Jeg graver dybere og dybere, som et barn, der leder efter sit legetøj i en sandkasse. Plasker febrilsk rundt i kornene, vender hvert et af dem, men når aldrig ned til bunden. Finder aldrig det tabte. Finder aldrig ud af, om der var noget, jeg tabte.

Det gentager sig hver dag. Hver time. Hvert minut. Hvert sekund.

Stopper aldrig, før jeg stopper.

Og jeg undrer mig over, hvornår jeg mon lægger skovlen ned og sænker hænderne ned i lommerne for aldrig at finde vej op igen. Undre mig over, hvorfor jeg overhovedet startede. Begraver hovedet i sprækken mellem ynkelige knæ, og lader sveden blande sig med en saltet væske, som forvirret triller ned ad mine kinder.

Alt, hvad jeg er, mon jeg er?

Alt, hvad jeg er, er blot grus og vådt ler, langtfra klippe og sten og frodige bakker og skove. Alt, hvad jeg er, vokser på et tyndt grundlag. Et flyvende tæppe, som har mistet sin magi. En frugt, der har glemt, hvor den kommer fra.

Jeg prøver og prøver, men der er ingen døre at flygte ud fra, ingen mor og far og intet sted, jeg kan kalde for hjem.

Jeg står i en tropisk regnskov, hvor alle fuglene er grå og sukker og indser, at personen, som står her, er på ukendt land.