Gaden lå badet i aftensolens sidste stråler, og jeg stod i vinduet og betragtede træernes efterårsblade dale ned og lægge sig som et farverigt tæppe.
   Lige som solen skulle til at gemme sig bag egetræets top kom en lille dreng gående, godt indpakket i en stor jakke trods årstidens milde vejr. Hans øjne var fastlåst på det store egetræ, som stod i midten af parken lige på den anden side af vejen. Jeg fulgte hans bevægelser nøje, mens han krydsede vejen. Han satte sig på hug ved egetræets rod, fjernede noget som lignede en sten. Jeg kunne se han rodede med noget under jakken, som han lagde fra sig.
   Det prikkede i huden af nysgerrighed, mine tanker fløj fra den ene mulighed til den anden, og jeg lagde ansigtet helt op mod ruden for bedre at kunne iagttage ham, men... hvor blev han af? Der var ingen at se på gaden, som snart henlå i totalt mørke. Egetræets silhuet tårnede sig dog stadig op, som en kæmpe på afveje, og dragede mig mod sig.
   Min nysgerrighed tog over, og snart var jeg halvvejs over gaden med en lommelygte i hånden. Da jeg nåede egetræet, søgte mine hænder hektisk gennem det våde græs efter en mulig flytbar sten, og med hjælp fra lommelygten fandt jeg den hurtigt.
   Jeg lagde lommelygten fra mig, mens jeg flyttede stenen. Et hul kom til syne og uden yderlige betænkeligheder stak jeg hånden ind. Det var dybt, men jeg stødte snart på noget varmt og klistret, og trak forskrækket hånden til mig.
   Lommelygten lå stadig ved min side og lyste, jeg greb den og lyste ind i hullet. Hvad mine øjne mødte, fik det til at isne inde i mig. Jeg rejste mig hurtigt og drejede rundt, men nåede ikke langt, før en skygge tonede frem foran mig. I samme nu skød en stærk smerte op gennem mig ben, og jeg faldt på knæ. En iskold hånd, ikke større end et egetræsblad lagde sig for min mund. Noget varmt og klistret løb fra min hals, nedover mit bryst og gennemblødte min efter årstiden dybrøde kjole.