24. december, 2003.

Hendes mor tog dem altid med til midnatsmesse, dem begge to, selvom Marguerite i en alder af tretten havde formået at sno sig udenom de fleste af årets andre gudstjenester. Midnatsmessen kunne hun ikke bare sådan snyde sig fra, Maman holdt urokkeligt fast, Marguerite tænkte at det var for ikke at komme til at tippe balancen. Med sin ældste datter i tov ville det ikke være helt så tydeligt, at hun vigtede sig - af Fleurs fine, frelste sjæl, da ville det i stedet ligne, at hun gik i kirke med et ønske på hver side, et ønske om anerkendelse for sit gode arbejde i højre hånd og et ønske om bedring i venstre. Ah, det var den side Marguerite var henvist til, ikke at hendes mor greb hende ved hånden, faktisk rørte hun hende sjældent, hvis det ikke var for at lange lussinger ud. Nej, de ankom med Fleur imellem sig, gjorde Maman og Marguerite og hele Chartres ærværdige katedral gjorde deres, gjorde deres bedste for ikke at kigge lidt for længe eller lidt for nysgerrigt efter dem, men alle stjal de sig alligevel til et glimt. Se dog! Den ugifte mor med sin syndige datter og det andet barn, englebarnet, hvordan var dog dét gået til?

Det var begyndt at sne samme morgen og snefaldet var kun taget til i løbet af dagen, så de havde måttet pakke sig ind i huer og halstørklæder, bare for at kunne overleve udenfor det sølle kvarters gang der skilte dem fra Chartres Domkirke, for selvfølgeligt skulle det absolut være katedralen juleaften, til trods for at der var massevis af kirker i Chartres, også kirker hendes mor normalt foretrak, kirker tættere på, men juleaften skulle det altså være domkirken eller ingenting. Hele resten af byen var jo forsamlet dér, ikke at dukke op gik på ingen måde an, hvad ville de ikke tænke, uha da. Imens de stod og pakkede sig ud af deres, af deres mors kold-klamme strikhuer og store luffer, fornemmede Marguerite sagtens interessen, smilede og puffede sit hår, så det bølgede om skuldrene på hende, tænkte ved sig selv, at ingen verdens mennesker i denne store, stupide kirke havde tænkt et hak værre om dem, hvis de ikke var kommet, end de allerede gjorde nu, hvor de var her, men Maman kunne så godt lide at forestille sig. At Fleur ikke var æblet og hun selv stammen. At Marguerite ikke for flere år siden var vokset hende over hovedet og andre ting i samme stil.

"Sæt dig nu ned, Marguerite - kan du ikke se, du går i vejen?" Søde Maman greb hårdt fat i hendes arm og trak hende til side, så den ærværdige storbonde Merle kunne komme forbi med sin fedladne kone og sønnen, pæne Manu med de klare, blå øjne, enearving til alle herlighederne, kvæget og frugtlundene. Marguerite mødte hans blik, smilede, smeltede, bare en smule. Storsindede som de var, satte de sig på samme bænk som Fleur allerede havde besat på venstre side og hilste endda på hende, så hun blev helt rød. Som en stakkels, lille krebs. Det stakkels, lille fæ. Hun havde i stedet for køer og æbler arvet ekstra af deres mors selvhad, for Marguerite havde intet fået, havde intet taget imod, intet taget med sig. Hun rystede morens hånd af sig, kravlede hurtigt over Fleur, for Manu havde sat sig på den anden side med en plads imellem dem og den var selvfølgeligt, kunne kun være tænkt til hende.

"Glædelig jul, Manu," hilste hun i en let og luftig stemme, da hun var gledet ind i mellemrummet mellem sin lillesøster og ham.

"Glædelig jul, Marguerite," hilste han tilbage. Rykkede på sig, rykkede tættere, vel ubemærket for alle andre end hende. Det var som en uartig hemmelighed de delte imellem sig. Hun undertrykte en latter, folk havde sat sig, messen ville begynde snart og så gik det sørme ikke at le alt for åbenlyst, jamen nej. Hvad ville folk ikke sige? Hvad ville hendes mor ikke sige - og hvor ligeglad var Marguerite ikke, til gengæld. "Her sidder vi så," fortsatte Manu prøvende, efter et stykke tid og i en hvisken. Vejede luften, men åh den var tung. Allerede.

"Her sidder vi," svarede hun, "sammen, ikke sandt?"

Ved siden af hende bevægede Fleur sig uroligt indenfor sin plads' trange kår. Bortset fra Marguerites spæde røst der slet ikke lød så spæd i armene på domkirkens rolige, rungende akustik, var stilheden faldet over den forsamlede flok, hele Chartres bedre borgerskab og de løsgående, sorte får. Alle ventede de. Manu ventede også, men ikke i tavshed, gudskelov.

"Hvad - øh, ønsker du dig egentligt i julegave?"

"Lyon og Marseille," svarede hun hurtigt, halvvejs åndeløs, imens præsten og de stadigt mindre kordrenge messede deres vej forbi den tætbefolkede kirkebænk hvorpå både Gagnon-kvinderne og Merle-aristokratiet havde klemt sig ind sammen, et harmonikasammenstød uden nogen rigtige fataliteter. Så godt som - Fleur udstødte en utilpas lyd som Marguerite både måtte tilgive hende og i samme åndedrag ignorere. Mamans knoer, hvor hendes greb i deres frakker sank ned i tykt vinterstof, var fuldstændigt hvide, hvide som liljerne, hvide som vaskepulver, parat til at skure skidt af Marguerites røv, ikke sandt? Hvide som sne, som havde et tæppe af vejret udenfor lagt sig hen over hendes hænder. "Paris!" Marguerite fortsatte sin opremsning ufortrødent, rakte ud efter Manus nystrøgne skjorte og kroppen indenunder, lukkede fingrene om de ganske svulmende muskler i hans overarm. Bondedrengen var så stærk, ih altså! Hun kunne ikke lugte andet end røgelsen der fyldte rummet i skyer, havde ingen fornemmelse af hans duft, så hun lænede sig tættere på endnu, indtil hendes næse var i hans hår. Næsten. Måske var dets definition uigenkendelig for de mest stringente typer, lærerne og sprogprofessorerne, men tilbageholdenhed var skam et ord hun forstod. Et begreb. En ting. Hun fortsatte, "Bare giv mig noget andet end Chartres!"

"Det er jo bare steder..." Han åbnede kun munden tøvende. Som var han bange for, at hun skulle kravle derind og bosætte sig, kigge på arsenalet af ord i skyggerne, mellem plomberne og dømme ham dum, men så indtrængende var hun slet ikke, Marguerite. Nej, al indtrængen var hans domæne, det skulle hun gladeligt overlade til ham, havde de lært til seksualundervisning i skolen. Det tænkte han vel også på nu, derfor var han blevet helt mundlam, den stakkel. Fordi han kommunikerede med pikken. I stedet.

Marguerite ville have kysset ham på kinden, fortalt ham at selv den støvede, kedelige domkirke var meget mere nydelig, når hun sad her med ham, men fem lange fingre skød ind fra siden, strammede til om nakken på hende og pludseligt var hendes mor ikke særligt sød længere, Marguerite skulle virkeligt også have vidst bedre end at pynte sådan på sandheden. Hun ømmede sig. Manu så forskrækket ud, var han aldrig blevet korporligt afstraffet selv, den søde dreng...

"Marguerite," hvæsede hendes mor, som nabokonens kat når man kom til at trække den lidt for hårdt i halen. "Vis lidt respekt! Du er i en kirke!"

Ikke at Marguerite havde bedt om at blive slæbt med, havde hun, havde hun vel, hun ville have hygget sig glimrende alene hjemme på sit værelse og denne samtale med Manu kunne de sagtens have taget på den anden side af juleferien, efter nytår, da ville de blot have snakket om nytårsgaver i stedet og var der egentligt ikke også større potentiale i dem? Syntes hun, hvor ærgerligt, men når hun endelig var her, var blevet tvunget afsted, måtte hun jo høste, mens kornet stod modent og så moden han var, så spændstig, så plukkeklar. Manu duftede af noget vaniljeblødt, selv når hans ansigt var helt rødt af forlegenhed, i det mindste rødmende én af dem. Guderne måtte vide, Marguerite gjorde ikke!

"Maman, jeg har ikke gjort noget," skød hun tilbage skarpladt og bragende, erklærede sig uskyldig, så hele kirken kunne høre det og var ikke netop dét hendes mors værste mareridt, grunden til at Marguerite slap for kirkegang 99 procent af tiden. Fleur sad kilet ind mellem dem, rokkede desperat frem og tilbage, ind og ud af Marguerites synsfelt, da hun vendte sig omkring og øjnene moren på den anden side. Af hende. Af sig. Nu var hendes ansigt også det rene snevejr, hvidt og urørt, koldt og klart, men hvis Marguerite ønskede noget af den slags frostgrader, ville hun være trukket i sit gode tøj igen og gået udenfor, ville hun ikke? Og alligevel sad hun her.

Stadig.

"Hold din mund og opfør dig ordentligt," hvæsede Maman tilbage med stemmen presset endnu lavere ned end før, som om hele Chartres opmærksomhed ikke allerede, alligevel var på dette optrin i stedet for den hellige families. Krybbespillet og præstens enetale der fortsatte uden bemærkninger. De kendte jo allesammen slagets gang, gudstjenestens og Clemence Gagnons. Åh, sikke et rygte de tilsammen havde samlet sig, som et puslespil i tusind brikker, for tusind spillere. Alle ønskede de kun at se det færdige motiv, det kendte, slutresultatet. Maman burde være stolt. De var hele byens ene tryghed.

"Jeg opfører mig jo ligefrem eksemplarisk - om et par år følger Fleur mit eksempel, tro mig. Alle hendes veninder med," hviskede Marguerite tilbage i en stemme der ikke gjorde sig de store anstrengelser for at forblive stiltiende. Hun var slet ikke typen der gik stille med dørene, hun var ikke som Fleur der gik stille for sig heller og Merle-forældrene ved siden af dem på de hårde stenbænke kastede i hvert fald de længste, mest indgående blikke i Mamans og hendes retning. Alt imens krympede Maman sig, lod øjnene snævre til, snævre ind til ingenting.

Marguerite, til modsætning, rev sig løs.

"Vær stille," fortalte hendes mor hende bare, blot, med al gentagelsens kraft, lod armen falde tilbage i bruset af jakkefor og det tykke, stadig gennemblødte vinterstof det var pakket ind i. På ærmet af Marguerites frakke havde en hel lille snefnugvrimmel samlet sig til en pøl der dryppede ned på morens nederdel. Manu sad stift på hendes højre hånd, Maman stivere endnu på hendes venstre og Marguerite smilede let, lige dér i midten og rejste sig ufortrødent op. Snuppede sin frakke, sin hue, sine handsker og begyndte at vrikke sig vej forbi først Fleur og derpå deres mor, hvor der absolut ingen bevægelse var at notere. Jamen, Fleur var frosset fast, som en hel lille rosenknop i vinterkulden. Maman, mere som en tap end en rose, rykkede sig kun minimalt, for at deres knæ ikke skulle bumpe mod hinanden som kofangere eller støddæmpere, nej, nok ikke som støddæmpere - stødene dæmpede de sjældent for hinandens skyld.

"Jeg er aldrig mere stille end når jeg er væk, er jeg vel?"

Præsten prædikede videre og virkede således til at være den eneste der ikke havde sit fulde fokus, nu og her, i de blå vinduers kølige skær, på Marguerites højbårne figur. Hvem interesserede sig egentligt også for det lille Jesusbarn, når Marguerite Gagnon - den evigt faldne skøgetøs, på uendeligt mange måder ligesom Maria Magdalene selv - oplevede endelig oprejsning og endda helt på egen hånd. Uden nogen apostle eller frelsere. Hun stoppede kortvarigt ved bænkens udsmykkede ende og lænede sig langsomt, lænede sig langt ind over ryglænet, forbi Maman og forbi lille Fleur som trods alle Marguerites tomt rungende trusler nok aldrig ville følge i hendes fodspor, hun var for god af sig, ja, for fin, for frelst - for hurtigt at presse det før så tabte kys mod Manus kind. Han så noget befippet ud, vidste tydeligvis ikke hvad han skulle gøre af sig selv og al den opmærksomhed. De tilsammen fik.

"Til nytår, Manu," hviskede hun, denne gang lavmælt nok til at ingen andre ville kunne høre hvad hun havde at sige til ham, hun kunne skam sagtens, når det gjaldt, når hun ville, "burde du give mig noget ud over Chartres."

Ja, han måtte altså oppe sig lidt til næste gang, ikke sandt, give hende mere end Chartres Domkirke, de grå bænke og de blå ruder som han havde begavet hende med i aften, det stjålne øjeblik han havde pakket så sødt ind i spørgsmål og smeltegrader. Sødme stod nu engang ingen chancer imod moderkløer og bitterhed. Da måtte han skrue bissen på, forhøje indsatsen, hvad spillede de også om, var det ikke hendes dyd?

I en glidende bevægelse rettede hun sig atter op, vendte sig om og spadserede ned ad kirkegangen, den modsatte vej end hvad meningen formodentligt var, uden tyl og slør, men med fulde sæder og ulvesultne øjne på alle sider - havde de ikke hørt, Chartres kære indbyggerskare, at grådighed var en dødssynd. Var det ikke, hvad de alle og altid havde så travlt med at minde hende om, var det ikke kun. Marguerite kastede med håret, trak ikke sin hue på, lod handskerne blive i lommen, kulden kendte hun vel allerede og kulden skulle ikke få bugt med hende, heller ikke i aften. Åh, hellere stå i sne til anklerne end at se det isne om Mamans fingre, end at se så mange andre dele af hendes krop fryse til, Marguerite kunne da tænke sig frem til i hvert fald ét organ der ikke havde pulseret varmt i umindelige tider, ikke hos den heks, nej. Lad hende få Fleurs fine, frelste sjæl, de skulle snart nok finde ud af om den kunne redde hende, for Marguerite behøvede ingen til at redde sig, hvad stod også til at redde, når hun havde prissat sig selv fra ende til anden.

Sådan var det. Maman havde allerede tabt. På forhånd.

Den store dør der ledte udenfor lukkede sig med et brag bag hende, hamrede på plads i sin ramme og Marguerite stillede sig i skyggen af indgangen, lænede sig mod ydermuren og lagde hovedet tilbage. De blå vinduer kastede den faldefærdige snestorm i toner af nostalgi og eftertænksomhed som hun hverken lod sig narre eller byde op af. Manu var stadig inde i varmen, var han ikke, herude var der jo ingen at danse med. I det vilde vintervejr.

Med bøjede hoveder bad de derinde, nogle af dem bad endda nok for hende, Fleur gjorde uden tvivl. Marguerite blev stående, sugede ingen varme ud af domkirkens kampestensmur.

Ah, men måske sad de pænt på række i det lyse og det lunkne under århundredegamle ekkoer, hun var naturligvis lige prisgivet, hvor end hun befandt sig, ude som indenfor. Hvad skulle Marguerite Gagnon da også med en kirke, hvad skulle hun også med en mor, hendes pris var fastsat, den var påbudt. Givetvis havde hun vel kostet det samme i Mamans øjne, evigheder før den hellige families tid.

Først da klokkerne slog midnat, trak hun i sine vanter. Huen underlagde hun sig ikke, før de sidste kirkegængere og Maman iblandt dem forlod Chartres enlige turistattraktion, så måtte forkølelsen komme og gå som konsekvens - det ville passende være hendes mors skyld også, som så meget andet før.

Som så meget andet. Efter.