Klædt i sort.
Tynget af sorg.
Knælende ved din kiste.

De overrumplede dig om natten på din vandring under kronerne i Karpaterne. Deres uvidende jubelskrig rungede igennem træerne, da de under den blege fuldmåne spiddede dit hjerte og efterlod dig blødende og døende på de frostlagte stier.

De sagde, at du ikke var af denne verden.
At du var unaturlig.
At du var Satans yngel.

Du var ikke som dem, og de blev bange for dig.
Vi skilte os ud og var noget særligt, du og jeg.
Men hvorfor var dét en forbrydelse?

Vi levede i stilhed langt væk fra dem, men deres frygt fik dem til at opsøge os. Deres frygt for det ukendte fik dem til at sende dig i evig søvn, uden at de nogensinde var villige til at lære dig at kende.

Da pælene borede sig igennem dit varme og kærlighedsfyldte hjerte, blødte også mit. Dit dødsskrig var som nådesløse knive, der ubarmhjertigt skar igennem mine ører.

Åh, min elskede brud.
Du fortjente ikke denne skæbne.
Vi skulle have været sammen for altid, du og jeg, levet for evigt og overlevet de snæversynede.

Åh, min elskede.
Dine kolde læber og dit blege livløse ansigt.
Klædt i din hvide brudekjole.
Det lange slør.
Du er stadig den smukkeste af dem alle.
Jeg omfavner din kiste og kysser den.
Græder sorte tårer.
Et liv uden dig er ubærligt.

Hvis jeg bare selv kunne dø, så vi kunne være sammen.
Sammen i det mørke, der nu omslutter din smukke krop og sjæl.

Jeg sværger, at de kommer til at betale!
Jeg vil hjemsøge hver og én af dem og dræne dem for det liv, de tog fra dig!

Jeg vil altid være ved din side, altid være tæt på dig, altid elske dig.

Min smukke brud.