Forestil dig, at du sidder alene i et telt. Det er aften, og den tolvte dag uden at have set noget andet mennesker end dig selv er ved at være slut. Sidst du så et menneske, var det din eneste ven. I regnede med, at det ville tage ti til femten dage før i mødtes igen. Du har tillid til din ven, så du regner med, at I snart ses igen. Men meget kan løbe igennem et hoved på tolv dage. Hvordan vil du føle, hvis nu din ven ikke kommer tilbage? Der er mange grunde til ikke, at ville vende tilbage til dig. Måske ser folk dig ikke, som nogen hjælp i en tid som denne. En tid, hvor landjorden ligger øde for mennesker. En tid hvor landegrænser er opløst, alle kæmper for overlevelse, og de lange distancer til andre mennesker er din bedste beskyttelse mod krig og den epidemi, som er årsag til den nye virkelighed.
   Mon de har fat i den lange ende, dem der ikke ser dig som nogen hjælp? Hvad kan du bidrage med? Jovist kan du komme med idéer og bidrage med en form for fysisk arbejde; men det kan andre nu engang også. Mange, bedre end dig. Desuden æder du jo også - og du sover. Hvis du også skal have del i det gode, får andre det svært. Du kan jo godt se, at man bliver nødt til at sortere de krævende fra. Din ven har sikkert slået sig ned i et bedre fællesskab.
   Du hører motorcyklen nærme sig, og ved præcis, hvad det betyder. Din ven, Aurora, er vendt tilbage. Du rejser dig, og går ud af teltet, hvor det blodige aftenlys præger landskabet. Du går lidt længere ud, mens du mærker genkendelsens glæde vokse på dine læber ved synet af Aurora, der vender hjem. Hun nærmer sig på den motorcykel, som du tog i besiddelse på togt - ligesom det meste andet du ejer.
   Aurora standser kværnen ved teltet. Dit blik fikseres på hendes skønhed. "Hey, godt at se dig i live" siger hun og vinker. Dit blik fanges først af hendes hånd i luften. Det glide ned over hendes vilde røde hår, hendes jakke, videre ned over hendes former og hendes stramme læderbukser, som så smukt smelter i et med kværnens mekaniske dele. Din puls stiger en smule, og idet du opdager det, finder du ud af, hvor dine tanker er på vej hen. Du tager dig sammen, og tænker, at du hellere må hilse hende igen.
   "Hej" siger du. "Pokkers" hører du din indre stemme. Ærgrer dig over, at du ikke fik hilst med en god og velformuleret sætning. "Også godt at se dig" tilføjer du.
   Du retter blikket mod en mand, der sidder bag hende på kværnen. Du havde fuldstændigt overset ham. Du kommer i tanke om, hvorfor hun var taget afsted. I var ved at planlægge et tyveri på KC, men to er ikke nok til, at gennemføre det. I kan ikke bruge lejesoldater; ikke fordi de er umoralske - det er alle - men fordi de er grådige. I ville risikere, at de kørte planen i sænk, og render med værdierne. Aurora havde nævnt, en pålidelig person, som hun kender fra en vandaliserende gruppe, hun tidligere havde været en del af.
   Aurora og manden stiger af kværnet. "Hils på Antonin."
   Antonin er klædt i en habit, som er blevet noget tilsmudset. Hans hår er glat, fedtet og sort. Han bøjer sig let mod dig, og giver dig hånden. "Jeg ser frem til, at blive sat grundigt ind i jeres planer".
   Du svarer ham med en løgn: "Jeg glæder mig også over at have dig med". Du ser egentlig helst kun dig, Aurora og ingen andre indblandet.
   Du føler dig som blommen i et æg ved Auroras tilstedeværelse. Du tager en dyb indånding for at vække dig selv. Trods det fugtige aftenvejr, mærker du klart, hvordan luften renser dine lunger.
   Antonins mund bevæger sig, men du glemmer at høre efter. Det er nok heller ikke så interessant. Ud fra hans fagter kan du gætte, at han nok bare praler. Men du er ligeglad. Det er uhøfligt, men det betyder ikke noget, for når I har gennemført det her, har du råd til at skabe den tilværelse sammen med Aurora, som I helst vil. Uden ham.
   "Du vil blive sat ind i det senere, Antonin" Aurora afbryder ham "Vi skal hvile os nu".
   Hun opfordre kun på den måde, hvis det er vigtigt. Ellers plejer hun at være temmelig chill. Hun stiller aldrig dumme spørgsmål, og er altid et skridt foran andre. Hun er med på dine planer, og hendes tankegang ligner din så utroligt meget. Da du fortalte hende om denne plan fra nogle uger siden, behøvede du kun overfladisk af beskrive KC, før hun forstod præcis, hvordan I skulle bryde ind og stjæle deres guld.
   Natten falder på, og det bliver koldt. I lægger jer alle tre til at sove, på madrasser, som du har fundet på et gammelt, forladt hospital.
   Før du lukker øjnene, vil du gerne lige tænke hele planen igennem en gang til. Du lader den køre, som en monolog for dit indre øre for at forberede dig på, at sætte Antonin ind i den i morgen. Du ser kortet for dig. Hvor skattekammeret med guldet er, hvordan I skal kommunikere, hvordan I skal undgå at...
   "Jeg skal helt sikker bruge min del af pengene på, at få en organiseret hær af lejesoldater op at stå", Antonin afbryder dine tanker. "Jeg vil lave en træningslejr, og jeg skal være konge, og vi skal plyndre alle de andre guerillaer. Hvad er dine planer med pengene?"
   Du gider ikke svare ham. Du vil have en stabil tilværelse sammen med Aurora op at stå. Du bliver liggende helt stille, svarer ham kort: "Jeg skal bare have det godt" og håber, at han forstår, at det ikke er tid til at snakke lige nu.
   "Nååh, du vil ikke sige det. Du kunne jo tilslutte dig min hær. Det er lige noget for jer to. Hvad ville du sige til det?"
   Du bliver bare liggende, og svare med en søvnig lyd.
   Der bliver stille, så du får mulighed for, at tænke videre på planen, men du har glemt, hvor du var nået til. Du tænker over, hvad Antonin sagde om en hær. Den kan jo gå hen og blive en trussel. Han egner sig da heller ikke til at styre en hær. Han er alt for kortsigtet; tænker kun på den hurtige gevinst. Det kan du tydeligt se på ham.
   Måske ville det være bedst at skille sig af med ham, men så kan vi ikke gennemføre planen. Så kan vi ikke få fat i KC's guld og mad. Hvis du skal skille dig af med Antonin, kan det ikke være før tyveriet på KC. I er nødt til at være tre. Dig, ham og Aurora.
   Aurora ligger på madrassen, som en sovende gudinde. En gudinde hvis indre er omgivet af verdens smukke strukturer. Solopgangens skygger gemmer sig i hendes ansigt. Hendes krop er som det bakkede...
   "Jeg havde engang en bazooka." Antonin begynder at prale. "Jeg satte bare gang i satanen, og så forsvandt rotterne som regel af sig selv. Jeg fandt den, engang da jeg snublede over en forladt militærbase."
   Det lykkes dig at falde i søvn på trods af Antonins skvadr.
   
* * *
   Pludselig forsvinder mørket væk bag et skarpt lys. Du kan høre motorstøj, og kan lugte diesel. Du kan kende lyden af din motorcykel - og det er dén der larmer. Du skygger for lyset med din arm.
   "Hvem er det? "
   "Det er bare mig" hører du Auroras stemme.
   Du spørger hende, hvad hun laver.
   "Motoren skal varmes op. Jeg har stillet den ind i teltet, så vi kan bruge dens lys! "
   Dine øjne begynder så småt at vænne sig til lyset. Du rejser dig, og spørger hende, hvad hun vil bruge lyset til.
   "Det er tid til at få sat Antonin ind i sagerne nu! " kommanderer hun dig.
   Hun har nok styr på det, så du følger hendes ord uden spørgsmål.
   Det er stadig mørkt udenfor, og lyset fra motorcyklen, der står halvt inde i teltet, kaster teltets skygger op på de omkringstående træer.
   Antonin kommer op, men halvsover stadig, så han ikke kan lade være med at stirre så intenst på Aurora, at hun kan mærke det. Hun tager en lang jakke over sig, og sætter sig ved din side; den modsatte side af bordet i forhold til Antonin. Du holder dig helt i ro, selvom du kan mærke hendes varme. Intet af hende rører dig. Dog med undtagelse af hendes hårs, som indimellem strejfer dig tilfældigt. Midt på bordet ligger der et kort over området.
   Du forklarer din plan, du peger rundt på kortet, viser placeringen af KC's koloni, som ligger omkring fem kilometer fra jer.
   KC står for Kasino Conquer. Det startede som et kasino, der voksede sig større og større. Da det gik op for bosserne, at deres penge havde givet dem mere magt over folk i byerne end det halvetablerede samfund omkring dem, besluttede KC sig for at tage alvor af deres navn. De blev mere end blot et kasino. KC blev til et kejserrige. Nu er KC's mål at strække sin magt over al jord; både den beboelige og ubeboelige. Derfor har KC kolonier i alle egne. Indtil de har etableret deres territorium, fungerer kolonierne som baser, hvor KC's erobrere holder til. Hver koloni har en boss; og hver koloni har et skattekammer, hvor alle goderne, som de har fundet i området gemmes. KC's erobrere er veltrænede soldater og militært bevæbnede for at beskytte KC mod enhver trussel.
   Du kender bossen i kolonien nær dig fra din korte tid i KC. Han hedder Chet, og er en ægte damernes ven. Han tilbringer det meste af tiden ved sin trone, i et stort rødt telt midt i lejren. Hvis nogen forsøger at rende om hjørner med ham, skal han nok få vedkommende ført for en "retfærdig domstol". Det vil sige, at han er dommeren. Det er svært at sige, om han har fremmet denne kultur i sin koloni pga. paranoia eller magtliderlighed.
   Erobrerne er alle klædt i blodrøde uniformer. Skudsikre veste og hjelme, der dækker det meste af ansigtet med et filter, som beskytter mod giftige gasser. Alle i Chets koloni er enten erobrere, arbejdere eller Chets personlige maitresser. Chet har omkring 200 maitresser i kolonien, og den eneste der kender dem alle er Chet. De bærer alle ens kjoler; kjoler som skaber fest i hovedet på enhver med et godt blik for kvinder; kjoler i den samme blodrøde farve som erobrernes uniformer. - Da du forlod KC, lykkedes det dig både at få en uniform og en kjole med ud. Antonin skal iklædes uniformen og Aurora: kjolen, naturligvis. På den måde kan de to gå rundt inde i kolonien, mens du ligger gemt på en bjergside tæt ved kolonien. Så kan du holde øje med, hvad der sker og sende beskeder til de to om hvad de skal gøre. Så længe Aurora ikke bliver set af Chet, vil ingen bemærke et fremmed ansigt.
   "Hvordan vil du have, at vi kommer derhen?" Spørger Aurora dig.
   Du undrer dig lidt over spørgsmålet med det åbenlyse svar. "Vi kører vel bare derhen på kværnen."
   Hun forklarer "Vi kan ikke tage af sted om natten, vel! Der er lukket fuldstændigt af i hele området tæt omkring kolonien. Desuden kommer ingen hverken ud eller ind i løbet af natten. Og med alle de spejdere, de har i det område, er det helt udelukket at køre derud om dagen."
   Du nikker i enighed.
   "Derudover kan vi heller ikke vente meget længere." Fortsætter hun "Vi må tage turen så ubemærket som muligt. Derfor kører vi i tåge. Efteråret er snart slut, og efter det kan der gå lang tid, før vi støder på en tæt tåge igen."
   Nu går det op for dig - at hun vækkede jer, for at komme afsted i morgentågen.
   Du skynder dig at blive færdig med at forklare planen for Antonin.
   Selvom du har lyst til det, kan du ikke aktivt skille dig af med Antonin. Det er forkert. Men han er grådig. Hvis han virkelig har tænkt sig at skaffe sig sin egen hær - og ved, at I har værdier - er han for farlig. Derfor må du synke en klump, og lokke ham i en fælde. Du kan benytte den pludselige beslutning om at tage af sted ved solopgang til at føre ham bag lyset. Du forklarer ham, at planens mål er at få fingrene i noget guld, men at I altså ikke har ret meget mad tilbage. Der er ikke meget at fange i området. Hvis en omrejsende handelsmand vil krydse jeres vej, er han nok allerede blevet fanget af en gruppe, som selv kæmper for overlevelse. I KC's koloni er der et skattekammer med alt det gyldne, KC har fundet på togt i området, og et madkammer, som holder koloniens beboere i live. Antonins opgave er at hente mad fra madkamret. Det skulle ikke være noget problem med en uniform. Auroras opgave er at hente værdier fra skattekamret. Det skulle ikke være noget problem med en kjole; så længe at hun altså ikke bliver set af Chet. Bagefter tilkalder du en helikopter med lejesoldater, som reder Aurora ud.
   Du fortæller Antonin, at han også vil blive reddet ud. Du kæmper mod dit indre for at se så naturlig som mulig, mens du siger det. Lige efter løgnen lod dine lemmer sig ikke hvile. Du fokuserer på Antonins øjne. Det første åndedrag efter løgnen føles som en kold sten bagerst i munder, som stille og roligt synker ned gennem halsen, gennem brystet og forsvinder ned i maven.
   Du er ussel. Nu forlader du ham fand'me i en fælde. Du ved hvilke grusomheder tyve i kolonien kan blive udsat for. Du har aldrig slået et andet menneske ihjel. Er det her bedre? Han vil dø af dine gerninger. Er du morder nu? At du retfærdiggør det med et ord som nødvendighed.
   
* * *
   Morgenens fugtige luft plasker mod dit ansigt under den gryde af en hjelm du har fundet, mens pilen på speedometret stiger op mod 100. Antonin er i sidevognen. 110. Tæt med Aurora. 120. Hvorfor det? Smiler hun? Nyder hun at sidde dér? På Antonins skød. Du kan høre dem snakke. Deres stemmer er temmelig svage sammenlignet med kværnens støj. Auroras latter. Du kunne godt tænke dig, at hun løsnede lidt op, og også grinede lidt mere i dit selskab. Hun er altid så intellektuel sammen med dig. Men det er jo også det intellektuelle, der er ved hende. At hun faktisk anerkender dine tanker. Hun forstår dem, og ræsonnerer over dem.
   I begynder at kunne se KC's koloni. Du må sænke farten, for ikke at vække en udkigsmands opmærksomhed. Omkring hele kolonien er en massiv betonvæg. Der er én åbning, hvor det kun er KC-folk der normalt passerer. Du kan se de to kraner, som stikker op midt i kolonien, midt i Chets røde telt. De har to funktioner. Først og fremmest giver de exceptionelt gode muligheder for, at vagter i kranhuset kan holde udkig. Derudover fungerer de også som en genial beskyttelse af deres skattekammer og madkammer. De to kamre er to bokse på størrelse med huse, som hænger ned fra hver sin kran. Under dem er gravet huller, som kamrene lige akkurat passer ned i. Hvis der opstår mistanke om, at en tyv er ved at stjæle fra en af boksene, sænkes den ned i hullet, og tyven er fanget.
   I kører op af bjergsiden, og standser et sted bag et klippestykke, så I ikke sådan lige bliver set. Du stiller kværnen op ad klippevæggen, smider et gråt tæppe over, så det falder i et med bjerget. Du finder to radiomodtagere frem, og tildeler nr. 12 til Aurora og nr. 13 til Antonin. De er ikke meget værd. De fungerer kun som envejskommunikation, de kan kun modtage tekstbeskeder, og du kan kun sende beskeder ud med en rækkevidde på ca. 2-3 km; men det er jeres eneste mulighed for at kommunikere på afstand.
   "Det er solopgang, så du kan komme derind nu. Og du er helt klar?" du lægger hånden på Auroras skulder. Hun har meget appel i kjolen.
   "Ja, ingen problemer."
   "Selvfølgelig er der ingen problemer med dig, Aurora."
   "Vi ses dernede!" bryder Antonin ind, og giver Aurora et kram. Han trykker hende tæt ind til sig, før han lader hende gå.
   Med et bånd gemmer Aurora radiomodtageren på sit lår under kjolen. Hun sender dig et blik, nikker farvel, gør omkring, og går med ret ryg mod koloniens indgang.
   Så snart Aurora er nået ned til indgangen, spørger en portvagt hende dømmende: "Du har vel ikke været ud hele natten, har du?"
   Hun gør sig til over for vagten "Jeg var ude at gå en aftentur i går," hun rører hans brystkasse med fingerspidserne "og jeg nåede ikke tilbage før porten blev lukket." Et øjeblik senere var hun inde.
   Du og Antonin ser en nattepatrulje på 15-20 mand, som er på vej tilbage til KC.
   "Så det nu, makker" siger du til Antonin velvidende, at det er det sidste gang, du behøver at sige noget til ham.
   "Så er det nu" Antonin er iklædt uniformen, han løber ned ad bjergsiden, og gemmer sig bag et klippestykke, som patruljen snart skal til at gå forbi. Når patruljen går forbi, blander han sig naturligt ind i gruppen. Du lægger dig på maven, og tager en kikkert frem for at se patruljen med Antonin passere indgangen. Lige efter planen.
   
* * *
   Mens du ligger på maven på bjerget, kigger du med en kikkert ned i kolonien, og forsøger at danne dig et billede af situationen. Du kan se, at der er mange vagter rundt omkring dernede i forbindelse med vagtskiftet. Du sender en besked til radiomodtager 12 og 13, om at de ikke skal påbegynde aktionen endnu, da der er mange KC-folk lige nu. Du får øje på, at én af de netop ankomne vagter henter noget ud fra sin inderlomme, og kigger på det, for bagefter at lægge det tilbage. Du er bevidst om, at den vagt altså må være Antonin, der lige læste din besked.
   Du observerer Aurora og Antonin bevæge sig rundt nede i kolonien. De prøver begge at danne sig et overblik over kolonien, indtil du beder dem om andet.
   Du kan se, at en ny patrulje har afløst, dem som vendte tilbage før, og nu bevæger sig væk fra kolonien. Da der nu er færre vagter dernede, sender du en besked til Aurora på radiomodtager 12 om, at hun skal gå mod guldkamret; og du sende en besked til Antonin på radiomodtager 13 om, at han skal gå mod madkamret.
   Patruljen går op ad bjerget, og da du opdager det, bander du for dig selv, og ruller ind under tæppet, som kværnen står gemt bag. Du ligger op af kværnens stål, og kan mærke varmen fra turen herhen, er ved at forsvinde ud af det. Pulsen er steget, og det varer ikke længe før du kan høre patruljens trin.
   Nede i kolonien står Chet ved en bro til skattekamret, over hullet. "Jeg kan ikke sige, at jeg ikke er skuffet over jer." Han står og bebrejder en flok erobrere, at de ikke er kommet hjem med så mange værdier, som han havde ønsket. "Hvad skal jeg dog bruge den her til!" han står med en porcelænsvase i hånden. "Vi har brug for tre ting: et, penge. To, våben. Tre, føde" Han tyrer vasen på kammerets væg, så den splintrer og stykkerne falde ned i hullet.
   Så snart Aurora nærmer sig, hører hun Chet. Hun vender sig prompte. Antonin får øje på hende, og kan se på hende, at der er problemer. Han går hen, og finder ud af, hvad der er galt.
   Aurora er netop gået om på siden af kammeret, hvor Chet ikke kan få øje på hende, da nogen tager fat i hendes ene skulder bagfra. Det er en vagt.
   "Rolig nu, det er Antonin" hviskes der ind i hendes øre. Antonin stryger sin hånd ned ad hendes krop. Hånden bevæger sig ned mod hendes knæ, og op ad låret under kjolen. Med et snuptag bytter han deres radiomodtagere ud. "Jeg har byttet rundt på vores radiomodtagere. Så kan du bare gå direkte hen og tage dig af madkammeret uden at skulle spekulere på det fjols dér." Aurora samtykkede tavst, og gik mod madkammeret. Antonin vendte sig mod skattekammerets indgang.
   Når du ikke længere kan høre patruljen traske omkring, tjekker du om der er fri bane. Det er der og du kryber ud fra dit skjul.
   Du sender en besked til radiomodtager 13: "Når du er inde i madkammeret, skal du bare låse døren indefra. Så ved jeg, at du er inde, og at jeg kan tilkalde lejesoldaterne."
   Du sender en besked til radiomodtager 12: "Nu skal du bare ind i skattekammeret. Sørg for at få fyldt hele kjolen med værdier. Du vil ikke blive tjekket på vej ud, i stedet vil lejesoldaterne stå klar til at redde dig ud."
   Antonin går hen til broen, som fører ind i skattekammeret. Dér møder han Chet.
   "Og hvad vil du?"
   "Jeg havde såmænd bare tænkt mig at bidrage til skattekammeret med en nogle bundter pengesedler, jeg fandt under nattens patruljering, Deres Excellence."
   Chet vender blikket mod erobrerne, som han skældte ud på. "Se ham der" han peger på Antonin "dér står en mand, som er kolonien værdig. Han ved, hvad der er brug for. Du er, hvad vi har brug for. Passér" Chet giver plads til, at Antonin kan gå ind.
   Ved broen til madkammeret bliver Aurora mødt med spørgsmål til, hvad hun skal derind for. "Hvad vil du her, maitresse?" Med et negativt tryk på 'maitresse'.
   "Chet ønsker, at jeg serverer mad for ham. Han vil forkæ..."
   "Stop der!" afbryder vagten. "Jeg er udmærket klar over, hvad en maitresses opgave er. Det behøver du ikke udpensle for mig." Hun kigger bedømmende op og ned af Aurora. "Gå nu bare ind, maitresse." Og Aurora går ind i madkammeret, hvor hun læser din besked.
   Efter at have sendt beskederne finder du kikkerten frem, og prøver at få øje på Antonin og Aurora. De er ikke til at få øje på, så de må være kommet ind i kamrene nu. Du holder øje med døren til madkammeret.
   Når man er i kolonien, føles det som en hel by, man går rundt i, hvor der er alt det nødvendige for at overleve. Når du nu ser den i et andet perspektiv, ser den pludselig så lille ud.
   Efter lidt tid smækker døre til madkammeret i, og du sender et radiosignal til lejesoldaterne. Der går et halvt minuts tid, og deres helikopter kommer flyvende. Vagten i kranhuset, som holder øje med skattekammeret, når kun lige at opfatte geværet som stikker ud fra helikopteren, før det er for sent. Nu er det ingen til at sænke skattekammeret ned i hullet.
   Bagefter smider lejesoldaterne røggranater ned i området omkring skattekammeret, så det bliver fuldstændigt umuligt, at orientere sig i et område. Helikopteren lander midt i den grå røgsky, lige ved broen indtil skattekammeret.
   Du håber virkelig, at Aurora har samlet guld nok til, at I både kan betale lejesoldaterne og få et betydeligt overskud. Det er ikke sjovt at komme i karambolage med lejesoldater.
   Det er meget svært for dig, at se hvad der sker i området. Du kan dog ane en skikkelse komme ud fra kammeret og ind i helikopteren. Samtidig sørger lejesoldaterne for, at ingen KC-folk nærmer sig.
   Madkammeret er blevet sænket ned i hullet. Det er forseglet. Alt håb er ude for staklen deri. KC begynder så småt, at få styr på tropperne, men helikopteren er allerede lettet og kommet et godt stykke ud af kolonien. Et par biler med KC's mærke på siderne følger helikopteren, men du ved, at det ikke skulle være noget problem af få rystet dem af.
   Du sender en besked til radiomodtager 12. I helikopteren læser Antonin beskeden:
   "Kære Aurora. Det er vigtigt, at du læser dette. Jeg kan ikke holde ud at leve, som vi har gjort indtil nu. Jeg kan heller ikke være det bekendt over for dig. Jeg har bedt lejesoldaterne om at flyve dig ud til havnen. Hvis du bliver dér, vil du møde mig inden for et par timer. Jeg gør vores telt et sidste visit for få nogle småting med. Det bliver ikke meget. Jeg synes ikke, vi skal have noget med, som minder os om vores tid i elendighed.
   Jeg ved, at jeg har krævet meget af dig på den her mission, men det betyder, at vi ikke skal mangle noget for fremtiden. Det har været svært for mig at føre dig igennem de ting, som du har være igennem på det sidste, men elendigheden har været for hård ved os. Det fortjener vi ikke.
   Du ved godt, at du - for mig - er mere end bare godt for øjet. Derfor ønske jeg sådan, at jeg kunne respektere din drøm om at leve uafhængigt, men det kan ikke blive lige nu. Først skal vi have en tilværelse i sikkerhed op at stå.
   Sidst vores øjne de rigtigt sås, var da du drog afsted for at hente Antonin. Da dit ansigt vendte væk fra mit, der følte jeg, at min hud blev til sten. Det var smertefuldt, og jeg kunne dårligt bevæge min krop. Hvis jeg forsøgte, smuldrede jeg.
   I tiden, hvor du var væk, spiste jeg næsten intet. Jeg lå bare. Et par gange bevægede jeg mig ud af teltet i håb om, at naturen ville friske mig lidt op - men naturen er væk. Jeg blev bare husket på: 'mennesket har ødelagt sin verden'. Jeg begyndte først at føle igen, da jeg kunne høre kværnen.
   Før jeg kendte dig, troede jeg, at jeg bare var skabt uden formål. Jeg havde ingen sjæl. Da jeg mødte dig, følte jeg frihed. Jeg kan mærke, at vi kan opnå alt, når vi er sammen. Det har vi bevist her til morgen. Men ren lykke findes ikke. Den frihed du skaber mig, koster lidelser i mig; men jeg kan ikke undvære din frihed. Så dør jeg.
   Hver gang du har nævnt mænd - som Antonin fra dine tidligere tilhørsforhold til disse vandalgrupper - har jeg følt en rusten kniv i hjertet. Rust, som har spredt sig med mit blod, og jeg har fået svært ved at føle mig som et menneske. Jeg føler slet ikke.
   Jeg kunne se begæret i Antonins øjne, hver gang du blev fanget af hans rotteblik. Af hensyn til dig, kan jeg ikke tillade den slags. Da han plaprede om det regime, han vil skabe, indså jeg, at hans begær strækker sig over mere end kvinder som dig. Hans begær er farligt. Derfor har jeg sørget for, at vi ikke vil se mere til ham. Det lover jeg.
   Faren er ovre nu."
   Du sender en besked til radiomodtager 13. I KC's forseglede madkammer, læser Aurora beskeden:
   "Så længe jeg har kendt dig, har jeg haft lyst til at vinke farvel til dig, Antonin. Det gør jeg nu. Spillet er ude. Nu slipper du ikke fri, før KC's projektiler har penetreret din pande.
   Hey, tænk på det sådan her: Du sulter i det mindste ikke :)
   Hvorfor skulle du egentlig irritere mig sådan? Det forstår jeg ikke. Hvis du ikke havde gjort det, ku' vi ha' været fine venner; men det ønskede du ikke. Du har selv valgt din skæbne."
   I helikopteren har Antonin læst beskeden til Aurora. Antonin har værdier og en helikopter fyldt med lejesoldater. "I vil gerne på togt, ik'? Så følg efter kværnen og lad være med at ryste KC'erne af før de har fanget den."
   Du stiger op på kværnen og drager mod jeres telt. Her bliver du mødt med KC's kugler.