Det begyndte vel egentlig med, at jeg kørte galt i min stedfars bil efter en studenterfest. Året var 1987, og tyve år gammel var jeg netop blevet færdig med gymnasiet, og det skulle fejres. Kørslen resulterede ikke i noget værre end i et knækket vejskilt og en knust forlygte, men min stedfar var rasende, ikke mindst over min attitude.
   Som barn og ung var jeg meget forkælet og havde svært ved at tage ansvar for mine handlinger. Det resulterede uundgåeligt i voldsomme skænderi mellem min stedfar og mig over den mislykkede kørsel. Jeg skylder dog min stedfar at tilføje, at der også havde været alkohol indblandet. Desuden var min arbejdsindsats hjemme så vel som i gymnasiet yderst sparsom, og når jeg ser tilbage på den tid, er det uden stolthed.
   Min mor, et skrøbeligt væsen af sind, valgte indledningsvist at blande sig uden om skænderierne, men da hun ikke tålte konflikt i sit hjem, fik hun arrangeret, at jeg kunne tilbringe sommeren hos nogle venner af hendes søster på Røsnæs. Og det var på den måde, at jeg lærte Hanne og Ole Jensen at kende.

Det var ikke uden spænding at jeg afventede togets ankomst til Kalundborg station. Undervejs på turen havde jeg gjort mig mange tanker om, hvordan hr. og fru Jensen så ud, og hvordan de ville tage imod mig. Al kommunikation havde indtil nu foregået udelukkende mellem min mor og dem, og jeg havde ingen anelse om, hvorvidt jeg ville blive modtaget med åbne arme eller med irritation.
   Da toget stod stille, steg jeg ud, tungt belæsset med kuffert og tasker med de ting, som skulle udgøre mine ejendele den sommer. Et øjeblik stod jeg afventende. Der var ingen par på perronen, og mit hjerte sank et øjeblik. Havde de glemt mig, eller endnu værre: fortrudt.
   Angsten forsvandt dog hurtigt, da en mand målrettet gik hen imod mig. Denne mand vil jeg kort beskrive: ca. 1,60 meter høj og nogenlunde lige så bred. Hans hoved havde engang været rundt, men tyngdekraften var begyndt at trække i siderne og gav ham et udseende ikke ulig en bulldog. Han bar fedtede briller, og hans mund fulgte den nedadgående bane, som tyngdekraften havde tildelt hans kinder. Håret var sparsomt og gråt, og jeg gættede på, at Ole Jensen var omkring de halvtreds.
   "Dav", du må være Mogens, sagde han og stak en bred hånd frem mod mig, "det er mig, der er Ole". Jeg tøvede lidt - begge mine hænder var fuldt optaget af bagage, og der gik et øjeblik, før jeg vristet mig fri og gengældte håndtrykket.
   Jeg må sige, Ole trykkede en proper næve. Mine tynde fingre blev klemt sammen, som om de var en øldåse, der skulle trykkes flad inden bortsmidningen, og jeg har formentlig fået tårer i øjnene.
   Det lod ikke til, at Ole bemærkede dette. I det hele taget virkede Ole ikke som en person, som lod sig påvirke af noget. Det var da også med fuldstændig ro i stemmen, at han bemærkede: "Hanne er ikke med. Hun er gået bort i dag!"
   Den bemærkning, og sagt med en sådan ro, ramte mig med rædsel. På trods af mine dårlige vaner, var jeg dengang et følsomt ungt menneske, og tanken om, at en mand reagerede så upåvirket over sin hustrus død, var uvirkelig.
   Jeg må have reageret voldsomt, for til min overraskelse begyndte Ole at le ad mig. En grov, men ikke uvenlig latter. Han lo så kraftigt, at han måtte trække sit ene ærme ned over hånden og gnide sine øjne med det.
   "Tossede københavner. "Gået bort" ... hun er ikke hjemme i dag. Du er i Kalundborg nu!"
   Og dér lærte jeg den første forskel mellem Hellerup og Kalundborg.

Jeg vil ikke kede jer med detaljer om min tur ud til spidsen af Røsnæs, hvor parret Jensen havde deres lille husmandssted, men jeg kan kort beskrive det værelse, jeg fik tildelt. Værelset tilhørte parrets datter, som netop var flyttet sammen med kæresten, og væggene var feminint indrettet med tapet med den type mønster, som var så populært i 70'erne, og hvor orange og lilla blev anset for at matche. Rummet var ikke ret stort, men jeg husker det stadig som utrolig hyggeligt. Der var et stort vindue i skråvæggen, og derfra var der den mest utrolige udsigt over havet. Efter balladen derhjemme, var det netop denne form for medicin, jeg havde brug for.
   Senere på dagen trak Ole mig med rundt på "gården", som han kaldte det, skønt der næppe var mere end en hektar jord til stedet, og de eneste dyr, han havde, var høns og katte. Han ernærede sig som bilmekaniker inde i Kalundborg by, men hans hjerte var helt klart på "gården".
   Jeg havde fået lov at bo der hele sommeren gratis mod at gå til hånde, og mit arbejde skulle primært bestå i at passe hønsene og hjælpe med at rydde op på gårdspladsen, hvor metal af enhver art lå i dynger. Ole Jensen så penge i "lortet", som han kaldte det. Selv var jeg mere skeptisk.
   Hen mod aften, kom Hanne Jensen hjem. Hun havde været udenbys og besøge sin søster hele dagen. Parret Jensen kunne ikke være helt uden midler, for fruen havde sin egen bil, en Fiat 500 i en farve, som vel engang havde været hvid, men nu havde antaget støvets farve.
   Jeg gik høfligt hen mod bilen og afventede, at hun steg ud. Det var første gang, jeg så Hanne Jensen. Det umiddelbare indtryk var "slidt". Hendes ansigtsfarve var bleg med mørke, næsten sorte rande under øjnene. Håret var sat op i en tilfældig hestehale af hår, som egentlig var for kort til en hestehale og som derfor strittede til siderne som pjuskede fjer. Hendes spinkle krop var beklædt med t-shirt og lærredsbukser og bare fødder i flade, praktiske sandaler. "Uplejet" var et andet ord, der faldt mig ind, da jeg stak min hånd frem i et stilfærdigt "goddag".
   Hanne så måske lige så landmandsagtig ud som sin mand, men hendes person var anderledes imødekommende. Da hun så mig, lyste hendes trætte øjne op, og hun sendte mig et smil, som straks fik mig til at føle mig velkommen. Aldersmæssigt var hun svær at placere. Jeg vidste, at datteren var omkring jævnaldrende med mig, og jeg gættede derfor på, at Hanne måtte være et sted i fyrrerne, lige som min egen mor.
   Det var allerede under aftensmaden denne første dag, at jeg bemærkede en kølig tone mellem ægteparret Jensen. Ikke at de skændtes. Tvært i mod. De talte næppe et eneste ord med hinanden. Faktisk tror jeg slet ikke, at Ole Jensen sagde noget som helst i de tyve minutter, middagen varede.
   Derimod opretholdt Hanne en stadig strøm af konversation. Dengang tænkte jeg ikke meget over det. Var vel i virkeligheden lidt beæret over at være genstand for så megen interesse. Men senere har jeg tænkt over Hannes hungren efter samtaler, som angik andet end landbrug og penge.
   I løbet af den første uge blev jeg sat ind i glæderne ved hønsehold. I starten var jeg noget tilbageholdende. Jeg er født og opvokset i Hellerup, og mit eneste kendskab til høns var som en frossen genstand indpakket i plastik, og som min mor på ukendt vis forvandlede til mad.
   Nu fik jeg mulighed for at lære dyrene at kende som de personligheder, de var. Der var kun ti høns, og de havde alle sammen navne. Især hønen Bitte var min favorit. I modsætning til de andre, flygtede hun ikke, når jeg kom i nærheden, og jeg fik efterhånden lært hende at spise korn af min hånd. Jeg fik samtidig lært at tage havehandsker på, inden jeg gjorde det.
   Det var en usædvanligt varm sommer det år, og mit smarte modetøj fik lov at ligge i kufferten, mens jeg rendte rundt i bar overkrop og shorts og blev solbrændt som aldrig før. Når varmen blev for intens, cyklede jeg ned på stranden på Oles alt for lille cykel og badede og kiggede efter piger blandt sommerturisterne. Et par gange gjorde jeg tilløb til at kontakte nogen af dem, men jeg var for klodset og genert til at gøre alvor af det, og aftenerne tilbragte jeg inde i stuen med Hanne og Ole og så fjernsyn.
   Det meste af tiden var jeg alene på gården. Ole havde sit arbejde på autoværkstedet, og Hanne var sygeplejerske på det lokale sygehus. Uden mobiltelefon og internet var der ikke de store muligheder for at kontakte mennesker på det ensomt beliggende sted, og det var altid med lettelse, at jeg hørte Hannes bil som den første køre ind på grusvejen.
   Allerede i løbet af den første uge, begyndte Hanne og jeg en rutine, hvorefter hun kom hjem med indkøbsvarer, og jeg hjalp hende med at pakke ud og lave mad. Og så snakkede hun.
   Når Hanne talte, lyste hun op. Ikke nødvendigvis i glæde. Det kunne også være i frustration eller raseri. I disse øjeblikke opdagede jeg, at hun havde en personlighed, som passede dårligt med det enkle liv, hun levede. Men hun klagede aldrig på sine egne vegne. Derimod kunne det gøre hende absolut rasende, hvis nogen af hendes patienter blev behandlet skidt af lægerne eller "systemet".
   Når maden stod klar, passede det gerne med, at Ole kom kørende. I starten tænkte jeg ikke videre over hans lange arbejdsdage, men senere begyndte jeg at lægge mærke til lugten af øl fra hans ånde. Ikke mindst om fredagen, hvor Hanne og jeg som regel satte os til bords uden ham. Hanne spurgte aldrig, hvorfor han kom sent, eller om han havde været ude og drikke. Men der hang en ubehagelig tavshed i luften, der tydede på, at hun tidligere havde gjort det og uden succes.
   Jeg mødte kun datteren Trine to gange. Den ene gang, hvor hun skulle hente nogle af sine gamle ting. Den anden gang, hvor hun kom for at fortælle, at hun og kæresten tog på Interrail resten af sommeren.
   Af de korte glimt, jeg fik af hende, fik jeg indtryk af en pige, som lykkeligt var sluppet ud af fængslet for aldrig at se sig tilbage. Der var så meget oprør over hende, at jeg både var skræmt og fascineret. Hendes hår var farvet både pink og blåt og sat i en imponerende mohawk. Jeg talte desuden omkring fem piercinger i hvert øre, foruden to i hendes ene øjenbryn.
   Fra København kendte jeg udmærket til punkterkulturen, men jeg var dybt overrasket over at møde den et sted som Røsnæs, som umiddelbart stod i skærende kontrast til et oprørsk ungdomsliv.
   Forældrenes holdning til datterens stil var meget forskellig. Hendes far lod ingen chance gå fra sig for at latterliggøre hende, selv om det skreg til himlen, at han gjorde mere skade end gavn ved at gøre det.
   Hanne var mere subtil, men jeg fik det indtryk, at det pinte hende at se sin datter på den måde. At Hanne var dybt forbundet med sin datter, var der ingen tvivl om. Den måde, hun aede Trine over kinden, da hun skulle afsted, fik mig til at tænke på min egen mor, som jeg kun havde haft sporadisk kontakt med i løbet af de forgange uger, og min hals snørede sig sammen.
   Den torsdag aften, hvor Trine tog afsted på Interrail, meddelte Ole, at han og nogle gutter skulle på weekendtur om fredagen.
   Jeg husker situationen ret klart. Vi stod i køkkenet, et stort klinkebelagt landkøkken, hvor aftensolen strålede ind ad store vinduer. Hanne i gang med opvasken. Ole i bredstående stilling ved køleskabet. Selv havde jeg som en kryster sneget mig ud i gangen, da jeg mærkede dårlig stemning.
   Det var den eneste gang, jeg hørte et skænderi mellem dem. Det var så klassisk, at det gjorde ondt, ikke mindst med tanke på mine egne forældre inden deres skilsmisse. Den vrede, den bitterhed. Alt det, som ellers aldrig blev sagt. Det blev slynget ud, forvrænget, forstørret.
   Jeg kan huske, at jeg stod og vaklede af tvivl ude i gangen. Skulle jeg gå, så de kunne skændes uden nogen vidner, eller skulle jeg blive for at være buffer, hvis det kom til håndgemæng?
   Når det kom til stykket, blev beslutningen truffet af mine ben. De ville ikke bevæge sig. Ergo stod jeg stille, fastfrosset i tid, indtil stemmerne tonede ud, og Ole trampede ud af huset og forsvandt over i værkstedet. Der blev han i øvrigt resten af aftenen. Hvor han sov, ved jeg ikke, men da jeg vågnede næste morgen, var han kørt, og han kom ikke igen den dag.
   Hanne blev stående i køkkenet i nogen tid. Med håndfladerne hvilende på bordpladen, stirrende ud af vinduet mod skoven og markerne. Hun vendte ikke ansigtet, da jeg kom ind. Hun græd heller ikke mere, men hendes ansigt var stribet af gråd, og hun var mere bleg end nogen sinde.
   "Undskyld", sagde hun bare. "Hvis du har lyst til at tage hjem, forstår jeg det godt".
   Indtil nu havde jeg slet ikke overvejet at tage hjem, men jeg må indrømme, at jeg i det øjeblik blev lidt i tvivl. Min egen mor havde tendens til at manipulere med sine omgivelser på sin klynkende facon, hvilket irriterede mig grænseløst. Alligevel kom jeg til at savne hende, og jeg tror faktisk, at jeg var taget hjem, hvis ikke Hanne havde drejet hovedet i netop det øjeblik og kigget mig ind i øjnene.
   Det var ikke et blik som fra en såret hundehvalp. Det var ikke sådan, at jeg fik ondt af hende, sådan som min egen mor plejede at gøre. Snarere tvært imod. Faktisk så hun enormt stærk ud, lige der, og jeg tror, det var den styrke, jeg blev grebet af.
   Så jeg rystede bare på hovedet og sagde, at jeg selvfølgelig blev, og at jeg udmærket kendte til familieproblemer. På mindre end to minutter havde jeg ævlet løs om min barndoms krise, hvor min far forlod min mor og mig for at "finde sig selv" og fandt en masse unge damer på vejen. Det endte underligt nok med, at jeg fik Hanne til at grine, selv om hun alligevel sagde, at hun havde brug for at være lidt alene.
   Den aften omkring solnedgang cyklede jeg ned til vandet og svømmede til mine muskler gjorde ondt.
   Næste morgen var jeg noget spændt på at møde Ole og Hanne. Især hvis jeg skulle møde dem samtidig. Mine erindringer om mine egne forældres skænderier stod stadig skarpt i erindringen, og jeg havde ingen interesse i en gentagelse af aftenens begivenheder. Men jeg kunne have sparet mig. Jeg sov til klokken ni, og da jeg stod op, var både Ole og Hanne kørt, og jeg var alene på gården med hønsene.
   Foruden jorden, som var forpagtet ud, var der en stor køkkenhave, og flere af urterne var ved at blive modne. Jeg kunne gå langs rækker af bønner, ærter, gulerødder, spinat og salat, og med min nye viden om mad, fik jeg lyst til at kokkerere noget lækkert til aften, hvor jeg vidste, at Ole ikke var hjemme. Det var faktisk den dag, min senere så store interesse for mad blev vagt.
   Jeg havde ikke ret mange penge at købe ind for, og jeg var desuden for øm i muskulaturen den dag til at ville cykle de seks kilometer til den nærmeste butik, så jeg besluttede at kreere noget ud af det forhåndenværende.
   Æg var der naturligvis nok af, idet hver høne plejede at lægge et æg omtrent hver dag. Så mange æg blev der naturligvis ikke spist, så de overskydende æg blev solgt til turister og andet godtfolk ved en stander ved landevejen for enden af grusvejen.
   Der var spinat i haven, mel i køkkenskabet, og smør, fløde og en rulle gedeost i køleskabet, og jeg besluttede at lave en spinattærte med gedeost.
   I løbet af den eftermiddag, hvor jeg forberedte aftensmaden, skete der en udvikling i min tankegang. Jeg havde på det tidspunkt været på gården i fire uger, og jeg havde på intet tidspunkt set Hanne som en kvinde. Forstå mig ret, jeg var naturligvis klar over, at hun var en kvinde, men hendes kvindelighed var underordnet, som om hun var intet-køn.
   Nu mens jeg gik rundt i haven og plukkede spinat, gik det op for mig, at jeg opførte mig som første gang, jeg havde en pige på besøg hjemme hos min mor. Det var ikke det store, jeg havde forberedt den gang, jeg tror det var noget med te og ristet brød, men ideen var den samme. At gøre det behageligt for min date.
   Jeg må indrømme, at denne indsigt skræmte mig. Jeg var tyve år, og tanken om at været romantisk interesseret i en kvinde på min mors alder, var grotesk. Tanken pinte mig faktisk i en sådan grad, og da Hanne kom hjem ved fire-tiden, talte jeg nærmest ikke med hende, men gryntede blot, som om jeg var en neandertaler og forsøgte at undgå øjenkontakt.
   Det værste var, at Hanne så det. I et kort sekund så hun lige igennem mig, så ind i mine tanker og gennemskuede mig. Og jeg vidste, at hun vidste det. Fra at være en høj fyr på en meter og otteogfirs, skrumpede jeg mentalt til størrelse med en mus.
   Men det gode var, at Hanne valgte at ignorere det.
   "Hvor lækkert", sagde hun bare til mit forslag om maden, "så vil jeg lige smutte ind og tage et hurtigt bad og hjælpe dig".
   Måske var det fordi jeg kun var tyve år. Der er noget med knægte i den alder. Måske var det situationen. Under alle omstændigheder fik hendes bemærkning om at "tage bad" mine tanker til at gå amok. Billeder af dryppende våde kvinder med tilbagestrakt hals og åben mund hvirvlede rundt i mine tanker. Mine bukser begyndte at stramme, og jeg gik faktisk så vidt som til at stikke mig i fingeren med en kniv for at rense tankerne.
   Hannes bad tog tid. Det tog lang tid. Jeg fik lavet mørdejen og pressede den ned i en tærteform. Jeg skyllede og blancherede spinaten og lagde den til afdrypning i en si. Bagefter slog jeg fire æg ud i en skål og piskede dem sammen med fløde og vand og gav dem et godt drys salt og peber.
   Det var først, da jeg satte tærten ind i ovnen, at Hanne kom ud i køkkenet igen.
   Jeg kunne ikke genkende hende. For det første havde hun gjort noget ved sit hår, så det sad som en Lady Di-frisure. Så havde hun sminke på, ikke meget, men nok til at skjule de mørke rande under øjnene og fremhæve læberne. Og så var der kjolen. En luftig, hvid sommerkjole. Lang, den gik vist til anklerne, og så var den så tynd, at jeg kunne se fraværet af en bh. Jeg tror, hun havde bare fødder, men jeg må indrømme, at jeg ikke fik kigget helt derned.
   Hun smilede skævt og grinede. "Ja, sådan kan jeg også se ud". Hun snurrede koket rundt en gang, så kjolen stod som en sky omkring hende. Så gik hun hen til et køkkenskab og hev en flaske rødvin frem.
   "Jeg besluttede", sagde hun, og trak proppen op, "at jeg ikke ville sidde og være sur og ked af det bare på grund af det i går. Ole og jeg skal nok blive gode venner igen, det gør vi altid". Hun hældte vin i to glas. "Men jeg vil også have lidt sjov, ik?!" Hun rakte mig det ene glas og skålede.
   Jeg blev usikker på hendes motiver. Ville hun nu overfalde mig og udnytte mig seksuelt? Alene tanken fik mine bukser til at stramme igen og jeg greb umotiveret et viskestykke og begyndte at tørre en gaffel af.
   Men Hanne gjorde intet upassende. Da tærten var færdig, tog vi den med ud på terrassen, hvor der var frit udsyn til mark og skov. Rødvinen og glassene tog vi med, og vi spiste og talte i timevis. Det var en vidunderlig date uden overhovedet at være det.
   Hanne fortalte om sin oplevelse i Læger Uden Grænser, hvilket jeg syntes var vildt sejt, og jeg fik hende til at nikke interesseret, når jeg fortalte om de typer, jeg kendte fra Hellerup og København.
   På et tidspunkt fik vi kaffe, og da den var drukket, foreslog Hanne, at vi tog til stranden. Der var omkring en lille kilometer derhen, og vi cyklede.
   Solen var på vej ned. Vandet skvulpede blegt og søvnigt i aftenvinden og lavede klukkende lyde mod stenene. Hanne stillede sin cykel og gik uden et ord ud i vandkanten. Sollyset faldt på hendes slanke ryg, og den kølige aftenvind fik hendes brystvorter til at stritte mod det tynde stof i kjolen.
   Jeg kæmpede en indre kamp. På den ene side var Hanne frygtelig gammel, og det kunne aldrig blive alvor mellem hende og mig. Efter nogle år med skiftende kærester, havde jeg udviklet et håb om at finde den store kærlighed, og Hanne passede helt klart ikke ind i beskrivelsen. På den anden side var hun meget mere interessant end de unge piger, jeg indtil nu havde kendt, og nu havde jeg oven i købet opdaget en ny og vældig interessant side af hende.
   Jeg begyndte at gå hen mod hende, usikker på, hvad jeg ville. Stranden var dækket af sten af forskellige størrelser, og underlaget gjorde det vanskeligt at gå. Jeg må have lavet en lyd, for Hanne vendte sig pludselig om og gik hen mod mig. Da hun nåede hen til mig, mistede hun balancen og greb ud efter min arm. Jeg mærkede hendes stærke fingre lukke sig om min arm, og jeg vidste præcis, hvordan det ville være at mærke hendes fingre et andet sted.
   Hun kiggede op på mig. "Jeg vil godt tilbage nu, jeg fryser".
   Tilbage på gården ønskede Hanne mig godnat og tak for i aften og efterlod mig alene med voldsomme seksuelle frustrationer og en søvnløs nat.
   _

Dagen efter startede sent. Jeg var først faldet i søvn, da det begyndte at blive lyst udenfor, og jeg sov til klokken tolv næste dag. Til min irritation opdagede jeg, at jeg havde plettet mit lagen, og jeg følte mig i det hele taget i en lidt elendig tilstand.
   Hanne var ikke hjemme. Hun havde lagt en seddel på køkkenbordet: "er hos min søster til frokost, bare tag i køleskabet". Jeg tog sedlen og krøllede den sammen med brutalitet. Det var sært, jeg følte mig faktisk udnyttet, men på den helt forkerte måde.
   Vejret var varmt og solrigt den dag, men jeg gad ingenting og sad hele dagen og så genudsendelser af tv-serier. Da jeg på et tidspunkt blev sulten, spiste jeg resterne af spinattærten, men selv det gjorde mig i dårligt humør.
   Midt på eftermiddagen gik jeg på jagt efter sprut. I den tid, jeg havde været hos parret Jensen, havde jeg dårlig nok fået en øl, og vinen dagen før var det alkoholiske højdepunkt indtil da. Der var adskillige flasker vin tilbage i køkkenskabet, men jeg søgte noget stærkere.
   Jeg åbnede alle skuffer og skabe i stuen men fandt intet. Først, da jeg gik ud i værkstedet, fandt jeg Oles lager af spiritus, og der var til gengæld ingen smalle steder her. Han kunne have åbnet en velassorteret bar, men det eneste, jeg havde brug for, var gin.
   Jeg greb flasken og slæbte den trodsigt med ud i køkkenet, hvor jeg blandede en stærk drik med gin, æblejuice og isterninger. Jeg drak den i to hurtige slurke og blandede straks en ny. Denne gang drak jeg mere moderat og satte mig tilbage foran fjernsynet og faldt i søvn.
   Da jeg vågnede, sad Hanne i sofaen overfor og rullede roligt et glas mellem hænderne, mens hun studerede mig. Hun lignede sit gamle jeg, bortset fra, at hendes hår var løst. "Godmorgen", sagde hun smilende og tog en slurk, "du er vældig god til at sove". Jeg rettede mig op og gned mine øjne. "Ja vist, det er noget af det, jeg gør bedst", sagde jeg stolt.
   "Jeg er sikker på, at der også er andre ting, du gør godt", sagde hun og satte glasset fra sig på bordet ud at tage blikket fra mig. Jeg var øjeblikkelig tændt. Den måde, hun så på mig på, var rovdyrets.
   Hun var ved min side i løbet af et sekund. Et øjeblik pausede hun med den ene hånd hvilende på sofaens ryg, og jeg tænker, at hun prøvede at vejre min intention. Jeg gjorde det let for hende og trak hende hen mod mig, til vores læber mødtes. Først forsigtigt, prøvende, så mere grådigt.
   Hendes vildskab var overraskende og ulig noget, jeg nogensinde havde oplevet. Selve akten var hurtigt overstået, men bagefter lå vi længe på sofaen og lo ad vores dristighed og det umiddelbart vanvittige i situationen.
   På et tidspunkt gik Hanne ud og vaskede sig, og da hun kom tilbage, satte hun sig på kanten af sofaen og lod langsomt en hånd glide op og ned ad min nøgne ryg. Latteren fra før var forsvundet, og hun så mig alvorligt i øjnene.
   "Det var dejligt, men det var kun i dag. Hvis nogen spørger, er det aldrig sket, og jeg vil til enhver tid benægte alt". Hendes stemme var så rolig, at hun kunne have oplæst en opskrift, men ordene gled ind i mig som en kniv. Med ét var jeg igen en lille dreng, der havde været uartig og fik skæld ud.
   Jeg vendte ansigtet væk mod hende og nikkede ind mod sofaen, mens gråd og vrede kæmpede i mig.
   Det var tungt at komme gennem aftenen. Jeg længtes efter at genopleve den magi, jeg havde følt aftenen før, og som var kulmineret for få timer siden, men Hanne havde helt klart lukket døren, og smerten var ulidelig.
   Dagen efter kom Ole hjem. Som Hanne havde forudset, blev de gode venner, og det virkede faktisk som om, de havde fået fornyet energi til hinanden.
   Jeg blev der kun en enkelt dag mere. Allerede søndag aften ringede jeg til min mor og mærkede en voldsom længslen efter hende, efter min mor, tryghed og trøst. Det blev en god samtale, hvor vi fik talt ud om den dumme episode med bilen, og jeg havde kun ønske om at komme hjem så hurtigt som muligt.
   Det var Ole, som fulgte mig til toget kl. halv ni næste morgen. Hanne havde gjort sig næsten usynlig i løbet af søndag, og jeg fik ikke mulighed for at tale med hende, før jeg stod klar i indkørslen mandag morgen. Mens Ole pakkede taskerne i bagagerummet, listede Hanne stille hen ved siden af mig.
   "Tak", sagde hun bare og gav min hånd et klem. "Tak og undskyld".
   Jeg så hende aldrig igen siden. Efter sommerferien begyndte jeg min uddannelse som kok, og efter en del år med restauranter i Paris og Nantes, vendte jeg og min familie for et års tid siden tilbage til Danmark og åbnede restaurant.
   Nogle gange tænker jeg tilbage på den sommer og husker magien fra Røsnæs. Måske skal min næste restaurant ligge der?