havde insisteret, da Alexander, som han hed, efter forældrenes udsagn var en skrøbelig og socialt utilpas dreng. Han havde simpelthen tryghed i ræven, som fungerede som en slags sutteklud for ham, mente de. Han havde en udefineret diagnose og studievejlederens argument for, at ræven kunne komme med i timerne, var, at man som skole ville fremstå i et usympatisk lys, hvis rævens tilstedeværelse ikke kunne efterleves. Jeg selv var ansat som sløjd- og guitarlærer på skolen og havde et lille værelse oppe i kvisten på det slot, som husede alle eleverne og mange af lærerne. Den afdeling jeg boede i hed Valhalla og det var selvsamme afdeling, som husede Alexander og ræven. Det var mit tredje år på skolen og jeg syntes faktisk, det var ret herligt at møde alle de glade elever og se bekendtskaberne mellem dem blomstrer. Det var fedt at være en del af denne massesammensmeltning. Alexander skilte sig dog ud. Han gik altid alene rundt med sin ræv og de andre elever syntes tydeligvis, at han var mærkelig. Jeg havde ham hverken til sløj eller guitar, så en dag spurgte jeg hans klasselærer om, hvad der var los med ham. Klasselæren som hed Line, var en rigtig humørbombe og så altid positivt på tingene. Hun sagde blot, at han nok skulle finde sig selv. Bare giv ham lidt tid. Jeg var nu lidt ulden ved situationen, da eleverne jo allerede havde været der en måned nu. Efter nogen tid besluttede jeg mig for at spørge Alexanders room mate Klaus om, hvordan det gik deres værelse. Klaus sagde, at det gik da fint nok. De snakkede ikke så meget og han syntes i øvrigt også, det var lidt underligt, at Alexander brugte ræven som sovebamse. Ifølge Klaus havde Alexander også det princip, at han gerne ville være alene det sidste kvarter før sengetid. Klaus syntes det var helt fint, da han bare sad og spillede playstation med de andre inde ved siden af. Jeg tænkte, tja ok, måske har Line ret i sin formodning. Der gik et par måneder og der var ingen forandring set ud fra mit synspunkt mht. Alexander. Han stod stadig isoleret med sin ræv henne i hjørner og kroge af slottet, mens de andre elever kom hinanden ved på den måde man nu gør, når man går på efterskole. Et par dage efter mine observationer af Alexander blev jeg spurgt af ledelsen, om jeg havde mod på at være vikar i forbindelse med 10 klassens årlige tur til Norge, hvor man skulle stå på langrend. Jeg havde aldrig prøvet at stå på ski og Line, som jo var klasselærer for dem fra 10ende, var i øvrigt sød og rar, så jeg takkede ja til tilbuddet. Først om aftenen samme dag gik det op for mig - hvad med ræven (og Alexander)? Drengen veg jo ikke bort fra den ræv. Skulle vi slæbe den med på sådan en tur ud i sneen? Jeg blev enig med mig selv om, at det måtte han sgu selv sørge for. Jeg skulle i hvert fald ikke hjælpe til med et sådant meningsløst arbejde. Men han var jo så spinkel. Det ville han umuligt kunne holde til. Jeg havde hørt fra venners side, at det sagtens kunne være en hård omgang at stå på langrend. Skulle jeg så sidde med denne mærkværdige dreng og hans ræv tilbage i hytten, mens Line var på tur med de andre? Jeg tænkte fuck det, vi tager det som det kommer.
Dagen kom, hvor vi skulle afsted. Jeg havde nær glemt min guitar, men fik den da med i sidste sekund. Vi skulle med tog hele vejen. Turen tog cirka 10 timer og vi ankom til en hytte ude i sneen. En gammel fyr, som nærmest lignede en nisse, ved navn Svejn, tog i mod os. Vi indlogerede os og det samme gjorde Alexander og hans ræv på et af 6-mandsværelserne. Alle var trætte og det blev en kort aften. Dagen efter skulle vi jo også stå på ski hele dagen. Jeg fik givet Line en krammer før sengetid og vi gik hver til sit. Jeg syntes, hun var lidt sød, men hun havde jo en mand. Mener han var arkitekt eller sådan noget.
Svejn vækkede os alle med en koklokke ganske tidligt om morgenen. Nu var der lidt morgenmad og så skulle det gå løs. Jeg fik i farten spurgt Line om, om hun havde snakket med Alexander om rævens rolle i det her. Det havde hun ikke. Ok, tænkte jeg, jeg må lige selv konfrontere drengen så. Jeg gik hen til Alexander og tog ham lidt til side og spurgte ham, hvad han havde tænkt sig med ræven ude i sneen. Han ville selvfølgelig have den med. Det kom ikke bag på mig, så jeg havde allerede i det ubevidste forberedt et par argumenter mod dette forehavende. Den ville jo fx blive beskidt, og kunne måske ikke tåle kulde. Den ville også være tung at bære på og det ville være ret svært at stå på langrend med en ræv under armen samtidig med at man skulle styre sine ski. Alexander trak bare på skuldrene og sagde, at det skulle han nok klare. Det behøvede jeg slet ikke at blande mig i. Svejn piftede virkelig højt og det var signalet til, at vi skulle afsted. Vi iførte os skidragterne og fik ski på og så var vi klar. Svejn var guiden og vi fulgte efter ud i sneen og det smukke landskab åbnede sig ganske hurtigt. Jeg agerede bagtrop, mens Svejn og Line var fortropper. Jeg kunne godt lide min position, da jeg ikke selv var så stærk rent fysisk. Jeg følte samhørighed med de elever, som sakkede lidt bagud. Alexander og ræven var dog ikke en del af bagtroppen og det undrede mig rigtig meget. Jeg tænkte, at han da umuligt kunne være oppe foran med en ræv under armen. Den svagelige dreng! Da vi havde stået på ski i ca. 3 timer gjorde vi holdt til en lille pause. Svejn havde medbragt varm suppe, så alle kunne få en lille kop at varme sig på. Han var sgu en hårdfør nissemand tænkte jeg, sådan at bære suppe til 20 elever i sin rygsæk. Hvad var han? Måske 65? Nå, men vi sad nu og nød den varme suppe og jeg kiggede lidt rundt i landskabet, som var meget bakket og smukt. Lyset ramte sneen på en helt vidunderlig måde. Men hvor var Alexander? Jeg besluttede mig for at gå lidt op ad den ene stejle bakke, mens de andre sad og hyggede. Jeg sagde ikke noget til Svejn og Line om Alexanders manglende tilstedeværelse, da jeg i første omgang ikke ville skabe panik. Da jeg næsten var oppe på bakken, kunne jeg se en skikkelse. Det var svært at se hvad det var, da der var kraftigt modlys, som tilmed blev reflekteret af sneen. Jeg lå på lur, eftersom jeg intuitivt kunne mærke at ikke alt var som det skulle være. Der var bevægelser frem og tilbage fra skikkelsens side, som forekom mig meget mystisk. Jeg kom i tanke om mine solbriller, som jeg havde taget af, da vi skulle have suppe, så de ikke duggede. Dem tog jeg på og det syn der ramte mig var noget jeg sent skulle glemme. Alexander og ræven var på bakketoppen ikke kun sammensmeltet i overført betydning. Der var sne, lys og bevægelser, som ikke måtte finde sted i samhørighed. For længst dødt dyr og en ung mand på en sneklædt bakke i Norge. Billedet var ubønhørligt og det blindede mig i en sådan grad, at jeg senere aldrig kunne se verden på samme måde igen. Jeg skyndte mig ned af bakken. Selvfølgelig ganske lydløst. Jeg var rystet og ude af stand til at fatte hvad jeg lige havde bevidnet. Jeg sagde aldrig et ord til nogen om dette, da det var alt for tabuiseret til, at jeg ville involveres. Jeg har senere ofte tænkt på Alexander og hans ræv og om de måske den dag i dag stadig er sammen. Drengen og ræven forandrede i hvert fald mit syn på tilværelsen.